ET JØRGEN LETH-BLIK

Sidevejen 66

 

På den gade, hvor jeg bor, har nogen stillet en container op ude foran deres hus. Den er sort og stor. Større end de biler, der også holder foran husene. Containeren står vinkelret på huset, således at menneskene kan gå lige ind i den fra hoveddøren, og lige ind i huset tilbage igen. Det har de gjort nogle gange. De har ting i hænderne, når de går ind i containeren. Og ingenting i hænderne, når de går tilbage ind i huset. Det er som de prøver at koncentrere hjemmet lige uden for hjemmet. Måske for at kunne tage det med et andet sted hen? De er meget målrettede. De ved præcist hvad de laver. Det er som en absurd teaterforestilling eller et cirkusnummer. Meningsløst men velkoordineret. Man forestiller sig det tømte hjem, med de rungende stuer. Hvad det vil sige at bebo. Jeg kører forbi i min bil - en anden slags container, der et øjeblik står parallelt med deres hus. Og jeg kigger ind på den lukkede ende af deres sorte container, og forestiller mig, at den var åben i begge ender. Lige nu. En tragt hvorigennem man kunne betragte hjemmet gennem hjemmet. Et hjem er ikke bare et hjem.



THE MEDIUM IS THE MASSAGE

Remedieringsremedier 2

 

Hvis man er sentimentalt nok anlagt (vi lader ordlyden 'anlagt' stå til et andet indlæg) kan man ved at følge DR1's nye serie 'Mit publikum' komme til at græde over det man ser: 30 mennesker hjælper et enkelt menneske med sidstnævntes dilemma, ved at råde mennesket til at gøre det ene eller det andet. Det lyder ikke gribende, men det er det. Måske fordi opsætningen rummer den grundlæggende fortælling om næstekærlighed, den grundliggende længsel efter at gøre det gode og den grundlæggende skildring af, at mennesker, der tilbringer tid sammen, kommer til at interessere sig for hinanden, og den investering holder man fast i. Se det hvis du tør. Jeg tør ikke anbefale det af frygt for at miste den tillid jeg indtil nu måtte have optjent som lødig og kulturel på den fede måde.
Pointen er imidlertid også en anden.
Programmet er et andet eksempel på remedieringsbølgen (se indlægget om landskab og radiomontage her på bloggen), hvor mediet ikke bare medierer menneskelig forståelse og barmhjertighed, men - fordi det er et medie - REmedierer selv- og virkelighedforståelse. Det er ikke 'Her er dit liv / skoleklasse / næste uges tv, det er et program, der rent faktisk bestemmer, at disse menneskers liv skal ændres. Det er heller ikke 'Total makeover' / Skrot til slot eller Pimp my ride, selvom det ligner... eller?
Måske er der ingen pointe.
Måske har tv, radio lige siden deres fødsel remedieret menneskers virkelighed og selvforståelse? Måske var samtalen med Jørn Hjorting epokegørende og livsforandrende nok back in the 70'ies, alene fordi man vidste man blev hørt NATIONWIDE?
Sagen er nok nærmere - at alle de remedieringsmennesker, der efterhånden må gå rundt derude (spørg evt. næste gang De er til selskab, hvor mange der har været i medierne), i højere grad på det seneste selv har opsøgt mediet, for at for hjælp til selvet og livet. Man ser ikke anden mulighed end at få flertallets øjne, ører og hjerter til at hjælpe een på plads i tilværelsen. Man har brug for at blive remedieret - genindspillet - spolet tilbage - restaureret - remastereret, og det kan man kun gøre hvis det bevisligt sker; altså i medierne. For hvad fanden er en munk?!
Jeg skrev fordi jeg i aften - mens jeg græd over 'mit publikum' - indså, at tv er kommet for at blive. Det ikke kun del af vores lystfyldte underholdnings- og historiefortællingbehov, det er blevet et redskab på linie med eftertanke, samtale og socialt samvær. Især da, når programmets morale så entydigt er, at man skal huske på, at menneskers hjerter banker og føler for menneskers hjerter, der banker og føler for ... Remedieringsprogrammerne har møvet sig ind på og imellem os ligesom telefonen og computeren, der bestemt er sociale, og egentlig sikrer mere kontakt og menneskelighed end ingen af delene, men også stadig er et medie, en freakin' box, som helt sikkert tager sig betalt med noget jeg ikke kan se lige nu, fordi jeg har tårer i øjnene.

 

The poet ... may be used as a barometer, but let us not forget that he is also part of the weather.

Lionel Trilling

NULLINIE

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK [UGE 38]

Navne og placeringer hentet fra Arnold Buscks boghandler - offentliggjort i Information 14. september 2012.

1) Fifty Shades - fanget: E.L. JAMES ~ SJEMALE

2) 1Q84 - Bog 3: HARUKI MURAKAMI ~ MAIA HURRAKUMIK

3) Sten saks papir: NAJA MARIE AIDT ~ JAIA DRAMATINE

4) Søvnen og døden: A.J. KAZINSKI ~ JAN ZIKISAK

5) Uro: JESPER STEIN ~ REJE STENPIS

6) Den hundreårige, der kravlede ud ad vinduet:
JONAS JONASSON ~ ONAN JOJOSANSS

7) 3½ D: HENRIK NORDBRANDT ~ HERRN BROD NATKIND

8) Grand Final i gøglerbranchen:
KERSTIN EKMAN ~ MANE KRETINSK

9) Du forsvinder:
CHRISTIAN JUNGERSEN ~ IRINA JENS TUSCHREGN

10) I en person: JOHN IRVING ~ NIV GRINHOJ

SIDSTE VILJE

SEMANTISK FATALISME - 3.0



 

 

Der er mere mellem A og Z

Dette er ikke en teori. Det er ikke engang en formodning. Det er håbløs, uregerlig påstand. En sang fra de arme lande, der er befolket af poeter og fantaster. Polemikere og fatalister.
Tror de således, behørigt advaret, at det er tilfældigt man kan stave sig følgende par?

ORD & ROD (sproget er en fæstelse)
MOD & DOM (man fælder ikke dom uden mod)
SKO & SOK (...)
PIK & KIP (man kan kippe med meget)
TRÆ & ÆRT (en ært er og et frø)
LIV & VIL (intet liv uden vilje)
KLO & LOK (heksens finger, eller blot formen)
BAG & GAB (en åbning)
MAG & GAM (monogam med sin mage)
VIG & GIV (skab plads, vær gavmild)
DUG & GUD (panteistisk morgenspil på plæne)
RUL & LUR (formen på instrumentet er let rullet)

ET AFGØRENDE SPØRGSMÅL I ALLE TIDERS HISTORIE

Pligten kalder, men hvad kalder vi pligten?

Tænker De nogensinde over, hvad der får Dem op om morgenen? Det gør de måske nok - men har De nogensinde tænkt over, hvad der fik deres forfædre op om morgenen? Hvem var den første, som ikke sov til han vågnede - men faktisk besluttede sig for at stå op, fordi han eller hun skulle nå at have noget ud af dagen? Og hvad var det som var så vigtigt? Det jeg eftersøger er et billede af et forhistorisk menneske på vej til arbejde.
Selvsagt er vi nødt til at acceptere en præmis om at historie (tid) er en sammenhængende størrelse, og der i den forstand ikke er nogen forskel på mig (Dem) og hulemennesket - hvis det da var et hulemenneske, som var det første menneske, der stod op om morgenen.
Jeg ved godt det er et åndssvagt og umuligt spørgsmål, men forleden morgen følte jeg mig så frygtelig ensom på vej til arbejde. Ensom og i tvivl mit refleksive, ureflekterede morgenritual alene var indpodet i denne min egen tid - eller om jeg også stod op og gik på arbejde, fordi det var blevet en del af den menneskelige gerning?
Vi snakker disse dage og aldre meget om det primitive hylster vore moderne hjerner er fanget i - her var måske for en gang skyld tale om en omvendt vinkel på sagen: Er det sådan, at fordi menneskeheden siden Arilds tid er stået op og gået på arbejde, at incitamentet er blevet en naturlig del af vores godmorgenfeber? At der her er tale om, at den primitive (nyttigt idiotiske) hjerne helt uden omsvøb hiver den noget tungere og egentlig ret-på-madras-agtigt-assimilerede moderne krop ud og i sving?
Det er jo ikke fordi det gør livet og morgenen nemmere for nogen eller Dem eller mig. Men jeg kan ikke slippe tanken om ham der tænker han må op for første gang i historien. Hvad skulle han nå? Og vidste han, at han aldrig mere kunne sove længe?
Godnat.

 

Peter Laugesen i 'Konstrueret situation'

 

 

Hvad jeg vil er et klart
og sindsygt almindeligt sprog
der flækker staten på langs
og kommer på tværs af alt
hvad præster af alle slags
kan sige til trøst for dem
der ikke tør se sig selv
i dødens spejl.

 

som hørt i P1's 'Besøgstid' (hermed anbefalet) - og svimlende i sin både og anti- og alligevel i særdeleshed stærkt fremaddrevne sprogproces over dødelig fatteevne.

 

Citatet er klippet på en norsk hjemmeside, så jeg ved ikke om det er en norsk eller en Laugesensk findte, at "sindssyg" står som "sindsyg" - eller blot en trykfejl. Taste-, sving- og sværtefejl ville han måske tænke. Hvad værre/vigtigere/væsentligere er, er at da han sagde teksten i radioen sagde han faktisk "dødens strålende spejl". Den sindssyge version spejlet her: Hil.

 

Hvad jeg vil er et klart
og sindssygt almindeligt sprog
der flækker staten på langs
og kommer på tværs af alt
hvad præster af alle slags
kan sige til trøst for dem
der ikke tør se sig selv
i dødens strålende spejl.