TELEFON FRA AFDØDE

Nostalgi a' la carte

eller

Ingen skal skrive min gravskrift
eller
Hjernen er sit eget elektriske kredsløb

Flere steder møder og støder man på døde, der optræder via QR-koder på gravsten. Fx her Og det har strejfet mig før, og det er omtalt før på dette sted - men her forekommer det mig vi har det endelige billede på, hvordan, hvor meget og hvorfor, vores hukommelse og erindring smelter sammen med teknologien. Det kunne ligne en faustisk fortælling om, at maskinerne nok skal agere depot for vore minder, men samtidig også altså tappe dem for fortolkning og relevans - erstatte dem med fotografi og konstans. Jeg skriver på en blog - jeg skal ikke være maskinstormer i så henseende, men jeg vil gerne kæmpe for hukommelsens fri bevægelighed, retten til efterMÆLE og et minimum af koncentration, når vi tænker på de spor vi kommer fra.
Man kunne også spørge, om ikke koderne ender som en slags slappe facebook-profiler ingen gider tjekke ud, fordi man dybest set hellere ville skrive på sin egen - eller endnu værre: At den bittersøde leg med navne og årstal man kan praktisere på kirkegården går tabt i en fantasiløs Pokémon-lignende scanning kun Michael Ende kunne have forestillet sig?
Man kunne også se for sig en sten med ordet "Mor", "Lis" eller "Tak" - og så en QR-kode, hvor den anonyme krop og g(l)emte historie blev hevet frem i lyset og farisæisk forklaret af en iPhone. Ellers tak!
I forbindelse med debatten om e-bogens 'boglighed' og udmålte tid har Erwin Neutzsky-Wulff konstateret følgende: Og det kom mig for, hvor flygtigt og ligegyldigt [...] alt det er, som forlader sig på strøm og batterier.

SYV BILLEDER FRA FIRENZE

Der mangler ikke beviser på Firenzes forbindelser til renaissancen - eller rinascimentoen - og al dens væsen, når man bevæger sig rundt i gaderne, navne, statuer og paladser. Og indenfor hænger så alle de værker og navne vi ved var der dengang. Angiveligt parallelt til at Olafur Eliasson lyser i palæet på Amaliensborg, Richard Mortensen tilser forhandlingerne på Christiansborg og Per Kirkeby hænger på Esplanaden. Men Firenzekunstnernes svaghed for at iscenesætte de skildrede begivenheder i netop deres by (og tid) er der også rig mulighed for at få bekræftet. Tag fx det meget populære motiv 'Bebudelsen', hvor vi ser Maria både tidssvarende klædt og opholdende sig i særdeles stilbevidst arkitektur for den tid. Hun foretager sig også det en rettroende renaissancekvinde bør gøre - nemlig læser Biblen (antageligt GT). I Leonardos version forekommer udover det nævnte også en ret udførlig botanisk redegørelse for træer, som virker en anelse anstrengt (men nok blot er udtryk for Leonardos maniske nysgerrighed) - lige indtil man kaster blikket op på de mange bakker og bjerge, der omgiver byen og ser, i perfekt udklippet silhouet: Træer som på maleriet.

For en nordbo står Santo Spiritos facade som en af de mere vellykkede udsmykninger. Endelig falder øje og sjæl lidt ro uden de mange bånd, pilastre, marmorintarsiaer, flødeskum og kringlede anakronismer. Det er selvsagt fordi facaden aldrig blev færdig - tsk. Meget lig planerne for San Lorenzo, hvor man dog ikke er i tvivl om, at der ligesom mangler noget. Det er klart, at denne oplevelse er en parallel til nordboens forskrækkelse over de overlæssede og baroktbelyste kirkerum og tilbedte helgener indenfor, som igen er en forlængelse af den kulturkristne kløft vi har over til den katolske religiøsitet. Vi NOMAder har i flere omgange fundet os selv i en streng og sparsom tilbedelse af intellekt, inderlighed og enkelhed; der er sten nok at leve på.
Det er lidt som at se Fiorentiona og Palermo mødes på Stadio Atemio Franchi, og ikke kunne forstå, hvordan man kan spille i hhv. lilla og lyserødt, og stadig tage mandfolksporten alvorligt?
Måske handler det om, at alle de sydlandske gestus - de være sig taktile, tekstile, sakrosante og standardiserede - netop handler om at vise, at der ér noget derinde. Ikke at overfladen er det afgørende. Næsten tværtimod. Hvor vi - lutheranere, syndige og altid klar på at svigte den ene eller den anden sag - ikke tør bygge, bo eller bede i en fristelse. Man kunne jo falde i svime over noget yderligt!

Når man nu rejser i embeds medfør kommer man lykkeligvis også andre steder end de oplagte. På denne færd blandt andet på byens naturhistoriske museum - eller Galileo-museet. Og udover at være et naturhistorisk museum på godt og ondt (udvalg og omfang), så byder det dog også sin opmærksomme og loyale besøgende på både poesi og indsigt. Museets hovedattraktion er nogle solide og historiske - omend ikke originale - modeller af Galileis og andre videnskabsmænds redskaber og instrumenter. Alene erkendelsen af, at videnskaben var så meget i sin vorden, at forskeren ikke havde noget at forske med, men først skulle tænke sig til et instrument, der - så at sige - kunne nå ind i materien, alternativt ud i rummets abstrakte, er utroligt fascinerende. Al fald for en lægmand med humanistisk (ud)dannelse. Forestil Dem en ubændig trang til at vide noget om smaragdens indre eller struktur og i princippet kun have en hammer at finde ud af det med. Smukkest er dog grebet med at gøre faldet til en bane eller en spiral, hvor den ene efter den anden kugle bevæger sig lovmæssigt i et parallelunivers af hver gang nyfunden viden og erkendelse. Det må svare til at gøre sjælen til en krukke eller beholder, som man så pludselig kan stikke sin hånd ned i.
Når man helt kvantitativt sammenholder byens attraktioner, så må man dog sige, at kirken og kunsten har sejret over videnskaben. Kan godt hænde kuplerne spænder sig statisk, matematisk mod himlen, men kampen for at oplyse verden med solen og fysikken er ikke den man har med hjem på nethinder og scandiscs. Det er som et omvendt syndefald, hvor kirken blinder og døver os så veholdende med skønhed og lidenskab, at tyngdekraften igen bliver Guds foranstaltning. Ikke modreformation ... nærmere modlys.

Med gennemsnitligt 250.000 besøgende turister om dagen, er det ikke underligt udsalgsmulighederne med tiden har foldet sig som kommercielle lameller i gaderne omkring Mercato Central og skabt tre gader, hvor der før var een. Det betyder man nogle gange både går på bagsiden og forsiden af det endeløse salg af lædervarer og t-shirts. I en art afsætningsøkonomisk farce ved man ikke hvor man befinder sig med sit forbrug, når man hele tiden bliver mindet om, at pengene flyder til den, der tilbyder det mest fristende, men selv det altid har en bagside af fortjeneste og profit. Måske meget passende, at det eneste man kan sige med sikkerhed er, at man går i rendestenen.

Firenzes mange gamle renaissancebygninger er som en slags omvendte Potemkin-kulisser, der står rejst som et bevis på at det vár her storhed fandt sted og, at det vár her de største boede og levede. Men egentlig er det er blot tomme skaller fyldt med ualmindeligt almindeligt liv, hvis profane og simultane karakter afspejler sig i den måde alle skilte, bogstaver, opfordringer og ruder som mug har angrebet facaderne.

Under et besøg på Palazzo Pitti (på en særudstilling - den permanente kan bestemt også anbefales) møder øjet pludselig Hokusai og hans bølge. Og pludselig forstår man, i hvor høj grad man har bevæget sig rundt i en monokultur, hvor legendarisk den så er. Men også (igen og for Gud ved hvilken gang) bliver man slået af den ubeskrivelige skønhed i netop dét værk. Rummet fladen, dynamikken, fortællingen, eksistensen og, som Tom Kristensen siger, kunsten at kæntre med sjæleblank ro. Kan hænde Tom K netop rejste derud, for at få renset øjne, ører og dejets trug for den vestlige, selvforsynende og selvsynede facon, som Firenze på mange måder er det bedste og værste eksempel på.
Ex Oriente Lux, Ex Occidente Lex.

DET SYNLIGE OG DET SETE

Ring my bell

For snart mange år siden læste jeg en lille artikel i Information af Hans Edvard Nørregaard Nielsen, hvor han - givet retteligen - påstod, at danskerens syn på, opfattelse af og ønsker om naturens udseende, var formet af guldaldermalernes landskaber. Og bortset fra at tanken stadig er voldsomt fascinerende i sin normsættelse og iøvrigt beslægtet med et andet indlæg om (selv)biografisk analyse, så har den på det seneste også meldt sig på andre motiver.
Således kan jeg ikke længere se træer i vand uden at se L.A. Rings 'Elletrunter' for mig. Det betyder ikke, at jeg så synes naturen lever op til den symbolistiske malers syn og skøn, men at jeg hver gang motivet finder mig må sukke og knage over det stærke motivs eksistentielle - omend gådefulde - sandhed. Det er på mange måder ligesådan med hans fjordbillede, hans landsbybilleder og maleriet med hegnspælene. Man ser sig selv udsat, siden indmalt i et sjæleligt grænseland spinkelt som en novelle af Seeberg. Og ligesom Seebergs sene noveller blot fortæller historier fra afgrundens ugudeligt almindelige rand, så står træerne i næring til langt op over rødderne og fortæller deres og min version af samme almindelige og umuelige liv.
Det er ikke mange kunstnere der evner at gå med din sjæl UD i verden for at spejle derfra. Dem der kan, kan man aldrig slippe.

TViRONi!

Jeg siger jeg sagde siger du det?

Er det sådan, at det er årtiers (mis)brug af ironi, der har ført til et lag i sproget, som består af slags falsk bevidsthed / frigjorte holdninger / flydende udsagn, som stammer fra andre roller end ens egen? (Så'n lidt Goffmann'sk)
Er det sådan, at når vi illustrerer og forklarer ved hjælp af replikker, så er det en kompetence vi har fået ind med ironiens dobbeltbundethed og abstraktion - men som ikke længere slår til som sådan, og derfor skal iscenesættes med et rollebåret udsagn? (Så'n lidt Zizek'sk)
Eller ér det bare tv. Serier. Oneliners. Medierne igen? (Så'n lidt Warhol'sk)
Når et et tv på engelsk hedder 'tv-set', er det så fordi medierne netop ér det: Et fuldt sæt paradigmatisk rammestyring? Åhædr! Haan ar edderboderemæ klåg ham dær! Lug røven å tænd for tossen mand! Få no nåje fræj for helved'! Få nåje fræj på den dum'!

IKONOKOGRAFATALISME III

Efter læsning af realistiske romaner som "Jeg forbander tidens flod", "Voldsmænd river det til sig", "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet", "Manden uden egenskaber", "Mågen" og "Eksil" - forstår jeg nu, at litteraturen udgør den ene del af det jordiske begreb 'Uendelig'. Det er meget dynamisk. Dialektisk. Dixi.

Foreløbigt. 

SSiger: D

DØSKRITERIER
DØSLEJE
DØSSTØD
DØSKULDE
DØSULYKKE
DØSANGST
DØSDOM
DØSDAG
DØSMÅDE
DØSRALLEN
DØSSTUND
DØSFÆLDE
DØSSYND
DØSFJENDE
DØSBUDSKAB
DØSKAMP
DØSØNSKE
DØSÅRSAG
DØSMASKE
DØSMÆRKE
DØSFALD
DØSFORAGT
DØSGANG
DØSATTEST
DØSRIGE
DØSDRIFT
DØSKYS

EN BLOG ER EN BRIKS ER EN BLOG

Analysander den Store

Er en blog egentlig ikke en briks? Lægger man ikke sig selv derop, som en anden analysand, der snakker løs om sine store og små fortræde- og tilbøjeligheder, mens fader Freud (web 2.0) sidder roligt ved hovedgærdet? Kan De se ligheden - om ikke andet metaforisk?
Er en blog egentlig ikke en briks, hvor man ligger og stønner store og små sammenhænge og neuroser ud i et forfængeligt håb om at de bliver til noget ... andet?
Men. Hvis en blog egentlig er en briks - hvem bliver man så analyseret af, hvis ikke sig selv; sit eget blik potenseret ud i massernes mighed - alternativt visonært af den eene, der virkelig forstår det man blogger om? Og hvad er man så gået i, hvis ikke selvanalyse, for ikke at sige selvsving. Man erindrer her Freuds selvanalyse: Noget han gik i, angiveligt fordi der ikke var andre end ham, der mestrede (psyko)analysen godt nok, men reelt helt sikkert for ikke at blive besværet med andres opfattelse af hans helt eget hysteri.
Og. Når en blog egentlig er en briks, så kan man pludselig meget bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger.
Eller. Når en blog egentlig er en briks, kan man så bedre forstå, hvorfor der er så mange, der blogger? 

ODE TIL HODE

LIPOGRAM NARKOMAN

Bogstaveligt utalt

Et lipogram er en tekst skrevet med brug af et begrænset antal bogstaver - det være sig vokaler eller konsonanter. I og med det er en regel kan den selvsagt varieres (indtil videre har jeg ved et tilfælde skrevet et lipogram, som ikke anvender ø, x, y, z ...), men med de uskrevne regler tilføjet, stiller sagen sig noget anderledes: Her handler det om at udfordre sig selv, ved at slå ned på bogstaver som er højfrekvente i sproget - på dansk bogstavet 'e'...
'I så fald var lipogram fortalt på ny vis, som skriftsprog hvor unikt bogstav aldrig står' ... hvis De forstår? Det er helt uhyggeligt afgjort nemmere at forklare end praktisere. Wikipedia.org har meget mere, men forfatteren Georges Perec, der står som en af helteleverandørerne til lipogrammatiske værker med 'La Disparation' (forsvindenen) skrevet uden 'e', skrev den om sin moder. Og kombionationen af hovedstol og system er vældig inciterende. Lidt som når Klaus Høeck fx skriver sig gennem livet og årstiderne, eller Tranströmer hai-ku'er sig ind i livsnerven, bare på en eller anden vis voldsomere og mere mystiskt. Perec var også OuLiPo-menneske (se bl.a. Adolphsens 1 million historier) - og den meget konkrete pointe med at knytte sprogpraksis til bevidsthed er og bliver noget at det mest besnærende i tanke og mund jeg kender.Kunne man fx forestille sig en tekst der skal beskrive en person uden de bogstaver, som personen bærer som navn? Eller kunne man skrive om sex uden s, e og x? X nok, men hvad bliver erotikken til, hvis man ikke kan slikke og stikke og sutte?
Lad os se på disse to eksempler - bare sådan i det små, bloggende og snakkende, skavisige jovialt leksikale:
MIG uden K-L-A-U-S-R-Ø-D-F-R-E-D-E-R-I-K-S-E-N:
Åh! Æt må gå tom. Våg bog, ægt hu og Potu. Må jo ty og bo 8240. Ugh!
SEX uden S-E-X:
Drift og trang hos han og hun (han og han, hun og hun) til at nå ind i krop og sjæl. Indfør og rør køn og hud, nyd og find sand tro og tid.
...
Det er et fix - jeg siger Dem. Man kommer på det, på mere end på een måde.

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK UGE 10 - NU MED SMAG

Baseret på listen over bestsellere indenfor 'Skønlitteratur & digte' offentliggjort i Information 9. marts 2012

1) Haruki Murakami: 1Q84. Bog 1 - RAKU KHARI UMAMI
2) Erik Valeur: Det syvende barn - LUR EKVARIE
3) Ninni Schulman: Pigen med sne i håret - LUNA CHIMNINNS
4) Bethany Hansen: En bitterfisses beknækkelser - BENN HYANESHAT
5) Anne-Marie Vedsø Olesen: Glasborgen - SIRØNE SEEVOLDEN-MAANE
6) Jan Gillou: Brobyggerne - GULLI ANJOU
7) Helle Helle: Dette burde skrives i nutid - HH LELELELE (Damens andet navn er sjovere. Det kan fx blive til OLE EHNSELL)
8) Rosamund Lupton: Søster - PLATON SOURMUND
9) Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen - HOTLIBS ENKEVAHNE
10) Josefine Klougart: En af os sover - GISOLA OEJENFRUKT