NOW OPEN FOR FUNNY BUSINESS … PLEASE

TAK FOR TAK

Åh jeg ber'

At sige tak for at nogen takker een, må vel være den ultimative høflighedsfrase. Derfor er det også på sin plads et gengive de muligheder man har, skulle man stå i den situation. Altså der hvor man har gjort noget for nogen, som så takker, hvorefter man så takker for takken - eller høfligt antyder, at det da ikke var noget at takke for. Dét var det naturligvis, men ikke når vi lader sproget bære dannelse, civilisation og næstekærlighed på een gang. 

Hovedparten af de nedenstående eksempler har jeg hentet i radioens 'P1 morgen', hvor man ofte har brug for at takke for indlæg af enhver slags om hvad som helst. Udover den daglige dosis nyheder er det slet ikke ueffent også at få et skud almindelig anerkendelse af velvillig viden og fag.

Skulle De således være i en situation, hvor De efter at have ydet et menneske større eller mindre hjælp, modtager et 'tak', så kan De replicere med følgende:

Jeg ber' 

- det er nok en af de ældre modeller, hvad man kan spore i dens slet skjulte religiøsitet. Den er svær at sige, hvis man er under 60 tror jeg - alfald ikke uden at blive historisk svimmel.

Værsgo

- eller vær så god. Igen kan vi nok spore en trosretning i meningen, men sagt som skrevet først er det ikke det mest oplagte. Her er i stedet tale om en virkelig velvillighed, nærmest en selvudslettende tjenstvillighed. Jeg har aldrig selv brugt den, men synes bedre og bedre om den. Måske også fordi der trods alt ligger en smule tilfredshed i at levere varen. "Tusind tak for hjælpen." "Værsgo."

Det var så lidt

- statistisk set nok en af topscorerne. Den går man aldrig galt i byen med. Og så har den sin egen absurde poesi, når man fx storsvedende, nyvablet og meget, meget tørstig, med lange arme efter at have flyttet for sine venner siger "Det var så lidt."

Selv tak

- eller avanceret 'Tak selv', kommer ofte helt automatisk - måske med en tendens til at optræde i forbindelse med lidt mindre gerninger: "Tak for lån." "Selv tak." Her er tale om en slags sprogligt ritual; en udveksling, som skal være der. 'Tak selv' betoner en selv - at man nærmest har været glad for at gøre een en tjeneste eller lignende.

Velbekomme

- eller 'må det bekomme Dem vel'. Så bliver det næppe mere korrekt eller høfligt. Den har givet også en del år på bagen, hvorfor den er sikker på at udtrykke den ønskede tak for tak.

Det manglede da bare

- til dem der gerne tydeligt vil sige de da godt ved de har givet en hånd med. Som man kan høre er den noget længere end 'jeg ber', hvorfor den også har det med med at starte en gedigen overtakning: "Mange, mange tak for hjælpen med malingen." "Det manglede da bare!" "Nej, det var virkelig sødt gjort af dig." "Jamen, tak skal du ha'." "Velbekomme." "Tak."

Selvfølgelig

Kan virke forvirrende, fordi den både er kæk og servil på samme tid. Jeg har lært at holde af den, fordi den er så indforstået - altså på linie med at vi selvfølgelig hjælper hinanden, når hinanden har hjælp behov. Den har måske den kvalitet, at den viser tilbage til den indledende position og reciprocitet der ligger i at spørge om hjælp: Undskyld, vil du hjælpe mig med denne pose semantik? Selvfølgelig. 

Der er sikkert flere, men vi stopper med denne:

Sådan er jeg

- som jeg indtil videre kun har hørt Klaus Lynggaard sige. Og det givet fordi han stod ukristeligt tidligt op om morgenen for at fortælle om Lou Reed (R.I.P.) Ikke desto mindre klæ'r den selskabet her godt med en frisk, selvvurderende og ærlig høflighed. Sådan er det.

AUTOGRAMMER

Et autogram er som bekendt (se indlægget om pangrammer) en sætning, der kun handler om og henviser til sig selv. 
Det er som at sætte spejle op i sproget.
Her er fem forsøg. God fornøjelse. Eller held og lykke.

De har netop læst læst.

Det er løgn at dette er løgn.

Tallet fjorten vil vise sig at være godt bruge til at beskrive denne sætning. 

Denne sætning er horizont for tre nedgående sole.

Kun en engel forstår betydningen af denne sætning.

HVAD HÆNDER SKABER

NOGLE DAGE

Dage med diem

Nogle dage er det som om, at alt hvad man rør ved kan bringe een held. Som om forandringen ligger i alt det man kan nå. 
Man rækker ud og tager ind, man kaster blikke og holder tæt. Omgivelserne er besat med genstande og mennesker som man overopmærksomt og konstant betragter og forventer. I ens indre sitrer noget, der kunne være sjælen. Fra den simpleste blyant til den tykkeste kvinde, er det hele muligvis fortryllet af en anden natur. Og man håber og griber, og griber og håber hver en chance man kommer forbi. Det er en blanding af at kunne se klarere end normalt, og samtidig være hyllet i en fremmedhed. En skæbne. En skabning. 

Som dagen skrider frem forandres det held al ting kunne rumme, til det kolde faktum, at held også forudsætter intet held, og så forstår man, at det lige så vel kan være det manglende held, man har grebet efter. 
Alt hvad jeg rør ved kan bringe mig held. Eller ikke.

ET GIGANTISK HOP

KNAUSGÅRDKONSTIPATION 2

"Men jeg ser i dag, madame," fortsatte han eftertænksomt, "en ny art fortællekunst vise sig og vinde indpas i vor civiliserede verden, - ja, den har allerede hævdet sig imellem os og fået stor magt over vor tids læsere. Denne nye kunstart har en anden ærgerrighed end de gamle historier, den har foresat sig at gribe mennesker fra det der kaldes det virkelige liv, at placere dem i sine romaner, hvor det så kan føje sig, og dér at lade dem selv forme og bestemme historien. Den er, for at kunne bevare disse sine virkelige mennesker på nært hold og på samme plan som læseren og for ikke at gøre ham bange, rede - og villig - til at ofre og give afkald på historien selv."

Karen Blixen i 'Kardinalens første historie' (1957)

Skal man knytte bare een kommentar til dette tankevækkende citat i relation til tidens dominerende autobiografisme, må det være, at Blixen, hvem jeg antager kardinalen taler for, peger på den afgørende mangel ved Knausgård & Co's litteratur, at det ikke er fiktion. Det burde jo som sådan ikke være et problem, da den selvbiografrende litteratur jo netop ikke ønsker at være fiktion - men noget mere eller andet end fiktion. Fiktionens kraft eller raison d'etre er imidlertid, at den udgør det levende i virkeligheden - fortællingen om mennesket. Og hvis man bytter det fiktive i romanerne ud med det virkelige, så står man tilbage med en fiktiv virkelighed, der ikke evner at løfte hverdagen og meningen med livet op til mere eller andet end de døde realiteter. 
Det er meget paradoksalt alt sammen. Men det er uden tvivl interessant, at baronessen peger på denne 'risiko' for så mange år siden. Vi kan ikke vide, hvem eller hvad det er hun taler imod - slet ikke da teksten ikke har nogen pålidelig anvisning på, hvilken tid den skal forestille at foregå i.

MIG OG MAGRITTE - IRL

FEM BEVISER PÅ AT DER FINDES ENGLE

Selvom du ikke tør sige du elsker hende, siger du det alligevel.

Kombinationen af udsigter og landskaber.

Kalkmalerierne.

Du vågner inden lige du kører galt i bilen.

Som med så meget andet genialt ville man være nødt til at opfinde dem, hvis ikke de allerede var her.

Hvor er gåden konge? I spørgsmålet

Fem helt nye gåder for poeter og sprogbrugere

1) Hvem kan skrive mere præcist end nogen anden om afstanden mellem liv og død?

2) Hvilken skrift kan alle forstå?

3) Et ord gik til lægen og klagede over smerter, som det ikke burde kunne have. Hvilket ord?

4) Hvilket forsøg anser filosoffen for at være det fornemste?

5) Hvilket ord sidder man tilbage med når alt er sagt?

Svar længere nede

-

1) EKG-printeren
2) Underskriften
3) Usårlig
4) Det sidste
5) "Undskyld"

ET MEGET PRÆCIST KIG IND I FORTIDEN

Ja, billedet ligger ned. Men netop derfor gengiver det meget præcist fornemmelsen af at stå og glo i sit gamle bad i omklædningsrummet på den skole man gik på i 1970'erne.
Det er et rum, det er et sted, det er udført i (be)kendte materialer, det ser så genkendeligt ud og det er umuligt at finde sig til rette i med blik og krop.
Bemærk især den helt skøre skraber, der meget lig ens egen sprællende erindring, er berøvet sin oprindelige funktion, og nu udstilles som et hjælpeløst instrument, der ikke aner om det skal stå, ligge eller hænge sig.

EN RÆV ER EN RÆV

Blik på blik

Det var en efterårsaften på Fanøs brede strand - klokken var vel 20 - og jeg kørte på solnedgangen på min cykel. Jeg bemærker en lille hund, som snuser rundt længere ude ved vandkanten og menneskene. Jeg tænker den har en sjov stor hale og pudsig hoppende gang. Den går rundt mellem autocampere og folk på aftentur for sig selv, så først tænker jeg bare den har fået lov til at gå løs, men så tænker jeg det kunne være det slet ikke var en hund, men en ræv. Så kan jeg se det er en ræv. Anatomien, proportionerne, farven og det zigzaggende bevægemønster. Den er helt upåvirket af de standsede biler, folk med kameraer og den mærkelige stemning af udkrænget bur den igangsætter. Dens røde pels er så fint i overensstemmelse med den nedgående sol, og de rastløse krydsende linjer den trækker efter sig med snuden i sporet efter føde, er så fint i overensstemmelse med den flade, uendelige strand.
Det kunne have været mig.