Reblik

Dansgere 



Blev for et øjeblik siden, som det nu er blevet almindeligt i gogolsfæren, tilbudt at søge på noget, før jeg selv havde skrevet, hvad jeg ville lede efter. Mener også at have hørt netop tilbuddene omtalt som et slags parameter på, hvor meget det ene eller det andet er oppe i tiden. Hvilket jo er klart nok, og jo bare en teknikalitet på linie med "views" på 'YouTube' - men som så bliver brugt som kategoriseringsredskab af første grad. Altså INDEN man overhovedet får talt ud eller evt. da kigget på, hvad der så måtte gemme sig af konkrete resultater og sider på listen. Principperne og præmisserne skal midlertid ikke undersøges nærmere her - da det er et helt konkret, og derfor langt mere lærerigt, eksempel vi skal kigge på:
Jeg skulle bruge et billede af et indvandrerbarn til min undervisning, hvorfor jeg i søgefeltet taster "i n d v a n d r e" - og DER fik pushet følgende søgning: "Indvandre jokes"..
Og den, kære maskine, lader vi stå ukommenteret.

http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&aq=1&oq=indvandre&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4GGHP_daDK450DK450&q=indvandre+jokes

Hvide elefanter

Intet i livet er [nemlig] gratis, og som tommelfingerregel kan man groft sagt sige, at hvis du ikke betaler for services på nettet, så er det fordi, du ikke er kunden. Du er det produkt, der handles med.

TÆNK 14. oktober 2011 / Thomas Lemke

KRONOSTALGI - KAMERAMAND

Kodak instamagic

Jeg har tænkt meget over, hvad der får mig til at tage sådan et billede som det her ovenover. Hvad det er, der får mig til at kigge efter motiver så snart jeg har kameraet med (heldigvis sjældent uden). Hvad det er, der får mig til at glemme alt omkring mig, når jeg pludselig befinder mig et sted, hvor billederne kalder på at blive taget. Hvad det er der gør, at jeg kan blive urolig og stresset, når jeg kan se lyset skifter eller er ved at ramme dén tone, hvor alting bliver mere virkeligt. Hvad er det jeg vil med fotografierne - og hvad er det de vil med mig?
Mit ærligste og mest uoverlagte svar er, at jeg tager dem for en sikkerheds skyld.
Jeg vil bringe nu'et i sikkerhed, for den tid der truer i øjeblikket efter. Jeg vil sørge for, at der findes lakuner, hvor tiden ikke går. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en provokerende standsning af bevægelsen mod døden. Sådan. Ha!
Hvis motivet har trængt sig nok på - så vil jeg også sikre en slags besked eller et budskab. Ikke at jeg ved, hvad det er. Det er som når spøgelsesjægerne sætter sig til rette i mørket og stilheden med kameraer og mikrofoner, og så regner med der er noget på mediet næste morgen. Jeg er sikker på, der følger noget med, som er for vigtigt til at gå tabt. Hver gang. Hele tiden. Hvert fotografi er en insisterende opsparing af mening med tilværelsen. Sådan. Ha!
Når øjnene arbejder før hjernen - eller i værste fald med nogle helt banale regler om linier og proportioner - så taler jeg med en verden, hvor tid og mening ikke er fjender. De samtaler er det afgørende at gemme. Med mit kamera.
Som sådan tror jeg egentlig ikke jeg er fotograf. Men ikke mindre afhængig af at tage billeder.

Kreaktiv

På kredit eller kontant?

Det begyndte med en anelse i valgkampenenes (amerikanske og lokale) italesættelse af "grøn vækst", som - udover det åbenlyst latterlige i pleonasmen - gav tanker om en fjendtlig overtagelse af noget der var forbeholdt mennesker, der ikke altid er lige glade for væksttankegangen. Som kom Robert Florida (og med ham jo et helt såkaldt kreativt segment - igen et sematisk skred) med termen "kreativ kapitalisme", der i endnu højere grad alarmerer mit indre kritiske segment. Senest hørte jeg så, hvordan Bordieus greb "kulturel kapital" blev bortført fra sit strukturalistiske hjemmebroderi af Danmarks Radios kulturredaktør i Lasse Jensens 'Mennesker og medier' (hermed anbefalet - P1), for at forklare vigtigheden af kulturelle nyhedstjenester.
Sammenstillingen af det kreative og det kaptalistiske får mig til at grine nervøst og labilt. Er det en sejr eller et nederlag vi (kreative, forvoksede humanister) oplever? Vi der aldrig har tænkt markedsøkonomi og kapitalisme som andet, end en dunkel religion man enten troede på eller ikke. Alternativt ikke troede på, fordi man ikke forstod den - og hvordan den kunne føre til noget humant (de overvejelser kan man læse mere om i Slavoj Zizeks tale til "Occupy Wall Street"-aktivisterne i Information 13.10.).
For hvad er det vi står med - hvis ikke andet end den sædvanlige udsultning og efterfølgende ydmygende udhuling af alt, hvad der godt og sundt og nødvendigt. Kapitalismens indbyggede voldtægstmentalitet som vi altid en gang for meget oplever fjerne alle rødder og næring fra smukke ideer, for nemmere at kunne skubbe dem ud på strøget i kasser med skilte, der står i vejen for en god Kierkegaardsk travetur - hvorfor man så på sin tur gennem byen kun får impulser om rigdommens og overflodens fattigdom, og ikke går sig til mental klar- og sundhed.
Hvad er "kreativ kapitalisme" andet end et knæfald for penge og økonomi, som den eneste tænkelige motor i et moderne samfund? Et begreb opfundet ef elendige anløbne overløbere, der ikke turde vente på kapitalens uundgåelige endeligt, når forslugenheden sprænger valutatarmen og seddelpressen privatiseres?
Hvad er "grøn vækst" hvis ikke et ynkeligt kloningsforsøg, langt fra lødigt landbrug og vedvarende energi?
Hvad er "kulturel kapital" andet end netop et marxistisk suk over den forfejlede fejlfordeling af goder blandt samfundets ellers ligestillede borgere?
Kunne det være en ny middelvej? Kunne man eventuelt med lidt husmandsrationalisme og en fleksibel humanisme se sammenblandingen af det pr. definition kalkulerede og kolde med det pr. definition kreative og kloge som en chance for at komme videre? Tør vi give køb på kreativitens patent og overlade (årelade) den til markedspladsens mørkemænd? Zizek siger vi ikke må miste demokratiet i opgøret med kapitalismen - og det er vel derfor vi måske skal prøve at arbejde den anden vej > mod demokratiet og fællesskabet. Med en kreativ (op)løsning af kapitalismen. Det ser ud som om sproget baner vejen for noget af det.

Aktuel Litterrær anagrammatik Uge 40

(1Q84) Haruki Murakami > URRIAH KUKIMAMA

(Shadow Army) Thomas Rathsack > HATSK MACHOSTAR

(Disciplen) Hjorth Rosenfeldt > JOHNRO THEFTROLDE

(Det syvende barn) Erik Valeur > VIE UKLARRE

(Dybt fald) Karin Slaughter > KIT LEGUANTRASH

(Se på mig) Kirsten Hammann > AHNE KINNSTRAMM

(Hviskeleg) Arne Dahl > REAL HAND

(Et eventyr) Jonas T. Bengtsson > J. GASSTON BETON SN

(Byen og øen) Benn Q. Holm > MOL QBENHN

(Afrikas Horn) Wilbur Smith > RUSH WITLIMB

http://www.arnoldbusck.dk/bestsellerliste/

REblik

Stor fod i munden

På kulturnatten (den tager vi lige igen: KULTURnatten) valgte vi i Aarhus at bygge en kæmpe fod i det charmerede materiale ubehandlet fyrretræ, man kender fra så mange andre klassiske designsammenhænge, og opstille den på Store Torv, der efterhånden er blevet overraskelsernes plads i byen.
Man valgte så også at opføre den ovenpå og udenom Elisabeth Toubros skulptur "Torvenes Brøndsløjfe" a.k.a. "Vanddragen". Skulle man tidligere have manglet synligt bevis for byens provinsmentalitet bliver det vist ikke tydeligere.
Jeg trøster med at Eliabeth Toubro, som leverer noget af det mest spændende og (ja, givet er det her den er gået galt et sted) intellektuelt udfordrende rumkunst i disse tider, må have lukket for boks Aaaarhus for længe siden; rækken af udhyrlige udsagn om hendes skulptur er lang og beskæmmende - men nu heldigvis vist ikke til at overgå ... sic.

Klink

Inden døden

Forliste kister

Det er både usmageligt og ubehageligt. Hvem lægger 100 romaner og 1000 DVD'er på hospitalsbordet hos den døende?
Hvorfor er lister blevet til 'lister over ting man skal nå inden man dør'?
Fordi vi er ved at erkende den grufulde sandhed, at der nu er så meget at nå, at 30 år ikke kan gøre det, eller 'før ægteskab' kan gøre det, eller ikke 'sålænge man er i stand til at gøre det' - dur?
Eller er det fordi den tidligere så udbredte infantilisme har forandret sig til en juvelisme, hvor den projekterende, sultne, modige, maniske ungdoms indstilling til byen og verden er blevet trukket baglæns ind i kraniekassen for dér, at garantere man aldrig bliver for gammel til noget. Så skidt med det helt utroligt tåbelige scenarie, hvor jeg som 80-årig skal have to kvinder og en boa i en fængselscelle i Venedig. Skidt med jeg som 19-årig skal nyde udsigten over Furesø klokken fire, en forårsmorgen med Fauré i foret på min øreklaphue. Skidt med jeg som 46-årig skal trækkes med ikke at gide og ville og kunne købe et ur fra Audemars Piquet, fordi man nu een gang i livet skal købe en svimlende dyr ting som mænd trygt kan bruge som smykke.
Eller er det bare fordi det lyder bedre, og sådan lidt kækt moderne memento mori på en Moby-agtig måde stikker til menneskets senmoderne sorg? Hvilket på sin vis er paradoksalt - al den stund, at memento mori-pointen alle dage har været, at du skal dø, og med dig dør alt du ejer og har - herunder dit banale bungyjump og din blændende Bugatti.
Jojo, selvfølgelig er der også den mulighed, at det er carpe diem-svineriet, der har sat sig på formuleringen - omend kun marginalt mere logisk, al den stund der sgu ikke bliver tid til at gribe meget andet end den næste liste, hvis man skal nå det hele. Hvad med en liste over "100 dage du IKKE skal lave noget"? (så må du for min skyld gerne gribe den i mangel af andet) - bogen bliver en af dem man også kan købe med titlen (tihi) "Hvad mænd ved om kvinder". Eller hvad med "365 ting du skal lade være med inden du dør"? Nr 1: Lad være med at stå op den dag du skal køres ned.
- Alt dette fordi jeg på P2 (hermed anbefalet indtil udfald om fjorten dage! DRab) hørte at Anders Østergaards dokumentarfilm "Burma VJ" lå nr 40 på en liste over 100 dokumentarfilm man skulle se inden man dør. Og det skal man jo også! Nu skal jeg hvertfald. Ellers kan det jo være jeg dør!
HEUREKA! Her var svaret: Listerne er blevet til "før man dør-lister", fordi de skal bære en illusion om at man netop IKKE kommer til at dø. Ikke så længe man har et projekt med at få kigget, læst, rejst, kneppet, spist, lyttet og drejet sig igennem 1.000.000 essentielle (og tada! livsforlængende) ting.
Held og lykke med det. Her er en liste over sandheder du skal konfronteres med inden du dør:
Du skal dø.

Dette er ikke en pibe

Er du presset nu?

Carpe Diadem

Man kan aldrig vide hvornår sproget flytter sig. Sagen er jo den sproget er et bånd der taler, og dette bånd føres gennem hjerner på rækker og hjerner gang på gang og hjerner er som hjerner nu er - helt ens og meget forskellige. På de gamle vægmalerier og gobeliner kan man se, hvordan sproget er et helt (...) bogstaveligt bånd, der kommer ud ad munden på munke og modige mænd og djævle. Hvis du skulle være i tvivl om det passer hvad jeg skriver. Denne rulle tekst som indledning til at jeg overværede fødslen af en sådan hjernestyret sproglig forrykkelse forleden morgen: Johnny Krone (trafikvært på P4/morgen og tak for det) blev interviewet af en af de andre journalister på radioen. Hun spurgte ind til hans funktioner og vilkår - og i forbindelse med sidstnævnte var det han sagde: "Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet."
Nogle gange har man så travlt, at man bare lever i nuet. Nogle gange har man så meget at se til, at man er nødt til at være helt og holdent tilstede, der hvor man er. Bare leve i sine mange opgaver. Simon Kvamms mange forskellige "features" ufortalte, døbte for noget tid siden en bestemt slags mennesker "carpe diem-svin", hvad jeg helt kan tilslutte mig; altså forargelsen over, at nogle mennesker mener det er forsvarligt og måske endda klogt at kaste sig over det evigt saliggørende nærvær i nuet, uden tanke for historie eller konsekvenser. Hvor er Johnny Krone i denne sammenhæng - og hvad ved nu'et (og livet) er det hans hjerne piller ved?
Er nu'et - og livet i nu'et ved at ændre status? Er det sådan fat, at vi har fået nok af carpe diem-svin, der som andre skovsvin ødelægger den udstrakte oplevelse og udsigten for os andre, der mener livet leves bedst som Kierkegaard siger: som "uno tenore" - i een sammenhængende tone? Betegnende nok fortalte Johnny Krone videre, at det først var når han fik fri og fx cyklede (tror jeg nok, måske var han ude og løbe, min hjerne har glemt det) hjem(ad), at han reflekterede over dagens forskellige begivenheder og meldinger. Nu'et er altså netop kendetegnet ved mangel på nærvær ... og vel ikke på en god måde, filosofisk set, men alligevel som en tilstand, hvor man er i en slags "flow" som Peter Bastian kalder det - blot er der altså ikke tale om det typiske carpe diem-flow (jeg får billeder ind af lange bardiske, hvor langstilkede glas flyder forbi, mens den nedgående sol varmer lænden), men et flow som man er PRESSET ud i.
Selvfølgelig skal nu'et ændre status. Vi kan ikke blive ved med at tro nu er nu. Nu er jo netop aldrig nu. Nu'et er under ombygning. Du hørte det først i sproget. Tak for nu.

It's a bag world

Taskenspil

Sikke mange tasker, hvor der står Fitness World, der er i min verden. I går kom jeg forbi en mand, der stod og fiskede i Egå Engsø ... over skulderen havde han en taske fra Fitness World. Det er selvfølgelig godt gået af deres markedsføringsafdeling OG enelleranden kinesisk syfabriks konsulent - men kombinationen af den massive tilstedeværelse af tasken og navnet giver mig efterhånden kuldegysninger.
Ikke så meget fordi der er noget lumpent forløjet i at friste folk med en taske, der giver dem et skær af trimmethed - ligemeget om de kun har taget en prøvetime eller ej. Heller ikke fordi taskens skrårem og det sort-hvide skriftlogo kunne associere til noget fascistoidt - selvom det snerper. Nej noia'en stammer fra dette begreb "WORLD".
Jo jo, jeg er helt godt med på, at "world" er et sprogbillede på, hvor MANGE muligheder man har, hvor nærmest paradisisk store træningshallerne er og hvor uendelig mange faciliteter man kan hive, skubbe, trække og løbe i. Vi genfinder det i mange andre sammenhænge - både ude og hjemme: Sea World, Petworld, PC World, Disneyworld ..., hvor det skal garantere det samme. Men det ér altså også som om der ligger noget mere i begrebet. Som om, at hvis man præsenterer sin vare som en verden - så er konceptet og ideologien mere end et tilbud. Det er en ultimativ løsning, det er en "verden" man træder ind i og lader sig omslutte af. Gode gamle Legoland er fx et sted man BESØGER, ikke forsvinder og bliver borger i. I Sea World bestemmer parkens generaler benhårdt, hvad der er 'havets verden'. Den styrer og indrammer påståeligt, hvad enhver lægmandoceanograf kan se kun er en brøkdel af verdenshavene, som om det er den rigtige "havverden" - og de sagesløse turister og gæster udstyres tilmed med badges og pins og flag og vimpler, som villige lejesvende og harpunføde.
Jeg kan simpelthen ikke lide ordet "world", når det kommer til butikker og forlystelsesparker og hvor det nu måtte optræde som alt andet end den rigtige verden - på engelsk. Jeg vil ikke ind i en PC world og miste grebet som en anden lawnmower man, ikke ind i Petworld og ... ikke kunne finde andet end store våde øjne og villige tunger, der tigger om at blive taget med hjem, ikke i Disneyworld, hvor ens rygrad og virkelighedssans langsomt bliver til pastelfarvede proteser (så heller Disneyland, som ligger fint på linie med den Columbus-døbte stats oprindelige originale status) og jeg vil ikke i Fitness World, hvor man forestiller sig tæskehold med tasker fyldt med tvang og steroider, patruljere endeløse rækker af kondicykler (det hedder det garanteret ikke mere) og andre torturmaskiner, camoufleret med skumgummi og sort vinyl. Jeg vil bare til min egen verden - og måske besøge et drømmeland.