Som man ofte siger, så er det fejlene, der bringer en videre - og i disse tider er det måske en pointe i, at visheden på det seneste har vist sig at føre os mere på vildspor. Al fald så længe den er er fremsat som et skalkeskjul for magt eller orden.
Essayet har succes. Som genre og som greb. Måske var det een af de mange kognitive konkurser Knausgård indvarslede med den essayistiske gendigtning af sit liv - det står under alle omstændigheder i fuldt flor disse dage. Jeg læser dem selv med stor og udtstrakt fornøjelse som de løbende forlænger formatet. Senest har jeg været sat fast af Ole Martin Høystad, Sebastian Cordes, Martin Bastkær, David L. Ulin, Anders Søgaard og Irene Vallejo.
Forfattergrebet er at man er alvidende og endog forudseende fornemmende sine egne konklusioner og associationer uden at blinke. Man er sikker som skråskrift, man er bedrevidende på en charmerende måde, man er mansplainende ved en uskyldig tilfældighed, man skriver med sin helt personlige og bevislige intellektuelle overvægt og vælter tilmed koket i grøfter og over grænser for at finde pludder og pointer vi andre ikke havde anet var der.
Meget af det minder om stand up - og har man besøgt denne blog før ved man, at jeg ikke tiltror standupperne noget godt i deres bidrag til diskursen og underholdningsindustrien eller menneskeheden for den sags skyld. Essays ligner standup (her til døde metasprogligt bevist - sorry) ved deres veloplagte sproglige sans og evne til at tage hverdagslige hændelser og løfte dem et andet sted hen. Ind i en anden mere eller mindre filosofisk, sociologisk eller usandsynlig statistisk sammenhæng, hvor tandbørster, rødhalse, automatiske døre eller kropsbehåringer bliver til udsagn om dette eller hint menneskelige karaktertræk. Her skal til essayets forsvar siges, at de sjældent har udskamning og tantet korrigering af menneskelig dårskab som mål. Men introspektionen, ærligheden og analysen deler de - udover det sproglige drej.
Fra min egen antilumbago, gasdrevne og standardiserede lektorstol i gymnasieskolen, hvor jeg retter den ene usandsynligt selvsikre gennemgang af moderne kunst, mediepolitik og moral efter den anden synes det ikke underligt, at gymnasieeleverne har svært ved at slippe den fugefaste og nærmest fatalistiske form og gang på gang brænde nallerne på ikke at vide det, de lader som om de ved eller især tror, de skal vide. Sikkerhed er sexet. Ingen er til tvivl i dag. Undersøgelser er noget man begiver sig ud i for at afsløre krænkelser eller kriminalitet og det kræver specialister i fjerne galakser som jura eller levet liv.
Så meget for de unge mennesker som ikke skal blameres mere end andre, for er det ikke et fingerpeg for alle skrivende, tænkende, debatterende og meningstilkendegivende mennesker, at nuancerne, tvivlen, forsøget for ikke at sige ydmygheden overfor den til stadighed mere komplekse verden vi befinder os i kunne have godt af mindre snæversyn og kategorisering?
Det var Montaigne der opfandt essayet. Wow alligevel! Men det nævner jeg ikke som et anekdotisk slash etosanglende greb. Det er ganske enkelt nødvendigt at tage med i denne status for at kunne komme videre. Montaignes 'Essais' fra 1700-tallet er sådan set ikke stort bedre end det vi oplever og bliver forblændet af i dag, for de er også velskrevne, sammenhængende og undersøgende på den der redigerede måde vi ser essays være i dag, men hans credo og den vilde chance han tog ved at dreje litteraturen og det tænkende menneske i en uprøvet og ny retning, hvor han tillod sit intellekt at lade sig udfordre af og udforske verden med et åbent sind; det virker det til vi har glemt i den noget forkromede form genren er størknet i i dag.
Den slovenske filosof Slavoj Zizek har også kig på den radikaliserede og antagonistiske tone sproget har fået i de forskellige diskurser vi bades i. Han mener vi er i fare for at miste hele sprogets udspring, når nuancer og ironi - det man kan kalde undertekster forsvinder. Kender man til ham, ved man hvor vigtig humor er i hans verdenssyn, og i denne sammenhæng er ironien et eksempel på en zone, hvor sikkerheden netop er en party-pooper. Du skal med andre ord altid svare nej, hvis nogen spørger om du er ironisk. Men ironi og gråzoner ser som alle andre uperfektheder (vi nævner i flæng) elendige ud i skarpt lys og fortrækker derfor fra essayets coole selviscenesættelse og utrættelige sandhedspiedestalerede peristaltik.
Måske har vi mere end nogensinde brug for Donna Haraways begreb 'situeret viden.' Ikke for at korrigere eller underminere vores egne refleksioner eller holdninger, men så vi kan fremsætte dem med respekt for at verden ikke hverken kan eller skal laves om, blot fordi vi mener at vide, hvordan den ser ud - og altså er forkert. Vi har brug for på een gang at forstå og fortælle, at man taler fra et sted og ikke han hæve sig op og ud af sin nedsænkethed i egen selvtilfreds suppe og horisont. Jeg ved godt Haraway (også) brugte begrebet til at analysere hele fundamentet væk under videnskabernes akademia, men det gør ikke grebet mindre egnet på sporglige slagmarker, hvor påstande beskyder al camouflage og pletværk ned.
Siger jeg essays og beslægtede ytringer har mere end godt er tilfælles med rabiate og konspiratoriske diskurser? Det gør jeg nok.
Vi skal med andre ord ikke, bare fordi det ser ud til at der er blevet færre sandheder, lade os lokke til at opfinde nye - hverken med sproget eller ideologiernes hjælp. Ifølge den norske filosof Toril Moi er det at filosofere det samme som at undersøge, om der i det hele taget er et problem. I stedet for at forklare skal man være forvirret. Dér har essayet sin berettigelse - sagde han skridsikkert i sine moderigtige sandaler .
Lad mig selvsikkert udtrættet slutte af med at sige, det næppe er tilfældigt at ChatGPT (læser altid Chat som fransk, hvor det betyder kat, og tænker den leger med mig som om jeg var musen og ikke hånden), hvis tone også har denne konkluderende og indiskutable tone, går sin sejrsgang over skærmene disse dage. Selv når den er mest latterlig påståelig er det svært ikke at fascineres af dens urokkelige og selvbevidst seriøse tone. Den ved alt. Som kun en maskine kan vide det, og det spytter den utrætteligt ud så længe man gider spørge. Et uendeligt improteater i flammer.
Var dette et essay? Ja.
