FREUDIELE

 

AI ER VORES LØN

Jeg er kommet til at tænke, at kunstig intelligens tilbyder noget vi alt for gerne vil have. At kunstig intelligens ikke tilfældigt tilbyder det lige nu. At kunstig intelligens kan komme til at fylde på en måde som vi ikke kan overskue men heller ikke ønsker at overskue. 

Det ser sådan ud: Kunstig intelligens er resultatet af menneskehedens ihærdige arbejde for at blive klogere og dygtigere. Det er et arbejde som strengt taget har været hele målet for menneskehedens udvikling. Vi har alle sammen - måske mere eller mindre udtalt, men under alle omstændigheder i en slags konsensustankegang - bidraget til denne udvikling. Vi har sgu taget en tørn for dether. Vi har slidt og slæbt og gennem blæk og papir og skrivemaskiner og leksika og stencils og protokoller og arkiver og noter bag ørerne og hukommelstricks og papyrusser og murmaling og ridser og fliser og A4 og biblioteker og ildebrande og post its all over. 

Nu har vi endelig fået vores løn for alt det slid. En maskine, der kan tænke selv og gøre alt det kedelige og besværlige arbejde for os. Det har vi fortjent. Derfor tager vi en slapper og sætter autopiloten på. 

Det var det. 

EN ART TEST

MONTY PULL

01.07.24 | MAGRITTERUTEN - FANØ

 

Der er vidner til alt. Der er vidner til at. Der er vidner som tavse ikke billiger din opvækst, men aldrig kommer til at blande sig i rettergangen. Min bane er frodig, men gør kun mod fortæring. Min vogn er smurt ind i rester. 

Motivet med den organiske væg har været med mig mange år. Jeg ved ikke om d ord jeg har satte på det er dækkende. Men det er måske netop det, det handler om. At dække. 

AARHUS FESTUGE 2024 - KIGGER PÅ

jeg kigger på festugen

i folk

om den sidder helt tæt og 

dybt

eller bare er et vedhæng som et 

fnug 

eller en å-våd brudekjole

jeg kigger på festugen

i deres øjne

for at se

om vi er enige

om glæden 

promillen

om at natten kommer med sit skjold

og den utålmodige fortælling om

sidste år hvor

jeg kigger på festugen

og dens fliser

der stikker op

som fadølssnublesten

eller scener for opgør

mellem elskende

børn og byen

MORGEN I KÖLN

Klokken er syv i Køln

Domkirken holder solen men ikke lyset

og tiden tilbage

En sirene tændes og slukkes

som et vækkeur

vred og utålmodig

Jeg har kæmpet med min slægt

hele natten

fuld af frygt og raseri i kroppen

som er den eneste

der med sikkerhed

ved

at den ikke er i familie

med nogen 

Det er morgen i Køln

hotellet svajer i sin konstruktion

fordi bunden tømmes for affald

og vasketøj

en ny sirene lyder på kanten af mit øre

suges ind i tankerne og slutter 

sig til de andre ulykker

Det er morgen i Køln

sengen er tom

hvor jeg lå

En fremmed ligger tilbage