AKT

Vi er aldrig adskilt fra Historien.

KIEFERNOMEN V

SUPERHELTE OG SUPERSMERTER

Disclaimer: 

Dette er en ældre tegneserielæsers tanker. Han bruger superheltenes gamle navne, og har kun set en brøkdel af de sidste 20 års film, hæfter og blade om dem (hvad han for øvrigt har det fint med). Korrigerende kommentarer modtages med glæde.

Deadpool, Dæmonen, De Fantastiske Fire, Jærven - og der er flere, også på skurkesiden, som har opnået superkræfter, fordi de har været udsat for ekstrem smerte. Det ligner en tegnet konvention på linie med, at det kosmiske kan give særlige kræfter (Silver Surfer, Galaktus, Dr. Doom) og at sorg og/eller andre følelsesmæssige traumer også kan booste overnaturlige kræfter (Spiderman, Magneto, Hulk). Det interessante er her, hvad den fiktive styrke siger om opfattelsen af svaghed. For er disse superhelte ikke udslag af at have overvundet smerte, frem for at have bukket under for den? Man bemærker også, at når der udkæmpes kampe i dette (jeg medgiver lidt løst skitserede felt), så oplever man aldrig nogen, på nogen af siderne, der siger, “Av av, nu jeg giver op! Det gør simpelthen for ondt det her.” Der er altid tale om en udmattelse eller (en slags) død. 

Vi er i disse tiders populærkulturelle regime (se også appendix) langt i forståelsen af, at superheltene ikke længere er ideale rollemodeller, men nu også fejler full-scale (nogle gange frivilligt), umoralsk voldsæstetisk og (nogle gange pinligt) korrumperes fornedrende, nøjagtig som vi mennesker, når de konfronteres med verdens magtpolitiske fordærv og senmoderne identitetsproblematikker. Derfor er smerten interessant at tage op, for den er jo i lige så høj grad til stede i den kulturelle dagsorden som ovennævnte dilemmaer. Smerten er - undskyld metaforen - blevet en kamp om sandheder, friheder og rettigheder, som tegneserien ikke har formået at forklare med andet, end overlevelse, og med den en vis overlegenhed. Det nietzscheanske credo om det, der ikke slår en ihjel vil gøre en stærkere, har altid haft det lunt og godt indlejret i tegneseriernes dna. Derfor burde superheltene måske være de første til at træde frem med deres smertende erfaringer. 

Men det er altså aldrig sket. De har højst et lidt besværet, ufrivilligt fatalistisk forhold til den smerte, organisation eller de begivenheder, der har påført dem deres kræfter. For læseren står heltene imidlertid som en slags argument for, at smerten kan føre til overmenneskelige kompetencer, hvis altså bare man udholde den. Og her tænker jeg ikke på at kunne smelte en tank eller standse en lavine. Hvis du kan udholde smerte er du med andre ord en superior. Jeg er ikke den første eller sidste, som påpeger ligheden til samme Nietzsches overmenneske - det gør serierne endda selv i flere sammenhænge, hvor fortællingerne står og vipper mellem billeder på fascistoid afgudsdyrkelse eller etnisk udrensning, men jeg vil gerne være den første til at spørge, hvordan heltene forholder sig til smerte.

Når jeg beskriver smerten som en (kulturel) kamp om sandhed, frihed og rettighed, er det fordi vi i nutidens samfund har svært ved at finde et fælles syn på, hvad smerte er, og om hvor meget indflydelse smerte skal have. Som alt andet er den også til forhandling. Det er ikke en ny diskussion, men den er blevet aktualiseret af både økonomiske og videnskabelige brydninger, som på den ene side betyder, at samfundet kræver mere af dets borgere, og på den anden side pludselig kan dokumentere mere om, hvad borgerne er i stand til at yde.

Men hvis vi så insisterer på at fravriste superheltene et svar på, hvad smerten er, så er den først og fremmest - og naturligvis - paradoksal og kompleks. For den er ofte opstået af et overgreb, en magtbrynde eller en Job-lignende skæbne; altså en slags uretfærdighed, som heltene så kan hæve kræfterne til retfærdighed med. Herunder en legitimering af at kunne bekæmpe alt ondt/smertepåførende; ikke kun den oprindelige smertekilde. Der er altså noget gammeltestamentligt over smertens dynamik. Kan måske ikke overraske, når man betænker, hvor længe siden de første superheltes kapper slog deres folder. Og hvor de gjorde det (USA i 1930’erne). Men det ændrer ikke ved det komplekse - at smertens menneskelighed er faktisk det, der forvandler dem til overmennesker, men det forholder de sig ikke til. Det peger på, at heltene simpelthen ikke interesserer sig for smerten, men kun er optaget af styrken. Hvad der måske også passer godt på deres historiske udgangspunkt, hvor overlevelsen, alt andet lige var tættere på det almindelige liv, end den er i dag. Og hvad der måske også passer godt på, at fremtiden ikke var det samme i gamle dage som i dag. Som i vores folkeviser overvindes smerter og kræfter med stamina, kløgt og heltemod. Selvfølgelig kan man placere svækkelsen som en forudsætning for kraften, men hos heltene spiller det ingen betydning for, hvad, eller om man ser smerten som noget særligt.

Historisk set ved vi, at fra og med serierne kommer i puberteten (60’ene), så dukker smerten faktisk op - men som en eksistentiel smerte ved kræfterne. Der er flere eksempler på, at helten enten længes tilbage til det menneskelige, eller ønsker forvandlingen ikke var sket, men heller ikke dér bliver smerten italesat. Det er kræfternes etik, der pilles i: Hvilken position har overmennesket ved at have disse kræfter? Men her kunne smerten jo have haft en rolle - her kunne smerten jo have været en vink om, at hvis kræfterne har et ophav, så må det vel også betyde noget for deres jura. Vi kan muligvis (for sådan er det med den metode) dekonstruere os frem til, at i de tilfælde, hvor helten får moralske kvababbelser over sin magtfuldkommenhed, så er det fordi smerten har forvandlet ham til noget (umenneskeligt), han ikke ønsker at være. Smerten er altså en slags fjende, fordi den er irreversibel og umenneskeliggørende. For læseren er det imidlertid sjældent det, man oplever, men netop typisk en identitetsproblematik (som X-men har dyrket til fuldkommenhed, ved at lade heltene være født helte), hvor man skal affinde sig med at forskellen er styrken; at man kun kan sejre med sin egen identitet. Men igen ville det være spændende at udspørge superheltene, hvordan smerten er formende for individet - for den identitet de får i kraft af den? Vi kan altså måske dekonstruere os videre frem til, at smerten er den største fjende heltene har, og derfor undertrykkes den konstant af styrken, af udøvelsen og demonstrationen af styrke. Det kan betragtes som et superdårligt svar.

En anden mere prosaisk forklaring, som måske ligger i forlængelse af dette, kan ligge i, at det tegneserierne dybest set og udelukkende er gjort af, er kommercielle interesser. At der skal være en overensstemmelse mellem ide - det liberalt frisættende og vækstfilosofiske - og produkt. Helte skal sælge på aktion og foranderlighed, ligesom de markedmekanismer, de er rundet af. Og i den agenda har smerten ingen plads, da den i sin natur er passivt helende og reflekteret. Det er al fald, hvad både den kulturelle og lægelige diskurs peger på, den er i dag. 

I andre tegneseriegenrer har den sårede og smertende (anti)helt været at finde i mange år, og er i de senere - blandt andet gennem den grafiske roman - blevet tydeligere og tydeligere. Men den slags helte er endnu ikke kommet ind i den titaniske kamp mellem Marvel og DC. De mangler nok kræfterne.

Appendix:

Der ligger en endnu ikke udfoldet pointe i, at der i disse tiders bevægelse væk fra de elitære og akademiske analyser, forklaringer og temaer, tydeligvis sker en omfavnelse af samme begreber i ophøjelsen af populærkulturens hedonisme. For en akademiker er og bliver det en understregning af, at vi aldrig slipper for at diskutere hvem og hvad vi er som mennesker - men (altså) også af, at demokrati er en form og et felt, der i sig selv kan debatteres.

_

Den aarhusianske filosof Carsten Fogh Nielsen, hvis tanker bl.a. har dannet afsæt for dette indlæg, beskæftiger sig med superheltene som etiske og moralske modeller. Det kan man godt. 

Se mere her

og her

STEN BEN SKO FLUGT

Altid dette spil
At være fanget mellem ligegyldighederne i sit eget liv og andres
Trykket fra fejltagelserne på uopmærksomhedens vægte
Man ser sig forskræmt omkring i sit eget liv
og opdager at ingen iagttager een hvad man først tror
er en lettelse
men siden forstår er ensomhed

Jeg tabte min ene fod

FEM IMPERATIVE NOTER FRA KVINDERNES VERDEN

NAT I MORGEN

Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 

FORFATTEREN KORT

HODET OP!