DE VOKSENDES RÆKKER

HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.

5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.

BOGSTAVFIGUR

BOGSTAVFIGUR

HAIKU

Murakami

Løber i skoven

Fart og trin henter livet

Solsmykket glimter  

FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.

REMODELLERINGER

(c) nicklas red 2014

WEBANTROPOLOGIER

Søg - og De skal finde

Alle disse registreringer og al denne overvågning. Al denne algoritmiske mystik. Her følger fem nedslag i moderne menneskelig kultur, som den udfolder sig på internettet. Men først en instruks, hvis man ønsker at lave sine egne feltundersøgelser:

Man kan selvsagt kun udføre det på en jomfruelig søgemaskine (findes de?). De må altså ikke før have søgt på samme sætninger, da Deres maskine vil kunne huske det, og derfor i sin servile iver ødelægge det. For at få det rette antropologiske materiale anbefaler jeg man fx starter med en helt renset maskine. Men så er fornøjelsen, forundringen og forargelsen ved at se, hvad mennesket dog er optaget af, så også uovertruffen.

Søgning 1:

Her kan man iagttage, hvad den menneskelige formåen og ambition rækker til: At ville se 'den ægte' Netflix (for hvem gider se en tilpasset udgave?) og at forsøge at kontrollere det ukontrollable darwinistiske eksperiment, der hedder sociale medier. Overraskende nok kan man så også se, hvordan hygiejnen mht. til æg er populært ... et udslag af de nye kost- og træningsvaner? Og allermest overraskende et spørgsmål i klasse 1 intellektuelt set! Jeg må ærligt indrømme, at jeg her kom et øjeblik i tvivl om eksperimentets lødighed.

Søgning 2:

Vi bevæger os ind på regelsæt og regulativer. Igen er hygiejnen højt på listen - selvom alle godt ved man ikke må, og så melder den første klare kønsspecifikke søgning sig - redebyggeren googler for en sikkerheds skyld - selvom alle godt ved det nok ikke er en god ide, hvis man er otte måneder henne og der er opløsningsmidler i malingen. Løbetræning, arbejdsløshed, og så en klassiker, som det varmer et lektorhjerte at se - selvom man godt ved det kommer an på, hvad der står efter og.

Søgning 3:

Bemærk at vi ved tilføjelsen af den høflige vending 'gerne' fik klart flere kvinder med på søgningen (det kan De tænke, hvad De vil om). Ellers stadig sundhed og hygiejne og sandelig et kulturelt indspark fra islam (kvinder?). Som kristen er spørgsmålet noget barokt - men ved nærmere eftertanke ganske logisk besværligt.

Søgning 4:

Her er min fornemmelse mændene kom tilbage til tasterne: Gode, anvendelige og kompetitive spørgsmål og svar. Men den sidste søgning er pikerende. Findes der en tekst om hvad der er op og ned? Er det Biblen?

Søgning 5:

Taler (som de andre, beklager jeg ikke kunne tie) for sig selv - eller for Danmark. På godt og ondt. Jeg mener ikke det er en uklædelig Jørgen-liste for nationen. Vi ér lidt af en Jørgen-nation, faktisk.

TVIVLSOMME TALEMÅDER

Munduheld

Talemåder er en svær een, som man kan sige med en let omskrivning af et kendt mundheld. Men eet er at omskrive med kærlig henvisning til, noget andet at sige noget, man tror er klogt, uden at spørge sig selv, om det vist ikke var noget sludder. Følgende fire eksempler på forvredne talemåder er hentet ud af mine egne ører og min lange næse. Med andre ord akustisk autentiske.

“Vove skindet på næsen.” 
Selvfølgelig fejlhørt i udtrykket ‘(be)holde skindet på næsen’ - der betyder, at man lige klarer den; eller ‘skærene’, hvis vi skal blive i de faste udtryk. Spørgsmålet er hvad det mon betyder at vove skindet på næsen? Er det bare en lille risiko, man tager, eller er det den slags farer, man udsætter sig selv for ved at stikke næsen for langt frem? Jeg siger ikke vi ikke godt kunne bruge et udtryk, der dækker - måske især - det sidste, men måske skulle det så være nemmere at skelne fra det skind på den næse man lige formåede at holde oven vande.

“Det var det vi kæmpede for på arkaderne.”
Jeg er stadig usikker på om det er en subtil ‘plantet’ fejlhøring af det oprindelige udtryk, hvor man ‘kæmpede på barrikaderne’. Det er næsten for godt til at være en misforståelse, når man ser kontrasten mellem unge, der har henslæbt deres tilværelse på grillbarer og spillearkader, hvor de har nedkæmpet endeløse armeer af spaceinvaders, og så de unge, der rent faktisk kæmpede mod pansere og parcelhusmentaliteten ved at forskanse sig bag bunker af bænke, biler og brændende molotowcocktails.

“Der er valg på alle hylder.”
Udtrykket er selvfølgelig genereret af ‘frit valg på alle hylder’, hvis metaforiske aner går til tivoli, hvor man kunne komme i den lykkelige situation at måtte vælge frit, fordi man havde skudt kridt i stykker eller væltet dåser med så stort held (eller ekspertise), at man fortjente det. Når der er valg på alle hylder hører jeg pludselig den senmoderne sukkende refleksivitet tale. Om de mange svære valg forstås. Man er end ikke begrænset af hyldernes hierarki, nej man skal sagomedme vælge på dem allesammen. Hvis vi skulle føre analogien tilbage til tivoli, så svarer det til, at de stakler stiller op i boden, ikke løsner et skud eller kaster en bold, men bare har at vælge, fordi nogen eller noget har gjort det hårde arbejde for dem. Måske er det det, de senmoderne sjæle savner: Lidt konkurrence, lidt ekspertise og lidt større tillid til tilfældighedernes spil?

“Det er som at tisse i bukserne.”
Et udtryk jeg før har besværet mig over, men da fordi der var en tendens til at man skulle forklare det uhensigtmæssige i ‘at tisse i bukserne for at få varmen’. Her er vi (måske efter samme beskæringsprincip som ovenfor med valgene) ude i det modsatte. 
Vi mangler lidt information, for at talemåden falder på plads og gør det, det er meningen sådan nogle skal gøre: Forklarer sagernes sammenhæng. Hvad betyder “Det er som at tisse i bukserne?” I sig selv hober mulighederne sig op på få associerende sekunder: Det er som at give slip på noget, der virkelig presser, det er som at bryde et tabu, det er som at gøre noget man véd man vil skamme sig over om lidt, det er en helt særlig varm og vammel følelse? Jeg ved det virkelig ikke. Og jeg er ikke sikker på denne variant bliver bedre, hvis vi monterer den i kontekst: 
“Vil ministeren uddybe, hvorfor Danmark ikke skal sende tropper til Syrien?” 
“Ja, det ville jo være som at tisse i bukserne.” 
“Hej, skal du have et stykke kage?” 
“Nej, det vil være som at tisse i bukserne.”
Bedre bliver det vel ikke af, at man som bekendt kan ‘være lige ved at tisse i bukserne’ af skræk. Så forestiller man sig næsten udtrykket bliver en skunk-agtig forsvarsmekanisme. Helt unødvendig endda. Så måske kan vi lande den der: Lige meget hvad er det en dårlig idé at tisse i bukserne. Også selvom man frivilligt står på øverste barrikade med næsen meget langt fremme.
Hav en god sprogdag. 

WEBANTROPOLOGI

Søgninger er og bliver symboler ... eller faktuelle konstateringer alt efter temperament og videnskab. I dette tilfælde viser søgningen, hvorfor der ikke rigtig er noget (som helst) der virker til at kunne blive til noget (som helst). Herunder kærlighed, selvværd og økonomisk vækst.

REMODELLERINGER

(c) nicklas red 2014