Hvor er gåden konge? I spørgsmålet.

Fem gåder for poeter og andre sprogbrugere

1) I forgårs ord blev brugt forkert, de sidder stadig i min mund. Hvad var de?

2) Jeg taler aldrig nogen efter munden - dog heller aldrig med min egen tunge. Hvem er jeg?

3) Jeg giver altid mit ord, men jeg får altid det sidste. Hvem er jeg?

4) Hvilken sandhed skal både skrives og ses for at virke?

5) For hvert ord der tilføjes, bliver sammmenhængen mindre?

Svar langt længere nede




-





1) Usagte
2) Politikeren (idealet) ... måske endda demokratiet?
3) Løgneren
4) Ceci n'est pas une pibe
5) Makulator

Logan's lip #3

Du er hvad du bestemmer dig for at købe
eller
Ligheder mellem stemme- og indkøbssedler

Jeg kan umuligt være den eneste som har fået valgkvalme ved synet af hhv. føtex's og Kvicklys slogans de seneste uger? Det er som der skulle en national valgkamp med tilhørende slogans til at trække tøjet af supermarkedernes billige kneb. Før må jeg indrømme at jeg kun "læste" deres slogans, fordi det var bogstaver. Jeg har ikke tidligere orket forstå, hvad der stod, fordi tilbudskatalogernes tale på forhånd er så skinger og pekuniært fritskrabet, at refleksion er udelukket. Det ville svare til at nyde billederne for deres komposition og grafiske efterbehandling. Men valgkampens politiske virkelighed vakte en lydhørhed og opmærksomhed på alle 'oneliners', der lovede noget - fordi demokratiet er for vigtigt til at overhøre eller skimme bevidstløst. Det er trods alt med en anden frekvens vi stemmer end køber ind.
Så derfor sprang de slemme slogans pludselig op og fri af det kulørte kødmarked og blev til tale. Kommerciel tale. Og den slags tale slog mig, som så ofte før, med undren. Hvordan i al verden skulle jeg finde føtex mere inviterende med et slogan som "Vi gør mere for dig"?! Hvad mere! for det første? Hvad mere kan de gøre end have varerne på hylden og rydde plads mellem dem? Det er da ikke at gøre mere for mig at lokke mig til at købe mere end det jeg kom efter, ved at rigge det ekstra appetitligt eller iøjnefaldende an? Hvorfor ikke have betjente hylder med folk, der høfligt spørger, om man er sikker på man har brug for netop dén vare - eventuelt henlede opmærksomheden på en billigere variant. Hvad mere er det føtex gør for mig, når jeg skal bruge ekstra tid på selv at scanne varerne ind og forklare en maskine, jeg bruger en pose, der vejer uhensigtmæssigt mange gram, fordi jeg ikke vil købe en af deres? Hvad mere kan de gøre end sige tak, fordi du handler hos os? Hvad de iøvrigt ALDRIG gør? Er dét mere de gør for mig, det samme som at have veludvalgte varer, bredt sortiment, god kundekontakt og en slags identitet, der ikke er decideret usympatisk - så er det kun "mere for mig", hvis alternativet er en discountbutik, hvor jeg ikke handler alligevel. Selvom den i dette lys nok er mere ærlig.
Kvicklys "frihed til at vælge" lyder ikke mindre hul og håbløs. Frihed til at vælge HVAD? Og ikke mindst i stedet for hvad andet? Alternativt frihed til at vælge frem for ikke at have muligheden for at vælge. Igen slår det mig, at hovedfjenden i direktionen eller anden godkendende instans må være discountbutikkerne, hvor man i dette slogan ikke har nogle valgmuligheder - hvilket for det første er løgn, for i de butikker (hvor jeg som bekendt ikke handler) er der altid mindst eet endnu ringere produkt og ofte også deres helt eget, og for det andet er der ALTID en frihed til at vælge IKKE at købe noget. Og det gælder i alle butikker, altid, for alle. Det er arrogant at sidestille et af menneskets fornemste muligheder med at rage varer ned fra en hylde. Faktisk er det så meget mere og værre end arrogant, men det tør jeg ikke skrive her. Dertil kommer det paradoksale i, at sloganet stammer fra en korporation, som sætter en ære i selv at producere deres varer.
Folktingsvalget, resultaterne ufortalt, har vi meget at takke for. Demokratiet er ikke til salg, det er til handling og valg.

Talemådernes tvetydige tyranni

Ideomekanisk

Jeg er så tilpas forpisset træt af at høre talemåden "Det er ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen" - og især er jeg da på grænsen til raseri træt af, at en ud af to talemådetalere, finder det nødvendigt at FORKLARE talemåden umiddelbart efter med "I starten er det varmt, men ...[resten udeladt af respekt for læseren]. Det er for det første ikke meningen med talemåder, at de skal forklares. De ER forklaringen! "Man kan jo ikke blæse og have mel i munden på samme tid - for med munden fuld af mel, vil noget af det jo smutte med, når man blæser." (Her skal ikke elaboreres videre over, hvad der er sket med ordet "blæse" i de senere års anglifissering af det danske sprog.) Jamen, "det er som at skyde gråspurve med kanoner. Man har en meget lille fugl man skal slå ihjel, og så er det helt unødvendigt at bruge så stor en kaliber..." I rest my case.
Men jeg er også træt af, at man ikke varierer brugen af talemåder, når man står overfor at illustrere en sammenhæng, hvor en handling kan synes velegnet, men med sikkerhed vil vise sig at være uhensigtsmæssig. Kunne man istedet foreslå ... "Hastværk er lastværk"? Næ. "Man skal kravle før man kan gå"? Nix. "Gå over åen efter vand"? Nej. "Rette bager for smed"? heller ikke. Jeg er altså også træt af, at der ikke rigtig er andre muligheder end de oplagte - og derfor forventelige. Det er jo ikke noget man ikke kan vinkle med en smule kreativitet, og lave sin egen NYE variant: "Det er som at slå flasken i stykker for at få vinen ud. I starten kommer vinen jo ud, men man kan ikke nå at samle den i et glas, før det hele er spildt!" (Undskyld, men jeg kunne ikke nære mig.) Problemet med det er, at så kommunikerer man ikke på samme måde med sine medmennesker. Med tisse/blæse/bager/å-måderne, er vi (næsten) sikre på, at alle er ikke bare med, men faktisk inkluderet i billedet og illustrationen, fordi vi kender dem så godt. Jeg vil endda gå så vidt, som til at sige, at mange i landet føler sig trygge ved talemåder, de knap nok forstår (og selvsagt bruger med lempe - når det kommer til talemåder kan man ikke altid skue hunden på hårene, fordi en langhåret hund jo sagtens ...).
Så selvom jeg også er træt af, at jeg ofte helt mekanisk hiver endnu en forblommet slidt talemåde op i en snæver vending - og egentlig slet ikke bryder mig om at høre mig selv sige "først til mølle", "kommer tid kommer råd" (som med et andet tryk på "råd" dog kan gøres filosofisk), "rønnebærrene er sure" og "sætte sit lys under en skæppe", så er jeg jo ikke imod at samtalen glider nemmere og tydeligere. Og jeg er endda stærkt fascineret af den underliggende samtale vi fører med fortidens sprogbrugere, når vi gør det. Senest erfaret med udtrykket "lige til øllet", som jeg opdagede kommer af, at når man kun havde ganske få penge på kistebunden, så havde man kun "lige til øllet" - i dag kan den jo kun forståes, hvis man forestiller sig det er en alkoholikers knibe (eller rettere, han redder sig akkurat?#@%§z!) men fra dengang, hvor talemåden stammer, var øl basisvarén. Det var det man altid skulle have - ved det, at vandet ikke var til at drikke. Tænk engang, at vi også taler videre med 17- og 1800-tallets danskere gennem de af talemåderne, der er opstået gennem kultur og praksis; og det er er en del - selvfølgelig. Talemåden er jo en kvalificeret rapport om skik og (mis)brug. "Der går jo ikke røg, hvis der ikke er ild." I dét lys kan een måske bedre bære en enkelt talemåde eller to. Men ikke en forklaring, tak. Vi er jo ikke dumme som døre i sprogets hus.

Jeg var død før skibet overhovedet sank

Næstekærlighed og næste kærlighed

Splinter og bjælker i menneskets hus

Lige siden tekst (Luk 6:36-42) og prædiken fjerde søndag efter trinitatis har den uhyggelige lydlige sammenhæng mellem begrebet 'næstekærlighed' og det at 'næste kærlighed' rumsteret i mine tanker. I de samme dage (medio juli 2011) både læste jeg i Don Miguel Ruizs "The Four Agreements" og forsøgte hårdt at løse problemstillingerne omkring, hvad vi mennesker egentlig og forhelvede vil og gør med hinanden. Da ramte B.S. Christainsens uhyggelige credo mig som en dårlig ånde, og følgende blev mine (velovervejede) tanker:
Egentlig er forskellen mellem de to indstillinger det samme som forskellen på "glæde" og "selvglæde" - og den er vel til at få øje på - men det afgørende i "næstekærlighed overfor næste kærlighed" er, at det er meget svært at se forskel i praksis. At 'næste kærlighed' betyder at man 'bygger' sin kærlighed. Man kan næsten (...) høre ligheden til det engelske substantiv 'nest' = rede, men ordet fungerer alså også i en verbumform. I dag vil jeg ikke postulere, at der er en lingvistisk-fatalistisk pointe i, at de to ord ligner hinanden, men bare hefte mig ved den sorte ironi.
Det jeg frygter er, at vi i forsøget på at dyrke næstekærligheden kommer til at trække den til os, frem for at sprede den. Der er så mange der taler om, hvor vigtigt det er at beskytte og dyrke kærligheden, at vi ender med at ville kontrollere den - gøre den risikofri. Men hvor meget er den da værd? Hvor er næstekærligheden, hvis vi kan overskue den og selv bo i den - ultimativt (kun) starte med at elske os selv, for overhovedet være i stand til at elske andre. Jeg ved godt, at man først skal tage iltmasken på selv, når flyet styrter, før man hjælper sit barn - men gælder det også for næstekærligheden? Der findes ikke nogen meningsdannere i dag (jo, der er helt sikkert nogen, men de er få) som udpeger andet end familien som det vigtigste i deres liv - selv i disse valgkamptider kan det nok blive svært. Og det er fordi det er der kærligheden findes, og der vi har lært den at kende (hvis vi er heldige i to omgange - som barn og siden i sin egen familie). Men familie som en kærlighedsrede er jo en dysfunktionel familie i den store sociale sammenhæng. For når man prøver at veksle sin familiekærlighed til næstekærlighed, bliver det jo ikke til andet end endnu en tur rundt på den hæklede grydelap - vi elsker den nære omverden, den lille verden, og vi gør det ofte ved hjælp af de mure vi bygger for at holde det næste bekendtskab ude. Ja, det er dumt at gøre noget dumt, og det er dumt at satse noget så dyrebart som kærlighed - men hvornår ved man om har noget, før man har prøvet om det kan mistes?
Jeg mener selvfølgelig alt dette handler om, at det da for pokker må være muligt at starte et andet sted end i bankboksen og underbuksen; at al den coachkultur og selvopbygning, som så vidt jeg kan se i vid udstrækning bygger på - IKKE at være eller gøre noget for eller med DE ANDRE, er ved at trætte mig til døde i sit ensidige syn på, at mennesket a priori er uden for fællesskabet - i værste fald, fordi fællesskabet er en fælde og noget som truer dig. Jeg tror ikke det passer - og jeg tror ikke man bliver et mindre (dueligt) menneske af at tænke på fællesskabet - og jeg tror ikke vi for alvor kommer videre, før næste kærlighed bliver til næstekærlighed.
Amen. (Havde jeg ikke een længevarende uddannelse skulle jeg klart overveje teologi.)

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39

Den lille verden

Den lille verden er i sagens natur en verden som trænger sig ind på dig og strammer til. Den lille verden er befolket med mennesker som du kender eller har en mening om på forhånd. Den lille verdens værdisæt er velsmurt og redebon. Det rummer udelukkende rimelige og rettelige værdier og holdninger - og næres af en uudslukkelig ild af foragt.
Den lille verden er som en diamant, fremkommet af noget snavset man har presset meget hårdt sammen over meget lang tid. I den lille verden er alle enøjede, blinde og konger på samme tid - og så skeler man i øvrigt konstant. I den lille verden kan man ikke lide modetøj og mad, der smager af for meget. Den lille verdens energi hentes fra tændte tv'er, hvis varme og flimren føres ind i kraftværkernes turbiner, der således kører på en blanding af bedrag og naive drømme.
Den lille verden vil altid gerne have nye borgere at være enige i at være sure på. I den lille verden tilbeder man paradokserne fordi. I den lille verden er man enig med de andre om at man er en idiot, men altid en mindre end de andre idioter. Kærlighed findes i den lille verden. Men kun når tilfældet lader et øje stå åbent mens et andet kommer til at udtrykke sig selv.
Den lille verden har intet med himmel og helvede at gøre - for selvom der er lige så mange kirker som hospitalssenge tror man ikke på Gud og efterliv - evt. syndefaldet - den lille verden er i sig selv en slags brugt og sammenfoldet snotklud af paradis og purgatorie på samme tid. Håbet er lysegrønt.
Hvis man bor i den lille verden, hvad mange gør, og rigtig mange uden at vide det, tænker man altid sin hoveddør udefra, fordi man egentlig helst vil hjem og sidde lidt. Hvis man lever i den lille verden er andre mennesker dybest set det samme som problemer - alle andre mennesker. Hvis man lever i den lille verden klynger man sig til minder fra engang, hvor man glemte sig selv og fx kørte ind i en hæk, eller kyssede en vildtfremmed pige bare fordi man var glad. Minder man pudser op som lænker.
Åh den lille verden! Den lille, lille verden, som på de dårlige dage krymper sig så meget i den bitre vind af selvmedlidenhed og storhedsvanvid, at den faktisk kan krybe ind i sin egen formindskelse. Man skal lige dukke hovedet en gang, men så er man der. Virkeligt betryggende, selv demokrati og hungersnød bliver overskuelige og ekspederet med et fnys og et kast med det bøjede hode.

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

tiderne skifter aldrig
blind mand må stadig ikke skrive synlige ord
og kun de seende kaste retfærdigt med knive
de stumme knæler stadig rømmende sig ved stemmens dør
og kun de rådnende lugter
de fleste er og forbliver rejsende i kor og kontrakter
assurerede til langt ned i halsen
man lader til hinandens tilfredsstillelse
som om alle de andre er ensomme

ingen stoler på folk uden ben
de tandløses smil
og klovne med skovle
der fylder huller med huller
og selv falder i

tiderne skifter aldrig
dueller er kun på hurtighed
deviser synges på sprog ingen nogensinde kan nå op til
sår bli’r lukket med lak og med kæder
står aldrig fremme og størkner i solen
handsker er til hænder der gemmes
ikke til kuldens kærlige greb

ingen stoler på poeter der larmer
børn af fraværende forældre
og tåreløse fanger i nystrøgne skjorter
ingen elsker een der griber om sig
og påstår han lever i mørke

man samles om sandhederne
trøster hinanden ved fastlåste fyrtårne og brændende biblioteker
slikker på stive tegn som kun skal læres og aldrig åbnes
ingen ønsker da eksplosioner i sit ansigt

kom giv mig din snor
og lad os gennemgå de tusind verdner før vi går ud
 og smiler til kukkeren kukke usynligt i skoven
se denne sti vi betræder og beskider
helt ude i kanten så ukrudtet kun lige kan nippe til vores lort
brug måtten
bliv taget i skole
vent ved døren adamant
vent ved døden ignorant
varmt og trygt hvor livet siver lunkent ud
og gudernes vinde går henover hodets rynkede hangar
bliv ved din lemlæstelse og løgn
og puds vingerne op med oliedrømme
om sikker vinding

tiderne skifter aldrig
sentimentale testamenter fortæller stadig bedst om nuet
rader af sygdomme flås og sys om som beviser på hudløs ærlighed
Gud har forladt os døende for ikke livet skulle stige os til hodet
ligesom blodet
hans søn spildte
ikke kan finde vej i naturlovenes paradis
hulspejle holdes op så Vorherre endelig kan komme i Tivoli
og ingeniøren gemme sig syg af latter i skyggen fra solkongen

ingen stoler på ham der peger på mellemrummet
hvor han snubler rituelt
på taleren der tøver
og spilleren der ikke udfylder rollen

ingen vil kendes ved gamle hoteller og steder
hvor man var da man var fattigere på sig selv og sin sæd

kom lad os gå
gi’ mig din tro og din jomfrudom
begge dele kan tappes for strøm og blinke i min slaglygte
se denne vej vi rejser hegnet ind og stiller til ansvar
hvis vi utænkeligt engang skulle få brug for den slags ting
lad os nu bare komme af sted

ingen stoler på dem der tragisk nok med glæde vist ikke stoler på sig selv
og vælter forvirrede og kødelige rundt på scener fulde af alvor og ironi
og råber tak for i aften, tak for i aften
vi spiller igen i morgen
når vi er tapet sammen igen

tiderne skifter aldrig

Helt nye ord i dansk

Allebefindende - en slags social angst, hvor man synes man forsvinder i mængden; det være sig holdningsmæssigt, økonomisk, visuelt og/eller hipt.

Betalingsrensning - variant af det katolske aflad, men helt verdsligt begreb, som dækker køb af forskellige artikler alene for at styrke sin selvfølelse.

Chancement - [ikke at forveksle med 'changement' s.d.] evnen til at administrere sine chancer og tilbud med stil og kynisme.

Druideisme - [sammensat af 'druide' og 'deisme' s.d.] ifølge sociologen G.W.F. Hindringer en adfærd, hvor man tror 100% på sin coachs filosofi, og netop derfor er i stand til at klare sig selv. Se også 'næste kærlighed'.

Essenstiel - ynkeligt men tidsbesparende forsøg på at barbere eksistentiel erkendelse ned til at spørgsmål om noget essentielt.

Færromenal - karakteristik af en overvældende, men delvis kunstigt frembragt og hypet kvindelig eller transseksuel seksualitet; typisk indenfor musikindustrien.

Gyropyro - [slang, sammensat af ordene 'gyroskop' og 'pyroman' s.d.] person som med fuldt overlæg destruerer den gode stemning.

Hilisme - dannet ved at fjerne første stavelse i det filosofiske begreb 'nihilisme' [se intet]. Betydning usikker.

Inspedition - at lade sig inspirere af konkrete og forvalgte kilder.

Jobrogging - sammensat af ordene 'jogging' og 'job'. Betegner adfærd, hvor indvider udmatter sig selv ved at løbe efter jobs de ikke kan få.

Klatreeufori - følelsen af at avancere.

Lallipati - empati på baggrund af indtagelse af rusmidler. Medicinsk betegnelse "sympathetic rush".

Mobilisering - kendes oprindeligt i betydningen 'gøre bevægelig', men her som beskrivelse af mobiltelefonernes stadig voksende funktionsområder.

Nippoton - udtryk for japansk/asiatisk prægning: "Hans opførsel er meget nippoton."

Oogle - [låneord fra engelsk slang] beskriver det stive blik man får når man har 'googlet' [s.d.] for længe på sin  pc.

Plasticsol - [slang, oprindeligt, men ikke i samme betydning, møntet af Michael Strunge i digtet af samme navn] solarium.

Q -

Readuktion - fornemmelsen af at virkeligheden er kedeligere end de virtuelle spil og 3d-film.

Strategipels - opstået som betegnelse for 'fake fur' båret i offentlige sammenhænge, hvor man gerne vil fremtræde 'politisk korrekt' [s.d.] senere er begrebet udvidet til også at dække skægvækst, frisurer og (sjovt nok) voksede områder.

Telemor - forældrerolle (begge køn), hvor kontakten med barnet primært er understøttet af mobiltelefoni.

Uffervillig - [slang, ordspil med brug af UFF, frivillig og offervillig] person som udfører frivilligt arbejde.

Varedepression - følelsen af ikke at kunne finde noget at købe, når man nu har sådan lyst.

Worklag - dannet af de engelske ord for arbejde og underskud. Beskriver følelsen af ikke at kunne slappe af, når der faktisk ikke ER mere arbejde. Kendes også fra begrebet 'jetlag' [s.d.]

X -

Ymerdage - [slang; en slags parallel til 'hvedebrødsdage' [s.d.] betydning usikker, muligvis en beskrivelse af perioden efter en langvarig druktur.

Zeusificering - mere eller mindre frivillig accept af, at hvis bare der er nogen der kigger, så skal man nok opføre sig ordentligt.

Æblefælde - [slang med konkret henvisning til Apples produkter, men kan også bruges generelt] betegnelse for at blive lokket af noget lækkert udseende grej, som senere viser sig på alle måder inkompatibelt eller mindre funktionsdygtigt.

Ø -

Åmennesker - [slang] udtryk der skal karakterisere folk der holder fast i bolleå'et - og andre soon to be uddøde regler; henvisningen til folkeeventyrlige væsner er sikkert tilsigtet.



Kort Post

Send Mere Skrift

Jeg har en god ven, som ALTID sender mig postkort. Han rejser vel at mærke meget mere(!) end langt de fleste. Hatten af for det gentagne bøvl og bax med at fikse frimærker, postkasser, passende motiver og ikke mindst tid til teksten (selv den korteste tekst skal jo have etellerandet omdrejningspunkt eller i det mindste en oneliner ...). Jeg er ham meget taknemmelig for det, og ville meget nødig undvære hans, og postkort i det hele taget (hvert kort er en understregning af noget større; jeg ville fx meget hellere undvære takkekort, som oftest ikke rigtig peger på noget ud over det åbenlyse bytteforhold), og tror egentlig også de er en af årsagerne til at jeg skriver postkort - også til andre end ham selvsagt. For vi er ikke alene, kan man se. Alle steder man kommer ... tæt på ALLE steder faktisk, tænk lige på det ... er der al fald standerne med postkortholdere og postkort. Javel af vekslende lødighed, falmethed og repræsentation, men de står der! Trods dette gik det først denne sommer op for mig, at der også i denne sammenhæng findes to slags mennesker: Dem der skriver postkort, og dem der ikke gør. Om de første handler det næste.
Postkortet i sig selv er jo fascinerende - et arkivalie, et dokument, en slags andenhåndssouvenir. Dets tidsaspekt alene er voldsomt forførende, for slet ikke at tale om aporetikken og ontologien i de bortkomne kort! Alle disse elementer, samt grafologien og layoutet, er vi nødt til at gemme til en anden gang. For her skal undersøges selve motivationen - årsagen til at man skriver dem. Rettere, paradokset i at man skriver mindst lige så meget om sig selv, som til den anden - hvis ikke mere om sig selv. For det er vel i sammenhængen svært at se kortene som oplæg til at man skriver om modtageren og hans/hendes liv (fraset selvfølgelig god-bedring-kortene, som måske også stadig findes derude et sted? Sammen med de andre fortrykte gratulationer/kondolencer ... men her er vi vist inde takkekort-kuvert-afdelingen igen), fordi man jo eksplicit skriver fra et sted vedkommende IKKE er, og derfor bør orienteres om. Man kan selvfølgelig savne den anden, og i den grad ønske ham/hende derhen (hvorefter anakronismen slår nødesløst ned igen!), men postkortet er dybest set en mere eller mindre klædelig selvpromovering: "Her er jeg, jeg har det så godt så godt, og bagefter skal jeg noget andet godt." Man kan ikke kalde det en ren løgn, men usandheden, eller tilskæringen af virkeligheden trives også i en eller anden udstrækning som del af den personlige fortælling på postkortet. Man kunne måske også kalde det fiktion. I så fald er det jo en fiktion som på elegant vis suppleres af den oftetst redigerede virkelighed motiverne rummer.
Selvfølgelig vil langt de fleste ikke stå model til at kalde deres hilsner for selvpromoverende, men hvordan ser det ud i en mindre selvpromoverende grad: Som et venligt hensyn, hvor forholdene ikke kan stille een anderledes, skriver man lidt af sin egen historie til dem man antager kunne tænkes gerne at ville vide, hvordan og hvor man er (ca) pt.? Enhver kan se der er for mange passivformer til at den slags postkort bliver vellykkede: "Her kan man beskinnes af solen, vædes i havet og fascineres af klipperne"! Sandheden må ligge et andet sted. Jeg tror jeg skriver fordi jeg gerne vil vise modtageren at jeg tænker på ham, jeg skriver også fordi kortet kan understrege det større, at jeg er et sted og min modtager et andet, men kloden og stoffet er stadig det samme. Omdrejningspunktet er det samme, og linierne trækkes som skønne lysebrune elastikker på den oplyste globus. Skriv snart. Jeg er hjemme igen.