DON'T LOOK DOWN

Kig ikke ned. Kig ikke op. Kig helst ikke, så længe du ikke ved med sikkerhed, hvem der ser. 

Er du faldet? Gør det ondt? Hvor længe har du ligget her?

IKKE URNEN BLEV TILBAGE

Jeg fandt en dagsration af små kemiske klipper

der skulle have været opløst i min mors blodstrømme

men nu ligger i et tarveligt blikæskemausolæum

og er fortid på en meget almindelig måde

død og borte er hun på den mest umulige

ROMER II

Jeg har siddet hér engang 

og skrevet til en afdød veninde 

før jeg og hun vidste 

det var det jeg gjorde

Ord har tid

Ord bliver tid

Ord skaber tid

Ord vil tid

og ord er

Nu

sidder jeg her igen

STURZ

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg.