ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND

HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST


MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST

Logan's lip #1

Det er til dig

Og velkommen til ny kategori: Slogans og deres indbyggede logik eller mangel på samme.

Telias slogan er (pt) "Det er til dig". Ideen er tydeligt nok hentet i den fælles forståelse af tingen og teknologiens intetkønnethed, og yderligere boostet af metaforen "en samtale er en ting". Så ting der kommer gennem æteren - her typisk samtaler, men efterhånden vel også MMS'er, SMS'er og måske endog mails og invitationer - tager Telia sig af!
Bare fordi det er første gange vi prøver dette, tager vi den ellers under bom-pointe med også, at Telia og alt deres væsen også, "helt filantropisk", men også ubetinget og monopolistisk uliberalt i sin grund, er til dig. Du må ikke have andre selskaber, for dette er til dig!
The slip? Det der gør, at Telias slogan kvalificerer sig til at komme på listen over svipsere, er ganske enkelt - at den mundrethed der ligger i ytringen "det er til dig", stammer fra en tid, hvor man kunne komme for skade, eller hvor det ligefrem var amindelig praksis, at man tog den telefon som ringede, hvis man var i nærheden af den. Det sker aldrig længere! Al teknologi er sat op til den enkelte og bestemte bruger. Fastnet er for gamle mennesker, som i øvrigt bor alene. Ingen telefoner ringer steder, hvor man ikke ved, hvem de er til - muligvis på et kontor, hvor samtaler bliver stillet om x antal gange, og ender overfor den person, som egentlig skulle modtage den, men ikke i Telias (går jeg ud fra) klart afgrænsede privattelefoni.
At sloganet skulle være bygget på den sjove men sjældne hændelse, hvor nogen ved hvem nogen er sammen med men ikke kan ringe til (strøm, lydløs, slukket) den ene nogen, og derfor ringer til den anden, som så himmelfalden (afpersonalificeret) må kigge på den anden og sige: "Det er til dig", anser jeg for utænkeligt - og i bedste fald en dårlig afspejling af den almindelige udbredelse et telefonselskab gerne ville have.
Farvel.

Rabbit in Pursuit



Intromission - ekstramission

Lige i øjet!

Jeg er i den lykkelige situation, at min arbejde til stadighed giver mig mad til tanker. Af og til så ovenud urimeligt stillet, at tankerne ikke er til at slippe. Senest et kapitel i bogen PANORAMA (Systime 2007) om landskabsmaleriets historie, hvor Hans Jørgen Frederiksen førte mine elever ind i byzantisk og ungrenaissancekunst og deres medfølgende billedsprog. Til mig efterlod han et afsnit, der handlede om forskellen på at se og indse, og med den en helt ny måde at forstå mine egne øjne på.
Kort fortalt handler det om man vil at billeder skal illudere eller illustrere. Det er hårdt og i en følsom verden som kunstens og dens mange organiske udskud og sideskud og grozoner alt, alt for kategorisk, at sætte således op - men vi gør det alligevel: Middelalderkunsten og dens ligesindede perioder og stilretninger var interesserede i at vise sandheden, det egentlige - hvis Abraham gennemgik tre faser i sit forhold til troen, så ser vi Abraham tre steder på samme mosaik. Hvis den hellige Jomfru Maria er alles moder, så skal hun være så stor at hun kan favne alle dem, der er omkring hende. Når renaissancemennesket - eller renaissansanceøjet - betragter hende, siger det, at hun er større end de andre. Så maler renaissancemennesket et billede, hvor Jomfru Maria er i samme størrelsesforhold, som de andre personer på billedet. Gæt hvad byzantineren siger. Hvorfor har hun mistet sin betydning? Og de det ligemeget om kunstneren har malt hende så indtagende og omsorgsfuld som muligt.
Renaissancemennesket vil have kunst som passer ind i perspektivet, lysets brydning, jordens krumning og klædernes fald. Renaissancemennesket vil have illusioner - gengivelser af den virkelighed som kunsten fortæller om, han vil inviteres med, omgives, dyppes og fortabes i den kunstiges lighed med det faktiske. Hvis nadverbordet er med nytter det ikke at alle benene når ned til samme linie på gulvet - rummets dybde må tvinge dem fra hinanden og tallerknernes ovaler er en betingelse for at vi overhovedet vil begynde at acceptere der var så meget som et brudt brøds krumme på spil den aften. Byzantineren ved at alle bordets ben når ned til gulvet, at tallerkner er runde som planeter og det kunne aldrig falde ham ind at fremstille det anderledes. Gjorde han det forsvandt Jesus som det virkelige væsen jo!
Den amerikanske videokunstner Bill Viola har fat i meget at denne modstillingens dynamik i mange af sine produktioner - for han han tager højde for, at brugen af kameraets ufejlbarlige gengivelse af virkeligheden suger hele renaissanceblikket til sig, ved at bygge kulisser, som ikke overholder perspektivet og ved at trænge tider og kronologi sammen i epikken. Det er blandt andet derfor hans værker er så holdbare, tror jeg.
Der hvor modstillingen for alvor begyndte at æde sig ind på mig var dels de nyligt beskuede billeder i Firenze, hvor Fra Angelicos tidlige murmalerier og ikke mindst Lorenzettis panoramaer tydeligvis havde lejret sig dybt, og så i biografens sanselige borbardement. Er det virkeligt sådan, at det vi mener er den helt store og overbevisende filmoplevelse - fx i 3D! - slet ikke er så overbevisende, men blot en illusion? Er det sådan, at de billeder nogen har genereret dybest set kun skal tilfredsstille den tekniske og perspetiviske forståelse af verden? Er det sådan, at film, med traditionelle dybe billeder og fremadskridende handlinger, slet ikke er sande? Men derimod kan en række mennesker, som åbenlyst påstår de er nogle andre end dem de tydeligvis er, som løfter en pind og siger den er et gevær, som bryder ud i sang midt i en samtale, som voldtager hinanden uden at tage bukserne af - fordi de har begge ben på jorden når de gør det, og fordi deres baggrund ikke fortaber sig i perspektivet, men derimod stopper med teatrets bagtæppe, pludselig være sandheden?
Tænker eller føler du i biografen - kigger eller mærker du?
Tænker du eller føler du i teatret?
Og hvad med næste gang du skal vælge et postkort?

Aaaauuuuuuuhhhhhhh!

Man skal aldrig skue ulven på luven

Mange lyde trigger mange følelser. Dufte trigger minder. Smage steder? Måske et vel hurtigt ræsonnement, men så kan man tænke over det. Her skal det handle om de lyde man reagerer på øjeblikkeligt. Lyt engang til linket på overskriften ... (((( )))) ... Aha! Kuldegysninger? Gru måske? Kriller? Sugen i maven, hvis jeg smider dig ud i en skov, der dufter af vådt træ og sur bund? Slukker dagen, tænder månen. Lader lidt ånde flyde som tåge fra din halvåbne mund. Strammer om brystet så åndedrættet bliver kort og hektisk. Hvis intet af dette rør dig er du muligvis mere civiliseret end mig - eller også er du meget mindre.
Man snakker i flere sammenhænge om hvordan reaktionsmønstre fra urmenneskets hverdag stadig spiller ind på det spinkle liv, vi elendige civilister prøve at stable på benene med farvede huder, skove omsat til møbler og nødder, bær og rødder blendet til smoothies. Derfor overvejer jeg om ulvens tuden på samme måde blot er en atavistisk adrenalinpumpe, eller - hvad jeg egentlig synes ville være mere interessant - udslag af en mytologisk og kulturel fintuning af et væsen og dets lyd.
Bortset fra Lille Stygge Ulv og den ulv Romulus og Remus diede er der ikke mange go'e og rare ulve i den vestlige kulturs baggage. Altid er de blevet brugt som uhyggespredere og varsler. Altid er lyden af den hylende ulv sat på som trumf, for at gøre ensomheden og udsatheden ekstra tydelig. Personligt i en grad så en rævs ellers ikke imponerende galpen IRL kan gøre noget af det samme! Selv på de - ellers fra dyrenes synspunkt objektive - naturkanaler, trænger ulvens snerren og kolde blik lige ind i hjertet på een. Sig mig - havde urmennesket ikke fjender, der var større, flere og statistisk set langt farligere end ulven? Bjørnen (i dag teddybjørnen!) eller ilden (i dag fyrfadslyset!) for eksempel?
I Aalborg Zoologiske Have havde man i 70'erne ulve. De gik med deres karakteristiske hoppende krop og ludende hoved i vatter og blikket klart som glas, i et bur tæt på havens yderste hegn. Når man på den nærliggende skole hørte løvernes brøl var det en næsten hyggelig påmindelse om haven, der var fyldt med aber, popkorn, is og klappegeder - vi Aalborgbørn bliver aldrig blaserte! Men den tuden som aldrig lød fra ulvenens struber var i den nøgne tanke skrækkelig som døden. Usynlige i deres snavsede grå pels, lydløse og evigt cirklende, som en spiral fra underbevidstheden, var ulvene havens største skræk.
Spørgsmålet er jo kort og godt om man kan opdrages til at frygte et dyr? Urmennesket behøvede ikke opdragelse. Det fik en lang række instinkter med i fødselsdagskagen - og resten kom fra de rap over fingrene de fik. Nogen må have fortalt og vist mig til bevidstløshed (netop!), at ulven er det mest uvenlige og uhyggelige dyr vi har. Der er jo ingen kære mor, der har sagt: "Når du skal hjem fra skole, så pas på ulvene! De er livsfarlige!"