IKONOGRAFATALISME

Der er en livbekræftende lighed mellem timeglassets dødsfigur og de forbundne hjerters evige bevægelse. Husk den tid der går med at elske langt overgår tiden brugt på at frygte døden. Glædelig jul.

STAND-UP'ERNE ER DANMARKS NYE TANTER

Spank-up straight

Alle har, eller har haft en tante. Min hed tante Anna. Hun var vel 1,65, kompakt bygget, stram i masken, sølgråt hår samlet i knude og holdt ind til hodet med nåle, sorte kjoler og frakker - sidstnævnte af den slags der ligner en genanvendt puddelhund og en snert af cerut i auraen. Hendes stemme og håndtryk var en meget nøjagtig repræsentation af ovenstående - og hendes stående replik var, at man skulle se på den man sagde goddag til. Da jeg var barn alle de gange jeg sagde goddag til hende, skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige om hun sagde sin replik som kritik eller kultur. Hovedsagen i denne sammenhæng er at placere hende up front på følgende:
Jeg kan desværre, desværre ikke huske hvad der fik min hjerne til at slutte sig til ovenstående påstand - at stand-up'erne er blevet Danmarks nye tanter - men v'ed ret præcist at tanken blev fuldendt ved gensynet med Andens 'på coke-show' forleden. Nu er Anden selvsagt en af de mere taknemmelige eksempler i denne sammenhæng, men jeg tror tantologien holder til mere end ham. Stand-up'ere er tanter fordi de altid prædiker om, hvad der er rigtigt og forkert. De peger fingre af det forkerte og roser det rigtige - de er med andre ord dybt moralske i deres analyser og konklusioner. Jeg ved godt de ikke nødvendigvis prædiker Emma Gads snerpede værker, men konstruktionen med eksempler på henholdsvis forkert og rigtig adfærd er 100% moraliserende. Og nu vi snakker om Emma Gad, er det jo ganske almindeligt, at de fleste stand-up'ere helst beskæftiger sig med perversionen - det udartede og dermed nye, som har vredet det gode gamle af led. Læg dertil den iøvrigt meget tankevækkende iagttagelse, at genren (som tanten) er ualmindelig fast og dermed traditionsbunden. Der findes ingen avantgarde! Ikke at det generer mig, det er endda både betryggende og berigende, at formen er så fungibel, men det er altså også lige tante-Tut-taler-altid-om-de-samme-ting-på-den-samme-måde agtigt.
Den sidste pointe henter vi fra vanlig antropologisk/sociologisk senmoderne kilde: Familiernes op- og traditionernes nedbrud: Der ér ingen tanter mere! De unge møder ikke disse håbløst latterlige uldindpakkede snakkende kvinder ved hverken højtider eller eftermiddagste. Selvfølgelig er de familiestrukturelle tanter der stadig, men deres titler og især deres opdragende adfærd er forduftet af grunde jeg tør gisne om i en anden sammenhæng senere. Resultatet er under alle omstændigheder at 1) en flok komikere har indtaget og udfyldt tanternes plads som hysteriske, moralske og kærlige kællinger, og 2) vi har stadig brug for tanter til at udfodre vores selv- og sociale syn.

VI BLEV FØDT MED SKIBET

KØNNE TALEMÅDER OM "MAVEFORNEMMELSER"

Metaforisk a-sexistisk ventrikelidiomatik

Maven er ofte i spil i talemådernes tyranni. Overskriften er et strålende eksempel på det - ifølge ordnet.dk har vi brugt det siden 1994 som udtryk for at have en slags vished for noget, hvis det er en 'god mavefornemmelse', hvad det oftest er. Jeg kan ikke mindes jeg har hørt om nogen, der havde en 'dårlig mavefornemmelse'; sammenstillingen af 'dårlig' og 'mave' kan bære noget af forklaringen, men som udgangspunkt er det nok fordi mavefornemmelsen er en slags måler til os, der ikke stoler på kiromantik og auralæsning. For dem der har den (fornemmelsen), bruger den - som udtryk helt sikkert, og måske også i praksis. Hvilket kan forklare, at der teknisk set dårligt nok er tale om en metafor - vel nærmere en sammenligning.
Det er imidlertid mavemetaforerne der skal handle om - og så det at talemåder har det med at være kønsneutrale på brugerniveau. Jeg blev inspireret af to ekstreme udtryk, et meget gammelt og et nyt, der som udgangspunkt må siges at høre til hver sit køn: "Pik" værende det ene - forekommer mig mere og mere at blive til et kraftudtryk, der selvfølgelig bærer en rudimæntær henvisning til det mandlige kønsorgan (lige så videnskabeligt det ord lyder, lige så primalt bliver det i brug), men ikke længere nødvendigvis. Man kan sagtens bruge "pik" som kvinde, hvis man vil understrege noget - hun kan fx have "pikketravlt" eller være "pikkefrustreret". Kvinder kan også have "big dick energy."Jeg antager pikken er blevet en dansk erstatning for "fuck"-ordet, der også udmærker sig ved sin fleksibilitet i brugen, har samme tabuiserede rod og tilkender brugeren en vis status og opmærksomhed. 

Det gamle udtryk er en graviditetsmetafor - og som sådan lige så knyttet til kvinden, som pikken til manden. Man kan nemlig sagtens være mænd og have en forfatter i maven - alternativt en gartner, en pilot, en smed eller en taber. Det vi har i maven har vi selvsagt som et potentiale for livet - måske som ønske eller håb, men jeg tror nu der skal være etellerandet at bygge på.
Og da nu vinklen her er fundet, hvad ser vi så af vidundeligt ligestillede kønsspecifikke talemåder?
Mænd der griber i egen barm og kysser farvel? Kvinder der rejser sig til lejligheden og bryder igennem? Mænd der føder tanker og nærer dem ved deres eget bryst? Kvinder der er karle for deres (Derby?)hat og går på jagt? Ultimativt stiller det (ellers i andre sammenhænge meget kønsbevidste) vidunderlige sprog jomfruelige mænd op ved siden af kvinder bevæbnet til tænderne, og - tør jeg nok sige - udfordrer alfald dele af den feministiske kønsforskning, der selvfølgelig også har dekonstrueret sproget for at finde udertrykkelsen. Ikke at jeg ikke abonnerer på sprogets bevidsthedsdannende evne - men jeg synes nu at det er tankevækkende, at vi ikke har problemer med at betjene os af det andet køn (so to speak) i visse idiomatiske sammenhænge. Måske er det fordi jeg har en ræv bag øret. 

Reblik - i teatermørket

http://stiften.dk/kultur/rasende-skuespiller-det-kan-i-ikke-vaere-bekendt

Denne torsdag skete der noget mindeværdigt på aarhusteatret Svalegangens scene. Det sker der såmænd næsten hver aften - men det er tradtionelt set ikke overraskende, når der er tale om teaterstykker, der som al anden kunst a priori helst skal være til at huske. Det usædvanlige ved torsdagens scenesituation var, at der IKKE blev spillet - eller rettere, at der blev holdt op med at blive spillet. Sagen er næsten helt udfoldet (på godt og ondt) i medierne og blogosfæren, og jeg skal slet ikke dykke ned i dens konkrete sammenhænge, der hurtigt kan blive politiske og polemiske, men jeg skal derimod blot hefte mig ved tanken om at opleve et teaterstykke stoppet, fordi den virkelighed alle teaterstykker læner sig så kælent faretruende op ad, men aldrig ind i, blev for meget for publikum. Det er kalejdoskopet der pludselig træder frem. Det er ligemeget, at det var nogle skolebørn, der ødelagde det og koncentrationen for Signe A. Mannov og de andre (børnene kan tænke over, hvorfor det var en straf, at stykket blev afbrudt, til de bliver trætte af det) - det der er det afgørende er, at i det øjeblik spillet på scenen stoppes, så åbner det rum mellem virkelighed og fiktion sig tydeligere end ellers. På een og samme tid er tilbageråbet "Det kan I altså ikke være bekendt" en afmystificering og en trylleformular. Det er Brecht med turbo, for verfremdungen er ægte, ikke et greb - alt bliver teknisk og virkeligt på een gang. Vi mindes om at de spiller - men at de gør det i virkeligheden. Det eleverne gjorde inden de blev sendt ud i det virkelige mørke var det alle vi andre gør, når vi gribes af teatret: Vi ér der. Ikke for at råbe, men bare for at ånde.

PANGRAM

Alt hvad alfabetet kan

Læs ikke længere, hvis du har de små timer kære og en svaghed for ord og ære. Pangrammet er en sætning sammensat af et alfabets bogstaver. Ultimativt KUN af de bogstaver, der er i alfabetet. Med det danske alfabet har Kenneth Rosenkilde (hil!), hvis navn i sig selv indbyder til et anagram, som jo er en beslægtet ordleg, gjort det med følgende sætning: "Høj bly gom vandt fræk sexquiz på wc." (29 bogstaver!) At sætningen er gjort med  de 29 unddrager den kritik - men ellers ser man gerne pangrammet udført som en logisk (men da gerne sjov, for søren) sætning, uden fremmedord, forkortelser og egennavne. Som det engelske pangram: "The quick brown fox jumps over the lazy dog," som jo emmer af eventyr og jagtmarker. OG vil nogle nu have bemærket, flere ens bogstaver! Men se det er jo det smukke ved denne leg. Den slags slinger tolereres, hvis sætningen har andre kvaliteter - så længe den ikke bliver urimelig lang, selvsagt.
Og ja, på denne smukt og svært udspændte line og i disse sene timer har deres øjen-, stum-, brok-, blog- og sprogtjener sammenflikket følgende pangram: Qua goms exces flød whisky jævnt på bazar. (34 bogstaver.)
Den vil og kan diskuteres - men jeg er meget tilfreds. Ikke nødvendigvis færdig med pangrammet, men indtil videre godt brugt af det.

PS
Kenneth Rosenkilde hedder Hinkened Enkelsort
PPS 27.12.11
på www.h33.dk (hermed anbefalet - omend den er ikke er forfrisket) kan du finde mere om pangrammer, men også noget om 'autogrammer' (Dette autogram er skrevet for at stå i denne parantes) og Sallowsgrammer (Her er en sætning med 33 bogstaver og to tal) og meget mere af den slags, der går benærende nær en grænse i sproget.