Wien - itinerarium constructio

Blauer Zweig

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. (Det var ved samme lejlighed jeg købte par #K2 - som man kan se på den anden blog (*). Følgende er første indlæg (no pun intended, da jeg passer skoene fint) i en førrejseguide til Wien.
Indtil videre er det lykkedes mig at få læst fire noveller af Stefan Zweig; Guvernanten, Brev fra en ubekendt, Tvang og Uventet bekendtskab med et håndværk, hvoraf kun de to foregår i Wien - Guvernanten og Brev fra en ubekendt - og i forhold til rejseforberedel-serne ikke på anden vedkommende måde, end den giver et indblik i borgerskabets diskrete harmende opførsel anno 20'erne. De er dog alle fire fremragende fortællinger - fremragende fortalte fortællinger.
I tilfældet Guvernanten (1911) ligger synsvinklen hos TO små piger, som i løbet af fortællingen nærmer sig en fælles forståelse af verdens urimelighed og deres store kærlighed til den titelbærende barnepige. For læserens øjne udspiller sig imidlertid et tragisk - melodrama-tisk er nok mere passende - scenarie, hvor guvernantens sociale og eksistentelle livsbane blotlægges så man skammer sig på sit køns vegne. De to spor; som man med fuld ret kan kalde virkeligheder, står og skubber mod hinanden hele vejen til den uhyggelige slutning, der mere efterlader de små piger, end guvernanten og læseren i det kolde mørke. Novellen Brev fra en ubekendt, hvis titel er en af de få jeg kender til i litteraturens verden, hvor fortællerens tone - ikke forfatterens teleskop - har fundet ind (Blicher kan også), er en ligeså lidt flatterende beskrivelse af en Wienerresiderende forfatter(!), som tilskrives af en beundrerinde, men hvis beskrivelser af nattelivet blandt rige mænd og prostituerede kvinder er særdeles stemmingsfulde, og derfor i rejseforberedelsessammen-hæng ganske inspirerende. Vi er i samme leje som Schnitzlers Träumnovelle/Kubricks ret stærke gendigtning.Der spares ikke det hele taget ikke på de store og stærke, fortærende og provokerende følelser hos Zweig. De er båret af et sprog, sjældent spændstigt og blomstrende - også langt mere end godt er - men dragende og masturberende som det nu er; meget tilfredsstillende. Især når det er et selv, der fortæller. Som i novellen med den besynderlige titel Uventet bekendtskab med et håndværk, der så foregår i Paris - og helt givet må være inspireret af Poes MODER-DNA'ske fortælling om manden i mængden. Her får vi ikke at vide, om fortælleren (også) er forfatter, men hans sprog tyder på det: "Dette søde under skyldtes et skybrud, en af hine kapriciøse aprilbyger, ved hvilke foråret så ofte uopdragent forkynder sin ankomst. Allerede på vejen hid var vort tog kørt mod en horizont, der hang sort ned fra himlen over markerne; men først ved Meaux - da forstads-husene allerede strøede deres legetøjsklodser ud over egnen, og de første plakattavler skrigende hævede sig af det dybtforargede grønne, og den bedagede englænderinde over for mig i kupeen var begyndt at samle sine fjorten tasker og flasker og rejseetuier sammen - først da brast den endelig, den svampede mættede sky, som vred og blyfarvet var løbet omkap med vort lokomotiv siden Epernay." Denne mand kan lide at høre sig selv tale. Han tror han afslører sine ører, men det er hans tunge. Oversættelsen har "bibliotikar Helge Kjærgaard" foretaget for Jespersen og Pio i løbet af 1972.
Rejsen er begyndt.

Spørgeskema til den trætte og modløse etiketlæser

Hvordan blender man noget som helst "nænsomt"?

Hvordan vælger man een - for ikke at sige 16 - appelsiner på en plantage med flere hundrede tusinde?

Hvad er det som sker udenfor æsken, når indholdet bliver rystet sammen til halvdelen af æskens rumfang? (Og hvorfor ikke gøre æsken lidt mindre fra start?)

Hvorfor er det altid det vigtigste måltid man er igang med at spise når man læser om det?

Hvad er egentlig bedst - den gamle originale opskrift eller den helt nye?

Hvor mange mennesker har egentlig leveret noget tilbage (pakket det ind, gået på posthuset med det i regnvejr og betalt for at sende det), som ikke smagte godt? (Udover mig?)

Hvordan kan man kalde noget som helst man har "puffet" for unikt?

Hvorfor er der ikke en lov om at ordene "hjemmelavet", "hjemmebagt" og "onkel Ben" er forbudte at bruge på ting, som kommer udefra?

Hvorfor er etiketter så fornærmende dårlige, når man nu véd folk virkelig keder sig i forvejen, når de læser dem?
Er alt med etiket dybest set ikke usmagelig og forstyrrende 'product placement' i dit liv?

Corleone Vendsyssel

Language is a crime

Har været hjemme i ferien. Nordpå. Og haft mere end almindelig lejlighed til at høre hjemstavnens accenter på centrale ord og begreber som "at være", "at mene" og "at spise for meget". Vi snakker ikke vendelbomål, bare almindeligt aalborgensisk/nordjysk, men nok til at det er så klingende umiskendeligt hjemligt og stedbart, at det synger i knogler og tarme.
Jeg har (vist) aldrig benyttet mig af den nordjyske ton'. Det kan sociolingvistikken og mine forældres uddannelses- og arbejdsmønster (det er også sociolingvistik) forklare. Men derfor kan man jo godt have en svaghed for den. Når man ikke er hjemstavnsboende længere, går der hel' sikker' også en del nostalgi i venerationen, udover det altid overraskende i at høre det SÅ udtalt, at man igen har glemt, hvordan det var det lød. Men ved dette besøg førte det ømme genhør til følgende overvejelser:
Fordi dialekter - for alle andre end sprogforskere - repræsenterer en pikant blanding af noget meget hjemligt og noget meget fremmed, man kunne også sige noget intimt og indforstået overfor noget uvant og antagonistisk, ligger det lige for at se dialekten eller accenten som en sproglig familie på linie med 'familien' i den italienske mafiamytologi. Det lokale sprog er jo lige så bollet op med regler og fælder og underforståetheder, som jeg antager mafiaens omgangsformer og gerninger er. Det er meget vigtigt at kunne 'tale' dialekten, hvis man vil være hjemme med drengene på stedet, hvis man vil være del af livet. Dem der ikke taler sproget forstår ikke spillet og scorer aldrig den rigtige kage. Det blev tydeligt denne gang, fordi det slog mig, hvor sjældent jeg hører den ægte nordjyske ton' udenfor byen og halvøen. Det er de færrest' som overholder sprogkontrakten, når de kommer væk fra familien - men dem, der så virkelig gør det, ja de er jo tydeligt indviet i et broderskab vi andre ikke forstår, men ørenlyst kan høre. I den forstand ligger der jo også et signal om at man er stolt over sin slægt og sit ophav. Man lægger ikke skjul på at være den man er - også selvom det indebærer en risiko for latterliggørelse og afsondring. Jo tydeligere det er, at man er sprogmafioso, jo bedre, for desto stærkere er man i troen og loyaliteten overfor familien. Alle ved at det var da Michael slap 'dialekten', at gnisten også slap op for ham - Don Vito talte det samme sprog hele sit liv og døde lykkelig i familiens skød og tårer.
Dialekten er altså en kriminel kultur - når man med kriminel mener båret af en vis afstandtagen til det omgivende samfund og simultan op- og udøvelse af koder og regler. Kriminalitet handler om berigelse og vækst - dialekten er også i sit væsen ekspansiv, fordi den er udadvendt og eksplicit. Men kriminalitet er på samme tid (heldigvis) begrænset af en slags moral og selvbeherskelse, der kræver en særlig (u)vilje i sin udførelse - ligesom dialekten er meget grænsebevidst og selvoptaget.
Spørgsmålet er så om de få, der taler en tydelig dialekt udenfor hjemstavnen - altså alle dem vi kan høre vi IKKE kan høre, når vi hører dem derhjemme - er ægte hårdføre kriminelle. Fuldbårne medlemmer af familien og stolte af det? Jeg tør ikke spørge.