Poetens hode: januar 2016

lørdag den 16. januar 2016

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om.
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.