Boohook line and sinker
Der er al mulig grund til at ønske boghandlen Ark Books tillykke med udgivelsen af de to unikke tekster af hhv. Paul Auster og Siri Hustvedt. Det er et spændende og højt profilerende projekt, som forhåbentlig ikke alene hjælper butikken, men bogen som sådan.
Men når det kommer til at prise og lade sig forføre af Paul Austers tekst - Alone - som han angiveligt “skrev 22 år gammel i 1969” må jeg bede om en eftertanke.
Slår det ingen, hvor svimlende et tilfælde det er, at han allerede på dette tidspunkt foregriber emner og især en central fiktiv karakter (Quinn) fra udgivelser, der kommer både ti og tolv år senere? Slår det ingen, at hvis ikke Auster skulle kunne, eller have skrevet en tekst, der var hans for mere en fyrre år siden på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvem skulle så?
Jeg anklager på ingen måde forfatteren for at svindle eller boghandlen for at have fået katten i sækken, men konstruktionen af dette dokument må da være et af fascinationspunkterne ved denne udgivelse. Alene den fristelse at fikse med genetikken i den korte stund novellen bevæger sig fra skuffen over tastaturet til Ark Books må have været svær at modstå.
Lytter man til novellen (på Skønlitteratur på P1 kan man høre den i oversættelse) er det da også slående, hvor genetisk den netop er. Genetisk i den forstand, at den væver en skabelsesberetning om, hvordan ord og litteratur netop bliver til (på eet sted) og forsvinder (fra et andet) på samme tid, for overhovedet at kunne siges at have været (født). Quinn i novellen - en forfatter; pennefører er måske et bedre ord - er lig Quinn fra New York-trilogien i den forstand, at han gennemgår en lignende proces ved først at være til, siden forsvinde helt, for igen at kunne være nogen eller noget.
Dertil kommer den helt centrale sætning om ‘løgn’ - ikke fiktion - "Og så skriver han: "Løgne og opspind med hvert eneste åndedrag," og så begynder det." (De mange citationstegn dækker over, hvad jeg tror er et citat, som fortælleren gengiver.)
Så når Auster udnævner denne novelle til at være hans måske allerførste arbejde, hvad siger han, eller kommer han så til at sige, om hele sit oeuvre?
At litteraturen og dens forfatter indgår i en art nulsumsspil, hvor det alene er placeringerne, af personer, steder, tider og bogstaver, der bestemmer udkommet?
At ensomhed og sprog er lige fiktive forestillinger, som i det øjeblik de forbindes bliver virkelige?
Under alle omstændigheder (svangre såvel som fædrende) er denne novelle næsten for god til at være sand. Og hvis den ér sand - i betydningen fra 1969 - så er det lige før den er for dårlig til at være god.
