JEG HAR IKKE TIL HENSIGT AT BLØDE!

AT BESKYTTE OG TJENE

AT REJSE ER AT OVERLEVE

Rejsende i 

Rejsen er et af livets store paradokser. Alle rejsende føler sig i centrum af deres eget liv og deres egen verden. Det må de nødvendigvis gøre. Mål og midler er altid allerede klar i tankerne, ligemeget hvornår man spørger eller møder dem. Destinationer, ruter, pauser, udsyn og indsigt, stop og start; ALT er indrettet på at deres liv skal lykkes og forløses med denne rejse. Det gælder også hvis man rejser i embeds medfør - hvis ikke det endda gør det tydeligere, da formålet med at flytte netop mig til netop det sted, også er nedfældet i en aftale eller kontrakt.
Sagen er at man ikke kan gennemføre en rejse, hvis ikke man kontinuerligt flytter sit egocentriske syn med sig. Hvis ikke JEG gennemfører denne rejse, så ville den jo ikke være. Eller blive. Alt hvad der sker på rejsen masserer og bekræfter ens identitet og selvoptagethed: Boarding, paskontrol, reservationer - alt kræver ID-tjek hér og ID-tjek dér. Man har indtrykket af, at man konstant er den man er på det sted man er. En kejser i en bærestol.
Men i virkeligheden - den materie der omgiver ego’et - er rejsen noget af det mest anonymiserende man kan foretage sig. Som banalt stykgods hvirvles man gennem luften som passager dit eller dat. Reservationerne er prikker i et skema, der enten viser god eller ringe belægning. Detektorer, scannere og baggagebånd, software til booking, betaling og reservationer er alle upersonlige maskiner. Som rejsende er du alle steder omgivet af en verden, der kun ser dig som en bevægelse. Det bliver aldrig personligt. Selv ikke i øjnene på de mennesker du møder spejles et menneske, men noget afpersonaliseret. En opgave. En klump. Data og kød.

Tro ikke dit pas før du er fremme. Og har trukket sjælen med.

CARPE DIEM - CARPE SUMMA

Kom nu!

Hvis man vil leve i nuet må man finde sig i at leve i altet. Ingen ejer nuet. Man kan ikke sige dette nu er mit, her lever jeg. Hvis du vil nuet for dig selv, får du uden videre naboens og genboens og byens og klodens med. Når du står der og synes du griber dagen, fordi du tager cyklen på arbejde og køber brød til kaffen, får du et kys i Aabenraa og en ulykke på Sicilien med. Du får en sætning i en bog på et bord med empireben og et stykke chokolade der bliver pakket ud af en savlende mand. Du får en split hamret ind i en klippe på Kullen og vand på en kvindes bryster i badet i lejligheden under din. At leve i nuet giver ikke mening - har ingen sammenhæng udover øjeblikket. Tiden. Nu. Og nu. Det er ikke dit nu. Ikke dit liv mere end alle de andre, der er her. Nu. For tiden.


Hvis du vil leve dit liv, ved at være tilstede. Her. Så fylder du øjeblikket ud, så godt du kan. Ikke flygtigt og flygtende. Trægt og tænkende. Så befinder du dig, som Heidegger ville sige. Hvis der er noget der skal gribes - så er det at begribe.

DU FÅR, HVAD DU TROR

Ethvert menneskes skæbne er kun dets personlige skæbne, for så vidt den træffer at ligne, hvad der allerede ligger i dets erindring 

Eduardo Mallea - hentet i Paul Bowles' 'Under himlens dække'

KROPREPLIKKER