HVEM TÆNKER HVAD OG HVORFOR?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Knald i låget

Hvorfor er det de tillader sig at tro, at man ikke kan tænke andet end at den nye kvalitet så er bedre end den gamle?
Hvorfor er det at de tror man ikke tænker over, om man så har spildt sine penge på deres tidligere produktion, som åbenbart var ringe nok til at skulle forbedres? Og i tilkøb til dette - da slet ikke ønsker at handle med sådan nogle fuskere igen?
Hvorfor er det at de tror at man kan klæbe hvad som helst på en vare og så sælge 10% mere?
Fordi jeg har spist det, der var under låget.
Undskyld. Min hjerne er som jordbærmarmelade.
Det er en ny kvalitet ved den.

SELVBIOGRAFISK ELLER BIOGRAFISK TEKSTANALYSE

Lille fejl på læseren dér

Når man for det første er så træt af, at den eneste analysemodel alle kan på fingrene, er den finger man roder i andres navle med. Når man nu synes man i dekader har kæmpet forgæves mod den syndflod af homoseksualitet Hr Andersen (ingen over, ingen under = han bare ikke gjorde det med nogen!) er spulet fersk med. Når man nu selv i sit inderste altid har dyrket denne lastefulde læsning. Når man bare ikke kan lade være med at tænke, at det eneste rette modsvar til de aktuelle kaskader af selvbiografisk biased litteratur - vist efterhånden kategoriseret (og kanoniseret) som 'selvbiografisme' - må være det i exegesen altid forkætrede selv. Når man bare har fået nok af det formelle, hvad enten det så er formspændt struturalistisk eller derformeret dekonstruktuvistisk. Når man bare har løst til at bolle fiskefarsen med sit eget instrument. Så er det Jonathan Franzen siger, at:
[han og andre forfattere, Rød] "taler om dem selv, i håbet om at min oplevelse vækker en vis genklang med din egen".
Og så er det Aristoteles siger [om det vellykkede teaterstykke]:
"genkendelse er, som ordet selv angiver, en forandring fra uvidenhed til erkendelse og viden". [min uvidenskabelige, men ret morsomme fremhævning]
Og så er der Baudelaire hyler:
"Hykleriske læser - mit billede - min bror!"
Og så er det Gadamer roligt konstaterer:
Faktisk tilhører historien ikke os, det er os der tilhører historien. [og Gadamer siger meget andet end det - men ligegyldigt, hvad han så taler om, så taler han om at man er nødt til at selv at gøre noget]
Og så er det jeg konkluderende siger:
Selvbiografisk læsning var her før alle andre læsninger. I princippet var den første fiktive tekst samtidig den første selvbiografiske læsning af et liv.
Men jeg siger også:
Hvis du vil den selvbiografiske læsning skal du virkelig TURDE den. Vi snakker ikke empati eller mimesis. End ikke abstraktion eller fantasi. Overhovedet ikke 'godt at kende fra sig selv'. Vi snakker SELV-biografisk analyse og fortolkning med bogen i dit eget skød, hvorfra du skal fødes og leve og dø med de personer du måtte blive til gennem læsningen.
Og så siger jeg:
God fornøjelse. Måske er du side 9-pigen.

Der er hentet citater og ideer fra Franzens 'Pain Won't Kill You' (min oversættelse), Aristoteles' poetik (Poul Helms oversættelse), Brainy Quote (min oversættelse), Ivan Z. Sørensens: Dantes øjeblikke.

Quote
"Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte."

Torben Sangild på kunsten.nu (hermed anbefalet)
Bemærk den charmerende freudianske svipser i ordet 'fejlslutninger'!

HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT

'Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe' ... hedder bogen egentlig (kan endnu ikke anbefales, da jeg ikke har læst den). Den er fra Murakamis hånd (fod). Men titlen er for god til ikke at undersøge nærmere.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at græde over spildt mælk, er at jeg egentlig ér frygtelig ked af det der skete, fordi jeg sagtens kan se, hvor flov du er. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om at sige det, men jeg har ikke andre udtryk, der både er dækkende og upersonlige nok.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være ved at drukne i arbejde, er at jeg rent faktisk har svært ved at trække vejret indimellem. Underligt nok oftest når jeg ikke er på arbejde.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det må vi lige se på, er at det, vi ikke har fået gjort, nu gemmes væk i kassen for kronologisk fatalisme: Kommer jeg i tanke om det, får jeg det gjort. Egentlig gør jeg det usynligt.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at være glad for at se dig, er at det for længe siden sidst, og det er jeg forfærdelig ked af.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om ikke at kunne huske, hvad det var jeg ville sige, er at jeg er bange for at dø.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om, at det er sådan det er, er at der er kræfter i universet man ønsker at stå på samme side som.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at finde den rigtige vinkel på noget, er at begreber åbenbart har bløde punkter.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at noget kommer under huden på mig, er at huden er et elastisk hylster, som omgiver legement, og hvis noget påvirker mig stærkt nok, så bliver det en del af mig.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at have mod i livet, er at der nøjagtig lige så meget at være være bange for, som der er kræfter at bekæmpe det med.

Hvad jeg taler om, når jeg taler om at lede efter ord, er at jeg faktisk går på den her store bare bakkede mark og kigger ned mellem duggede stubbe og furer, og håber at finde et ord af guld, der kan samle mine tankers klædning med den brosche det rette ord.

LIMINAL NOSTALGI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fortids forbrug er nutids clou

Der har aldrig været og vil aldrig blive noget forsonende over at sælge sit lort til så mange som muligt. Men der kan være noget formildende over annoncer, når der er gået tilstrækkelig lang tid. Det er vel det vi praktiserer, når vi hænger plakater op med OTA solgryn, CIRKEL kaffe og Peter Carlsen maler GILLETTE & NILFISK damer fra 50'erne? (Det er velsagtens også noget af det vi indtager med MAD MEN ... damer?)
En del af nostalgien bunder sikkert også i den barnlige, og derfor per se uskyldige glæde vi oplevede ved forbruget, da vi var små. Varer var dengang også både bedre og mere sanselige, hvor de i dag har en tendens til at være formaliseret tjekkede og mindst ligesåmeget andres øjendom som ens ejendom, når de først er indkøbt.
Ikke desto mindre eller måske netop derfor skal ovenstående annonce fra Populær Mekanik årgang 1966 bringes her på bloggen. Der er så meget der er vellykket og uhildet ved den. Selvom den anvender reklamens ældste trick (nej, jeg siger det ikke), så er den altså åbenlys ærlig, fordi alle ved, at man ikke har brug for - eller kan lime en kængurus pung, på trods af det er det den umiddelbart denoterer. Det er som om kænguruerne også ved det! De ved hvertfald på forhånd at sagen er gal, for den lille kænguru har helt sikkert set sådan ud hele vejen ned gennem hullet, og den voksne kængurus kropsholdning med benene (det er vel ben?) fornærmet i siden antyder det samme: 'Nu viser vi det lige een gang til, men det virker altså ikke!' Derfor understreger billedet også produktets kvalitet; selv de mest umulige problemer kan UHU limen klare.
Men fonten (Underground), den luftige opsætning og det faktum at vi kan se signaturen er nu også vellykkede i en retrograd, der gør dagens annoncer sleske og ferske. Jeg kender ikke tegneren, men kan jo sagtens se slægtskabet med Sikker Hansen og Aage Rasmussen - som jo selvføleglig var tendentiøse, men ikke mere end toget stadig kører og kaffen stadig koger uimodståeligt på deres plakater.
Hvem ved også, hvad det er man ser og elsker, når man ta'r pungen frem for at betale for et godt billede? UHU lim kan stadig købes, men jeg foretrækker nu TOMBO.

Hvorfor har vi pikke et ord for fisse på disk?

Fejltagelser fremmer forståelse

Sagen er den, at på engelsk kalder man det 'freudian slip'. Men oversættelsen lyder 'freudiansk fortalelse'. Og det er jo ikke dækkende, når den freudianske 'parapraksis' jo lige så vel kan gøre sig gældende, når man hører, læser, ser eller for den sags skyld skriver(!) forkert, på en psykoanalytisk meningsfuld flacon.
(dansk) Sprogpraksis er vel blevet, at selvom der ikke er tale om (sic) en fortalelse, hvis jeg fx tror hun har sagt 'vil du suttes nu?' - og altså derfor har praktiseret en fejlhøring, så kaldes det stadig en fortalelse. Tale bliver altså metafor for (mis)forståelse. Ikke en ringe metafor - men kognitivt antyder det måske, at det freudianske element i høj grad handler om det pinligt private - fordi talen som metafor illustrerer det offentlige overfor det private (eller intime). På dansk antyder begrebet fortalelse altså en social og offentlig sammenhæng, hvor ens pinlige lyster afsløres. På engelsk er fejltagelsen (slippet) et mere rundt og tilgængeligt begreb, der ikke behøver udstille andet end en tilgivelig og menneskelig optagethed af noget ... mere interessant.
Sagen er nok, at jeg savner mine ører og mine hænders frihed til at tage fejl. Jeg savner modspil til den kedelige 'det er lemmere at gøre sådan og sådan' og den almindelige 'pat' stedet for 'at'. Jeg synes der er en stor poetisk pointe i, at man kan skrive 'tage hende med i seng' i stedet for 'tage hende med hen' (og måske-måske ikke nå at rette det), eller høre et andet menneske sige det har 'lyst til sex' når det siger det har 'løst et trick', og så holde det for sig selv som ens eget freudianske slik.

Om fænomenologisk genspejling;

"Det, at man karakteriserer de andre, gør, at man får vished om, hvem man selv er. Altså, man ved jo ikke, hvis man bor på en øde ø, hvilke gode karakteregenskaber, der karakteriserer en selv. Det ved man først i det øjeblik, de er konfronteret med det anderledes, med de andre. Og det er derfor, vi faktisk tror at man bruger den her som en helt generel grundmodel at sige "svenskerne er sådan, tyskerne er sådan". Det er for at sige "hvordan er danskerne". Og sådan gør vi jo næsten også indenfor vores grænser. Vestjyden siger: "Jeg er sådan!" Hvor ved han det fra? Det gør han ved at lave en modspejling til sig selv. Det bliver gerne dem på Sjælland og særlig dem i København. Så kan han rigtig se, hvordan han selv er."

(Palle O. Christiansen, direktør for Dansk Folkemindesamling, i Poul Friis' program i DR P1, den 28. juli 2004.)

Citatet er hentet HER

WEEKEND-NOTE

FORAN MIG

ET BJERG AF BOGSTAVER

 

HELE UGENS ULÆSTE AVISER

 

EN AFGRUND AF DUMHED PÅ EN BRO AF PAPIR