Når man til daglig beskæftiger sig med analyse og fortolkning af litterære tekster, burde det egentlig være fristende at favne den biografiske metode og læse - alfald meget af den ældre litteratur - med hensyntagen til, og fingeren i, facitlisten på herrernes og damernes liv og levned. Både når teksterne påkalder sig direkte (som Johs. Ewald fx gør det i 'Levned og Meeninger') og indirekte sammenhænge mellem det levede og litterære liv. Jeg er dog, og har alle dage siden universitet været, af den klare opfattelse, at biografisk metode er en forsnævring af teksten. Den åbner ganske vist døren på velsmurte og blanke hængsler ved første berøring, men gennemtrækket er så eftertrykkeligt, at teksten blæser i før man kan se, hvordan livet så er skrevet; hvordan ordene falder og står.To gange er jeg blevet udfordret på min modstand på det seneste. Dels er det svært ikke at gribe til idetmindste enelleanden afart af biografisk metode, når man skylles over af den massive bølge af selvbiografisk - selvfremstillende litteratur, der fugter snart sagt hver en krog af det danske bibliotek i disse dage - fra Knud Romer til Carsten Jensen, og gør det som de to; med større eller mindre held. Kald det hjemstavnslitteratur eller senmoderne selvselvbiografi, så er det er der. Jeg spiller gerne med her, for den biografiske metode er skruet noget anderledes fast på disse tekster, der nærmest udkommer som nøglefærdige biografer og legeborge. Vil man undersøge en potensering af dette felt henvises til Claus Beck-Nielsen Memorial/Das Beckwerk!
Men forleden læste jeg så Hr biografisk metode Nr Einz: HC Andersen, som jeg altid har kæmpet for at ville læse og fortolke som stor forfatter, og ikke som blegsottig selvpromoveur - hvorfor skulle han dog være og ville det, når hans sprog, blik, fantasi og hele greb om mennesket er så uforligneligt? Desværre var det Improvisatoren jeg læste. Og hvis Andersen ikke så decideret har lagt den roman an på at være selvbiografisk (sindssyg selvbiografisk), ja så ved jeg ikke!: Vor hovedperson Antonio slider det meste af sit unge liv op på mæcenernes ubøjelige krav om uddannelse og viden, kæmper med kvindernes erotiske udstråling, fortæres moralsk med det følsomme og kærlige forhold til sin unge ven og - hvad der med denne vinkel kan vække til eftertanke - pendler rundt i troen. Centralt står selvfølgelig brydningen mellem det maginaliserede kreative geni - her legmeliggjort i den Aladdin-like improvisator - og spidsborgerens fordring om tradition, takt og terperi, som billede på Andersens altid ydmygede og yderlige mandat. Desuden er romanen jo fyldt med den fattige unge, og derfor af en italiener at være udannede, italieners rejser og møder med landets kulturelle og geografiske højdepunkter, hvad Andersen jo godt vidste, at læseren godt vidste, kunne ses som et konkret referat af forfatterens egen rejse i Italien.
Det afgørende viser sig imidlertid fra en helt anden kant, men i fin tråd med Hans Christians genie: Når man som jeg har fået nok af ham, og ligger udmattet fladt i min seng, går det op for mig, at alt det nævnte selvbiografiske kan trækkes ud af tæppet som en guldtråd - og bedst som man tror det var det, der var meningen, fremstår romanens sande indhold: Følelse og natur!
Antonio/Andersen-grebet er bare et påskud for romanen - det er fortællingens motor, og det biografiske en banal ventil i denne motor. Romanens egentlige interesse er samspillet mellem (Italiens) natur og (nordboens) følelse - altså en menneskefremstilling og -undersøgelse. Tilmed viser det sig, at det man (dengang) anholdte for at være romanens svaghed - romanens kalkering af rejseskildringen - viser at være dens styrke. For gang på gang overvældes Antonio af den klang naturen har og vækker af og i hans hhv. martrede og maniske sjæl. Gang på gang henføres, hypnotiseres og tages han af dette mægtige, guddommelige rige; natur! Om det er bjerge, grotter, vulkaner, søer, skove, sumpe eller de skære himle - så fyldes og tømmes han katharsisk af den gang på gang med sin følsomme og alligevel orgiastiske appetit. Se, dét gik op for mig bedst som jeg var igang med at klage over HC Andersens forræderi; bedst som jeg lå og pegede alle de biografiske elementer ud og spottende sagde:
"Hvad er der da tilbage af hans roman?!"
"Natur og kærlighed," svarede den mig, "natur og kærlighed."
Hvad vil du mere?
