FRIEMINDER

 

LOS ANGELES f.m.t.

I de timer jeg tilbragte på biblioteket på USC's campus i Los Angeles tilbage i 1991 skrev jeg blandt andet surrealistiske digte. Jeg vidste ikke dengang, det var surrealistiske digte, men i dag ved jeg, at de forbindelser jeg forsøgte at skabe mellem forskellige og ret tilfældige ord og begreber, er en praksis som blandt andre Baudelaire var fortaler for. Han siger om om fantasien, at den er "en næsten guddommelig evne som øjeblikkeligt, helt uden filosofiske omveje, opfatter tingenes intime og hemmelige forbindelser, deres korrelationer og analogier." (oversat fra Suzi Gablik: Magritte - 1985). Metoden, har jeg siden forstået, har et navn og er opfundet af den største af alle surrealister - når det kommer til branding: Salvador Dali. Han døbte processen 'paranoid kritik' og så den som en trancelignende tilstand man kunne bringe sig selv i - uden kunstige hjælpemidler vel at mærke - hvor der så kunne opstå uventede (paranoide) forbindelser mellem genstande og begreber. Metoden dukker jævnligt op her og der i de kreatives Hall of Fame, kan jeg se. 

Men da jeg strøede fem-seks ord ned over en side og efterfølgende frit associerende skrev mig en forbindelsesvej gennem dem, var det nok en metode, men primært i tillid til, at min hjerne og sproget kunne skabe den, fordi der ér hemmelige forbindelser mellem de mest overraskende ting. Men det var altså ikke et greb, jeg foretog for at bevise det, for jeg kendte ikke påstanden og arbejdede egentlig i et krydsfelt af selvmotivation, -højtidelighed og -forglemmelse. Man kan måske sammenligne det med, at jeg eksperimenterede med en slags nature morte på skrift, hvor de skrevne linier mimede blikket og bevidsthedens ubundne vandring rundt på lærredet. Og hos surrealisterne er tingen jo på en måde også en central del af metoden og koden. Det ser vi hos mange af malerne og det ser vi vel også i bevægelsens oprør mod det borgerlige, almindelige liv, der er så bundet op på genstandenes normativitet, status og kontrollerende anvendelse. Bruno Latour ville tale om at genstandene former menneskene. Man kunne nævne en række stadig provokereende oprør mod bindingen til de materielle hjælpemidler og goder: Man Rays strygejern med søm, Meret Oppenheims pelsbeklædte service, Duchamps cykelhjul. 

Når jeg ikke skrev, lavede jeg billeder i min art class, som også var surreelle. Her er jeg mere sikker på referencerne til blandt andet Magritte, men måske i højere grad fluxus og DADA, fordi det var noget jeg kendte fra og havde været optaget af i mine studier i Danmark. Men billederne fik så deres helt eget liv i atelieret, fordi mine (måske europæiske) greb var så langt fra, hvad de unge amerikanske kunstnerspirer kunne komme i tanke om ved egen kraft. Heller ikke dette klarsyn havde jeg - heldigvis - dengang, og det var i øvrigt meget inspirerende at have en fornemmelse af at være på sporet af noget nyt og andet end det herskende. Grebet var imidlertid det samme som på biblioteket, hos Baudelaire og med surrealisterne: Et møde mellem malede og nogle gange egentlige ting og så sprogets autoritære udsagn skabte en helt særlig dynamik i hjernen. Så der var nok alligevel en afsmitning fra atelier til bibliotek.

Der ligger et paradoks i at være surrealist - hvert fald hvis man med sin kunstneriske overbevisning søger at 'oplyse' andre eller pege på en verden, de ikke har opdaget endnu. Give dem en erkendelsesmetode til at forholde sig til verden med, i det mindste. For når alle så engang er blevet surrealister, hvad er der så tilbage for kunstneren at gøre? Det er nok en forfladiget version af en kunstnerisk vision, men det jeg skriver og skaber, når jeg arbejder i dag, skaber jeg jo, fordi jeg mener det er sandt og dybest set banalt, altså noget som andre også på et tidspunkt skal få adgang til. Hvis ikke jeg mente det, hvorfor så skrive det (sådan)? Jeg tillader mig at stille disse pinlige spørgsmål, fordi jeg ikke regner mig selv for at være avantgarde og slet ikke moderne. Som indgangsbønnen antyder, er jeg netop meget bagudrettet - næsten som definition og helt sikkert per intuition.

Måske har Hartmut Rosa i sin bog Det ukontrollerbare noget af svaret, for deri taler han om aldrig at blive færdig med den frugtbare samtale med fx kunstværket. Der er en mængde hegelianske over- og undertoner i hans syn på kunst - tror jeg; det er hvert fald ekstremt dialektisk, men det giver mig en vis tryghed og måske endda en begyndende forklaring på, hvorfor jeg altid har søgt mod det mystiske, uforklarlige, provokerende og altså ofte surrealistiske både i min kunstneriske praksis og i min kunstneriske smag: Det er simpelthen frisættende. Det ligger næsten som en metafor indlejret i 'den åbne betydning’ mange surreelle værker har. Friheden opfatter jeg så som friheden til at tænke og dermed bruge mig selv og i den forstand, som også Hartmut Rosa understreger, aldrig blive færdig med det, men altid søge videre mod nye uforklarlige horizonter. Meningen er ikke at lære eller forstå sproget, men til stadighed tale med og gerne om det på nye måder. 

Jeg tog engang et billede af et ødelagt hus på en strand, hvorigennem man kunne se horizonten. Den situation har aldrig siden forladt mig, når jeg tænker over det at se, for at forstå. 

I denne sammenhæng tror jeg såmænd jeg var bedre til at holde alle vinkler åbne dengang i '91 end jeg er i dag. Jeg var helt sikkert mindre skolet i det frisættende greb og anderledes ført af dialogen med og mod det ukontrollable. Endnu et drej på min bagudrettede bevidsthed der heldigvis kan gøre mig lidt svimmel på dage som disse hvor cursoren blinker enerverende, varmen tikkende forlader ovnen og kaffen bliver kold i sin kop.

Se også indlægget om mulighedernes sprog.

HELVEDE · IKKE-HELVEDE · HELVEDE

 

DEN SAMME FLOD TIL GANGES

er nu en blivende verden uden anden modstand end hukommelsens

UDHVIDTET

 

UMØDELIGT

 

BLEACHY SCI FI

 

Er det støv, der får os til at glemme og drømme, der får os til at huske? Er det omvendte altid usandt? Jeg læser om fremtiden på gammeldags maner. Drømmer mig tilbage til min barndom, da fremtiden var noget andet og uden for rækkevidde af drømme.

OVER~VØMMELSE

UKENDT - SOM INGEN ANDEN

ALMEN FORGLEMMELSE

 

Flere gange i løbet af den efterhånden lange debat om nedlukning og genåbning af landets skoler og gymnasier har man fra både undervisere og elevers side talt om, at der går viden tabt, som kan få indflydelse på de unge menneskers liv og studier fremover. Måske endda deres jobmuligheder. Begrebet 'corona-generation' er endog opstået.

Men når talen falder på den tabte viden, bliver den ikke nærmere defineret. Det kan selvfølgelig skyldes, der er tale om et retorisk greb og at en nærmere undersøgelse af, hvad det er for viden, der går tabt ikke vil gavne argumentet eller sagen. Det kan også være fordi medierne har travlt med at skærpe konflikterne og proppe så mange som muligt af dem ind i sendefladen, at der ikke er tid til at høre positionerne ud. Det kan imidlertid også skyldes, det er svært at forklare, men at man bare har en bekymring for at noget går tabt, som minder om vigtig viden.

 

Præmissen for dette indlæg er ikke, hvorvidt den virtuelle eller amputerende fysiske undervisning møder niveauet for den kvalitet den kendte undervisning har mulighed for at nå. Det tror jeg ikke den har, men den har en meget klar fordel i, at man kan sige man har undervist i det og det og tilmed i mange sammenhænge stilladseret sin undervisning på så omfattende måder, at Vygotsky principielt ville få våde øjne. Præmissen bygger i lige så høj grad på det faktum, at når disse unge mennesker bevæger sig videre i uddannelse og professionalisering, så bliver der jo gradvist mindre og mindre af de fag, som ikke ligger inden for det faglige felt, de vælger. Metaforen med raketten, der smider sine dele efterhånden som den nærmer sig målet ligger lige for i en elevationssammenhæng.

Det jeg hører, når jeg lytter efter, er altså ikke så meget en bekymring for det enkeltfaglige endsige gymnasiale. Det er noget andet.

 

I universitetsverdenen giver Anne Brouw Iversen i dagbladet Information (06.04.21) et ret klart bud på det, der går tabt udenfor undervisningsmiljøet på grund af nedlukningen: "Det er snakken med sidemakkeren i forelæsningssalen. Det er den vigtige pointe, du lærer fra en medstuderende, mens hun skænker kaffe til dig i kantinen. Det er venskabet, der opstår til fredagsbaren. Fordybelsen i et litterært mesterværk i bogklubben. Den interne joke i studierevyen. Dét, som udvikler og danner en uden om teori, metode og ECTS-point." 

Det lyder jo som noget der kán ligge i bekymringen for gymnasieleverne, selvom de i denne sammenhæng nok er mere til jokes og fredagsbar end faglige pointer, når timerne er slut. Men heller ikke dét har de jo adgang til.

Det er imidlertid endelig gået op for mig, at det må være den almene dannelse, man frygter går tabt. Hvad ellers? Det jeg ikke forstår, er hvorfor man ikke bruger begrebet. Det kan desværre hænge sammen, at den almene dannelse har levet en kummerlig tilværelse i mange år - som begreb men også i praksis vil jeg mene, og simpelthen er blevet glemt!? Den almene dannelses defintion(er) og kvaliteter skal ikke diskuteres her, men jeg vil påstå, at det giver mening, at det er en af den slags værdier der helt af sig selv vokser frem under en krise.

 

I dén sorte skole vi møder i Hans Scherfigs Det forsømte forår - der i øvrigt har mange ligheder ikke kun med den virtuelle undervisning, men også nogle af de præstations- og socialt fuelede problematikker vi ellers står med i dag - får vi et billede på noget af det, jeg gerne vil dele bekymringen om. Her ér dannelsen lig med skolen og dermed går al relevant viden om virkeligheden tabt. Virkelighed og viden er to forskellige størrelser. Scherfig lader os med sin gnæggende røst aldrig i tvivl om, at de mennesker, der kommer ud af den praksis, er ødelagt for livet af skolen. Ikke desto mindre vil Systemet insistere på, at der ikke er anden virkelighed, end den som fagene sætter de skiftende rammer for og den bedømmelse eleven opnår i de sammenhænge. Det er tilfældigt, men ikke hovedløst, at denne roman kommer ind i denne debat. Jeg gav den til mine elever ud fra en virtuel indskydelse, men nu kan jeg se, at der er en sammenhæng, selvom det er at sætte tingene på spidsen.

 

For hvad nu, hvis den dannelse man frygter går tabt, på samme vis som i den sorte skole blot er en kompetence, man kan sige man har - men egentlig ikke nogensinde fået koblet på virkeligheden? Det er for fattigt, hvis man kun betragter dannelsen som noget, der kan kvalificere én til de videre studier ... i andres øjne. Systemets fx. For det lyder som om man implicit er bange for, at andre skal påpege de mangler nedlukningen har afstedkommet. Kan godt være man ikke fik sygdommen, men man mistede vigtige point i anseelse og derfor også muligheder.

Uagtet begrebet forekommer meget bredt angår den almene dannelse i høj grad den enkelte. Den skal dekanteres, filtreres og kvalificeres i fællesskaberne, men hvis ikke den bliver internaliseret er den intet mere end den brandert metaforen her lægger op til; ovre i morgen. Den tyske sociolog Hartmut Rosa skriver i sin bog Det ukontrollerbare blandt andet om dannelsen: "Dannelse sker ikke der, hvor man har erhvervet sig en bestemt kompetence, men der, hvor et samfundsrelevant udsnit af verden 'begynder at tale,' når et barn eller en ung altså pludselig registrerer: Åh, historie eller politik eller fysik eller musik og så videre siger mig noget - det kommer mig ved, jeg kan indlade mig med det og påvirke det." 

Så dannelsen må med andre ord ikke blive til en uvirkelig kompetence for den enkelte - for så er spillet da for alvor tabt - men det er måske det jeg hører, når både politikere og studerende begræder tabet af den, hvis det, den skal bane vejen for, er et karrieredefineret studie.

Jeg kan også være bange for, at det vi kan høre, når vi ikke hører mere om, hvad det er man frygter går tabt er, at man bare véd, der går noget tabt, men at man ikke ved hvad. Det ville være en erfaring på linie med så mange andre uartikulerede moderne tabserfaringer, der på klassisk tegnesfilmvis først gøres, når man er løbet ud over kanten og alene kan se faldet. Den uhyggelige pointe er her, at man kun ser sit eget fald og ikke det fællesskab og den dannelse som det er meningen skal gribe én.

 

Man kunne have ønsket at denne nedlukningsperiode måske lige præcis på grund af bekymringerne var blevet anvendt til at tage snakke om, hvad det er vi mangler i det daglige og måske endda fra ministeriets side forsøgt at skabe rammer for, at noget af den dannelse, der er tilgængelig online og i den fysiske virkelighed for det enkelte individ kunne afprøves. Givet elever og lærere mulighed for at opbygge i stedet for at redde og dermed bekræfte en usund sammenhæng mellem pensum, faglige mål og dannelse. Selv havde jeg set frem til en frisættelse af metoder, felter og ikke mindst initiativer drevet af nysgerrighed og undersøgelse, da klokken faldt i slag for eksaminer og prøver og lukkede dén forhåbning. Ikke at der ikke også er dannelse i fagenes traditionelle indhold, og da slet ikke at man rundt omkring i klasserne har skelet til alternativer, men prioriteringen af normcore og udvanding af samme med forståelse for, at eleverne ikke kan være 'lige så dygtige' som ellers, risikerer at glemme dannelsen helt. Især til de næste skoleår.