SANDHEDEN OM PARANOIA

25 SÆTNINGER DU SKAL SIGE INDEN DU DØR

 

Lingua longa - vita brevis

Nej, jeg vil hellere med ham dér.
Nej, du skal ikke komme i aften.
Nej, jeg hedder Pust.
Dén bog har forandret mit liv.
Dén person er jeg glad for ikke er dig.
Dén del af mit liv har jeg foræret til en anden.
Sandheden er at jeg aldrig har elsket dig.
Sandheden er at jeg altid har elsket dig.
Sandheden er at du altid har elsket mig.
Jeg har mistet mit kæreste eje.
Jeg er blevet blind.
Jeg siger denne sætning for at få den sagt inden jeg dør.
Det smager som noget jeg aldrig har smagt før.
Det gør ikke noget, det gør det virkelig ikke.
Det var en engel.
Hvis jeg bliver mere lykkelig end jeg er nu, så dør jeg.
Hvis der ikke er noget jeg kan gøre ved det, så vil jeg gerne gøre noget andet.
Hvis jeg får dig til at føle dig tryg, hvad får du så mig mig til at føle?
Når jeg er færdig med denne her, vil jeg gerne have een til.
Når du siger den slags ting til mig, får jeg lyst til at græde.
Når jeg kommer hjem vil jeg planlægge ikke at rejse.
Faktisk har jeg glemt alt hvad jeg nogensinde har vidst.
Faktisk mener jeg ofte ikke det jeg siger.
Faktisk gør det ikke så ondt.
Mere lys!

AKTUEL LITTERÆR ANAGRAMMATIK Uge 45

Undskyldningen
Hanne-Vibeke Holst // VENEHIB ANKELSHOT

Brobyggerne
Jan Guillou // OGUN LILJA

Genfærd
Jo Nesbø // JENS ØBO

Blodig genvej
Julie Hastrup // JURA SEPHILUT

Det syvende barn
Erik Valeur // UKI LAVERRE

1Q84
Haruki Murakami // UKHIKI KARMARAUM

Rystet spejl
Søren Ulrik Thomsen // RUHENORM ILTSKØNNE

De ufuldkomne
Tom Rachman // AMMON CHART

Når noget slutter
Julian Barnes // SJUREIN BANAL

Samlede Tranströmer
Tomas Tranströmer // MESTÖR STORMANTRA

-
Bestesellerliste Arnold Busck 13.11.11

Toogtyve ord

Tværtsmutz

Bare fordi - der kunne være en afgrund af litterær leg i dette greb, og så fordi jeg fandt inspiration i ovenfor gengivede stykke stof: "Ord:Nr: 22". Spillet er som følger: Jeg tog Tom Kristensens roman "Hærværk" og talte mig frem til det toogtyvende ord, som viste sig at være (det kedelige, men dog bestemte) "den", hvorefter jeg fandt frem til en roman, hvor ordet "den" indgik i titlen. Ikke nogen større opgave, der sagtens kunne løses på mine egne reoler. I Rifbjergs roman er det toogtyvende ord "de", som jeg uden besvær fandt i titlen på (en af mine største læseoplevelser, nemlig) Peter Høegs "De måske egnede". I den er ord nummer toogtyve "morgenens" - og da kunne reolerne ikke længere levere titler. Jeg har tænkt mig at fortsætte legen så længe det kan lade sig gøre - eller til den, på Svend Åge Madsensk vis - går i sig selv igen. Paragrafferne tilsiger det skal være dansk skønlitteratur, og at ordene først tælles, når vi går i gang med brødteksten.

Tom Kristensen: Hærværk (roman, 1930)
Her er vi på kendt grund: En af de store romaner om danskens storhed og fald. En roman hvis storhed og skelsættende portræt paradoksalt blev rummet i et digt, fiktivt indlejret i fortællingen: Jeg har længtes mod skibskatastrofer og pludselig død. Ord # 22 er:
- den -

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (roman, 1958)
Her er vi helt inde i den danske litteraturs DNA. Sproget og selvhadet som motor og endnu et stort menneske bragt til fald. Nerven eviggrønt spændt i tosomhedstrianglen. Ord # 22 er:
- de -
Peter Høeg: De måske egnede (roman, 1993)
Et værk der insisterer på både at være virkeligt og falsk som tallene, der aldrig kan være mere end noget abstrakt. Romanens fortæller hedder Peter - og han findes. Ord # 22 er:
- morgenens -

Frank Jæger: Morgenens trompet (digte, 1949)
Jæger ligger lidt ude i periferien i mit litterære landskab, men jeg har læst hans oversættelse af Goethes "Den unge Werthers lidelser" flere gange. "Den lyse digter" har dog fundet vej til manges ører - b.la. via Kim og kanonen. Ord # 22 er:
- skorstene -

SANDHEDEN OM HVIDVIN

HÆLFLÆKKER

Selvmodsigerske % Sandslugerske

Nu er det her! Det nye pendulord: At flække! Engang betød det at noget deltes - fx i et godt og dybt grin, fordi man dér starter med at smile bredt og siden åbne på vid gab og grine igennem - eller flække brød, som når pølsemanden åbner brødene lige inden man får sine grillhotdogs på geled og gled (man spiser da altid mere end een hotter).
Men nu er der ikke mere at grine ad - for nu flækker man åbenbart tingene SAMMEN. Talemåden "at flikke noget sammen" er alfald langsomt blevet til "at flække noget sammen"."At flække noget sammen" er lige så logisk som "at lime noget åbent" eller "skære nogen fast." Jeg ved godt det ingen veje fører med dette sprogpolitisteri - men når nu ens ører er så sarte, så må man vel have lov at hælde lidt betændelse fra af og til.
På ezz.dk (hermed anbefalet, hvis man har god tid og er et nysgerrigt menneske) snakkes der om, om (hej! to om'er lige efter i hinanden) det er samme problem med "ligge" og "lægge" - men her er der dog tale om at noget befinder sig eller er på vej til at befinde sig i en hvilende tilstand. Der er ingen lighed mellem samle og dele. I så fald skal vi vist ud på et filosofisk overdrev, hvor genstandens potentielle delbarhed og derfor efterfølgende samlbarhed gør selve akterne beslægtede ... Nej, jeg tror bare det er med flikke som med skomageren - og gode, reperationsværdige sko, for den sags skyld: Færre kender til det, flere bruger og smider ud som det behager, uafhængigt at tid, sted og verber.
Se, det var lige så let som at sutte en mandel at skrive dette indlæg. Nu vil jeg hvile på lavbærrene og vente på nyt fra fronten.

SIN EGEN KLUB

Slæveskabet

Mønstergenkendelse er et drug. Det kører uafladeligt og vil have mere og mere - gi'r man det ikke noget, tager det selv. Denne blog er en virumental gummicelle, et lingvistisk skærmdump for det kulturelle giftaffald der hober sig op i min hjerne, fordi den ikke tror pladsen nogensinde slipper op. Jeg har opdaget et nyt mønster - dette næppe heller epokegørende; udover selvsagt at være tidstypisk og med til at sætte sociale og eksistentielle standarder for indviderne i vores verden og samfund. Mange andre har været her før mig - og helt sikkert med mere velunderbyggede påstande. Ikke desto mindre, så vil jeg dele følgende tanker om ungdommen og fællesskabet med Dem (jeg har besluttet mig for at anvende Klaus Lynggaards (hermed anbefalet) høfligste henvendelsesform overfor dem, kære læser. Det er et mønster).
Det er en gammel sandhed, at fælleskabet er en opdragende autoritet - endda i sig selv, af egen kraft. Hvor forældre, officerer eller myndighedspersoner er autoriteter netop som personer, er fælleskabet det i kraft sit "skab": At man man er flere og mange, og derigennem synergisk enige om nogle rammer. Det behøver ikke være demokratisk i en forstand, hvor der er åben og afstemt enighed om, hvilke linier man retter ind efter, for i et fælleskab er der andre faktorer end det enkelte individ nu og her. Historie fx. Tradition. Fornemmelse. Det er blandt andet derfor fællesskabet er så fascinerende organisk, og alligevel intellektuelt en dragende størrelse. For nogen af os. Det er også en kulturel kerneværdi. Et indiskutabelt nødvendigt samvær - hvor man så kan diskutere resten af verden, eller bare bede den holde sig på behørig afstand. For andre af os.
Men nu synes jeg at se flere og flere melde sig ud af - eller rettere undlade at melde sig ind i - fælleskaberne. Man vil hellere selv, og KAN meget bedre alene. Og det er ligemeget om man dyrker guitarspil, sport, gøgl, kunst eller verdensforståelse. Det kan man jo ligesågodt selv ordne, når nu internettet tilbyder komplette manualer (OG kanaler til tilbageløbet) for snart sagt hvad som helst på højeste niveau - hvorfor så i alverden prøve at tage det til sig i et læringsfællesskab, hvor man som præmis skal udstille sin egen uduelighed, nærmest rituelt, som et slags adgangstegn. Uha, nej Gud forbyde, at man træder frem på baggrund af nogen eller noget, der er funderet i andet end een selv.
Javel, der er som De måske fornemmer, en snert af kritisk vinkel på "the selfmade succes", alfald som vi ser den fordrejet dyrket i alle mulige medierede sammenhænge, hvor viljen bolles op i en barok iscenesættelse, der desværre undlader at spejle det forgængelige. Ikke at jeg mener der er noget galt med at sætte sig mål og være viljestærk. Men jeg har noget imod, at succes eentydigt fremstår som noget man kun kan opnå, hvis man gør det på sine egne præmisser - against the world. Især da når man interesserer sig for aktiviteter, der traditionelt er båret af fællesskaber. Nu skal dette jo ikke være en skolelærerblog - men jeg må indrømme, at visse dele af den isolerede og egocentrerede navigation og selvrealisering også optræder hos elever, der ligesom foretrækker bare at sidde med tingene selv - uafhængige af almen viden og alle andres verden. Her kunne også godt lyde et hip til idoldyrkelsen af især sportsfolkene, som har en grim afsmag af afbrændt holdånd. Ikke nødvendigvis hos idolerne, men hos tilbederne. Her kunne også fremmanes et apokalytisk scenarie med politikere, der har fremelsket deres 'tæft' og veltalenhed alene foran spejlet med YouTube-manuals.com som et Hamlets kranium i den ene hånd. "Se mig! Jeg har selv lært at lyde som en politiker." Jeg kommer til at tænke på det danske band DeFilm, der forsøgte at sælge sig på, at de aldrig havde været et band eller spillet live, før de gik i studiet og indspillede deres første album ... ikke noget der gav den store respekt i mine kredse. Men måske er tiden moden til dem igen - hvem ved, hvad der kommer på http://www.defilm.dk/ ?
Jeg ved det - og undskylder. Indlægget blev alt for langt - og jeg kom ikke engang ind på web 2.0 eller crowdsourcing! Men emnet ligger mig meget på sinde. Og bør også ligge Dem på sinde.  For pludselig er vi alene om fælleskabet - og hvad skal vi så blive enige om?

Sandheden om døden

Et Herman Bang-blik

Et sted i Max Kestners film 'Rejsen på ophavet' (hermed anbefalet) siger han om stjernerne, at det blik vi kaster på dem er et blik tilbage i tid - helt tilbage til før der var noget, der hed tid, fordi stjernernes lys er meget ældre end vi nogensinde bliver eller kan forestille os, for den sags skyld. Princippet findes i mindre form i de blikke Herman Bang kastede, eller nok nærmere faldt i, på sanatorier, togstationer og i byens vrimmel. I et koncentreret øjeblik - som vi gerne kan sammenligne med der, hvor en stjerne slukkes - så han ikke bare ind i sjælen på mennesket, men hele vejen ned langs linien af levet liv for dette menneske. Et liv der møder ham så klart og svimlende, at han kan drukne sig i det, og undfange en hel virkelighed komplet med skærmbrædder, tørrede blomster og hoste derfra. Det er ikke sådan det er svært at forstå, at det sker - og da slet ikke for et følsomt og nervøst menneske som Bang. Men hvad ér det der sker? Hvad er det, der får det til at ske? Et det 'scenen'? Er det fordi det menneske han har set, faktisk har forsøgt at kommunikere med ham? "Er det bare et spejlbillede?" skriger biografisserne vredt?
Uden sammenligning, hvor det er upassende og ulækkert at gøre det, oplevede jeg forleden aften, hvad jeg tror var et Herman Bang-øje-blik. Og jeg kan konstatere følgende i relation til de just stillede spørgsmål: INGEN betragtede mig. Jeg kunne på INGEN måde genkende mig selv i scenariet. Og der SKETE for så vidt egentlig slet ikke noget. Men det jeg så, var så uafvendeligt virkeligt og i værk, at ... ja, at jeg netop kun kunne betragte og betænke.
Fra venstre side i bus nr 13 på vej ind mod byen for at spise en middag med min gode ven med Four Tet meget højt i ørerne, ser jeg først tilfældigt, så helt fokuseret og ublu ind i en rød Peugeot 106, der nærmest triller ved siden af bussen, lidt i samme tempo, så langsommere, så op igen. Inde i bilen, på passagersædet ligger en ung mand med lukkede øjne. han ligger, fordi sædet er vippet bagover. Ikke helt, for han har noget af det der leddeløse udtryk, man har, når man sover siddende i tog fx. Han er syg. Ikke bare denne aften. Han er helt klart i et sygdomsforløb - som virker ekstra grusomt, fordi han er ung - måske 27 - fordi han er tynd og bleg i sit ansigt, og så fordi han har et tæppe over sig. Kombinationen af tæppet og søvnen og feberen i den lille bil på Søndre Ringgade er et voldsomt syn, fordi det er så skrøbeligt og intimt, og så lige for mine øjne. Men sønnen er et billede. Ikke statisk, men et billede af noget, jeg reagerer på nu og her. Historien sidder ved siden af.
Det er en mand, der er væsentligt ældre end den unge mand. Omkring de 60. Strikketrøje, gråt skæg, stålbriller. Det er hans far. Og selv om hans ansigtsudtryk primært skyldes, at han fører bil og skal koncentrere sig om trafikken - blandt andet den store bus på hans højre side, som hele tiden bølgende bevæger sig i udkanten af hans blik - så fortæller det også hele historien om dette gamle liv, der nu på - hvad ved jeg - syvende år, kæmper for at skærme og varme det unge skrøbelige liv, han har vakt i sønnens krop. Hans optrukne skuldre, hænderne på klokken 10 og 2 på rattet, kroppens foroverbøjede holdning så træt og tung som en hængeklippe. Det er ham der har trukket tæppet op over brystet på drengen og forsigtigt lukket døren i den lille bil, og igen kørt mod hospitalet eller skadestuen. Med kræfter han ikke længere har, men alligevel kan hente ud af sønnens tomme hylster, som endnu en menneskelig tryllekunst i kampen for livet, der måske har været slut længe.'
Jeg har altid opfattet Herman Bangs blik som et empatisk blik. Det er det nok også - men jeg tror nu også det er nysgerrigt og nøjeregnende. Måske endda lystent. Fordi øjet er så suverænt og potent et redskab.