To my body of late age fright.
Jeg er i disse dage og tider plaget af en anfægtelse ved at se vinterbadere, skovbadere, vildmarksfolk, trekkere, friliggere, kajakroere, klatrere og alle andre tænkelige naturtyper søge naturens omfavnelse og helende kraft. Det fremstår som et hyklerisk forsøg på at tvinge naturen til at hjælpe kroppen og sindet i en tid, hvor vi samtidig gør alt for at udslette den. Der er et uhyggeligt aspekt i, at skoven, havet, landskabet og klippen ikke kan afvise at give den helende energi fra sig, når mennesket sænker sin krop ned i den, fordi den energi netop er naturlig. Jeg har haft en lignende mindre anfægtelse, når jeg har betragtet, hvordan trænings-, fitness- og bulkingtyper skubber naturens produkter ned gennem deres af træning udsultede hylster for at vokse ved det og med ophøjet ro skider resterne af naturen ud i kloakken som noget ubrugeligt lort.
For på den anden side af naturen penetrerer vi himlen med fly og raketter, borer klippen til grus og mælker havet til med plast som en pervers menneskelig aura, der flyder ind i mødet med alt det naturen bærer frem. På den anden side af de meditative scenarier pulser vi løs på mineraler og fossiler, fordi vi skal lære og selv og hinanden bedre at kende. Varmer stuer, kirker og forsamlingshuse op, for at se virkeligheden i øjnene. På den anden side af naturens helende kraft årelader vi den ind i et unaturligt kaos.
Men det er ikke de samme mennesker, siger du. Det er de samme mennesker, siger jeg. Vi er de mennesker.
Der er en mærkelig trøst i at dem, der ved, hvad de taler om siger, at naturen aldrig kommer til at give op, den kommer til at fortsætte – men uden os. Lad ikke den dag komme, hvor det bliver en undskyldning for at rejse med som blind passager.
