Han havde et coronapas.
Hun havde et coronapas.
Hun havde ikke et coronapas.
Han havde ikke et coronapas.
mandag den 29. marts 2021
EN FLYTNING KRYDSER ALTID BROER
1. Du skal ikke tro, at du 'bor' her.
2. Du skal ikke tro, du er lige som vi er.
3. Du skal ikke tro, du ved hvem vi er.
4. Du skal ikke bilde dig ind, at din måde er bedre end vores.
5. Du skal ikke tro, at du ved mere om verden end vi gør.
6. Du skal ikke prøve at bruge andre netværk end vores.
7. Du skal ikke tro, du er bedre til dit job end vi er.
8. Du skal aldrig bagtale os.
9. Du skal ikke tro, at vi uden videre synes om dig.
10. Du skal ikke tro vi kan lære noget af dig.
Skulle man have glemt den originale, er den her:
Du skal ikke tro, du er noget.
Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
Du skal ikke tro, at du er mere end os.
Du skal ikke tro, at du dur til noget.
Du skal ikke le ad os.
Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
lørdag den 13. marts 2021
lørdag den 6. marts 2021
mandag den 1. marts 2021
HVILKET SPROG TALER VI?
Dette er egentlig en lang ufærdig tankerække, så derfor ville jeg egentlig hellere have fortalt om det, der er i mit hode end skrevet det her - grammatisk og vokabulærd og tilsyneladende endeligt og endegyldigt.
Som gymnasielærer tænker man hver dag over, om man stiller de rigtige spørgsmål og hver dag, om man stillede for få eller for mange. Man tænker over, om der var for få, der sagde noget og om dem, der ikke sagde noget ville ønske de havde gjort det eller det bare ikke var deres dag den dag. Man tænker også dagligt over en del andre ting, men når tilstrækkelig mange dage er gået med nogle bestemte tanker og de tydeligvis insisterer på at blive tænkt, tænker man over, om der er et mønster og hvor mon det mønster kommer fra og hvor mange tråde mon det består af.
Dét mønster, at gymnasielever ikke siger så meget som man kunne ønske sig for dem og deres læring, har mange før mig forsøgt at trevle op og forstå. Til en vis grad ér det måske allerede vedtaget, at de ligger under for en digitalt understøttet fejlkultur og et konkurrencesamfunds altid redebonne undertrykkelse. Det er al fald en myte, det ikke vil være svært at finde opbakning til på lærerværelset og i kulturelle analyser pt. Men så kom jeg kom til at tænke på, om det ikke også kunne handle om selve sproget - det vi taler med?
Jeg har tidligere været meget optaget af stand-upperne og det, jeg tror er en groft overset kulturel påvirkning fra deres side. De kan passende danne et eksemplarisk afsæt også for disse tanker. Stand-uppernes sprog og især sproglige ekvilibrisme er helt central for deres underholdningsværdi. Det er også deres kreative, subtile, gennemførte og karakteristiske magt over sproget, der får os til at beundre dem - måske ligefrem have foretrukne af, hvor vi spejler os i deres come backs, call backs og publikum hijacks. Pointerne, præcisionen og timingen. Vist er det sjovt, men det skal jo leveres i overbevisende og flydende sprog. Det er min erfaring, at stand-upperne udgør en meget stor del af unge menneskers underholdningsvaner hvad enten det er hele shows, bidder fra dem eller via de kanaler de sender jokes ud i verden. Men tv-serier udgør også en stor del af unge menneskers forbrug. Film. Youtuberes kanaler. Instagrammere. Soundbites på sociale medier fra mennesker med indflydelse eller med ønske om samme. Alt sammen klart og pointeret leveret.
'Scripted tale' med andre ord.
Eller tale, der er født og forarbejdet til at være fuldendt; som i sammenhængende, meningsfuld, elegant, eksakt og gerne blændende autentisk. Den kan også findes i versioner, hvor den er perfid, forhånende som sociale samuraisværd, der skærer folk midt over, men det udgør en anden tråd. Jeg er i sagens natur (sagen er den, at jeg er dansklærer) ked af at bruge et engelsk ord til at beskrive en mundtlig problemstilling, men på sin vis har ’scripted tale’ også en fremmedhed over sig, som kan understrege et nyt blik på det tavse flertals tavshed og det der måtte true det. Jeg arbejder med andre ord på et mønster, der væver ens erfaringer med det talte sprog og tilliden til, at man kan det, sammen med mødet med et sprog, som ligegyldigt, hvordan man vender og drejer genrer, medier, kanaler og afsendere er præget af en sikkerhed, som der jo sjældent er - og heller ikke skal være i det talte. Der er med andre ord for få, der siger øh! Ingen der vrøvler, ingen der begynder på en s … ingen der begynder på formulering to gange, tager tilløb, omformulerer. Og hvis de gør, er de nogle tabere, der ikke har lært manuskriptet. Der er ingen, som begiver sig ud i en sætning uden at vide, hvor den skal hen. Skræmmende.
I et interview antropologen Ditte Marie Seeberg har med Niels Barfoed om den danske forfatter Peter Seeberg taler han om, at Seeberg kunne et andet sprog end magtens - nemlig mulighedens. Mulighedens sprog. Smag lige på det. Gerne med den bitre smag af magt i frisk erindring. Seebergs ikke altid lige logiske og målrettede monologer skulle ikke snævre ind og konkludere - de skulle gøre noget muligt: Tænke. For ham og alle dem, der var sammen med ham. Seebergs tekster kan være slående i deres absurde handlingsforløb, men skal man tale om dem, bliver man ikke lige færdig med det samme. Man famler sig frem i mødet med mennesker, der ikke opfører sig rationelt – eller måske netop opfører sig alt for rationelt. I det absurde ligger en understrøm af fristelse til at lade sig føre ad en vej, der ikke skal give mening som vi bedst kender meningen. Og hvor tit vælger vi den i den virkelige verden?
Jeg oplever ofte, at elever indleder deres svar med et forbehold for, om de har det rette facit, og jeg støtter dem altid i dette forbehold, for det betyder jo bare vi, undersøger og afprøver stoffet - og at man ikke med sikkerhed behøver vide, hvad det er, der er pointen. Men nu ser jeg, at jeg i lige så høj grad ikke har givet undersøgelsen af stoffet plads, men nok nærmere sprogets undersøgelse af stoffet. Fordybelse og refleksion tager tid - og sproget må også gerne tage tid. Hvis sproget skal løfte en af sine fornemste opgaver skal det tage tid. Det er vi blot ikke særligt vant med i den medialiserede virkelighed. Hverken når vi møder sproget eller selv ser en chance for at presse det igennem et sted. Ting fremstår meget færdige. Udtalte.
Jeg har en ubagt idé om at mulighedssproget hænger snævert sammen med det man kalder mentalisering, som dækker over evnen til at kunne sætte sig i andres sted; have ikke bare empati for, men faktisk kunne forstå helt ind i sit selv. Mulighedssproget ser jeg som en vej til at tale sig væk fra det forenklede og afgjorte og hen mod det potentielle og vedkommende. På samme måde som at man i stedet for at kategorisere et andet menneske - med en slags magt - begynder med at sætte sig i dets sted. Det er naturligvis også det vi gør, når vi læser skønlitteratur og ser film, så hvis talen om disse (fiktive) mennesker skal hentes i en magtdiskurs kan det blive meget svært at få den til at flyde. Hvorfor al den hast med at gøre tingene færdige og karikerede? Hvorfor ikke lade det talte ord genvinde lidt mere af den frihed der rinder af?
Og hvorfor mon Amalie Szigethy blev så berømt og berygtet? Hvorfor er det så svært at få eleverne til at elske lyrik? Hvorfor er der så stille? Kan det være fordi, der er for få steder, hvor man møder mulighedssproget og for mange, hvor det er magten, der taler?
Abonner på:
Opslag (Atom)
