KIEFERHOMEN XVII (variatione spiaggio quattro)

Jeg talte med mit hjerte i nat

Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.

Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.

FUTURE WAS

KIEFERHOMEN XVI

 

ELEKTRISK UR

WEWE ON THEIR HEIRS

 

SKOL DIG

 

INTET MENNESKE ER EN Ø-KONOMI

Det er ikke lønnen, der er problemet i velfærdsstatens mangel på ansatte, det er udsynet og menneskesynet. I sidste ende er det nok os selv den er gal med.  

Jeg skal ikke her mene noget om andre gruppers lønforhold, når jeg ikke selv er ansat i nogen af de jobs man omtaler i forbindelse med hvervning og fastholdelse. Men jeg vil gerne vil gøre opmærksom på, at selvom man også taler arbejdsvilkår - hvad der bringer os nærmere sagens kerne - så tror jeg krisen kommer et andet sted fra.

For nogle år tilbage talte man om, at problemerne med at hverve skolelærere kom fra den manglende respekt, der stod om jobbet. Udover, at der var en vis enighed om det, var det som om der så ikke skete mere. Hvad skulle der også ske, kunne man spørge? 

I dag tillader jeg mig at mene, at vi står i en lignende situation, blot med en endnu dybere konflikt omkring respekten. Vi er nu som individer blevet så krampagtige i vores krav på respekt fra alle andre, at vi ikke længere forstår, at en væsentlig del af den respekt alene vindes i uegennyttig omgang med andre mennesker. Der er en sandsynlighed for, at en af årsagerne til dette uhyggelige tab kommer fra den politiske italesættelse af, at der er lighed mellem løn og respekt, men jeg tror i lige så høj grad den kommer af en social og kulturel udvikling, som iblandet den digitale kommunikation har fritskrabet vores liv fra andre samfund, grupper, familier og mennesker. Og det altså i en grad, at vi har mistet evnen til at finde og mærke selvrespekten ved at være et medmenneske.

Jeg kan ikke fritage mig selv fra denne ulykkelige situation med mit månedlige bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, min brok over ventetider, min ligegyldighed overfor grupper i befolkningen, der ikke ligner min egen, min ved at være træt af at høre om Ukraine, min frustration over manglende likes på Instagram osv. Men når jeg betragter de frivillige jeg kender og møder, eller hvis jeg enkelt gang skulle række ud over mine egne trygge rammer for at møde en ukendt, så må jeg sige, at dér føles livet og mennesker igen virkelige. Virkelige som en mulighed for at vokse med dem.