Fem paradokser du kommer til at tage stilling til i den nære fremtid

• Vi lever et liv i en tid, der gør det nødvendigt at trække sig for at lade op, men den største frygt er at blive ensom.
• Dine devices fortæller dig, hvornår du bruger for meget tid på dem.
• Sexualdrift og nøgenhed er grundlag for en ny moral.
• Identitetspolitik tager ikke hensyn til alle fællesskaber.
• Man er ikke syg, når man bliver syg af en vaccine.

DIOGENES NIAGARA

 

Angsten er en tønde jeg kan kravle ind i med alle mine ejendele og lade naturens kræfter bestemme resten mens viljen kradser på min kattesjæl.

LYSENDE LØGNE

I fremtiden forsvinder billederne. Der går lang tid før man forstår det er det, der sker, men pludselig en dag er der en person, som mister to på samme dag og fra da af begynder det at gå op for menneskeheden.

Forsvindingen gør ikke forskel på, hvor billederne forsvinder fra. Det kan være et billede i en bog, på en hjemmeside eller på et museum. Et fotografi i en tegnebog eller en indrammet børnetegning på en væg. 

De forsvinder ikke som de døde gør, for det materiale, som billedet befinder sig på, bliver nøgent tilbage i sin ubilledlighed, når forandringen har fundet sted. Således står lærredet tilbage som rent lærred, når fx Rembrandts maleri er forsvundet og væggen står nøgen tilbage, efter grafittien er væk. Fotopapiret efter fotografiet.

Kun på skærmen bevares de i en slags elektrisk evighed. 

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - SIDSTE CHANCE

Meget passende lige inden årsskiftet kunne vi kigge på de mange udtryk vi har for ting, der sker eller skal nåes, inden det er for sent. De oplagte som at få det gjort i sidste sekund eller minut, som den sidste chance giver vel sig selv - med den undtagelse, at De næppe har skænket ordet 'chance' en tanke udover, at det lyder fransk og kan bruges på engelsk med samme betydning som indenrigs. Det kigger vi på som den sidste chance. Inden (time)glasset rinder ud og klokken falder i slag ligger vel også inden for den intellektuelle rækkevidde at forstå? Men så nærmer vi os også de mere spegede udtryk; for hvornår er det lige Fanden får sko på og hvad er et faldereb for noget?

Betydningen og brugen af udtrykket "før Fanden får sko på" er ikke en udfordring, for det er simpelthen meget tidligt om morgenen/sent på natten), men hvornår kan man så at sige stå så tidligt op, at man trygt og uskyldigt kan lykkes med hvad forehavende man måtte have? For slet ikke at pege på den paradoksale situation, at Fanden jo har klove og slet ikke brug for sko! 

Fandens sko peger på, at man altid vare sig for Fanden, for han færdes jo blandt os alle med sko på - han antager som bekendt skikkelser efter behov. Tidspunktet derimod er sværere at gætte, men mit bedste bud er inden klokken tre om natten. På de katolske klostre be'r man de såkaldte tidebønner, og een af dem (Matutin) ligger mellem to og tre og er ikke fast, men bruges som såkaldt vågebøn i forbindelse med særlige begivenheder (i byen eller på klostret), og skal sikre at alt går godt. Så ved visse lejligheder skal man op før Fanden får sko på for at sikre, at alt kommer til at gå glat.

Man når og får sagt meget på falderebet. Det har jeg selv gjort hele mit sprogvoksne liv, men først da jeg nyligt hørte det brugt og tænkte over, at vi var på den af året, hvor man skal nå ting inden det er for sent, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvorfor man sagde det. Forklaringen er imidlertid enkel: Et faldereb er et reb, der skal hindre man falder. Men hvor man måske umiddelbart ville mene, at reb er gode at snuble og falde over, så er de i vertikal sammenhæng rigtig gode af have. Således vil man kunne se et reb ved siden af den trappe (rebstige), der kastes ned langs skibssiden for at man kan borde eller entre et skib. Det er imidlertid den situation, hvor man forlader - går fra borde - skibet og med hånden på falderebet får sagt den eller de sidste ting man måtte have på hjerte eller finde vigtige, der har givet os udtrykket. Med lidt historisk bevidsthed om tider, hvor sejlskibe dominerede transporten, kan man godt forestille sig de var vigtige ord, de.

Afslutningsvis som lovet et kig på ordet chance, der ganske rigtigt har franske og latinske rødder og egentlig betyder kast eller fald som i terningkast; hvorved den sidste chance netop får det præg af skæbne og tilfældighed vi genkender fra de sammenhænge, hvor vi siger det er sidste chance. For efter det forsøg, den handling, det kys eller det argument, så må andre kræfter råde. 

Dette er med andre ord min sidste chance for at ønske godt nytår - og skulle ønsket ikke nå frem, lykkes det forhåbentligt andre at gøre det i mit sted.

Mere om det besynderlige ord bord

https://gregoriansktidebøn.dk

Disclaimer: I dette opslag forekommer tanker og forklaringer som ikke er autoriseret af andet end snusfornuft, sprogbegejstring og kreativ tankegang. 

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - SURREALISME

Surrealistisk som en beskrivelse af noget, der foregår i virkeligheden er og forbliver en forkert betegnelse. Jeg er bevidst om at holdningen er elitær og måske endda sprogfjendsk, men jeg er nødt til at gøre standpunktet gældende, selvom jeg ved det nytter lige så lidt som at ville forhindre at ordet "voldelig" transformes til "volddig" og "om" til "omkring." Men jeg tillader mig at bruge kræfter på det alligevel. Måske i håb om at disse eftertanker kaster noget andet end vrag af sig.

Man kan ikke bruge ordet surrealistisk om noget i virkeligheden, fordi ordet knytter sig til en kunstretning, der netop beskæftigede sig med at afbillede det uvirkelige. Det gjorde de surrealistiske kunstnere naturligvis med henblik på at udvide forståelsen af, hvad der findes i verden, men gengivelserne havde ikke til hensigt at være virkelige og genkendelige, men derimod fremmedgørende og forstyrrende. De ville vise dét som virkeligheden IKKE kunne mønstre. Den korteste vej til en defintion af surrealismen er (som bekendt) drømmen eller det drømmeagtige. Og selvom drømmen er en stor kasse er det ikke en fyldestgørende definition. Selv drømmen har sprækker, hvor lyset trænger ind og maleriernes logik er ubønhørlig umulig. I surrealismen skelner vi ikke mellem ting, begreber, symboler og virkelighed - alt kan flyde sammen i disse højst destabiliserende udsagn. 

Der hvor broen bygges mellem den 'virkelige' og her den i nogen grad trods alt hverdagslige oplevelse af noget uvirkeligt og så surrealismen er selvsagt det fremmedgørende ved at møde genkendelige elementer i en helt uvant sammenhæng. Det er bare meget sjældent der også sker en sammenblanding af kategorier, som det ofte sker i kunsten.

Brugen af ordet er sandsynligvis kommet ind i sproget gennem (dansk?)undervisningen og populariseringen af kunstnere som Salvador Dalí, Henri Magritte og måske vores egen Wilhelm Freddie, men den sivning der er sket fra den museale surrealisme ind i reklamesproget bærer givet også en stor del af forklaringen. Yderligere har jeg en teori om at adjektivet 'syret,' der jo refererer til den hallucinogene virkning af diverse stoffer, på grund af homofonien også har en andel i udbredelsen. Og egentlig bør jeg som sprog- og kunstmenneske være glad for at det udbredes mere. Det ville Breton, Beckett, Jorn og Jens Jørgen Thorsen nok også være. Jeg burde være glad for at man anskuer verden mere åbent og lader sig overvælde af verdens uventede kompositioner. Og jeg har selv i det seneste år - her på bloggen og anderswo - arbejdet ihærdigt med netop at finde surrealismen i virkeligheden, lade mig overvælde af verdens sprækker og overvirkelige kombinationer.

Men misbrugen af ordet går mig netop på, fordi kategorifejltagelser er for alvorlige til at man skal acceptere dem, og de er især alvorlige, når det kommer til virkelighed og erkendelse og der kommer sproget så ind med sin handlekraft. 

Hvis vi således tager dette opslags øverste illustration, så er det ikke svært at forstå, at moderen er overvældet af en meget voldsom oplevelse. Med god ret. Men at gøre den surrealistisk, er jo at kategorisere den som uvirkelig, og det er langtfra det samme som at konfrontere sig med, at den er uforståelig - hvad jeg måske tror er tilfældet. Og det mener jeg jo man skal - konfrontere virkeligheden. Ikke bortforklare den. Forstå sin situation. Ikke lukke den ned med sprog.

Når man ser et surrealistisk billede, hører en surrealistisk tekst eller oplever et surrealistisk teaterstykke er det helt ok at føle sig angrebet eller overvældet eller måske endda slået af det uvirkelige, da værkerne så at sige er født og skudt afsted ude fra overdrevet og skál være fremmedgørende med mere eller mindre katharsisk effekt. Den voldsomme anholdelse og efterfølgende fængsling, dit genfundne hårspænde, vandskaden i kælderen, knoglen i leverpostejen og ballonen i vandkanten er måske nok overraskende og uventede, men de er og bliver udslag af virkelighed. Kausale. Aldrig noget surrealistisk som roser, der fylder værelser, mennesker, der har skuffer som en kommode, svævende handsker eller fuglemennesker i kærlighedsopgør.

Der hvor jeg bliver i tvivl er når det kommer til netop verden og virkelighedens endelighed. For som poet kan jeg jo ikke sige andet, end at jeg gerne vil have surrealismen med mig - og det mener også du skal. Altid. Den er en bagdør til det banale, et håndtag i det himmelske.

Så hvis det skaber plads til mere fantasi i dagbladene, mere uvirkelighed på gågaden, flere uafklarede handler med moralen, mere ild i røven, større forskelle på bogstaverne, flere blomster på gravene, mere gas for oven, andre soloer end de bedste, så lad det da være surrealistisk! Måske kán ordet mere end betegne en tid og et greb ... et ur og en hånd.

    

KUNSTHISTORIE MED

 

THE HILLS

ROMANTIK O.S.V.