Afsopret

Saussure la route 1

Motorvejsskiltet kan læses på flere måder: En grafisk gengivelse af, hvordan en motorvej ser ud - to spor, som med jævne mellemrum krydses af en bro. To potente linier, som ganske vist udfordres af et objekt, men alligevel formår at fortsætte. En kompleks grafisk (de)konstruktion, hvor den understøttende konstruktionen også kan fungere som brosymbol og grafisk gengivelse af autoværnet. En mere psykoanalytisk repræsentation af barndommens racerbaners blanke stålspor, og hegnenes hvide plastgreb, der skulle holde de iltre Porscher og BMW'er på den ru sorte plast.
Under alle omstændigheder tiltrækker den tværliggende størrelse sig en del opmærksomhed. Kognitivt er det spændende, at forhindringen er nødvendig for at kunne repræsentere den lige og hurtige vej, som jo må være det begærede. Eksistentielt (lyrisk) set er broen jo et alternativ, en fristelse - et ønske om afsporing. Bommen byder sig til, skrævende og krævende opmærksomhed. Muligt afkørslerne har numre og stednavne knyttet logisk til sig, men for alle os, der ikke skal derind, er broerne de rene hvide pletter på danelagnet.
Enkelte gange står der mennesker på broen og kigger ned - eller måske netop mod det omvendte perspektiv af væk. Andre gange hopper gyllevogne på traktorernes ballondæk på tværs med slanger og mudderklumperne sprøjtende som fra en rural supernova af esoterik. Langt de fleste gange er broen tom. Et spor undermineret af ruten og GPS'ens bud. Den eene gang man har været på en uvedkommende afkørsel, har været for at håne potentialet ved at bruge den til at pisse på eller vende vognen, fordi man er kørt for langt. Jeg vil gerne. Jeg vil helst. En dag tager jeg chancen. Ser hvem der bor på broen.

Sin egen største fan

With or without you

Robyn - den svenske popfugl - der som bekendt senest har fået stor succes med sin triple-udgivelse, udtaler i GAFFA 12/2010 at hun udgav pladerne for sin egen skyld. Den indstilling er hun ikke alene om i disse tider. Det er ikke mange bands og kunstnere, der siger andet - hvis de skal sige noget om, hvorfor deres udgivelser blev udgivet eller lyder som de lyder. I seneste nummer af samme medie (GAFFA 01/2011) siger Kashmir: "Vi prøver at lade være med at have et publikum i tankerne, når vi skriver sange, men gå efter vores egen mavefornemmelse."
Nu er begrebet "mavefornemmelse vist kolonialiseret og siden voldtaget så godt og grundigt af alt fra P4 til strømlinede kurser for erhvervslivets top, at det i en kreativ og kunstnerisk sammenhæng næsten er pinligt at høre brugt - måske også fordi hele fornemmelsen vel strengt taget er født af en sådan proces, men citatet er velegnet til at komme videre i undersøgelsen med: For det første rammer det omtalte indstilling til at lave musik på kornet: "Vi laver musik selv, for os selv, til os selv - om os selv. Vi er ikke overhovedet i forbindelse med den syndige omverden med dens salgstal, smagsdomme og strategier." Sådan skal det pr definition lyde fra kunstnerne på musikscenen (og en lang række andre scener - det elskede teater undtaget), hvis ikke man vil falde igennem. Klart nok er der tilfælde, hvor det er nemmere og mindre paradoksalt at have så ekskluderende en holdning til noget som dybest set er en kommunikativ proces. Kanye Wests forrige og Søren Huus' aktuelle album fx. Men ellers er det tabu at fx sige: "Vi har ledt efter en lyd, som lytterne vil få en fantastisk stimulerende oplevelse ud af. Vi har virkelig prøvet at få et billede af de mennesker, som dykker ned i vores musiks univers på jagt efter perler som sange". Og det på trods af, at det er præcis det, der sker - når så Robyn slår igennem med sine album. Lytterne lytter og synes om det. Hendes publikum var der allerede. Kashmirs publikum (herunder overtegnede) ønsker at blive skrevet til - taget i tale - blive tiltalt. Alle der lytter med mere end ørerne har da åbenhed og nysgerrighed og sult på linie med den kreativitet forfatterne mener publikum skal ekskluderes fra, for at noget kan blive godt.
Og hvad så når den fantastiske isolation fører til det helt store hit? Når Robyn endelig bryder ind i superligaen sammen med Madonna og Lady Gaga? Hvad er hendes egenlyst så blevet til? Ja noget som hundredtusindvis af mennesker ikke ser som eksklusivt eller eksklusivt robynesqe - det er da deres! Hendes isolation viste sig at være et enormt fællesskab! Det er vel de færreste musikere som (også i mindre skala end Robyns) som insisterer på at have sig selv og måske nogle få venner som primære målgruppe (man kunne måske mistænke Martin Hall og Mikkel Hess for det på nogle af deres udgivelser)?
Jodle Birge og Kandis og Lis og Poul - den slags dansktopkunstnere - er jeg sikker på, man kan høre sige det omvendte. De vil fra spids af gerne lave musik, som folk kan lide. De ville mene det var en fiasko ikke at involvere publikums ører og lyster i deres kreative proces. Well, det kan være derfor den slags musik virker ret skabelonagtig og konservativ - man ved ligesom, hvad publikum kan lide, og det lægger man sig så henad. Men intentionen om at kommunikere, som en del af hele udgangspunktet og kernen i musik, er da tydeligere her, end hos The Rumour Said Fire, Oh No Ono og alle de andre interessante newcomers på den danske scene.
Måske stikker hele affæren ikke dybere - eller ned i andet end - at ideen om en kunstner stadig er vasket op på den romantiske strand under en friedrich'sk måne: Kvalitet er i sin fødsel for hin enkelte; forfinelse skal ske i geniernes eksklusive værksteder og først siden sættes fri. Man tør ikke lukke flertallet ind. Jeg mener nu stadig der ligger et umanerligt stort paradoks i, ikke at ville tale om (til) et publikum, når det man brænder for og arbejder på aldrig ville kunne eksistere uden.


PS. Kunne man måske i denne sammenhæng hjælpe Broken Beats lidt på vej i deres spor? Her er en kunstner som faktisk piller lidt ved kreativ højtidelighed, kunstnerisk hierarkisering og kærlig kommunikation, og (derfor?) laver fremragende musik til masserne.