Syg af det

Sygdommens ansigt er altid dit eget.

Ingen kan lide at være syg - og alle kan ikke lide det på hver sin måde. Skulle der være nogen som kan lide det, er det enten fordi de tænker på at være 'saftevandssyg' (altså det element af sygdommen, der handler om at blive vartet op) eller fordi de tænker på den del af sygdommen, hvor man får lov til at læse uforstyrret i et par dages rekonvalascens. Sidstnævnte holder jeg utroligt meget af - og var det ikke for sygdom ville jeg aldrig få læst nogetomhelst, nogensinde (bøger læst under sygdom tæller bl.a. Niemis 'Populærmusik fra Vittula', Anders Søgaards 'Fodnoter til en ung mands indre husholdning', HC Andersens 'Improvisatoren' ... sporer man en streng af maskulin introspektion i denne svækkede tilstand?). Men rekonvalascensen ligger også efter det værste ved at være syg. Det værste ved at være syg er:
1) Perioden op til sygdommen bryder ud og lægger een ned, fordi der skal man slås tvivlen om man er syg og angsten for at blive syg - både fordi det er ubehageligt og ubelejligst, i.e. stressende OVENI, at man er svækket af selve den ekskalerende sygdom.
2) Angsten for døden.
3) Den frygt, der følger lige efter frygten for at komme så meget bagud med arbejdet, at man mister overblikket, og handler om at være bange for at opdage, at man kan undværes og måske ikke engang mangles!
4) Det fysiske ubehag/klaustrofobien ved ikke at ville være i sin krop (Spiller på sin vis dårligt sammen med 7).
5) Lugten.
6) Ulysten.
7) Uvisheden. Herunder fornemmelsen af at vågne og ikke vide hvor man er eller hvad klokken er, eller hvorfor man i det hele taget ikke ved noget, det vil sige, at man heller ikke rigtig ved hvis hjerne, der skal finde ud af det.
8) Ikke kunne finde ud af hvor eller hvornår, selvom man har erkendt hvem man er.
9) Hodepine.
10) Hodepine.
11) Hodepine.

Kunsten som overskudsfænomen eller ideal

Jeg er et overskudsfænomen.

Tydeligt i dette øjeblik, hvor jeg skriver på min blog om mit liv og mit samfund med en vinkel og et sprog, som gerne skulle have en snert af det ekvilibristiske og æstetiske, og tydeligere i alle de timer jeg bruger på ellers at skrive og klippe og klistre og være kreativ.
Alt det og til ingen anden nytte end, at så begik jeg da ingen forbrydelser i den tid. Jovel, der findes en kreds af taknemmelige aftagere til dele af min kunstneriske produktion - som jeg er mindst lige så, eller måske mere taknemmelig for levere til - men langt hovedparten af min produktion kommer ingen steder hen, bliver ikke tilegnet eller oplevet af ukendte hjerter og øjne.
Hvilket samfund producerer sådan nogle som mig - og i det omfang som sådan nogen som jeg findes i? For jeg er jo ikke alene om, eller (sic) enestående med mit kunstneriske sisyfosarbejde. Der tænkes og skabes på fuld kraft i samfundets og kulturens farvande. Om det er virtuelt på nettet eller konkret på gadeplan - om det er i sociale eller eremitiske sammenhænge, så blogges, males, skribles og sprayes der af rent og fuldt hjerte.
Men hvorfor er det at alle disse udtryk, al den skaben, som har sin rod og sit væsen i aksen fra kunstnerisk geni til taknemmelig modtager; fra ide til ide, nu mere end nogensinde før, ikke ser ud til at ville eller skulle forløses som udsagn og kommunikation? For nu bare at smække aben på væggen: Hvorfor analyserer og beskriver jeg denne filosofisk småtskårne problemstilling i en blogosfære af huller og tomhed? Hvorfor sidder vi forkullede billedmagere og sveder over kompositioner og montager, hvis efterliv begrænser sig til bordpladens mål, skærmens tommer og et arkiv fyldt med ukendte sejre? Hvis skoven er tom - kan man så høre træet falde?
Er det udtryk for den ultimative velfærd - altså at samfundet er ved at nå et niveau (plan, stade ... jeg ved ikke helt, hvilket begreb er bedst), hvor der kan frigøres tid og prioriteres plads til befolkningens sjælelige habitus? Dette forudsat at kunsten og den kunstneriske praksis er sund og helbredende for mennesket?
Er det udtryk for en kedsomhed ved det systemiske, planlagte og fastlagte, som man ønsker at skabe modbilleder til? Dette forudsat at man oplever sit (arbejds)liv som præget af rutiner?
Er det udtryk for et ønske om at opnå en fornemmelse af den status, som kulturpersonlighederne har - fordi samfundets seneste swung på forbrugerplænen kun har haft eet mål: At have det samme, som alle de andre har!
-
Tillad mig, nu jeg også til min egen forbløffelse og spirende frygt, har skrevet mig op i et mere end ønskeligt privat hjørne, at spænde mit anedoktiske bælte: På tre generationer er det liv jeg rummer indeni, forandret fra et ufaglært, lavtlønnet og løstansat arbejderklasseliv, hvor kunst var lig med kongeligt porcelæn, over et fokuseret og bevidst socialt brud ind i den bedre middelklasse, hvor kunst var et statussymbol, til et akademisk og økonomisk ubesværet liv, hvor kunst er meditativ og kreativ adspredelse. Og selvom der her er set bort fra alt, hvad man kan kalde DNA, skæbne og (familie)psykologi, så er billedet af den lykkelige abe ved staffeliet umisforståeligt: Det var her jeg skulle ende - det er her jeg er lykkelig.
-
Så måske ligger svaret i det forkætrede begreb lykke? Mennesket er mest lykkeligt, når det fylder sin egen rolle og sit selv mest muligt ud. Og det gør det naturligvis, når det bruger sin arts mest karakteristiske kraft, når det gør hvad det er bedst til: Tænker, vokser og skaber. Det lyder smukt. Men set fra et samfundsperspektiv så lyder det også som sæd fra en million aber, der gokker den af og spilder resultatet på kolde kældergulve.
Der er ikke andet svar, end at skabelsen må bære meningen og dermed nytten og dermed - om ikke andet - en overbevisning om at det kreative har et mål. Der er en anden! En læser, en kigger, en spiller, en soulmate. Måske har netop blogosfæren og web 2.0 boostet en opfattelse af, at hvis man ytrer sig, så vil nogen, før eller siden, her eller der, høre det. Der findes ingen skove længere, som ikke er beboet.
Og måske er den nye anden meget mere velegnet af forestille sig. Den nye anden er ikke som i gamle daw', hvor filosofien (og psykologien) definerede 'den anden', som det fremmede fænomen, der aftegnede een selv som sig, men et fænomen fisket ud af en global grød af brugere og lurere, der er så mange, at det er utænkeligt at være alene om lige det man skaber. Man ved nogen finder een.
-
Således ender eventyret godt. Nogen vil før eller siden samle også denne brødkrumme op. Og mens jeg skrev den havde jeg det fremragende. Jeg fik skærpet mine analytiske evner og brugt min kreative trang.
Og ja, jeg tror det er sundt og det er under alle omstændigheder noget andet end det jeg plejer at gøre.