KUNST - eller la condition postmoderne

Stykket hedder "Kunst", det er skrevet af Yasmina Reza (f. 1955) og jeg så det på Svalegangen i Århus. Det er et fint stykke. Meget postmoderne, nærmest sådan lidt nostalgisk at (gen)opleve metaplanet i fri dressur, men især interessant at opleve at den postmoderne tilstand stadig er så genkendelig: Tre yngre mænd har kendt hinanden i 15 år men aner ikke hvem de er. Hverken dem selv eller de andre. Og de bliver i den grad overmandet af denne frygt for det ukendte, fordi der ikke er noget værre end ikke at vide, hvem man er - når man ikke kan stole på sproget, kunsten, fortiden eller kærligheden, hvad kan man så stole på ... ja, det bliver så nødt til at blive hinanden og det gode gamle fællesskab. Igen.

"Hvis du er dig, fordi du er dig - så er du dig. Men hvis du er dig fordi de andre er dem - så er du ikke dig." Egentlig burde denne (let omskrevne) helt centrale replik være det ultimative ego-manifest, men det viser sig netop at være her egoisten kommer til kort - han skal være sig selv som sig selv og gå ærligt ind i fællesskabet - her venskabet - for hvis han opdigter løgne om de andre for bedre at kunne være sig selv, så er han ikke sig selv (på et holdbart grundlag).

Og det fandt de også ud af. Og man fik lov at gå hjem med den postmoderne tilstand i haserne endnu engang. Postmoderniteten er ikke forbi, den er dårligt nok begyndt at gå.

Paul Smith i Brugsen

Det er altid en god ide at kigge hos de bedste for inspiration. Men man skal lade sig inspirere ikke bare overtage. Hvor grænsen går viser sig regel først for sent - hvad enten man har skudt sig helt under niveau af bare respekt, eller man har tabt alt i en ynkelig kopierende gestus. I går så jeg et eksempel på sidstnævnte. I kassen i min lokale Kvickly sad pludselig et slips med så mange og så klare kulører, at inspirationen ikke var til at tage fejl af: Paul Smith - hans logo, javel, men også hans skjorter, tørklæder hvadsomhelt. Og selvom det er det er godt set at PS sætter dagordener pt, betyder det ikke det er det rigtige signal at sende i en uniformssammenhæng. Smith og uniformer passer i det hele taget slet ikke til hinanden, og dertil kommer der er altså den risiko ved at gå så tæt på noget man finder stilfuldt, seriøst og garanteret kvalitet - at det man står med kommer til at se kikset og billigt ud. Hvis man har til hensigt at entre markedet med et ultimativt, gennemarbejdet og seriøst bud på et marcipanbrød kalder man det jo heller ikke Anton Borg og pakker det ind i lilla sølvpapir - man kalder det noget MEGET andet og pakker det ind i lilla sølvpapir.
Uniformer er desværre en sjælden gæst i modesammenhænge, selvom det er en meget interessant, og en på mange måder så meget mere stilig balanceret niche end så meget andet i modeverdenen.
09.03.12
Striberne breder sig: YouSee, Mojo-drik og senest mødte jeg dem i Vejle ... kan de holde til det, eller kan han?

Opdragelse er historie

Dårlig opdragelse kan skyldes mange ting - i disse tider er man næsten entydigt efter forældre som mere eller mindre skyldige står som årsagen til den dårlige eller helt manglende opdragelse hos små og store børn (lyt til linket fra Netværket, en anbefalelsesværdig udsendelse, læs Henrik Jensen eller Johannes Andersen for videre provokationer). Jeg tænker imidlertid også det værdisæt som mange af de små og store børns forældre fik givet, intravenøst eller mere mentalnervøst tilbage i de glade 60'erene må spille med. Oprør er som regel en god ting - og så er det lige meget om det er aktion eller reaktion i min bog - så længe dialektikken spiller så kommer vi videre i teksten. Så på samme måde med 68'ernes opgør med nogle af de mørke mænd (men ikke lige Hr Thomsen i sparekassen i Store Heddinge!) og de mange stive retningslinier - God bless! Desværre tror jeg realiseringstanken ikke alene nu er så velnæret og gennemkneppet på samme tid, at det er svært ikke at se andre muligheder - den gør sig også gældende i opdragelsen af 68'ernes børnebørn - som jo, af gode grunde ikke rigtig har noget at skulle realisere sig selv op MOD. Dels fordi det er de da ikke gamle nok til, dels fordi der ikke nogen steder er nogen der siger de bare har aldrig nogen sinde at komme på den sindssyge tanke at de da skulle være noget og nogen ...

Så hvad går man så som forælder? Giver den mere af det samme? Ja. Realiser dig mere, hurtigere, bedre bare gør det før de andre når det - get in front, not in line - køer er dårlige. Og så har vi en slags perversion. Som man også kan kalde dårlig opdragelse, for nu ikke at ryge ud i darwinistisk overdrive. Men hvis man skulle være i tvivl: Det vi har brug for - vi oldschool dialektikere - er mere pli, mere orden, flere standarder og mere enighed - ja, mere konsensus. Fællesskabet kan ikke dannes på at man enige om at man kun er sig selv.

A chance to cut is a chance to cure

Bloggen har navn og slogo fra flere forskellige steder. I 2001 udgav den amerikanske art-electronica-eksperimental-duo MATMOS albumet A Chance to Cut is a Chance to Cure, som inkorporerede en del samples fra operationsstuer, hvor der fandt fedtsugning og laserkirugi sted. Musikken er ganske cool, men nogle af samples’ne (? hvad hedder samples i flertal på dansk) meget påtrængende og svære at komme udenom – hvad der selvfølgelig heller ikke er meningen. Men på nogle af numrene bliver det lige principfast nok. Albumets titel er under alle omstændigheder fremragende og muligvis endda hentet ud af en blodig virkelighed på hospitalsgangene – hvad ved man?
Cuttet, snittet, åbningen og den deraf følgende sammenføjning er hovedpointen i denne blog. Hvis dette sted skal være noget i sin egen ret er det dét. At det der skal opdages, undersøges, analyseres og produceres på en eller anden vis kan knyttes til bruddet, gabet, revnen og hullerne i den kultur, der vokser på kloden. Jeg er ikke kræsen eller sippet – hvorfor ikke gribe skalpellen selv? Der er altid plads til et hul.
Dertil kommer en faible for collagen. Javel, gammel traver – egt. lige så gammel som trykpressen kunne man tro, og måske netop derfor – ualmindelig egnet og vant med at kigge på alle de ting og tegn kulturen efterlader. Collagen har det i øvrigt godt for tiden. Dens stilige nostalgi, autentiske stoflighed, rå visualitet og sanseligt materielle nærvær dukker op flere og flere steder. Og her taler vi ikke om collagen som den kan praktiseres i billedbehandlingsprogrammer – selvom de bestemt også kan noget, men kniv, saks, papir, blade, bøger, fotografier, tapet, papir, papir papir og LIM.
I dag da jeg kørte hjem fra arbejde, hang der en mand på den samme venstrevalgplakat, hvor der i går hang en kvinde. Sådan arbejder cuttet (og blæsten og regnen) så elegant i demaskeringen af verden.
Velkommen til.

Kan man holde fast i månen, hvis man er bange for at blive smidt af?
Ikke med hænderne, selvfølgelig.
For skibet ryster!