SØLVMÅGE

Sølvmåge, guldpirol, sølvfisk, guldhveps, guldbasse, søløve, glimmerbøsse, stenvender, guldøje, urfugl.

FEM STORE SEMANTISKE GÅDER FRA TEGNESERIEUNIVERSET

Kan De se, hvad jeg mener?

1) Hvorfor bliver z’erne større, når de forlader den sovende figur?
Z’et angiver jo en snorkelyd - eller sovelyd er nok mere korrekt - og størrelsen må derfor henvise til lyden, altså niveauet. Men lyden må da være højere jo tættere man er på den sovende tegneseriefigur?
Måske er z’erne karikeret over æteriske størrelser som damp og røgringe, der som bekendt fylder mere og mere som tiden går, men samtidig mister deres konsistens. Det vil være en logisk konsekvens af genren, da bogstaverne jo også er frigjort af taleboblen, og derfor er fri til at være fysiske! Man kan i den anledning trække ligheder til udtrykket at ‘snorkboble’, hvor søvnen også har en slags repræsentation udenfor den sovendes krop.

2) Hvorfor er smerte markeret med en stjerne?
Stjernen kan jo være alt fra et ledetegn til et astronomisk faktum, men da ikke muligt hverken grafisk eller indholdsmæssigt at forbinde med smerte? 
Måske er stjernen valgt som en slags parallelillustration på den måde smerte registreres. Hvis man er bekendt med smerter af en vis kaliber, ved man også at den kan ‘stråle’ fx ned i låret eller ud i underarmen. Stjernens takker (i visse tilfælde blot streger) kan altså repræsentere selve den måde smerten synaptisk rejser fra midtpunktet; det som fremprovokerer smerten, og så ud i kroppen. Det interessante er dog at vi forstår billedet - hvis ikke intuitivt, så trods alt kulturelt umiddelbart.
Stjernen kan også være et forsøg på at gengive det glimt man ser (måske; for det gælder vel ikke nødvendigvis for alle?), hvis man slår hovedet voldsomt. Men at gøre det til en stjerne er en fortolkning, som lige så vel kan være hentet i ikonografien eller fyrværkeriet.

3) Hvad siger Woodstock? Alternativt: Hvorfor taler Woodstock med pinde? Endnu mere alternativt: Hvilket sprog taler Woodstock?
Den grafiske provokation Woodstocks udsagn er befriende. Her er (eller var; R.I.P. mr Schulz) en tegner, som forstod at vise hvor lidt indsigt vi sølle mennesker har i kæle- og andre dyrs kommunikation. Men hvorfor vælge pinde - alternativt streger? Måske fordi Woodstock er en simpel skabning, der ikke kaster sig ud i mere komplicerede formuleringer? Måske fordi pinde og fugle deler et vist interessefællesskab? Jeg mindes en roman (‘Fuglene’) af Terje Vesaas, hvor hovedpersonen (en retarderet ung mand) læste beskeder fra fuglene i den fugtige søbred. Vi er nok tæt på med Woodstocks ‘bogstaver’. Den sandsynlige forklaring kan dog meget vel ligne nedenstående bandeordstegn: Vi skal se han siger noget, men vi må selv pinde ud, hvad det er.

4) Hvad laver spiralen i bandeordstegnene?
Det siger sig selv, at yngre læsere kan forundres over, hvad hashtag’et og snabela’et laver i ederne, men her på bloggen ved vi godt det var tegn, som i tegneseriens barndom ingen, eller meget begrænset funktion havde, og derfor var velegnet at smide ind, hvis læserne skulle bruge deres egen fantasi, til at oversætte de grove udsagn med. Det samme gælder for asterisken, som (heldigvis) endnu ikke er blevet annekteret af det grasserende virtuelle sprog. Spiralen er mystiskere - for den findes ikke på tastaturet og dens symbolske betydning leder umiddelbart i helt andre retninger end sgu og fanden.
Spiralen handler mere om tid, evighed og/eller overnaturlige kræfter. Det kan selvfølgelig i sig selv kvalificere den til en bandeordsfunktion: For syv tusinde sataniske troldmænd, som Haddock måske kunne have sagt. Men jeg tror enten spiralen er hentet ind som svimmelheds/kvalme/smerte-tegnet, som man også kan møde, hvis en figur er fuld eller af anden grund påvirket af kræfter udefra, men det kán også være spiralen er hentet ind som fjeder - sprængfarlig fyldt med edsvoren energi - eller også, hvad der måske er mest tænkeligt, så er spiralen simpelthen velegnet på grund af sin slående lighed med lorten.

5) Hvorfor en tankeboble? Og hvorfor små bobler op til en tankeboble?
Egentlig misvisende at det kaldes en tankeboble, da det mere ligner en sky, end en boble. De små bobler er dog … bobler. Ordlyden viser dog også hen til den mest sandsynlige forklaring på dette internationale ikon. Tanker er uhåndgribelige og flygtige størrelser på samme vis som (sæbe)bobler og (himmel)skyer. Skyformationen antyder dog også en vis ophøjethed ved tænkningen - uagtet der kan findes mere eller mindre ædle motiver gemt i figurernes tanker. Man kunne supplere med at de små bobler er endnu en illustration på tankens væsen: Det associative, springende og akkumulerende.
Jeg vil dog gerne tilbyde endnu en forklaring på tankeboblens form - nemlig den åbenlyse, at den deler omrids med den grafiske repræsentation hjernen ofte har. Tænk lidt over det.

BOGSTAVFIGUR

BOGSTAVFIGUR

TANKE-SPROG-TANKE

HAIKU-IQ

Jeg holder meget af haiku-digte – eller slet og ret ’haiku’. Det er der mange grunde til. En af de vægtigste er for mig deres evne til at mime tanker. Der er som bekendt en række regler for et haiku: Tre vers, fem stavelser i første, syv i andet, fem i sidste. Derudover skal der helst være tale om en gengivelse af noget konkret og sluttelig skal de helst forankres i årstidernes cyklus. 
Det bedst kendte eksempel er Bashos haiku om frøen: (Basho, mesteren over dem alle, levede fra 1644-1694)

Den gamle dam –
en frø springer i –
lyden af vand

Hvis man tæller stavelser studser man nok over de lidt korte vers – men haiku’et er jo oversat fra japansk, og så går det ikke altid op på daaansk. Derudover er kravene opfyldt for det konkrete (dam og frø) og årstiden (frøen igen).
Ofte kan den faste form kan få tingene til at flyde og fylde – såvel i den kreative proces som i receptionen – men det er også stimulerende at bryde faste rammer. Jeg ved således ikke, om det er de meget faste formkrav, eller om det er modspillet til dem, der giver de gode haiku evnen til at mime tanker, men det er altså under alle omstændigheder tanke-ligheden, som jeg holder af ved dem.
Er Bashos haiku da at ligne med en tanke? Ja, det synes jeg. Det er måske ikke det som bedst illustrerer det – men derfor er der så meget desto mere grund til at bevise det.
De vi kalder digte i vores kulturkreds vil ofte være digte, fordi de nok kan være sanselige og konkrete, men også altid er reflekterede omkring et emne. Vore digte ’handler om’ noget. Tanken opstår på samme vis også ’om’ digtet. Den omslutter det og kultiverer det, hvorefter tanken føder digtets indhold. I haiku’et sker der noget andet. Det bliver ligesom til i læsningen af det – man optager og optages af det på samme tid.
I litteraturvidenskaben er sammenkædningen mellem zenbuddhisme og haiku-digtning uomgængelig, ikke mindst fordi Basho og andre mestre faktisk vár zenbuddhistiske munke. Og det er da heller ikke svært at se, hvorfor man laver denne kobling. Jeg tror også det er derfor tanke-ligheden kommer ind: Haiku’ene gengiver en situation man som mediterende munk kan fordybe sig i ved hjælp af tanken. Og kun den: 
Haiku’et ér tanken. Du kommer ikke længere ind i eller med digtet, end det. Det er lige som da Tjalfe skulle løbe om kap med Huge hos Udgårdsloke – han kom aldrig foran tanken – den er der altid allerede, lige meget hvor meget han anstrenger sig. Haiku’et – tanken om den situation, det beskriver – er færdigt, før du kan tænke mere om det. Jeg forklarer det famlende for mig selv med at haiku-digtet ’vender udad’. Det ér tanken om det, det beskriver. 
Hvori består så forskellen mellem de traditionelle vestlige digte og haiku så? Hvorfor er fx Søren Ulrik Thomsens digte ikke også tanker på skrift? 
Fordi han taler, tror jeg. Selvsagt registrerer, tænker og reflekterer han også, men sluttelig kommer så sangen. Bevares, vidunderlig sang. En arie som man henføres af og svømmer sammen med. Når man tænker med hans digte, tænker man sammen med den. Tanke-ligheden er sammenlignelige tanker. Åndelig kongruens. Vi forstår, hvad vi læser, han har tænkt, han har skrevet. Med (alle) sine (altid) passende ord. 
På en vis synes jeg haiku er trygge at læse. De er som knap man trykker på, og så ved man, hvad der sker. Som at knække en gren. Man griber fat i hver sin ende, man trækker helt forunderligt muligt ned i to sider af noget, der nærmest svæver mellem hænderne på én. Og hele tiden er man klar over at knækket kommer, at barken brydes og veddet kommer splintret til syne, hvis det er en frisk gren. Er det en tør kommer et lige og rent brud hurtigt og klart. Lyden knaldede. Dén bevægelse og viden i eet. 

Fra hvilket træ
den kommer, véd jeg ikke –
denne blomsterduft

Og så alligevel. I den samling af Bashos digte, som jeg læser lige nu, er der især eet digt, som har forfulgt mig, som jeg ikke ved om rummer denne tanke-lighed, og måske derfor ikke har været til at slippe:

År efter år
bærer aben
en abemaske

Selvom man kan læse i noterne, at situationen sådan set er konkret nok (digtet fortæller om et nytårsoptog (konkret begivenhed + årstid), hvor en abe med maske optræder), er det tydeligt det også er smerteligt symbolsk. Altså at det bevæger sig ad en vestlig tangent, der gerne vil tale om tegn og indhold, når vi taler sprog.
Jeg ved det ikke. Måske er det blot min bevidsthed og kultur, der går i dialog med digtet, for det fortæller jo netop ikke noget udover det vi sér. Tanken derimod, er i át vi ser denne abe med abemaske gennem tiderne. I det vi ser (læser) forstår vi, den tanke der er tænkt: Jeg ser nogen, som ikke er nogen, fordi den aldrig har været det. Ikke desto mindre er digtet et vovestykke udi haiku. Måske fordi det så entydigt fælder en dom. Tilmed en temmelig ikke-zenlig en af slagsen. 
Det bliver ikke bedre af (eller det gør det måske netop), at på japansk betyder ordet saru både 'abe' og 'ikke gøre noget'! Den maskerede abe i haiku’et er således tredobbelt passiv – fire, hvis tidsaspektet medregnes. Aben får i kraft af dens sproglige udtryk (japanske tegn) krænget en usynlig egenskab ud. Det er godt set, og præcist nok til at Basho igen overvinder den banale fristelse til at se teksten som et almindeligt symbolvædet digt.
Jeg tænker det er derfor de er så gode. Haiku’erne.

Ildfluer - haiku af Basho; udvalgt og kommenteret af Niels Kjær (Attika 2011)

Gyldendals åbne encyklopædi (www.denstoredanske.dk)

OCCIDENTALT HAIKU

Mund under hane -
kold undergrund lige her,
hvor vand strømmer ud

REMODELLERING HÅND + TASKE