skip to main |
skip to sidebar
Church on time
Forleden på kirkegården hvor min fader og min faders moder ligger - eller retteligen står - i de ukendtes grav; kaldet urneplænen, følgende tanke:
Når man strejfer rundt på plænerne og stierne mellem sten og navne, efterladte og blomster, kommer det altid til at handle om tid og historie, og om hvordan vi mennesker, fædre og sønner rækker ud efter hinanden gennem de abstrakte rum af levet liv og fortælling. Hvad vil det sige at tænke på sin fader som den person han var før han begyndte at dø? Hvad vil det sige, at han på et tidspunkt tænkte, at hans urne skulle stå her i nærheden af, hvor jeg går nu?
Selvfølgelig foregår der en dialog på en kirkegård. Luften er fyldt med sjæle - eller det der kommer nærmest; tanker om de døde. Man skal ikke tro minderne er en ordentlig eller ordnende størrelse.
Alene det at de sjældent kommer kronologisk, og at de bæres i ens egen åndende nutid hvor fortidige de måtte være, gør den slags projekter (gennemtænke liv og relationer efter en skala) umulige.
Måske er det absolut anakronistiske en del af den fred kirkegårde altid emmer af. Man har vel mest almindeligt tænkt, at freden kom af de lange rækker af sovende og flygtige besøg af sørgende, af den milde vækst og cyklus de studsede hække og buske står og bær. Men måske kommer freden i lige så høj grad af, at der ikke kan være en lineær tid til stede - ikke at den står stille, men netop fordi den flyder som vandpytter i stille regn.
Hvad den besøgende måtte mangle af orden og redelighed - det har stedet til gengæld mangefold. Kirkegårde er så ordentlige steder som nogen kan være det. Kombinationen af det universelle litrasystem og fuglenes kvidren, brosten og kapellers fuger sminket med træernes duvende skygger og det altid nærværende, stiltiende og indforståede kodeks for ædekvat og formel opførsel giver en meget korrekt men stadig hjemlig ordentlighed.
Tillad mig at se frem til at blive tænkt på.
Uerkendtligheder
Spørgsmålet er om de 15 minutter Andy Warhol så pinligt nøjagtigt døbte dengang medieverdenen var ung og skyldig, handlede om os selv - eller om alle dem der kigger. Når han siger, at i fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter, så taler han jo typisk for ham, ikke om centeret, kernen og individet. Han taler selvfølgelig om forbrugeren, seeren og dem der sidder og kigger på alle de kvartudmålte kendisser, der træder op på skærmen og skinner som voks. Andy warhols kunststykke var og er til evig tid iscenesættelsen af det tomme og indholdsløse. Så går man rundt og tror man er på vej til sine 15 minutters berømmelse, så tager man fejl. De 15 minutter tilhører alle dem der kigger på dig!
Bedømtheder
Første minut lærer man for anden gang i sit liv at kontrollere sin ringmuskel.
Andet minut lærer man den dybere mening med grådighed.
Tredie minut lærer man at fokusere på alt, der retter sig mod een. Dødt eller levende.
Fjerde minut lærer man alt om at leve på en løgn om at leve på en løgn.
Femte minut lærer man, at alle de andre, der har været på tv før een selv umuligt kan have haft samme oplevelse som dig.
Sjete minut lærer man at synke sit spyt på en måde der ser eftertænksom ud.
Syvende minut lærer man at tænke på de kommende otte minutter som den mest naturlige ting i verden.
Ottende minut længes man efter de første syv, og synes livet var bedre dengang.
Niende minut lærer man sin reelle alder.
Tiende minut lærer man klokken for anden gang i sit liv.
Elvte minut lærer man, at man vil gøre alt for at kunne vende tilbage til sendefladen. Alt.
Tolvte minut lærer man hvordan man tror det føles at være en, der er kendtere end en selv.
Trettende minut lærer mig at blokere for flere erfaringer, fordi man har på fornemmelsen, at det ikke mere ...
Fjortende minut ser man de første billeder af sig selv flimre, som svage neonrør.
Femtende minut ser man tunellen lukke sammen om lyset.
