Godt og slidt

Hvordan ser et ondt menneske en film, hvor helten vinder? Hvem holder man med, hvis man selv lever af at forvolde andre ondt? Gider man overhovedet åbne for fjernsynet? Hvilken voldtægstmand læser romanen om smadrede liv og hvilken psykopat tager de bloddryppende morderportrætter til sig, for blot at se dem udraderet eller fængslet? Hvilken spekulant bliver stimuleret af billedkunstens foragt for pengene og det kommercielle vakuum? I sig selv er spørgsmålet stimulerende - men det bliver endnu mere tankevækkende, når man overvejer, hvordan det stiller kunsten. For kunsten portrætterer jo altid det onde og forkerte, for at vise vejen for det gode og sande. Ondskaben er aldrig skildret som valgmulighed eller svar, men som et vildspor og en smerte, der skal besejres og lægges bag den person som tilegner sig kunsten - enten via rollemodeller i værkerne eller gennem reflektionen.
Selvsagt findes ondskaben udenfor kunsten, men når det angår os (ikke-onde) som tager kunsten til os, jo langt fra i samme skala som vi møder dem i kunsten - hvad enten det er hos Francis Bacon, Brett Easton Ellis eller Quentin Tarantino. Hos os handler det typisk om hverdagens miniatureondskaber: Egoismen, begæret, den smerte vi godt ved vi forvolder andre, berigelsen og den manglende evne til at se sit eget format i øjnene.
Så det indlysende i, at ingen rigtigt onde mennesker vil se på de moralske kunstværker, betyder lige så indlysende, at det er meningen vi skal se de onde som billeder af os selv. Spørgsmålet er om det er det vi gør? Spørgsmålet er om vi ikke altid vælger helterollen og aldrig for at øjeblik lader os føre med af skurken, som jo er den vi på mange måder bør tage udgangspunkt i.
Lad os for et øjeblik prøve at vende tingene om: Et ondt menneske beslutter sig for at lave et kunstværk kun onde mennesker gider tage til sig. Så ville de de gode blive fremstillet så lallende, intetsigende, happy-go-lucky-gode, at enhvert godt menneske ville droppe dem som håbløst naive og uinteressante, dømt-til-et liv-i-tomhed-karakterer. De onde hovedroller derimod ville derimod fremstå som kompetente, handlekraftige og ikke mindst helstøbte figurer - som så i dette tilfælde ville reklamere og garantere for ondskab i enhver form.
Spørgsmålet er om det onde skal fremstå som en realitet kunsten beder os abstrahere fra - og abstraktionen netop er det kunsten kan motivere og generere som sit særlige sit, eller kunstens fremstilling af det onde er en - harmløs fordi det kun er en æstetik, men dog stadig faktisk - fremstilling af det onde vi alle bærer i os, som potentiale eller erfaring? Afgørende er under alle omstændigheder at kunsten ikke kan være interesseret i den ondskab som findes uforanderlig hos de onde mennesker, som lever i vort samfund.
Hvis man skulle være i tvivl så synes jeg den aktuelle nær-kvalme-krimibølge giver et godt billede af misforholdet mellem det faktuelle antal af forbrydelser og politifolk og så de tal etaten må notere sig.

Arv og materie

Kan en skrifttype, fx Gill Sans, forbindes med pædofili, hvis dens skaber var pædofil? Kan en stegepandes overflade, fx teflon, forbindes med ateisme, hvis ingeniøren, der opfandt den ikke troede på Gud? Betyder det man accepterer eller måske endda praktiserer noget andet end at skrive eller stege, når man vælger sin skrifttype eller steger et spejlæg?
Siden jeg hørte om sagen med Eric Gills pædofile praksis, har jeg tænkt over denne umulige situation. Jeg vil ikke lægge skjul på, at Gill Sans er en af de fonte jeg har et, ja desværre, kærligt forhold til. Som så mange andre er jeg tiltrukket af dens stramme moderne og alligevel klassiske udseende - af dens leg med det enkle og alligevel kokette og pyntede. Dens læsbarhed er knivskarp og kynisk, og alligevel lokker den med fleksibilitet og spændstighed. Det er vel mine følelser, der vælder frem? Og alligevel korresponderer de jo et sted med den ånd og kreativitet, der flød i Eric Gill tilbage i tyverne - som jo vel på den ene eller den anden måde delte blod med den trang, der fik ham til at forgribe sig på sine børn. Måske er det netop på grund af det kreative og kunsten, det er svært at skille ad.
Ingeniørens gudløshed, som jeg opfandt til lejligheden (han hed i øvrigt Roy J. Plunkett), kunne det aldrig falde mig ind at forbinde med et nok så amorøst forhold til min pande eller de spejlæg den måtte producere - og det uagtet han måtte have været nok så kreativ (men hvad angår teflon opfandt han det ved et tilfælde...).
Historien om Gill Sans kan selvsagt nemt bruges som eksempel på et politisk korrekt hysteri, måske endda i kombination med en konservativ nypuritanisme, som klipper alt ned, der stikker ud over ligusterhækken eller i øjnene på den villet blåøjede - eller som Ole Stig Andersen gør det på sprogmuseet.dk, udtryk for forargelse drevet af elementær spekulation i solgte aviser. Men det ændrer ikke ved det helt grundlæggende faktum, at vi omgåes menneskelig arv i alt hvad vi foretager os og føler. Hvad enten arven er usynlig eller åbenlys, vel-, selv-, udvalgt eller tilfældigt påtvunget os. Og ligemeget om vi residerer i en klostercelle muret op af en håndværker, som mumlede digte da han rørte pudset op, eller kører til arbejde i en firhjulstrækker, hvis komponenter for 30%'s
vedkommende er formgivet af en bøsse. Hverken Plunkett eller Gill har rørt ved dine bogstaver eller din stegepande, men de bebor dem nu alligevel. Og du er i forbindelse med dem, når du skriver og steger, hvad enten du vil det eller ej. Velbekomme.

Kunst, det er også de andre

I poetens hodeve

Ja, bloggen har et navn, der lyder som en digtsamling af Per Højholt. Men den er for det første ikke opkaldt efter noget, og det var heller ikke tanken, navnet skulle lede tankerne her på en Højholt fansite eller lignende. Jeg er ikke hverken større eller mindre fan af Højholt end af så mange andre kunstneriske koryfæer. Men jeg anerkender hans størrelse og betydning og har da læst ham.

Jeg kender ham dog bedst som standhaftig "hovedstolsmodstander" > aldrig skrive om dig selv på en måde der har med det intime at gøre; det gør digtene mindre digteriske (og livet mindre livligt vil jeg tro). Pudsigt er at, når man så læser ham, så ved man altid, at han er så meget i opposition til det selvbiografiske, at det næsten er blevet personligt at være så upersonlig.
Noget andet er så, at jeg i samlingen Poetens hoved (ja den) læser følgende linier: "Min datter. Nu har de igen fortalt dig / at jeg slår dig ihjel med min omsorg. // Husk på hasselnøddens skal / halvhård når den plukkes af busken // er en passende udfordring / til deres proteser." og undres over om han netop i denne samling har trukket stolen ud fra bordet og tæppet væk? Heldigvis fortsætter han i mere velkendte spor: "I, mine små nedfaldne, dør i deres lommer / som fingerting, pansrede behag. // Men trøst: dig ved din særlige skæbne. Endnu et / til trøst: dødfødt var du ikke ... // Hvad mig angår vil jeg hellere / knække halsen på et digt / end se det flage påskønnet / på toppen af en budding." og således dreje tingene (nødderne og datterens nærvær) i deres rette retning igen: Kunsten og digtet. Og måske netop her pointere, at han, hvis det endelig skal være, højst vil bruge hovedstolen til at ødelægge digtet, så det bliver mere digt af at det rent faktisk kan ødelægges som et sådant. Kan også blot være han er anti-forelsket i billedet af en budding med spændstig lyrisk rejsning, som MÅ segne, enten under egen vægt og potens, eller fordi budding bare er for blævret at annektere til noget så tungt som kunst. Således nævnt ikke glemt: Hr Per Højholt. Og tak.

Bloggen har sit navn fra den dumme lyd af "hode", fordi det er sjovt, at vores tænkeboks lyder som ... ja som om det er beslægtet med budding. Og Poeten det er mig.

En del af kroppen

Tid #1

Når bilen kører bevæger hjulet sig mod urets retning. Sådan er det med en mængde opfindelser og teknologiske landvindinger: De er alene opfundet for at spare tid. Som man sidder der i automobolet med alle fire urskiver spinnende under sig for at nå så meget som muligt.Hvem siger imidlertid man når mere ved at bevæge sig hurtigt. Banalt javel. Den har vi hørt så mange gange før, det virker som spild at tid at gentage den. Netop. Men problemet er ikke at vi har hørt den før, men at alle har hørt den på forskellige tidspunkter. Sammenlign med billedet af køen på motorvejen en sommerdag. Efterhånden går alt i stå - vi vælger her at sige, det ikke skyldes et færdselsuheld, da jeg ikke ønsker nogen skal komme til skade i min metafor - og langsomt stiger folk ud i varmedisen og spejder frem og tilbage ad vejen, og i den forstand bagud og fremad i tid. Strækker sig, kører hænderne gennem håret elller over issen. Læner sig mod bilen og trækker vejret. Børnene kryber efter og ved på forhånd de aldrig vil kunne overskue så kompleks en situation, men nyder en uventet boble af voksen mildhed og fatalisme. Urene går i stå. Man tænder en cigaret. Nikker til naboen, som var køen et spontant fremskudt parcelhuskvarter.I den situation regulerer vi tiden efter farten og erkender det ikke bliver anderledes. Der er noget vi ikke når, men det er ikke det samme som at sætte noget til. For her står man jo, med tiden på sine hænder - som det må hedde i en ikke ueffen oversættelse af det engelske.
Skulle det hænde man bevæger sig på motorvejen en decemberdag og kommer glat igennem uden ophold, måske endda med en gennemsnitsfart over de 120, så ender man der i stolen hos sine venner eller sin familie og føler sig gammel på en kvalmende måde. Har den nye bil sparet mig tid eller liv? Hvorfor er det livet skal flyttes så hurtigt som muligt fra sted til sted. Fylder det mere af den grund? Ja, selvfølgelig kan man ikke gå til Middelfart, når man selv bor i Århus - men det er da kun fordi det er der heller ingen andre der gør. Ben er kødteknologi - de er forbundet med hjernen på samme måde bilens hjul er forbundet med urskiven.
Alt dette selvfølgelig under den forudsætning at det ikke var tilfældigt vi valgte en skive med to visere, som marcherer højre om til at måle tiden med. På en klode befolket af venstrehåndede ville vi - meget lig Walter Benjamins i fremtiden blæste engel - bakke i mål, konstant klogere og altid beredte. Måske ikke et dårligt alternativ.

Buster Auster

Sidst jeg blev træt af at læse Paul Auster var, da jeg læste 'Mr Vertigo', og det var sjovt nok at nøjagtig samme grund som nu med 'Brooklyn dårskab': Fornemmelsen af et (javel elegant, men stadig) udpræget ventrehåndsarbejde. Uha. Selvfølgelig er det hos Auster et 'venstrehåndsarbejde', hvis lethed og elegance er den del af fortællingen - man skal jo smile over de fjerlette tråd fortællingen træder op ad historiens bjerg med, but still. Det bliver på en eller anden vis for meget med det bevidste for lidt. I Brooklyn dårskab expliciteret med den fede streg, der sættes under at vor hovedperson ender med at overleve - på trods af at han indleder bogen med at fortælle han er ankommet for at dø. Jo, det er sjovt at læse - på sin vis også gribende, men på en måde også enfoldigt. Fantasien, som er ubenægtelig og ferm, er også fordummet og fordummende. Auster kan IKKE, selvom det er hans intention lave en virkelighedsnær roman ved at mime nogle tilfældige forhold i et menneskes liv. Austers bøger er ikke, vil aldrig blive, og skal ej heller være realistiske på den måde. Det bør han og har han velsagtens også overladt til andre ånder. Måske netop derfor er det en bog om Brooklyn'sk dårskab? Han ved forsøget er en fuser, en fiasko. Og det var så også sjovt så lange det varede - ikke et øjelik længere - og det øjeblik som ikke var eller blev til noget sneg sig altså baglæns ind i læsningen og trættede den.