Wien - itinerarium constructio 3

I Wien grænser

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv.
Mine forstudier har selvfølgelig ført lidt rundt omkring og ud og ind i Wiens (personal-)historie og ditto kunst.
Uden på nogen måde at fremstille mig selv som andet end en kombination af det hæderligt dannede og (kronisk) forfalden til mønstergenkendelse har det slået mig, at byens kulturelle, politiske og rent menneskelige modsætninger har været udtalte og radikale gennem store dele af Wiens historie; antager karakter af kamp og splittelse. At man som almindeligt dannet menneske kender Strauss og Schönberg, historicisme og Hundertwasser, Schnitzler og Sachertorte er der ikke noget underligt i - men at disse par er udtryk for mentale modsætninger og (især) hiandens forudsætninger lå ikke lige for (mig al fald). Wiens historiske hierarki af kejserdømme siden borgermagt og deraf tilknyttede vitale musikalske og arkitektoniske mæcenater overfor udkogt biedermeierfims og potent kunstnerbevidsthed, er en af kulturhistoriens mere paradoksale bølgebevægelser, fordi den ikke kun kan læses dialektisk. Selvfølgelig er der et vist mål af streng pottetræning og kejserlig censur overfor oprørstrang og kedsomhed. Men i en by, hvor kulturen så entydigt (og på godt og ondt) har skullet bære disse opgør og konserveringer i udtryk og indhold, ser det mere komplekst ud, end i en regulær magtkamp om brød og løn. ER Strauss biedermeier? Er Mozart spytslikker? Er Freud forudsætning eller konsekvens? Penis eller parasit? Herfra hvor jeg står ligner Wien et wunderkammer af sammenhænge og gåder. Og i kammeret bor blandt andre Brahms, Freud og Wittgenstein. Om den sidste handler det næste.
Wittgensteins indflydelse på al sprogfilosofi skyldes blandt andet, at nogle af hans studerende udgav hans forelæsningsnoter efter hans død - hvad der iøvrigt også var tilfældet med Saussure (... og på en lignende vis Kafka). Måske var d'herrers bortnærværelse præcis det, der skulle til for at tankerne fik fat? I og for sig ligger der en pointe i, at de forlod slagmarken uden at sætte punktum og derfor kom til at sætte så dybe spor (punktummer) sidenhen. På linie med at sproget både er konkret og fuldstændigt fiktivt. Og det er jo her vi finder Wittgenstein - i sprogfilosofien, eller mere korrekt i den sproglige vinkel på filosofien.
Wittgenstein er kendt for onelineren "Mit sprogs grænser er min verdens grænser", som er ligeså slagfast og vejrbestandigt som "jeg ved, hvad jeg ved" og "en mand er en mand", men fordi det netop er sproget, han karakteriserer (sproget) med, lige så bundløs som "det eneste jeg ved, er at jeg intet ved". Wittgenstein vokser op i det kulturelt generøse Wien i slutningen af det 19. århundrede, præget af lige dele ud- og afvikling af hhv. secessionskulturen og kejserdømmet, en slags frugtbar implosion, som imidlertid ikke kan holde på Ludwig, fordi hans store talent og interesse for matematik og ingeniørkunst fører ham til England. Efter mange ud-, ind-, af- og bare veje ender han med at få skrevet Tractacus Logico-Philosophicus i 1918, som var en art filosofi til at ende al filosofi med, fordi den siger filosofi blot er en aktivitet, som bekræfter, at der er en metafysisk virkelighed - ikke forklarer den. Dette værk kommer til at spille en afgørende rolle for hele det filosofiske miljø i Europa og Wien, lige indtil indtil nazismen stopper og dermed flytter det og dets følge. Og dermed flytter et helt idésæt af sproglig funderet analytisk filosofi, som dels er jødisk affillieret, men altså også står i (en anden) modsætning til den heideggerianske erkendelsesorienterede filosofi, som er mere spiselig for nazierne. (Man kan måske se et vist logisk mønster i, at tanker om storhed og ånd, ikke trives med sprogsplittende greb og afmonteringer?) Efter yderligere mange ud-, ind-, af- og bare veje ender Wittgenstein igen i Cambridge og skriver videre på nogle filosofiske 'bemærkninger' og 'undersøgelser', som både afviser og bygger videre på tankerne i Tractacus Logico-Philosophicus. Han kan ikke slippe sproget - og sproget næppe ham, som udover at leve i en forbandet rastløshed domineret af selvhad, askese og et filosofisk overgear, ikke lige kan omgåes mennesker. Man ser for sig, hvordan pragten fra barndommens Wien, som ikke mindst hviler på konkret ingeniørkunst, kan gennemskues som skeletter iklædt organiske draperinger, hvis henvisninger til naturens frodighed er postulater, på nøjagtig samme vis som sproget henviser til noget, som er komplet uberørt af henvisningen - og i den forstand ikke er hverken mere eller mindre involveret i den virkelighed, sætningen prøver at etablere.
Hvad skal man tænke, når et menneske, som alle dage har været plaget af lige dele depression og selvforagt på den ene side, og sprogets spil på den anden, som sine sidste ord har følgende: Fortæl dem at jeg har haft et vidunderligt liv.
Han kunne jo have sagt: Jeg har haft et vidunderligt liv.
Ikke sandt?


[Litteratur: Jensen + Knudsen + Stjernfelt: Tankens magt, 2006 - Nerheim + Rossvær: Filosofiens historie, 1986 - Lademanns biografiske leksikon, 1989]