skip to main |
skip to sidebar
Jeg har en god ven, som ALTID sender mig postkort. Han rejser vel at mærke meget mere(!) end langt de fleste. Hatten af for det gentagne bøvl og bax med at fikse frimærker, postkasser, passende motiver og ikke mindst tid til teksten (selv den korteste tekst skal jo have etellerandet omdrejningspunkt eller i det mindste en oneliner ...). Jeg er ham meget taknemmelig for det, og ville meget nødig undvære hans, og postkort i det hele taget (hvert kort er en understregning af noget større; jeg ville fx meget hellere undvære takkekort, som oftest ikke rigtig peger på noget ud over det åbenlyse bytteforhold), og tror egentlig også de er en af årsagerne til at jeg skriver postkort - også til andre end ham selvsagt. For vi er ikke alene, kan man se. Alle steder man kommer ... tæt på ALLE steder faktisk, tænk lige på det ... er der al fald standerne med postkortholdere og postkort. Javel af vekslende lødighed, falmethed og repræsentation, men de står der! Trods dette gik det først denne sommer op for mig, at der også i denne sammenhæng findes to slags mennesker: Dem der skriver postkort, og dem der ikke gør. Om de første handler det næste.
Postkortet i sig selv er jo fascinerende - et arkivalie, et dokument, en slags andenhåndssouvenir. Dets tidsaspekt alene er voldsomt forførende, for slet ikke at tale om aporetikken og ontologien i de bortkomne kort! Alle disse elementer, samt grafologien og layoutet, er vi nødt til at gemme til en anden gang. For her skal undersøges selve motivationen - årsagen til at man skriver dem. Rettere, paradokset i at man skriver mindst lige så meget om sig selv, som til den anden - hvis ikke mere om sig selv. For det er vel i sammenhængen svært at se kortene som oplæg til at man skriver om modtageren og hans/hendes liv (fraset selvfølgelig god-bedring-kortene, som måske også stadig findes derude et sted? Sammen med de andre fortrykte gratulationer/kondolencer ... men her er vi vist inde takkekort-kuvert-afdelingen igen), fordi man jo eksplicit skriver fra et sted vedkommende IKKE er, og derfor bør orienteres om. Man kan selvfølgelig savne den anden, og i den grad ønske ham/hende derhen (hvorefter anakronismen slår nødesløst ned igen!), men postkortet er dybest set en mere eller mindre klædelig selvpromovering: "Her er jeg, jeg har det så godt så godt, og bagefter skal jeg noget andet godt." Man kan ikke kalde det en ren løgn, men usandheden, eller tilskæringen af virkeligheden trives også i en eller anden udstrækning som del af den personlige fortælling på postkortet. Man kunne måske også kalde det fiktion. I så fald er det jo en fiktion som på elegant vis suppleres af den oftetst redigerede virkelighed motiverne rummer.
Selvfølgelig vil langt de fleste ikke stå model til at kalde deres hilsner for selvpromoverende, men hvordan ser det ud i en mindre selvpromoverende grad: Som et venligt hensyn, hvor forholdene ikke kan stille een anderledes, skriver man lidt af sin egen historie til dem man antager kunne tænkes gerne at ville vide, hvordan og hvor man er (ca) pt.? Enhver kan se der er for mange passivformer til at den slags postkort bliver vellykkede: "Her kan man beskinnes af solen, vædes i havet og fascineres af klipperne"! Sandheden må ligge et andet sted. Jeg tror jeg skriver fordi jeg gerne vil vise modtageren at jeg tænker på ham, jeg skriver også fordi kortet kan understrege det større, at jeg er et sted og min modtager et andet, men kloden og stoffet er stadig det samme. Omdrejningspunktet er det samme, og linierne trækkes som skønne lysebrune elastikker på den oplyste globus. Skriv snart. Jeg er hjemme igen.
Pindebrænde
Med den succes som Helle Helle oplever for tiden, og den deraf følgende hypede isbjergteknik/minimalisme, som ikke mindst dominerer litteraturfeltet og -snakken hos store og små, må det være på tide med et fokusskift og noget nyt at putte i munden; Carver, Hemingway og Herman Bang-bolsjerne er forsuttede og fascinationen af at kunne sige et avanceret -ismeord skal tales imod. Fascinationen af at kunne sige og vide isbjerget er en metaforisk gengivelse af en LITTERÆR TEKNIK! har nu givet så mange våde pletter på forsiden af folks bukser, at jeg har brug for noget nyt at snakke litteratur med. Jeg har nemlig også en mistanke om, at begrebets styrke og fascinationskraft både trækker en bestemt slags litteratur frem på hylderne og skuffer en anden tilbage. Om dette handler følgende:
Kald det barnligt, plat, intellektuel trods eller bare ligegyldigt - men når isbjergmetaforen har vist sig at være være så levedygtig, som den har, så vil jeg påstå, at dens modsætning må have samme potentiale: Ispinden. I litterær sammenhæng: Ispindteknikken. Altså den slags litteratur, hvor der nærmest ikke er overladt noget til fortolkning og 'læsning mellem linierne'/de sparsomme oplysninger/dialoger/ fortællerkommentarer. Alt fremstilles i sin egen tydelige pinlighed, seksualitet, moral, ideologi eller hvad den aktuelle (ispindtekniske)tekst måtte have på dagsordenen. Ikke nødvendigvis en 1:1 matchende 'maksimalisme' - men tæt på en ekspliciteret virkelighedsgengivelse med ror, hvor alt man som læser skal tage stilling til er, hvilken pind forfatteren holder isen/teksten med (evt. på, hvis man godt kan lide den metafor .. sidder en pindis PÅ pinden, eller er pinden sat I isen?) Så at sige: Er det fx Freud, Marx, Jesus - hvis det skal være pindemænd? Er det fx magtfuldkommenhed, moralsk fordring eller kønnets svigt - hvis det skal være systemiske grene forfatteren har hygget sig med at stikke op i klumpen?
Det er oplagt vi i tekstudvalget mere end tangerer realismen og det der er værre (H.C. Branner, Pontoppidan, Nexø, Kirk, hvis det skal være de gamle klassikere) men prøv med andre fyldige tekster: Blixen, Høeg, S.Å. Madsen ... og se det for dig (det er en metafor, jo!): Kan de store fortællende, snakkende, redegørende tekster ikke netop kun holdes på plads med en (een) pind? Og kunne vi ikke diskutere hvilken pind så, frem for, hvad det der er der ikke står i teksten; i.e. mellem linierne? Det er som forskellen på en bismarcksklump og et altheabolsje: Klumpen gør talen uklar og flænser ganen op med (for slik, nogle meget) uvæsentlige og unødige elementer, hvor altheabolsjets glatte og venlige mandelovalform leger med tungen og gør talen klar.
Hvis man ønsker at undersøge dette forhold yderligere (og eksessivt) vil jeg anbefale Lone Aburas' roman "Den svære toer", som ganske vist nok er en af den slags ispinde, der smelter så hurtigt at man står tilbage med en fedtet hånd, isen i sandet/tabt på gaden, et forbløffet ansigt og forfatterens pind alene - men det ser sjovt ud. Og som læsning/fortolkning betragtet er det øjeblikkeligt opkvikkende.
Strippede striber
Jeg har et ret skønt opslagsværk stående i reolen. 'Imaginary People: A Who's Who of Modern Fictional Characters' hedder den - og i den kan man se og læse om en lang række af de kendte, mindre kendte og for en stor dels vedkommende helt ukendte figurer fra vor fiktive verden. Sammensætningen af opslagsværk og sobre artikler (men) om Batman og The Easter Bunny er ret pirrende - lidt som når man læser Dantes Guddommelige komedie, som en slags fiktiv encyklopædi over historiske begivenheder, magtmennesker og mytologisk kulturarv anno dazumal. Men i mit opslagsværk holder man sig ganske strikt til hvor, hvornår, hvem skabte osv. Så deres egentlige fiktive liv bliver aldrig en del af legen. Modsat Dante, som ikke betænker sig på at digte de faktiske personers skyld, synd og skam i livet om til noget 'passende'. Følgende medierer og mediterer i zonen mellem det fiktive som faktisk.
1] Hvilken moder efterlader sin søn i spejderes varetægt?
At Tintins faderfigur aldrig har været i spil er tydeligt at læse af hans følelser overfor Haddock, Tournesol og måske endog Chang, men hvilken mor havde han indtil de formative år hos Baden Powells trup? Jeg kunne tænke mig en parisisk prostitueret, en belgisk feminist eller måske endda en dansk au pair! Og hvorfor spejdere? Hvorfor ikke aber eller sorte pantere, dværge eller vampyrer?
2] Er Garfield kastreret?
Hans spiseforstyrrelse peger meget entydigt i den retning - men på den anden side finder han Signe ret charmerende og vender troligt tilbage til plankeværket. Hans foragt overfor Haralds forsøg på at finde en partner tyder dog på en (Aller anden) slags penismisundelse.
3] Hvorfor har Bjørnebanden ikke rigtige navne?
Selvfølgelig er det både sjovt og komisk kriminaliserende at kalde dem ved deres numre, og at de også kalder hinanden ved nummer - men er det fordi de har været i fængsel siden fødslen? Så vidt jeg husker har de en mor, så et hjem hár vel været i spil?
4] Hvem er stærkest - Supermule eller Skipper Skræk?
Der er slående ligheder mellem de to figurers funktion og fødeindtag. Vel egentlig også i deres umiddelbare antihelteagtige fremtoning. Supermule kan flyve, men det siger vel ikke noget om hans egentlige styrke. Skipper Skræk har dame på og tatoveringer - i disse tider scorer han nok trods alt højere end Mulens røde undertøj med klap. På samme måde med spinaten, som enhver ved er sundere end de olieholdige peanuts.
5] Ved Corto Maltese godt han er en tegneseriefigur?
Vist er det ikke for sjov dette her. Når man læser ham - læser man altid med ham. Og hans selvsikre, bizarre og bohemeagtige nærvær er så overbevisende, at man kunne tro det.
6] Stemmer Spiderman demokratisk?
Man kunne også spørge om den amerikanske superhelt er skabt af liberale eller konservative tegnere? Watchmen-serien kan givetvis pege på dele af svaret, men sikker bliver man vel aldrig? Der er flere af skikkelserne i DC og Marvel-universerne som snildt kunne ses som bærere af højrefløjsværdier - sammen med deres våben.
7] Det er fristende at lægge ægget som den syvendestørste gåde af alle.
Men på blandt andet www.donaldisme.dk (hermed andbefalet!) slås myten om at ænderne fødes levende itu. I stedet vil jeg rejse et spørgsmål om en anden and: For hvad ville Ferd'nand sige, hvis han fik chancen? !!!!!!!!?
Fortsættes
