En Ottokupon
Hvorfor er der ingen der tænker på mig?
Kære instans, vil du ikke nok hjælpe dem med at få øje på mig, så jeg bedre kan komme til at hjælpe med det jeg helst vil?
Fx ved jeg ikke hvordan jeg skal fortælle de andre, at jeg er den sidste der går, når der ikke er nogen tilbage, til at se det.
Jeg savner også stor tak for at holde mit helbred ved lige.
Kan du give mig et tegn på om det er ok stadig at gå med sit Folkekirkens Nødhjælpsbadge - selvom jeg samlede ind for dem for flere måneder siden?
Må man godt have 'Hus forbi' liggende sammen med sine coffee-table-bøger? Og er det ok ikke at købe det hver gang?
Jeg er meget jalous på læger og tandlæger, men tjener de egentlig ikke for meget til at man kan sige de hjælper lige så meget som fx mig, der jo ikke skal have penge for at tænke på andre end mig selv?
Der er noget galt med trafikken - alle er ligeglade med den måde jeg kører på, som ellers er den rigtige. Kan man ikke lave noget ved det, så det blev mere retfærdigt?
Det er mest det med om tingene er retfærdige jeg tænker på.
Hvorfor er alle andre end mig asociale? Det er uretfærdigt, synes jeg, hr Instans. Venligt men bestemt. Altså.
