torsdag den 19. juli 2012
DEN SAMME FLOD TO GANGE
Ordsproget - eller den filosofiske pointe - "alting flyder" tilskrives den græske filosof Heraklit (540 - 480 f.v.t.), og det har altid været slående i sit enkle udsagn om noget så komplekst som fx tid. Heraklit søgte, som så mange af de andre grækere, dog at forklare hele universet og livets dynamik med sin filosofi om altings bevægelighed og modsætninger. Hans filosofiske ikon var og forblev dog floden og den badende. Man kan ikke bade i den samme flod to gange, fordi vandet konstant flyder forbi dit badested, og således skaber en ny flod for hvert øjeblik. Du kan heller ikke stige ned i floden som den samme, for også du forandres fra øjeblik til øjeblik. Tanken er på een gang smuk og betryggende, men sandelig også lige til at blive svimmel og paranoid af. Sand har den i al fald været i eders (givet) enkle univers lige til dette øjeblik, hvor det slog mig, at også dette har internettet ændret.
Nu er der selvfølgelig ingen som har sagt, at internettet skal være synonymt med Heraklits flod - men ikke desto mindre vil jeg mene det er noget vi bader meget i, når vi bader filosofisk set. Ingen tvivl om at den græske førkristne renselse og vandgang har haft mere end hygiejnisk funktion, når Heraklit og Diogenes og Platon har stået der og plasket med elementerne. Dertil kommer nogle sproglige og grafiske ligheder, som jeg aldrig vover underkende betydningen af.
Så jeg påstår:
AT! handlingen at streame er en - alfald - delvis ophævelse af Heraklits billede. Faktuelt og intellektuelt. For ingen er interesseret i at streame en video i en ny version fra gang til gang. Faktisk lever sites som YouTube og Vimeo af trangen til at se og gense og sådan set, billedligt at bade i den samme flod igen og igen. Jeg vil endog påstå, at en af de dybereliggende årsager til hypen med hits (antal views) næres af et forsøg på at holde dynamikken (og tiden , og ældningen) i skak.
AT! selve søgningen på ding, Woogle, aTjuu og hvad maskinerne eller måtte hedde også udfordrer og kæntrer Heraklits dogme. Igen er webbet vor flod, som guderne skal vide burde være en stor og flydende dynamisk størrelse. Men spørg Dem selv, hvor mange gange De er nødsaget til at foretage den samme søgning TO gange, fordi De ikke ellers ved, hvilken vej De skal komme til det og det site, det og det billede, som de havde kastet Deres kærlighed på, eller fundet interesse i. Givet vil der langt nede i søgeresultatet indsnige sig en del strømhvirvlende forandringer, men ikke den del af søgningen, som har intellektets fokus
Og hvor vil jeg - om jeg så må sige - hen med dette? Derhen at teknologien ændrer andet og mere end fart og tempo. Den ændrer også bevidsthed og selvforståelse. Selvom man paradoksalt nok aldrig kan tale om af maskinerne bruger den samme (veksel)strøm to gange, så kan de sagtens levere helt igennem statiske resultater, som vi mennesker på lidet heraklitisk vis labber i os som dyr der drikker af den samme flod.
Etiketter:
erkendelse,
filosofi,
Heraklit,
internettet,
søgning,
Tid,
vand
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar