19.04.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS C

Saftløse streger på svømmende blå. Beslægtet men adskilt af industri og plastination. Slettelak grafik. Husker vinden og tiden og kirken ved siden af mig. Vanen tilsiger afgrunden ligger for dine fødder. Du skal ned for at dø. Du kan også bruge dine øjnes vinger. Punktere, pochere din hvidhed. 

Der er så mange steder, hvor bortkommet plast er gået i en forbindelse med træer eller buske. Uden sammenligning i øvrigt - hvilket er noget sludder - kan man se noget lignende, når havets dyr bliver filtret ind i fiskenet. Her er ulykken bare i en slags slow motion og ender som regel med en syntese. Naturens cyborgs?

KIEFERHOMEN (VARIATIONE SPIAGGIO CINQUE, SEI, SETTE)

 

MAGRITTERUTEN - BOGEN

Der er med stor glæde og taknemmelighed jeg kan præsentere min tredie bog; Magritteruten. En rammefortælling med René Magritte i rollen som direktør og provokatør på Institut for Venterettigheder.. 

Bog en en samling tekster indsamlet i en fiktiv by, hvor man prøver at holde pauser og vente eller på andre måder dykke ned i begivenheder og oplevelser og tanker, for at forstå lidt mere af tilværelsen. 

Bogen står i stor gæld til Magrittes malerier, tekster og filosofi, men også til fotografi, musik, filosofi og litteratur i sin udsøgte almindelighed. 

Den udkommer på Forlaget Jensen & Dalgaard til maj.  

24.08.23, MAGRITTERUTEN - AMSTERDAM

Det behøver ikke være som en drøm, men nogle gange insisterer det. Jeg vil gerne mødes i det skjulte for at blive løftet op. Opløftet. Jeg vil gerne klæde om til elevator og virkelig, helt utvivlsomt hjælpe mine medmennesker med noget. Jeg vil gerne ved denne lejlighed mindes Annika von Hausswolff som har velsignet fotografiet bedre end nogen katolsk præst kunne, selvom jeg har syndet mange gange med billeder. 

Man skal passe på med skrift i det offentlige rum. Eller også skal man ikke. Holder meget af nuancerne i stoffet, der kommer tæt på hudens - hvis ens hud har den farve, hvis ikke kan det godt være fotografiet er mere kedeligt end det er i forvejen. Der er også klare mindelser om garbadinebukserne. 

SKRIFTEN *SOM SNE*

Sne kan skjule skrift

Sne kan skjule skrift, så vi forstår 

hvad skrift er

I bogen om sne

er siderne fyldt med uklare punkter og former

hvor fnuggene ligger

man kan kun læse lidt om sne

resten må man se sig til

Sne forgår 

i visse sammenhænge lige så hurtigt

som den falder

Sne har

selvom den består

af en række komplekse for-

mer

og kræver en række komplekse

forudsætninger og til-

med en slags kommunikation mellem

molekylerne

ingen hukommelse og 

kan aldrig reproduceres

Sne er et alfabet som

kan dække hele verden uden at vide

hvad det laver

VAGIMEN

He sees it not. It is hidden behind his lust. She knows it is bound to happen. 

BLINDSKRIFT

At være blind giver ingen mening for de seende. Og selv den mening -

Binde røvere er de værste, for man kan ikke forsvare sig mod dem, når man ikke ved hvor man selv er. 

 

THE FOR YOU FIRST

FREMTIDS ANKER

15.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO

Længes efter hinanden. Det er en åbenlys hemmelighed at de ikke skal mødes. Ikke som et lærred og dæksel i en hotelseng. Ikke som en velourspundet aforisme om mørket under byen. De skal ikke mødes, de skal stå deres distance som materialer og mønstre. Som led i en sætning fyldt med grus. 

Muren er også fin. Men paradokset i at bagsiden vender ud og det skjulte er mere skjult af klædet var det, der gjorde udslaget. Jeg kunne godt have beskåret billedet, så dækslet forsvandt, men så ville motivet nok miste det irritationsmoment, som virkeligheden skal være. 

14.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO

Der er en linie fra paradis der bliver ved med at klinge i mit benzindrevne hjerte, en solstrålefortælling opløst i forfængelighed. Der er et marked for tyvenes samvittighed, hvor alle tror hver mands sjæl er gemt. Der er bygget flere mure end vi kan holde inde med en himmel. 

Det er altid spændende at vriste magten fra andres billeder. 

16.12.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Samtaler uden lys. Gudløse palmer. Der ventes på noget større i vinden, der smutter gennem lovens bogstaver. Der er to såler under dette udsagn. Længes efter stød og epifani. Klodernes tenniskamp sluttede sidste lilla istid. 

Det var den aften himlen havde så mange usædvanlige farver, ja. Men motivet var fascinerende uafhængigt af den - på billedet kan jeg godt se nu - ret vilde farve. Eller jeg tror bare himlen bidrog med en stemning, som fik mig til at forelske mig i motivet. Jeg kan kun se palmer - måske endda kun dem jeg har set i Los Angeles engang (og på film utallige), når jeg kigger på billedet, selvom ligheden er meget svag. Det giver motivet noget fremtidsagtigt og på samme tid nostalgisk. 

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?

Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 

ALAD TARZANE

12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE

Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker. 

Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm. 

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)

Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 

Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 

Artistisk Intelligens

Man skal gå efter botten ikke manden.

Grib botten!

Kast botten op.

Botten er rund. Alt kan ske. 

Aflever botten. 

Der er hånd på botten. 

Giv botten videre. 

Man kan have (for) mange potter i luften. 

Jeg har botten. 

27.04.23 - MAGRITTERUTEN, MILANO

 

Vi glemte nøglen. Dem der var derinde. Sagde den tynde lyd af materialer fremmede for hinanden. Det var opspind, det var løgn, det var en fortælling - men heller ikke usandt, at vi aldrig ville nå den elskede. Et forhæng kunne have hjulpet. En tryllekunstners hat. Trappen forblev en trappe i en drøm. 

Jeg er ret sikker på det er et kunstakademi og derfor øvelser eller måske skulpturer vi ser på billedet. Men det var den smalle dør, der fangede min opmærksomhed. Måske også at trappen ligesom var usamlet eller aldrig kunne samles. Der er en tragedie i motivet - eller minimum noget melankoli, hvad der ofte er i mine billeder. Hvad dette end er kommer det aldrig til at lykkes. 

PANIK

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

NU SKAL DU BARE SE ØJER

25.07.23 - MAGRITTERUTEN, AMSTERDAM

 

Det hårde bliver det bløde sejl et spejl rytmisk skåret som en mislykket dag med Linné. Lyset flytter huse og fylder rum med telelinser og superpositioner. Det glimter i de drømme der kun kan være mine og jeg alligevel har glemt som en barnepige fra helvede. Et umuligt vendespil med fjenden. Et skakspil med himlen. Kvadrater fra det ukendte. 

Den skrå trekant for oven som er æstetisk kikset bliver alligevel et bevis for den blanding af forundring og dokumentation så mange fotografier er. Gaderne var våde den morgen og jeg havde allerede set og tænkt over den typiske byspejling i pytterne, som både kan og ikke rigtig kan noget, da denne væg dukkede op på den anden side af en port. De ser så levende ud de ruder, og ligner vandet i pytterne, men uroen i spejlingen kommer af optiske grunde jeg ikke kan forklare. 

14.10.23, MAGRITTERUTEN - FANØ

Glemte søde grave står og venter på at blive bygget ind i de levendes minder. Plastik er uforgængeligt indtil ild. Vandet fortæller hver nat historier vi kender men ikke forstår. Ting tænker og bliver til uden et billede griber ind. 

En nær ægte Magritte, fordi der både er mystik og myte. Træets organiske fortælling folder sig naturligt ud bag en gådefuld forgrund. Lidt Cristo og lidt moderkage og fosterhinde. Den mærkelige kranlignende målestok stikker ind. Husker gåturen tydeligt. Det regnede og jeg havde søgt ly i et sommerhus under renovation og stod så der indtil jeg forstod jeg kiggede på et motiv. 

3 DYR

 

15.02.23, MAGRITTERUTEN - HODSAGER

 

Det er himmel og bjerg og bedrag. Det er stige og halm og fordærv. Det er trin ind i et symbol. Det er øjeblikkeligt falsk og evigt påståeligt. Det er cirkus og Ceres og trapezer under sejl. Jeg ønsker ikke at være kommet forbi eller faldet i. 

Det er næsten som om fotografiet er taget i et øjeblik, det aldrig mere vil komme - selvom stigen og presseningen har stået og været sådan lige så længe som algerne har vokset. Der er så mange mærkelige associationer ved det. Bjergets ikoniske toppe, som slet ikke er massive, men gyllen alligevel forbundet med det geologiske. Den antropomorfe stige, der tøvende og usikkert undersøger dette perspektiviske dobbeltfænomen. Har nogen ville kigge på hullet eller tanken?

EN TRICERATOPS TID

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 

KVINDELIGE FORTÆLLERE

 

29.10.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Jeg ønsker at forandres. At blive til det jeg ikke er. Det er de mørkeste tanker jeg kender. Det er uendeligt. Støbt. 

Det er et billede som på en besynderlig måde bliver ved med at bevæge mig. Det er sorte er overhovedet ikke antropomorft, men udtrykker alligevel en slags desperation. Det kan være ligheden mellem båndene og tværrøret eller det at det er to punkter, der definerer dem begge. De er nok bare ens, men ude af stand til at mødes. 

11.11.23, MAGRITTERUTEN - RIISSKOV

 

Den korteste vej mellem to huller. En pittoresk forglemmelse. Et tempo størknet i en umulig gestus. Et ophold. En lattervækkende venten på mørket. 

Match i former er et impulsivt og altid overraskende motiv. Med kloakken blev det primære referencepunkt - det lukulliske fad med druer og frugt på de romerske divaner - tilføjet et vulgært perspektiv som alligevel i sig selv har en klassisk rest med meandermønstret. 

Med motiver som disse bliver jeg altid både forundret og taknemmelig over dem eller det, der forårsagede denne fortælling. 

25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 

Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor.