lørdag den 8. december 2018

VENDINGER VI HAR VÆNNET OS TIL















Giver det mening? er den nye måde at spørge den anden om at acceptere ens udsagn på. Men hvorfor mon det?

Andre lignende forespørgsler lyder og har lydt: Er du med? Kan du følge mig? Forstår du? Er du med på, hvad jeg siger? Ikke sandt? (Alternativt ikk’å) Okay?
Men nu skal det give mening - eller, ikke alene skal det give mening, for man har nærmest afsagt ansvaret for at kunne formulere sig forståeligt, og kaster nu udsagnet over til modtageren, der så skal stykke det sammen til noget meningsfyldt.

Det kan måske opfattes som et udtryk for en overdreven høflighed, hvor man (i tidens værdipolitisk anstrengte miljø for meningsudveksling) giver plads til den lyttendes fortolkning. Det kan også ses som udtryk for en underdrevet selvfremstilling, hvor man påtager sig rollen som novice eller uerfaren taler, for ikke at fremstå som alt for kategorisk eller ude på at dominere andres mindset med andet end noget måske meningsfuldt. Det er sandsynligvis en (tidstypisk helt bevidst uafklaret) dobbeltgardering, hvor udsagnet er styret af en postmoderne entropi, hvor sproget er blevet undermineret af uigennemskuelige referencer, potentielle krænkelser og globalt flydende betegnelser. 

Hvis vi kort vender tilbage et af de tidligere udsagn, hvor man metaforisk skulle ‘gå med’ den tænkende/talende, så er der i dag altså ikke engang et fællesskab i dialogen. Meningen skal ikke opstå som andet end en intellektuel accept i den andens hode. Vi koder kognitivt kogende løs på vores digitalt inficerede cv’er ved enhver given lejlighed og håber på det giver mening hos de andre. 
Måske underbevidst med planen om at inficere de andres platforme med vores verdenssyn, for hvor følgeskabet (metaforisk og intellektuelt) levnede plads (og tid) til at indtage konversationens frodige landskaber samdrægtigt, så er den ellers ydmyge forespørgsel jo at ligne med øjeblikkeligt at vride sin egen forståelse om til den andens mening. 
Og det giver efter min mening ikke mening. Giver dét mening?

ALENE SMERTEN




















Det er ikke så godt, at religionen, civilisationen, historien, diskursen, mentaliteten … har individualiseret lidelsen. 
At menneskene har fået en sygdom frem for at fejle noget. For det lader mennesket alene tilbage med smerten og fortolkningen af den. Og i stedet for at finde sammen i det store fællesskab, hvor man kan dele alt og dermed også sin almenmenneskelige smerte, finder man sammen i fælleskaber, der betoner, at ingen forstår dem, eller man ender ensom og forladt, fordi man ikke tror smerten må være banal, og derfor holder fast i den som i sit originale selv.

FROM THE HEAD DOWN

























A WORD FORM OUR SPONSORS



















tirsdag den 16. oktober 2018

MÅNEN

















Månen er fascinerende, fordi den så tydeligt IKKE er dig, eller noget du kan være eller få eller købe eller indtage eller begære på en strategisk måde. Månen er ligeglad med dig på en ophøjet og eksoterisk facon. Et eksistentielt legeme. Månen en en lysende negation og betryggende i sin bekræftigelse af, at der også er noget, der ikke er den. Fx det blik man kaster på den. Den følelse man får, når man gør det.


PANERING



Ned over

 skærmen

         bevæger

blikket

sig.

    Det

bliver

ikke

   klogere  
   

noget

   ud   over
   
  bevægelsen.

     Vil

jeg

være


   venlig

at lukke

mig

      selv

ud

  af

mig
    
        selv?




BALUSTRADE

























tirsdag den 17. april 2018

CITY


Jeg har brug for ærlighed, for der er for mange løgne, siger hun, og læner sig op ad en væg, et rum, et hus, en by - skæv og splittet ad som makulerede dokumenter.

























lørdag den 14. april 2018

FORÅR I PARKEN


























Forår i parken
Daggryets gasagtige lys
Fylder egenes bladløse hjerner
Før natten er forbi


søndag den 8. april 2018

DÉT BLIK

























Man møder en gammel ven på biblioteket, som får een til at genfortælle og tænke over, om alle de ting, der er sket og man har gjort siden dengang. Og mens man fortæller, står den gamle ven og blinker og misser og har det der drag om munden som kun fortiden kan have, når den en sjælden gang får chancen for at bedømme sin fremtid.


fredag den 30. marts 2018

DON'T LOOK DOWN



















Kig ikke ned. Kig ikke op. Kig helst ikke, så længe du ikke ved med sikkerhed, hvem der ser. 
Er du faldet? Gør det ondt? Hvor længe har du ligget her?


lørdag den 24. marts 2018

IKKE URNEN BLEV TILBAGE



























Jeg fandt en dagsration af små kemiske klipper
der skulle have været opløst i min mors blodstrømme
men nu ligger i et tarveligt blikæskemausolæum
og er fortid på en meget almindelig måde

død og borte er hun på den mest umulige

ROMER II























Jeg har siddet hér engang 
og skrevet til en afdød veninde 
før jeg og hun vidste 
det var det jeg gjorde

Ord har tid
Ord bliver tid
Ord skaber tid

Ord vil tid

og ord er

Nu

sidder jeg her igen



tirsdag den 6. marts 2018

Hvem vågner?





















Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 



mandag den 1. januar 2018

ROMER






































Jeg skulle læse op for dig i nat
men bogstaverne krøllede sammen og vendte sig om
og selvom jeg stirrede på dem ville de ikke give mening fra sig
Jeg forsøgte at sige noget jeg troede kunne være et digt
men det lød ufærdigt og forkert
ordene blev til ting i min mund

Folk rejste sig og gik
Skramlede ubehøvlet med stole og hænder og hån
sendte blikke på mit hjertes urolige søvn
og forsvandt ud af billedet 
mens sidens marmorhvidhed 
lyste på mit vågnende ansigt
og ville forklare

Jeg søgte dine ord i dagens skygger 
og dontens mange skabe
men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge
Jeg var alt for vågen og alt for træt
Iedte i drømmen efter alt det man ikke får sagt