søndag den 10. marts 2024

14.04.23, MAGRITTERUTEN - MILANO
























Der er en linie fra paradis der bliver ved med at klinge i mit benzindrevne hjerte, en solstrålefortælling opløst i forfængelighed. Der er et marked for tyvenes samvittighed, hvor alle tror hver mands sjæl er gemt. Der er bygget flere mure end vi kan holde inde med en himmel. 



Det er altid spændende at vriste magten fra andres billeder. 


lørdag den 9. marts 2024

16.12.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV



 













Samtaler uden lys. Gudløse palmer. Der ventes på noget større i vinden, der smutter gennem lovens bogstaver. Der er to såler under dette udsagn. Længes efter stød og epifani. Klodernes tenniskamp sluttede sidste lilla istid. 



Det var den aften himlen havde så mange usædvanlige farver, ja. Men motivet var fascinerende uafhængigt af den - på billedet kan jeg godt se nu - ret vilde farve. Eller jeg tror bare himlen bidrog med en stemning, som fik mig til at forelske mig i motivet. Jeg kan kun se palmer - måske endda kun dem jeg har set i Los Angeles engang (og på film utallige), når jeg kigger på billedet, selvom ligheden er meget svag. Det giver motivet noget fremtidsagtigt og på samme tid nostalgisk. 



lørdag den 24. februar 2024

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY












Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?


Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 



ALAD TARZANE
















søndag den 18. februar 2024

12.04.23, MAGRITTERUTEN - CASINELLE
















Det er mit tempel. Blomsterne er minder fra sidste år. Jeg køber alt og betaler ikke. Min omhu er en knap, mit sindelag en pløk. Detaljerne er vigtige for små mennesker. 



Igen et Magritte-greb, for indpakningen er så gådefuld. Her så stor og smuk som en vifte. Vi er i landbrugsland, så noget med den relationer oplagt. Her bliver det blot en meget mystisk forhøjning på en bakke, som ligner en bygning, en remise måske, og så alligevel forklædt i grønt. Stoffet - eller presseningen - er så genkendelig. Lagener på senge, tørklæder om hoveder. Madfilm. 



torsdag den 15. februar 2024

11.03.23 - MAGRITTERUTEN, RISSKOV (DET UNØDVENDIGE FORBUD)
















Det var min arm. De glemte min arm. Hvor skulle de hen med det blik, den hån, forsvinde og sætte mig fast. Her. Træsoldat uden slynge, uden gråd. Mine tanker er dræn og mine ben er forankret. March på slaget. 


Det er måske noget at det mest magrit-esque jeg har set. Det vil sige, hvis det kunne omsættes til maleri. Sammenstødet mellem materialer som er de samme og så helt forskellige. Det er på mange måder et trist fotografi. Jeg bliver altid trist af at se på det. Skruen. Historien. Det unødvendige forbud (også en Magritte-titel), for man kan jo bare gå udenom. 




søndag den 11. februar 2024

Artistisk Intelligens





















Man skal gå efter botten ikke manden.
Grib botten!
Kast botten op.
Botten er rund. Alt kan ske. 
Aflever botten. 
Der er hånd på botten. 
Giv botten videre. 
Man kan have (for) mange potter i luften. 
Jeg har botten. 


27.04.23 - MAGRITTERUTEN, MILANO



 













Vi glemte nøglen. Dem der var derinde. Sagde den tynde lyd af materialer fremmede for hinanden. Det var opspind, det var løgn, det var en fortælling - men heller ikke usandt, at vi aldrig ville nå den elskede. Et forhæng kunne have hjulpet. En tryllekunstners hat. Trappen forblev en trappe i en drøm. 


Jeg er ret sikker på det er et kunstakademi og derfor øvelser eller måske skulpturer vi ser på billedet. Men det var den smalle dør, der fangede min opmærksomhed. Måske også at trappen ligesom var usamlet eller aldrig kunne samles. Der er en tragedie i motivet - eller minimum noget melankoli, hvad der ofte er i mine billeder. Hvad dette end er kommer det aldrig til at lykkes. 



PANIK
































Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær.