onsdag den 16. august 2017

FORFATTEREN
























Han besluttede sig for at kortlægge alle de dage han havde levet - hvor han havde været, hvad han havde lavet, hvad der var sket, hvad der ikke skete.
Det var et stort arbejde som tog mange år bare at arbejde sig ind på, men efterhånden blev han dygtigere og dygtigere til det. Han blev mere og mere bekendt med sin tid og sine vaner, og han blev mere og mere sikker på han rent faktisk kunne vide, hvad der var foregået, selvom han ikke med sikkerhed kunne huske det. En arbejdsdag dækkede typisk en uge - alt afhængig af om det var en uge, hvor han havde foretaget sig enten meget normale ting, eller det var en uge, der var veldokumenteret, og så de uger, hvor han var i tvivl, fordi han havde været syg eller oprevet over noget. 

Arbejdet greb ham, og fordi der måske var en slags dybere sandhed i at det blev rutine, blev han også overrasket over nogle ting - blandt andet at han på et tidspunkt skulle skrive han sad og dokumenterede sit liv, og ved den lejlighed også skulle skrive, at meningen med hans liv gik op for ham. 


onsdag den 5. juli 2017

GINGALSKAB - ELLER DEN INDUSTRIELLE EPIDEMI


























- The London Gin Craze -

Jeg har kendt og brugt William Hogarts ‘Gin Lane’ i mange år, og ofte sammen med nogle af Goyas tegninger. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes det dels var et veludført og (vel) klassisk stik, og så fordi oplysningstiden gør sig godt på billeder - også pædagogisk. Jeg har altså set - og vist - hvad jeg mente var oplysningstidens blik på de forfærdelige forhold i Englands underklasse; underforstået at billedets agenda var at oplyse om disse forhold, for at få de uoplyste - men duelige - borgere i tale. Sådan gør man i oplysningstiden! Nu ved jeg mere. Og ironien i min egen uoplysthed er tankevækkende.

Trykket er faktisk ment til selve underklassen. Propaganda tror jeg trygt vi kan kalde det. Sandsynligvis fremstillet på bestilling af Henry Fielding - ven og magistrat. Trykket kommer ud i et futilt forsøg på at dæmme op for et grassende misbrug i netop denne klasse. Et misbrug så afvigende og fatalt, at det har fået sit eget navn: The London Gin Craze. Kort fortalt udspiller The London Gin Craze sig i første halvdel af 1700-tallet og er et resultat - som katastrofer ofte er - af flere faktorer: Underklassers elendige kår som ubetinget udgangspunkt. Derefter ophævelsen af monopol på fremstillingen af gin og en både økonomisk og kulturel uvilje mod at drikke (fjendens) cognac. Efterfølgende en eksplosion af destillerier og udsalg - som der står på Hogarths billede: Drunk for a penny, dead drunk for twopence, clean straw for nothing. Der er flere gode pointer i billedet at gå på opdagelse efter - jeg synes især godt om navnet ‘Kilman’s Distiller.' Resultatet er under alle omstændigheder det Torben Jørgensen kalder en industriel epidemi, hvor dødsraten overhaler fødselsraten, hvor børn fødes med alkoholskader, hvor mødre slår deres børn ihjel - bevidst eller ubevidst, hvor en hel klasse vakler - og med det samfundet. Og det er her min historieløshed står i et nyt lys.

Jeg har i en alt for middelklasseakademisk selvsikkerhed ment billedet handlede om nogle andre end mig, som ikke kunne styre deres ikke-middelklassede pli og pligt. Jeg har således ikke blot overset den historiske kontekst, som man altid skal se (efter) - jeg har også ikke set, hvor mange ligheder 1700-tallets Gin Craze i London kunne have at gøre med har med det vi i det 21. århundrede kunne kalde 'the Google Gaze.’ 
Begrebet industriel epidemi er coined af Beatrice Majnoni d’Intignano i 1995, og dækker over det vi almindeligvis har set og fortfarende ser i forbindelse med den uskønne danse macabre mellem producent og forbruger, når det kommer til sundhedsskadelige produkter som fx tobak, slik og - altså - alkohol. Hvad enten man kender d’Intignano eller ej tror jeg ikke de fleste oplyste nutidsborgere er ubekendt med dens slags kommercielle dynamik. Det der for mig står som det nye i mit blik på the Gin Craze er, at jeg tror jeg kan se sammenhængen hos andre, men netop i det blik afslører min egen blinde vinkel. For i dag er min middelklasse jo den samme klasse som Hogarth afbillede; sådan flytter historien og fremtiden jo på sig og mig. Hogarths håndværkere og husmødre er for længe siden flyttet ud af Gin Lane og ind på parcellerne med fast skolegang og uddannelse og kun et ugentligt spiritusforbrug til den tipsy side. 
Derfor overser jeg - og mit selvoptagne blik - hvordan jeg for længe, længe siden må er blevet smittet af det jeg sidder og gør nu: Lader Blogger, Google, Facebook og alle de andre digitaliserede (so me) medier facilitere min trang til at være noget og nogen i denne overvejende villede vellykkede visuelle klasse. Gratis og belejligt på bekostning af fjendens produkt (i.e. de andres blogpostede og statusdirigerede liv). Og følgerne er heller ikke usammenlignelige; for hvor mange forkrøblede børn fødes ikke af denne dulmende strøm af selvbekræftelser og ditto iscenesættelser, hvor mange venskaber vrides ikke af led, hvor mange timer æder medierne ikke af både produktivitet og fritid, og hvor mange milliarder triller ikke ned i computerkøbmændenes og forfængelighedspushernes lommer? 

Jeg kan se det. Kan du se det, eller er du for fuld? 





















Torben Jørgensen: Livsstil og sygdom IN: Klinisk sundhedspsykologi (Munksgaard 2013)