mandag den 1. januar 2018

ROMER






































Jeg skulle læse op for dig i nat
men bogstaverne krøllede sammen og vendte sig om
og selvom jeg stirrede på dem ville de ikke give mening fra sig
Jeg forsøgte at sige noget jeg troede kunne være et digt
men det lød ufærdigt og forkert
ordene blev til ting i min mund

Folk rejste sig og gik
Skramlede ubehøvlet med stole og hænder og hån
sendte blikke på mit hjertes urolige søvn
og forsvandt ud af billedet 
mens sidens marmorhvidhed 
lyste på mit vågnende ansigt
og ville forklare

Jeg søgte dine ord i dagens skygger 
og dontens mange skabe
men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge
Jeg var alt for vågen og alt for træt
Iedte i drømmen efter alt det man ikke får sagt


søndag den 31. december 2017

INDLÆG #77 - ÅRETS SIDSTE





















Da ingen mestrer det, forbliver livet rent.

Sådan siger digteren Rainer Maria Rilke (1875 - 1926) i sit digt ‘At have alt, selv lykke, overstået' i Thorkild Bjørnvigs oversættelse. Sætningen er slående i sin trygge enkelhed, der virker så logisk. Men når man så opdager, hvilken kamp, der finder sted i kommaet, så er den ikke længere så simpel og sentimental. Det handler om at livet gør modstand, at livet altid befinder sig et andet sted, end der hvor vi tror vi har fanget det. Det handler om, at livet er større og stærkere, end nogen af vi levedygtige og levedømte individer vil indse. Selvfølgelig er det også et udsagn, der tilbyder - om ikke tryghed, så da - trøst. Du skal vide, at ingen formår det, du tror du er alene om at mislykkes med. Ingen slipper fra et tab eller en fejltagelse, uden at stå i gæld til miraklet, der i første omgang gjorde dig fejlbarlig og levende. Det smukke er, at du ejer livet, ikke for at mestre det, men for at leve det. Der hænger en aura af den platoniske ideverden ved Rilkes præmis.

Jeg så Terrence Malicks film ‘Knight of Cups’ igår. Den spejler Rilkes tanke på en elegant facon, for filmen er utrolig smuk - mesterlig fristes man til at skrive, og som sådan fremstår livet netop (æstetisk) rent i den. Men fortællingen i filmen - stemmerne, blikkene, pauserne, de tomme vægge, de umulige elskende, de ødelagte mennesker, vandets kræfter og de mange gentagelser bliver så den modsætning, Rilke siger findes. Malicks film vil udfordre den skønhed, vi er blevet så forvente med at dyrke, han insisterer på at fremstille en følelsesmæssig krampe foran en uudgrundelig storhed - livet - der som overdådige gobeliner blot hænger, mens kongemord og prinselig dårskab udspiller sig foran dem. Malick insisterer også på at fremstille mennesket efter den moderne eksistentialistiske skabelon - ensomt. Især hovedpersonens loopede længsel understreger, hvor håbløst han kæmper. Så optaget af kampen, at han ikke evner at række ud og få andre til hjælpe, men han færdes jo heller ikke blandt mennesker, der rækker ud efter andet end deres egne behov.

Allerede inden jeg så ‘Knight of Cups’ havde jeg en ide om, at den måtte kunne forbindes med Paolo Sorrentinos ‘Den store skønhed.’ Og selvom vore hovedpersoner ikke deler så meget, når det kommer til alder og geografi, så er der dog flere og langt mere tungtvejende ligheder mellem dem, når det kommer til kvinder, kunst og spleen. Filmsprogligt synes jeg også det er forsvarligt - selvfølgelig på grund af tempo, æstetik, stedbundethed, men også fx åbningsscenerne, der i begge film er som sukrede helvedsporte; forførende og skræmmende. Det som for alvor dog er givende ved sammenligningen - der jo nok også bliver en bærende pointe i den måde instruktørerne kommenterer på livet, hhv. i Los Angeles og Rom - er, at Jep Gambardella til forskel fra Rick lader noget slippe ind til hans sjæl, noget som frelser ham. Alt efter overbevisning kan man se det som noget religiøst eller fantastisk, jeg hælder mest til det første, og det tror jeg også Rilke gør. I ‘Knight of Cups’ overhører vi faktisk også en præst udtale sig om meningen med smerten og livet, der skal modtages og opfattes som noget, der kan knytte os til livet - endda sætte os ud over vores egen vilje. Og hér rammer Malick os (igen) med filmens bærende ambivalens, for er det ikke det Rick netop gør? Hengiver sig til smerten og sorgen uden at lade sin vilje tage del i det. I så fald virker det ikke frisættende. Men det kan også blot være, han ikke hører efter, fordi hans egen frihedskamp kværner løs inde i kraniet på ham (og os). Jep lytter faktisk, men jo mere han hører, jo mindre synes han om livet - og her er filmenes skildringer nok på samme misantropiske spor: Den kreative klasse mangler ikke ideer, men empati. Næstekærlighed.

‘Knight of Cups’ er en film, der deler publikum. Den provokerer. Den rækker langt ud over det at være en film, og det gør det svært at tage stilling til den. ‘Den store skønhed’ er svær ikke at holde af - hvis ikke elske. På sin vis er det lige så provokerende, fordi den jo så må indfri nogle banale forventninger og behov, vi er alt for klare over vi har. Men da Malicks skønhed jo er ufuldstændig skønhed, viser den jo, at Sorrentinos skønhed også er ufuldstændig - tilfældig, barok. Det er dog først og fremmest menneskene i disse skønheder, der viser hvordan Rilkes sætning er sand. Ingen af dem mestrer det liv, de har fået, og kun den af dem, der indser man ikke kan det, får lov at forstå det, livet aldrig kan blive. At prøve at mestre. Vide man kun kan leve.

Godt nytår.

torsdag den 28. december 2017

SPEJLANSIGT
























Nogle morgener synes jeg, de ansigter jeg møder er så strenge. Lukkede. Som om deres former er størknet vrede.
Så tænker jeg, de blikke de har kastet på sig selv i spejlet har ødelagt noget. Genkendelsen. Påmindelserne.
At se sig selv, være sig selv. Ensom. Sig selv seende.
Spejlingens rum er sjælsresistente. Man fortaber sig i øjnenes desperation.

Alle kroppens og ansigtets fejl er spejlets fejl. Man tilgiver ikke en urenhed, et næsehår, en sovekrølle, en gnidret læbestift.
Man tilgiver ikke et vansiret menneske. Skelene øjne. En dansende asymmetri. Krøllet mimik.
Man betragter sin egen mislykkede sminke i de andres ansigter og kalder dem falske, fordi spejlet stadig sidder i øjet.

Hvordan ville det være at stå op til en dag vidende, at hverken du eller nogen du mødte, havde set sig selv i et spejl den dag?
Ville du se ansigterne på en anden måde?
Se en mildhed, en ømhed i dem. Ansigter formet indefra. En tankes profil. Blikke som søgte blikke.
Mennesker båret af møder med mennesker.


fredag den 15. december 2017

RUMER III

























I hvilken tid tænker jeg på tiden med dem, der ikke er her mere. De tabte. Forsvundne. Døde. Dræbte.
Når jeg nu kan huske deres stemmer. Toner. Deres bestemmende blikke. Kroppenes varme. Halstørklæder snoet i vinden. Ord, der stadig spirer.
I hvilken tid befinder mine tanker sig, når jeg tænker på det ufødte barns hånd i min. På heste, der skal løbe på de små døgns kim. På ruten og rattet til et helt usynligt velkendt hjem.
I hvilken tid er nutiden?

torsdag den 30. november 2017