lørdag den 8. december 2018

VENDINGER VI HAR VÆNNET OS TIL















Giver det mening? er den nye måde at spørge den anden om at acceptere ens udsagn på. Men hvorfor mon det?

Andre lignende forespørgsler lyder og har lydt: Er du med? Kan du følge mig? Forstår du? Er du med på, hvad jeg siger? Ikke sandt? (Alternativt ikk’å) Okay?
Men nu skal det give mening - eller, ikke alene skal det give mening, for man har nærmest afsagt ansvaret for at kunne formulere sig forståeligt, og kaster nu udsagnet over til modtageren, der så skal stykke det sammen til noget meningsfyldt.

Det kan måske opfattes som et udtryk for en overdreven høflighed, hvor man (i tidens værdipolitisk anstrengte miljø for meningsudveksling) giver plads til den lyttendes fortolkning. Det kan også ses som udtryk for en underdrevet selvfremstilling, hvor man påtager sig rollen som novice eller uerfaren taler, for ikke at fremstå som alt for kategorisk eller ude på at dominere andres mindset med andet end noget måske meningsfuldt. Det er sandsynligvis en (tidstypisk helt bevidst uafklaret) dobbeltgardering, hvor udsagnet er styret af en postmoderne entropi, hvor sproget er blevet undermineret af uigennemskuelige referencer, potentielle krænkelser og globalt flydende betegnelser. 

Hvis vi kort vender tilbage et af de tidligere udsagn, hvor man metaforisk skulle ‘gå med’ den tænkende/talende, så er der i dag altså ikke engang et fællesskab i dialogen. Meningen skal ikke opstå som andet end en intellektuel accept i den andens hode. Vi koder kognitivt kogende løs på vores digitalt inficerede cv’er ved enhver given lejlighed og håber på det giver mening hos de andre. 
Måske underbevidst med planen om at inficere de andres platforme med vores verdenssyn, for hvor følgeskabet (metaforisk og intellektuelt) levnede plads (og tid) til at indtage konversationens frodige landskaber samdrægtigt, så er den ellers ydmyge forespørgsel jo at ligne med øjeblikkeligt at vride sin egen forståelse om til den andens mening. 
Og det giver efter min mening ikke mening. Giver dét mening?

ALENE SMERTEN




















Det er ikke så godt, at religionen, civilisationen, historien, diskursen … har individualiseret lidelsen. At menneskene har fået en sygdom frem for at fejle noget. For det lader een alene tilbage med smerten og fortolkningen af den. Og i stedet for at finde sammen i det store fællesskab, hvor man kan dele og dermed sin smerte, finder man sammen i fælleskaber, der betoner, at ingen forstår dem, eller man ender ensom og forladt, fordi man ikke tror smerten må være banal, og derfor holder fast i den som i sit originale selv.

FROM THE HEAD DOWN

























A WORD FORM OUR SPONSORS