14.10.23, MAGRITTERUTEN - FANØ

Glemte søde grave står og venter på at blive bygget ind i de levendes minder. Plastik er uforgængeligt indtil ild. Vandet fortæller hver nat historier vi kender men ikke forstår. Ting tænker og bliver til uden et billede griber ind. 

En nær ægte Magritte, fordi der både er mystik og myte. Træets organiske fortælling folder sig naturligt ud bag en gådefuld forgrund. Lidt Cristo og lidt moderkage og fosterhinde. Den mærkelige kranlignende målestok stikker ind. Husker gåturen tydeligt. Det regnede og jeg havde søgt ly i et sommerhus under renovation og stod så der indtil jeg forstod jeg kiggede på et motiv. 

3 DYR

 

15.02.23, MAGRITTERUTEN - HODSAGER

 

Det er himmel og bjerg og bedrag. Det er stige og halm og fordærv. Det er trin ind i et symbol. Det er øjeblikkeligt falsk og evigt påståeligt. Det er cirkus og Ceres og trapezer under sejl. Jeg ønsker ikke at være kommet forbi eller faldet i. 

Det er næsten som om fotografiet er taget i et øjeblik, det aldrig mere vil komme - selvom stigen og presseningen har stået og været sådan lige så længe som algerne har vokset. Der er så mange mærkelige associationer ved det. Bjergets ikoniske toppe, som slet ikke er massive, men gyllen alligevel forbundet med det geologiske. Den antropomorfe stige, der tøvende og usikkert undersøger dette perspektiviske dobbeltfænomen. Har nogen ville kigge på hullet eller tanken?

EN TRICERATOPS TID

28.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Huset drømmer om huset. Det er ikke sandt. Det er drømmen der huser livet. Går forbi og undres over at se det byggede stå som skrift, varsel, sandhed i sten. Det er varmt og gennemblæst af vinterens arme. Et måneur, en projektion, en etage dybere. Rummet byder sig til som fortælling. 

Der er noget naturvidenskabeligt i at lyset skal bøje de skygger og at nabohuset - som modsat det andet jo findes - må tage dem til sig som en slags historie eller dokumentation for sin egen historie: Også det voksede op omringet af stilladser og projektører. Også det blev til i teknik og statik. 

KVINDELIGE FORTÆLLERE

 

29.10.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Jeg ønsker at forandres. At blive til det jeg ikke er. Det er de mørkeste tanker jeg kender. Det er uendeligt. Støbt. 

Det er et billede som på en besynderlig måde bliver ved med at bevæge mig. Det er sorte er overhovedet ikke antropomorft, men udtrykker alligevel en slags desperation. Det kan være ligheden mellem båndene og tværrøret eller det at det er to punkter, der definerer dem begge. De er nok bare ens, men ude af stand til at mødes. 

11.11.23, MAGRITTERUTEN - RIISSKOV

 

Den korteste vej mellem to huller. En pittoresk forglemmelse. Et tempo størknet i en umulig gestus. Et ophold. En lattervækkende venten på mørket. 

Match i former er et impulsivt og altid overraskende motiv. Med kloakken blev det primære referencepunkt - det lukulliske fad med druer og frugt på de romerske divaner - tilføjet et vulgært perspektiv som alligevel i sig selv har en klassisk rest med meandermønstret. 

Med motiver som disse bliver jeg altid både forundret og taknemmelig over dem eller det, der forårsagede denne fortælling. 

25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 

Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor.