søndag den 27. december 2015

MODERNE DANS



















[omme bagved det andet - Abildgaard og de Cirico - ligger nogle smukke fotografier af John R. Johnsen - modellen hedder Mette Bødtcher]

søndag den 13. december 2015

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER





















Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?
Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 
Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 
Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.


lørdag den 17. oktober 2015

SEKS HELT NYE ORD PÅ DANSK




















Det er altid godt at motionere sproget - og nogle gange er det endda, som om det er kommet helt ud af form. Fx når man man mangler ord for noget, man bør kunne tale om lige på og desperat. Her er seks nye sådanne jeg har haft brug for på det seneste. Forklaring følger: Datamorgana, døkø, klimaseptikere, fejlemanciperet, egocentral, hudflov.

Datamorgana
Et datamorgana er selvsagt en fejllæsning. Typisk på internettet. Et skævt, fordomsfuldt, frygtsomt eller på anden vis forskruet blik kastet på en uskyldig mængde data, som så tages til indtægt for usandheder af mere eller mindre uhyrlig grad - med tilsvarende mere eller mindre uhyrlige konsekvenser. Det er et fænomen, der gælder i både absolut som paranoid forstand. Absolut er der fx tale om et datamorgana, hvis man bruger likes, hits, kommentarer eller lignende som argument for andet end antal. Nettet er relativismens våde drøm. Paranoidt er det fx at tro noget om sig selv i relation til likes, hits, kommentarer eller lignende. Nettets darwinisme er ikke sund.

Døkø
Et begreb der kan finde anvendelse i sammenhænge lige fra modefænomener til velfærdsydelser. Jeg savner at kunne placere alle mulige modige vækstpotente forsøg i lange aspirerende linier til den kapitalens spøgelseshær, der danser på finansfyrsternes grave, men jeg savner også at man taler ærligt om, at der ikke længere er penge nok til alle, hvorfor nogle nu må dø, før andre kan få ... det de har krav på?

Klimaseptikere
En tand mere miljøbevidst end hippien eller den grønne forbruger. En grad mere ræd for temperaturstigninger og lungesygdomme end andre mere pragmatiske beboere på kloden. En forkæmper som tror det er muligt at vende tilbage til naturen, som den var engang. Ren og ubesmittet. Jeg mener det egentlig ikke som et skældsord, men som udtryk for en kompromisløshed, der kan føre til en slags isoleret undergang, fordi man er nødt til at acceptere end vis mængde snavs, som man siger.

Fejlemanciperet* 
Kunne for så vidt godt være en klimaseptiker, men udtrykket er nok mere opstået som en pasende beskrivelse af tidens manglende udsyn og basale viden. Medmenneskelighed. Mange mennesker tror sig emanciperede - men kun fordi de ikke ved bedre. Ikke ved andre har løbet de døre ind for hundrede år siden, ikke aner, at de det kalder emancipation kalder andre, mere rummelige og empatiske mennesker for asocial adfærd, ikke ved, at det være emanciperet er et sats, en udsat position, noget der skal komme andre undertrykte til gode.
Udover det er emacipation selvsagt altid en slagmark mellem dem der vil og dem der ikke vil tillade det. Her prøver jeg så at stå i midten og sælge billetter til den sande galej, hvor man primært befrier sig selv ved at forstå hvem og hvad man er.

Egocentral
Ligger på samme hårfine streng af frelsthed og fanatisme som fejlemanciperet. Må gerne fejlhøres som ordet 'central' lyder i telefoncentral eller taxacentral, men er tænkt som en beskrivelse af det man ikke kan undvære, hvis man skal bevare, have, danne, dyrke sit selv. I udtalen skal trykket skal altså ligge i 'tral', på samme måde som man siger centrifugal.
Som med døkøen er vi nået dertil i verden og historien, at ego'et det vigtigste vi har. Det er deri verden opstår og bliver til, det er deri livet finder sted. Først mig. Hvad enhver så måtte finde egocentralt for sig må være op til - ja, den enkelte. Man kan have sine formodninger om, at der vil være en jævnt stor fællesmængde omkring kærlighed, tryghed, følelser og lignende - men jo altså ikke det vi kalder fællesmenneskelige værdier. Nej, egocentrale værdier.

Hudflov**
Et kort og fyndigt ord som dækker alle os, der ikke altid er parat til at vise maveskind eller brystmuskulatur. Kunstgrebet ligger i at det selvfølgelig er hjernen, der træffer den afgørelse, men det er som om det er huden - sic; det elastiske hylster - der bestemmer det alligevel. Hudflov er en følelse som naturligvis (dobbelt sic) først mærkes, når man kommer i en situation, hvor huden pludselig kommer til syne - især uventet kan man føle sig hudflov. Hvis t-shirten smutter med op, når man tager sin striktrøje af. Hvis mormorarmen hænger ned, når man rækker ind efter kaffekanden. Hvis de hvide ben uventet stikker ud af de for korte shorts.


* Hørte det første gang fejlemanciperet brugt af Per Stounbjerg (Aarhus Universitet) i en karakteristik af Nora fra Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem
** Tjekkede for en sikkerheds skyld - og ganske rigtigt fandtes det før min fantasi, omend i en anden kontekst på bloggen Et øje blæk




mandag den 28. september 2015

AUTOBIOGRAFISK KONSTIPATION




















Kunstig-patron

Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.

søndag den 13. september 2015

ATAVISTISK ANEKDOTE


Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 

God fornøjelse.










Mund- og fodmalende kunstnere

lørdag den 11. juli 2015

I FREMTIDEN


















I see a dark strange future

I fremtiden bliver alle steder Disneyland
- i lyset af, at alle steder har brug for gæster, turister eller nye fastboende - mennesker, kort og godt - bliver de geografiske og kulturelle kendetegn hele tiden forstærket og forfinet. Det handler om at stederne skal være tydelige og karakteristiske, fordi det i sig selv er eftertragtelsesværdigt. Slutmålet er at man har udhulet sin egen identitet, for at få den til at fremstå tydeligere. 

I fremtiden bliver den aske kremeringen danner sorteret, så giftresterne kan destrueres.
- vi ophober efterhånden så meget gift som slutbrugere, at det er til at se os som potientielle omvandrende giftdepoter. Man skal være heldig hvis man overhovedet får lov at blive begravet.

I fremtiden bliver al hardware på lejebasis.
- enheder hackes i tiltagende grad på alle leder og kanter af venner (købmænd) såvel som fjender (tyve), så den eneste løsning er at skifte sit device ud hyppigt. Det sikrer også een mod at gå rundt med månedgamle ufikse versioner.

I fremtiden bliver ens briller bygget ind i skærmen.
- tipping point for hvor meget tid mennesker bruger foran skærme fremfor i virkeligheden nærmer sig et forhold, hvor det er nemmere, at ens bygningsfejl eller nær-langsynethed justeres på skærmen.

I fremtiden forstår man endelig, at stress kommer af ensomhed - men løsningen bliver mere ydmygende end at have stress, som derved endelig får den kurerende effekt det altid har været  meningen den skulle have.
- no further comments.

I fremtiden bliver tidsrejser til at betale 
- fordi man henter rigdommene i fortiden.

Haiku mareridt













På den anden si-
de af natten sad det og
var ikke morgen

tirsdag den 30. juni 2015

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT
















Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.


Mere om shitstorms



lørdag den 20. juni 2015

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER
















Spis noget til

Det er jo ikke hverken svært eller mystisk at bruge talemåder som (ikke at have) ‘salt til et æg’, synes om en fyr han er en ordentlig ‘bøf’ eller en pige, at hun er en ‘lækker steg’. Vi har heller ikke udfordringer - som sådan - med at 'slå større brød op, end vi kan bage’ eller få serveret ‘en tynd kop te’. Som det fremgår er madvarer en yndet gruppe til vore faste vendinger - helt sikket fordi, som andre emner, der også dominerer idiomerne, mad er sanseligt og nemt at oversætte.
Der er imidlertid en lille gruppe vendinger, jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor vi siger. Jeg - og givet også De, kære læser - forstår til fulde betydningen af at ‘klare ærterne’, ‘hvile på laurbærrene’ og 'være en hård banan’. Men hvorfor siger man sådan? 
At klare noget kan betyde adskillige ting: At ‘gøre klar’ til afgang, start eller anden aktivitet. At komme ‘udenom’ eller forbi problemer; overomme udfordringer. At ordne, fikse, reparere eller ændre fra en tilstand af dysfunktion til det modsatte. At lysne, gøre gennemsigtig eller på anden måde (igen) ændre fra een tilstand til en anden. Alle betydninger kan være relevante, da ærter som bekendt kan ankomme til køkkenet i både bælge eller form af tørrede. Og man kan derfor godt se det hensigtsmæssige i, at de skal ‘klares’, for at kunne blive til at spise. Indsatsen i at bælge en pose ærter står bare ikke helt mål med den indlejrede betydning af talemåden. Hvis nogen har klaret ærterne, har de ikke ordnet en bagatel, vel? Så her er det mere oplagt at se på, hvordan man virkelig kan blive udfordret af frøene. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan talemåden være kommet fra netop besværet med at få de tørrede ærter kogt igennem - altså noget man må antage har taget lang tid, og derfor naturligt må have sneget sig ind i den daglige tale i køkkenregionerne: Er ærterne klaret? Underforstået; så vi kan komme videre i menuen. Et mere nutidigt eksempel på slowfood finder vi med kikærterne, der som bekendt skal stå i blød i et døgn, og altså også skal klares, hvis man vil lave sig en hummus fra bunden. 
Hvis man hviler på laurbærrene svæver man i overhængende fare for at blive en badebillet … et udtryk vi må tage op en anden gang. Laurbærrene er ensbetydende med sejre - det ved vi, mere eller mindre instinktivt, når vi genkalder os billeder og logoer, hvor laurbærkransen kranser denne eller hin sejrherre: Ole Olsen (speedwaysporten har en udtalt forkærlighed for store kranse), Fred Perry (der notorisk brand-mærker sit tøj) eller Julius Cæsar (der blot bar den som diskret pandebånd). Talemåden beskriver altså metaforisk, at man sætter sig (for godt og mageligt) til rette på sine egne sejre, hvorved man dels gør sig til offer for selvforherligelse (badebilletten) og/eller kan blive stødt fra tronen af mere ærgerrige rivaler. Så vidt så godt - eller skidt. Men hvorfor laurbær? Hvad er der lige ved dét træ, hvis bær i øvrigt sjældent optræder og hos visse arter ligefrem er giftige? Så vidt jeg kan se er der to mulige spor - som meget vel kan være eet, men det kan ikke bekræftes. 
‘Laus’ betyder på latin hæder og anseelse. Man kender det fra sammenhænge, hvor man kan dimittere 'cum laude' – med ros, 'magna cum laude' – med stor ros eller 'summa cum laude' – med største ros. Forstavelsen lau- er således hjemme - og planten hedder da også på latin ‘laurus’, hvilket for en ikke-gennemskolet latiner kunne være tæt nok på, til at være en forbindelse. Men leder man videre bliver forbindelsen mellem træet og hæderen dog også mytologisk funderet. For den (intellektuelle og åndelige) græske gud Apollon fik i antikken tilskrevet træet som sit, fordi præstinderne i Delfi - dér man kunne få oraklet til at svare, ved De - spiste dem, for bedre at kunne modtage beskeder fra netop denne altseende og alvidende gud. Mytologien bunder som altid oprindeligt i liderlighed, for da bemeldte Apollon på et tidspunkt efterstræbte nymfen Daphne, forvandlede hun sig til en laurbærbusk, af hvis blade han så lavede en krans til sit hovede - vi lader billedet stå et øjeblik (mens vi ser en parade af laurbærkransede kejsere, studenter og sportsudøvere defilere forbi, og ikke tænker på Freud).
Bananen er nok den mest interessant fødevare i denne sammenhæng. For hvordan i alverden ender dette udtryk i munden på mennesket? Talemåden skal måske lige vendes; for en hård banan er jo en type, der ikke let lader sig skræmme eller intimidere. En person som kan stå for et vist pres. Om vedkommende er mere eller mindre hård end den hårde negl og den hårde hund er nok op til den enkeltes sproglige praksis (i.e. alder), men vi er nok trods alt ikke i kategorien ‘kynisk satan’. Med den hårde banan som udtryk er der (mig bekendt) ingen forklaringer at finde på udtrykket. Der findes beslægtede sløve bananer og man kan såmænd også gå bananas - men årsagen til denne eksotiske frugts togt ind sproget er ikke til at finde. Så her er banen fri til sproglige spekulationer.
Først overvejede jeg om netop bananens transport kunne være nøglen - altså at de læsses og (især) losses i havnemiljøer, der som bekendt huser hårde og stærke typer - så en havnearbejder kunne måske på et tidspunkt have fået tilnavnet ‘en hård banen’, men mon ikke det ville være blevet dokumenteret/registreret? Jeg må huske at spørge en havnearbejder næste gang jeg møder en. Så er der selve frugten (som egentlig er et bær - men det må man læse om andetsteds), der som bekendt kan blive meget overmoden og blød, under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Dette giver den hårde banen en særlig status som udholdende og modstandsdygtig, hvad der naturligt nok kan være blevet til en god og forståelig vending i sproget. Problemet her - og i det hele taget med bananen - er, at den er ganske ung i det danske køkken. Faktisk kom den først hertil omkring 1900, og sprogligt set burde anvendelsen af dens ord egentlig være veldokumenteret, hvad det ikke er. Bortset selvsagt fra i slangordbogen, hvor der er mange bananer - heraf især een, der kunne være relevant. Nemlig som et andet udtryk for penis. Ja. Det er ikke det mest anvendte jeg kender, men hører man nogen sige om en fyr, at han har en vældig banan, så er man selvsagt ikke i tvivl om, hvad der hentydes til (også her ville undtagelsen, der bekræfter reglen være sjov at kigge på). Jeg vil lade det være op til Dem, kære læser, at vælge hvorfra udtrykket ‘at være en hård banan’ er kommet, og med Freud stille fejlcitere; at nogle gange er en banan bare en banan, nogle gange er en krans bare en krans og nogle gange skal man bare klare ærterne uden så mange omsvøb.
Sex og mad er og bliver faste medlemmer i talemådernes klub. Velbekomme.

Fortolkninger og bud dannet på baggrund af research, fornuft og god fantasi og således ikke videnskabeligt holdbart.





søndag den 31. maj 2015

PARTIBOGSTAVERNE AFSLØRER ALT

eller - bedre end at spå i Gallupgrums













A - Socialdemokraterne
Det er tydeligvis en elevatorknap. Enhver ved på hvilken etage alfabetets første bogstav ligger.
Man kunne også vælge at se A’et som et lidt sammensunket H, hvor tværstregen i begge tilfælde skal hindre vi kommer til at stå med et meget hurtigt overstået spil Mikado.













B - Radikale Venstre
Det er tydeligt man gerne vil præsentere sig sobert og stilrent. Desværre er kærligheden til den hidsige magenta ensbetydende med et bogstav, der ligner en medicinsk faremærkning. Vi tipper på det er kategori, hvor man ikke skal tage denne medicin og så regne med man kan føre nogetsomhelst fartøj forsvarligt.













C - Konservative
Det er så en pastil. Man kan vælge at se det som en halspastil eller et Hold kæft-bolsche alt efter observans. Den har under begge omstændigheder en meget sur smag og kan være svær at sluge.













F - Socialistisk Folkeparti
Partiet har - fuld af tillid til den danske vælger - sat hele to bogstaver på plakaten. De er så blevet indføjet i en ubestemmelig form, der befinder sig et sted mellem et guitarplektor og en slatten ballon. Det kan henvise til de sange der skal synges ved lejrbålet efter turen op og ned i A-tmosfæren.















I - Liberal Alliance
I’et er ikke kun valgt pga. af lyden. Det er også for at understrege vi skam har med et ideologisk parti at gøre. Det lille i understreger dette ved at at have kappet forbindelsen mellem krop og hoved. 











K - Kristendemokraterne
Logoet har samme charme som et revisionsfirmas, og kan i denne sammenhæng derfor ikke aflokkes yderligere pointer end den matematiske, at demokratiet (som man letsindigt har sat ind selvom partiets navn ikke er todelt) nok igen vil vise sig større end kristendommens lys.













O - Dansk Folkeparti
Form og farve på de to Dannebrogsflag bringer mindelser om den gode danske spegepølse. I så fald viser logoet med al tydelighed et parti/en pølsefabrik, der er evigt selvforsynende med kultur.













V - Venstre
En åben bog? I så fald er det en hardback om minimalstaten - hvis forfatter de nok stadig savner lidt i partiet. Mere oplagt er de at se V’et som et udsnit af en vækstkurve, der er defineret af et lavpunkt og et brat afbrudt opsving.













Ø - Enhedslisten
I anledningen af valget har man udformet en ny, lidt skråtstillet variant af Ø’et, der desværre mere ligner et IC4-ikon … toget kører ikke længere. Bogstavet er så kækt indføjet i en taleboble, selvom det eneste ord man kommer i tanke om er ‘øh’, når man ser det.













Å - Alternativet
Shrekpartiet går frisk til værks med den grønne farve og et Å, der vel skal vise, hvor alternativ og hipsteragtig man kan være - fordi det er et håbløst dåmt bogstav. At partiet også er store naturelskere - for ikke at sige dendrofile - viser sig ved nærmere eftersyn. Så ved De dét.