Kunstig-patron
Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar