onsdag den 5. juli 2017

GINGALSKAB - ELLER DEN INDUSTRIELLE EPIDEMI


























- The London Gin Craze -

Jeg har kendt og brugt William Hogarts ‘Gin Lane’ i mange år, og ofte sammen med nogle af Goyas tegninger. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes det dels var et veludført og (vel) klassisk stik, og så fordi oplysningstiden gør sig godt på billeder - også pædagogisk. Jeg har altså set - og vist - hvad jeg mente var oplysningstidens blik på de forfærdelige forhold i Englands underklasse; underforstået at billedets agenda var at oplyse om disse forhold, for at få de uoplyste - men duelige - borgere i tale. Sådan gør man i oplysningstiden! Nu ved jeg mere. Og ironien i min egen uoplysthed er tankevækkende.

Trykket er faktisk ment til selve underklassen. Propaganda tror jeg trygt vi kan kalde det. Sandsynligvis fremstillet på bestilling af Henry Fielding - ven og magistrat. Trykket kommer ud i et futilt forsøg på at dæmme op for et grassende misbrug i netop denne klasse. Et misbrug så afvigende og fatalt, at det har fået sit eget navn: The London Gin Craze. Kort fortalt udspiller The London Gin Craze sig i første halvdel af 1700-tallet og er et resultat - som katastrofer ofte er - af flere faktorer: Underklassers elendige kår som ubetinget udgangspunkt. Derefter ophævelsen af monopol på fremstillingen af gin og en både økonomisk og kulturel uvilje mod at drikke (fjendens) cognac. Efterfølgende en eksplosion af destillerier og udsalg - som der står på Hogarths billede: Drunk for a penny, dead drunk for twopence, clean straw for nothing. Der er flere gode pointer i billedet at gå på opdagelse efter - jeg synes især godt om navnet ‘Kilman’s Distiller.' Resultatet er under alle omstændigheder det Torben Jørgensen kalder en industriel epidemi, hvor dødsraten overhaler fødselsraten, hvor børn fødes med alkoholskader, hvor mødre slår deres børn ihjel - bevidst eller ubevidst, hvor en hel klasse vakler - og med det samfundet. Og det er her min historieløshed står i et nyt lys.

Jeg har i en alt for middelklasseakademisk selvsikkerhed ment billedet handlede om nogle andre end mig, som ikke kunne styre deres ikke-middelklassede pli og pligt. Jeg har således ikke blot overset den historiske kontekst, som man altid skal se (efter) - jeg har også ikke set, hvor mange ligheder 1700-tallets Gin Craze i London kunne have at gøre med har med det vi i det 21. århundrede kunne kalde 'the Google Gaze.’ 
Begrebet industriel epidemi er coined af Beatrice Majnoni d’Intignano i 1995, og dækker over det vi almindeligvis har set og fortfarende ser i forbindelse med den uskønne danse macabre mellem producent og forbruger, når det kommer til sundhedsskadelige produkter som fx tobak, slik og - altså - alkohol. Hvad enten man kender d’Intignano eller ej tror jeg ikke de fleste oplyste nutidsborgere er ubekendt med dens slags kommercielle dynamik. Det der for mig står som det nye i mit blik på the Gin Craze er, at jeg tror jeg kan se sammenhængen hos andre, men netop i det blik afslører min egen blinde vinkel. For i dag er min middelklasse jo den samme klasse som Hogarth afbillede; sådan flytter historien og fremtiden jo på sig og mig. Hogarths håndværkere og husmødre er for længe siden flyttet ud af Gin Lane og ind på parcellerne med fast skolegang og uddannelse og kun et ugentligt spiritusforbrug til den tipsy side. 
Derfor overser jeg - og mit selvoptagne blik - hvordan jeg for længe, længe siden må er blevet smittet af det jeg sidder og gør nu: Lader Blogger, Google, Facebook og alle de andre digitaliserede (so me) medier facilitere min trang til at være noget og nogen i denne overvejende villede vellykkede visuelle klasse. Gratis og belejligt på bekostning af fjendens produkt (i.e. de andres blogpostede og statusdirigerede liv). Og følgerne er heller ikke usammenlignelige; for hvor mange forkrøblede børn fødes ikke af denne dulmende strøm af selvbekræftelser og ditto iscenesættelser, hvor mange venskaber vrides ikke af led, hvor mange timer æder medierne ikke af både produktivitet og fritid, og hvor mange milliarder triller ikke ned i computerkøbmændenes og forfængelighedspushernes lommer? 

Jeg kan se det. Kan du se det, eller er du for fuld? 





















Torben Jørgensen: Livsstil og sygdom IN: Klinisk sundhedspsykologi (Munksgaard 2013)



onsdag den 28. juni 2017

KIEFERNOMEN III


























KIEFERNOMEN II



























ET SALVADOR DALI-BLIK

















Min bror har lånt en Mercedes. Den holder i garagen og fylder den næsten helt ud. Ikke bare, fordi det er en stor bil - den fylder også i kraft af sit brand og sine linier, og den fylder med alt det potentiale, der ligger i sådan et vehikel.
Jeg står lige ved siden af den ene forlygte og nyder déns finish. Nyder detaljen i det klare, bølgende glas. Snittet, størrelseforholdene og den geometriske omhu, jeg ved der er lagt for at pærens lys kan brydes og finde vej ud på mellemrummet mellem fartens vektor og bilens underlag.
Jeg lader blikket glide ubesværet og lidt liderligt ned langs karrosseriet, samlingerne, stolperne, dens sølvgrå træk. Tænker på delene. Tænker på svejseflammer, nitter, gevind, ruller, ledninger, kobber, processorer, sikringer og instrumentbrættets dybsorte fuldendte form - fra fører til passagers fremsyn. De indlagte instrumenter, teknologiens intarsia. Jeg tænker på, hvor meget af bilen der på et tidspunkt må have været flydende, før det blev støbt i en form. Jeg forestiller mig skærmkasser og hjulnav hidsigtrødt skvulpende. Gummilister, isolering og greb boblende - sejlende frem og ned i hysterisk afmålte doser, for at finde ro i en enkelt størknende del, der nu sidder her et sted og gør bilen hel. Jeg forestiller mig al den varme, der emmer op fra værket.

Og så ser jeg, hvordan bilen som et næsehorn eller en elefant i et kort øjeblik floves og ligesom gi’r sig under deres hornede, grå hud. Som om der var kød indeni.



DRØMMEMOTTO


Øjeblikket findes
Så længe
Det holder fast i de faldende klippestykker













lørdag den 10. juni 2017

VOYEUR SIGNAL VOYEUR SIGNAL VOYEUR

























jeg vil se men ikke det der vises øjet er begravet øjet er bedraget af mit blik min tanke det jeg tror jeg ville kunne se jeg vil se jeg giver op lægger ingen planer i synet på mit land mit selvsyn mit øje er ikke mit når jeg ser på det med det ind til det jeg skærer det ind til en sandhed som kan være det ikke mig ikke mit øje det øje jeg vil se


mandag den 22. maj 2017

SOL PÅ KAPELLET

















Sol på kapellet
De røde varme sten holder bygningen op over kirkegårdsmuren
Udenfor på mine to skøre cykelhjul mig på vej
Kapellets blyindfattede ruder er mørke, for det er morgen og lyset er stadig slukket derinde
Min lyse frakke blafrer som sejldug
Nu ligger kapellet bag mig og fra rampen op til Vesterbro kan jeg snart se hvordan togskinnerne stritter som neg som afskårne blodårer som afstemte vers i hver sin retning



KIEFERNOMEN




















søndag den 7. maj 2017

Ø

























I SPROGET LIGGER















Jeg kan bruge et ord som telefoncentral, på trods af, at jeg aldrig har levet samtidig med en, endsige ringet til den. Jeg kan sige heksesabbat, amputation og autodafe. Florrisant, honningpumpe, adjudant. Parese. Jeg kan tale i datid. Jeg talte da. Jeg kan bruge fremtiden. Ikke op. Kommende, senere, distante. Vil blive spillet. Skal elskes. Bliver fundet. Sige ord er sten på stranden. Åbne sproget. Tale om sorg. Der er huller som i alt andet organisk materiale. Hvor man falder ned mellem sematiske plader. Emanciperede øer. Ører. Jeg kan sige jeg kan sige. Kan jeg sige.

tirsdag den 25. april 2017

HVAD DE TÆNKER OM DIG


























Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem -

er røg fra forfængelighedens bål (flertal)

er skyer fra pudderdåsernes kvaster

er korte glimt i bølgerne mellem øerne

er aflyste forestillinger 

Hvad de tænker om mig, og hvad jeg tænker om dem - 

er interesseløse konflikter

er mellemlagslag

er skeløjede blikke i ruder

er irrede batteriers poler

er er er tomme glory holes og øde peep shows

Hvad jeg tænker om dem og hvad de tænker om mig - 

er efterladte servietter

er lyde lydt

er er er kroppen der undviger kroppen på gaden

er dem og mig og mig og dem uden dem og mig

lørdag den 22. april 2017

DET SIDSTES HUS



















Man går ikke ind i det sidstes hus, fordi man vil. Men der er ikke andre ulåste døre tilbage.
Man går ikke ind i det sidstes hus, for at være alene. Men det bliver man.

Og man går ind i det sidstes hus med en vilje. En ukendt og manende vilje, man ikke vidste man rummede.
Der er en mulighed for at viljen bor i det sidstes hus, og derfor er en kraft, der både rinder af det man kan og vil, og det man ikke kan og ikke vil.

Man skulle tro det sidstes hus var fyldt med ting. Skabe og reoler og borde og bøjler og nips og souvenirs.
Men der er ingenting i det sidstes hus.
Det er meget nådigt.

Og nemt at holde rent.


mandag den 17. april 2017

torsdag den 13. april 2017

HOTEL ØSTRIG





















Mit værelse ligger op til elevatorskakten
der er tre elevatorer
som flytter ukendte kroppe op og ned
kan jeg høre
på nogle tider af døgnet
mere end andre
det første jeg hører om morgenen
det sidste jeg hører om aftenen
er lyden af ikke at gå
omsat til teknik og arkitektur
elevation apoteose hypostase
så jeg venter og synger på kanten af
søvnens modsatte dyb
om disse gemte mennesker i deres kontrollerede baner
men det er ikke et digt
det er Hotelschmerz.


søndag den 9. april 2017

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52















Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 


NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16























Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.
















mandag den 20. marts 2017

RUPTUR

























Jeg jager stemmen for at kunne tale om tavsheden.
Det lykkes ikke. 
Hør. 

Jeg jager smerten for at kunne vende mig væk fra den.

Jeg jager noget andet end sorgen, men begynder altid med den.

Jeg jager skønheden, fordi jeg ikke vil tro på, jeg ikke tror på den. 

Jeg jager uden held det hæslige, fordi det ikke vil være i nogen form for relation.

Jeg jager modvilligt konstant min egen tid.

Jeg jager blikke overbevist om de jager mig.

Jeg jager denne sætnings pointe.

Jeg jager sprogets ufortalte.

Jeg jager sorgen, fordi jeg ikke forstår den.

Jeg jager intetheden, for at finde det, jeg har.

Jeg jager mig selv. Men jeg flygter ikke. 

Jeg jager desperat det, jeg havde glemt.

Jeg jager roen, som om den var en løgn. 

Jeg jager tragedier og finder ingenting.
Jeg jager ingenting og finder en tragedie. 

Jeg jager den ærlighed, jeg ikke ved jeg har.

Jeg jager altid alene. 

Jeg jager et andet ord for at jage. Som kun en digter kan jage. 

Jeg jager projektilets roterende spor ind i den uskyldige krop. Tilgiv mig.

Jeg jager lyden i mit hode.
Jeg jager lyden af mit hode.
Jeg jager lyden af det i mit hode, som lyder.

Jeg jager det banale, fordi det ikke må findes.
Men det gør det. Jeg prøver at jage falsk. Jage ved siden af. Jage forbi. 
Banalt, banalt, banalt. 

Jeg jager blodet, fordi jeg ikke vil jage blodet.
Jeg jager en anden metafor for det, blodet betyder.

Jeg jager i forstillet blindhed og finder forstillet sandhed.





















lørdag den 18. marts 2017

NI BILLEDER FRA MALAYSIA

Intro - outro
Når man flyver i næsten 12 timer kun væk fra fra det diffuse begreb hjem, kan man godt få en slags følelse af at dø. At der sker noget forkert meget grundigt og uafladeligt. Dét på trods af at man selv har valgt og villet at flyve til østen.
Det er måske fordi man kan mærke hjemmet - altså livets hjørnesten - langsomt blive trukket fra hinanden. Ikke endeligt, men som en forsmag på den accept, døden må kræve. Jeg kan ikke lige nu købe en avis og kysse mine sønner. Ikke sådan uden videre låse hoveddøren op og køre i skoven. 
Men sønner, aviser og skove kan godt være uden mig. Lige nu. Hjemme.

Billede 1: Taipusam, Batu Cave - KL















Vi var ikke de eneste turister, selvom vi var få i forhold til, hvor mange indere der var - men det er en fest som har potentiale til at rygtes. Forståeligt nok, da det er eksotisk, omfattende og kulørt. Især gult. Men det både larmer og dufter og lugter mindst lige så meget - faktisk mere. Ikke svært at forstå, hvorfor religionsvidenskab, antropologi og etnografi har fundet en plads i verden, hvis man antager, det er naturligt for mennesket (også) at ville forklare den slags ting. 
Om det var mit orientalistiske blik eller noget andet - så blev det ved med at overraske mig at se svedende, udsmykkede og religiøst helt udmattede mennesker klædt i munkelignende gevandter tale i og fotografere med kæmpestore Samsung mobiltelefoner. Men det er jo også et billede på, at der ikke er nogen religioner, der er for gamle eller fortabte. Teknologi og tro løber stadig i hver sit spor.

Billede 2: Ved National Monument - KL















Et fotografi skal have rytme lige så vel som linier. I baggrunden Kuala Lumpurs aldrig ubemærkede skyline. 
Nationale monumenter er ikke særlig tankevækkende i andre lande end ens eget. I Malaysia er det dog tankevækkende, at det ligner det amerikanske marineinfanteris monument i Virginia så meget, som det gør - bare grimmere.

Billede 3: Kinesisk Nytår og løvedans ved Central Market - KL














Befolkningsgrupperne sætter sit præg på byen. Man skal hele tiden være på tæerne for at vide, hvem man er sammen med, eller hvem der har sat dagordenen, der hvor man er. Derudover kan man så også altid fornemme en  New York-spirit, som besjæler og uniformerer KL med lys og lyde og trafik 24/7.
På markedet i Chinatown tror jeg ikke der var een vare, der ikke var en kopi. Man købte helt naturligt kopi-Nike, kopi-Mont Blanc, kopi-Kleenex eller kopi-hvadsomhelst. Egentlig kan man her tale om virkelig mærkevaretro shoppere, da man må gå ud fra kvaliteten er den samme, ligemeget hvilken kuglepen man vælger. 
Og mens man går mellem alle kopierne, hører man Beyonce på en af de mange larmende forstærkere, og forstår pludseligt et eller andet om musik som en mærkevare man IKKE kan kopiere, uden at være en ægte/dårlig efterligning. Det eneste brand man ikke kan kopiere er individets. På en vis måde meget betryggende. Og poppet.

Billede 4: Bybillede - KL






























Sådan ser der ud i Kuala Lumpur. Nyt og gammelt. Scootere og skilte. Ledninger.

Billede 5: Little India - KL














Bortset fra bindierne ser modellerne ikke særligt indiske ud. Faktisk ser de vestlige ud på en meget præcis måde: Duckfacede, selvfede, introverte, snobbede og koloniale og feministiske. 

Billede 6: Blue Mansion - George Town














Her blev store dele af den franske film ‘Indochine’ optaget. Det er en standardmelding til alle besøgende. Film har sin egen kapital som man kan købe for. Hvis et sted er autentisk nok til at lægge kulisser og karma til en film, så er stedet også værd at besøge i virkeligheden. Hvordan ser den situation ud, hvis vi vender kameralinsen om? Hvis en film er populær nok, så må dens fiktion opstå et sted i virkeligheden? Er det derfor vi ar fået Graceland i Randers?
Herresædet er som så mange i KL og George Town kinesisk - og i dette tilfælde mere end almindeligt i størrelse og udformning. Gennemgående for de kinesiske huse er meget store værelser og mange gårdhaver med vand. De er indrettede efter harmoniske (og) taoistiske principper som man kaldte feng shui. Malaysia er præget af håndværkstraditioner, fordi de så tydeligt bærer mere end funktioner. Det bliver hurtigt for overlæsset og prætentiøst for en nordbo, men.

Billede 7: Mur - George Town














George Town er berømt for sin street art - et slående paradoks, da byens Old Town også er på UNESCO World Heritage liste. På den anden side flimrer hovedparten af husene også med lysende bannere, skilte og neonlys, der skal lokke kunderne indenfor, så byen er under alle omstændigheder et indpakket arvestykke i trods. Motivet/installationen på billedet tror jeg ikke hører til samlingen af street art, men kunstnerisk er den i provokerende grad. 

Billede 8: Havnen - George Town














Motorcykler. Scootere. Transport. Alle har et hjem. Alle rejser. Alle har en plan. Et skema. Kun turisten føler sig løsrevet og rastløs.
Vi har talt en del om ‘hubs’ - steder, hvor ting og mennesker passerer igennem og omfordeles. Også på denne rejse står det mig klart, hvor mange mennesker, der er i verden. Hvor verden er fyldt med mennesker. Alle hver sit ‘hub of hubs,’ med hver sit motiv og sine mål. Rejsemål. Formål. Liv. Helt forskellige og alligevel altid borgere, beboere, beboende parceller, matrikler, lots, lejligheder og steder. De har fædre og mødre og fortid og fremtid. Og  de har alle os andre til at bevidne, hvordan.

Billede 9: Gade - George Town















Hvor man kan købe sin avis. Tale med nogen.