lørdag den 18. november 2017

KIEFERHOMEN IV (Galla)

























Alle de ting man dør fra og vågner op til. Det er de ting man ikke husker man har før man ser dem igen.Mennesketing. Man ville kunne kende en knap. Et bogstav.Et øje.Inde i hodet alle disse unødvendige ting. Må de ligge i bevidsthedens uendelige kategorier. Billedflader.Tegn.

Man går i en ørken som ikke er ørken og møder uanvendeligt sig selv. 

Arvestykker spøgelser gennemsigtige parader. Perler foran brændende bygninger og lys.En metalstige i et hul. En fortælling. Glimtende.Genkendelsens blikhviler.


lørdag den 4. november 2017

JEG FOLDER DRØMMENS FOLDER UD

























Samme øjeblik jeg så stedet, huskede jeg, jeg havde drømt om det om morgenen.
Jeg tog et billede af sammenfoldet. 
For selvom jeg er ikke sikker på drøm og sted, stoler jeg på fotografiet.


onsdag den 18. oktober 2017

SUPERHELTE OG SUPERSMERTER




Disclaimer: 
Dette er en ældre tegneserielæsers tanker. Han bruger superheltenes gamle navne, og har kun set en brøkdel af de sidste 20 års film, hæfter og blade om dem (hvad han for øvrigt har det fint med). Korrigerende kommentarer modtages med glæde.

Deadpool, Dæmonen, De Fantastiske Fire, Jærven - og der er flere, også på skurkesiden, som har opnået superkræfter, fordi de har været udsat for ekstrem smerte. Det ligner en tegnet konvention på linie med, at det kosmiske kan give særlige kræfter (Silver Surfer, Galaktus, Dr. Doom) og at sorg og/eller andre følelsesmæssige traumer også kan booste overnaturlige kræfter (Spiderman, Magneto, Hulk). Det interessante er her, hvad den fiktive styrke siger om opfattelsen af svaghed. For er disse superhelte ikke udslag af at have overvundet smerte, frem for at have bukket under for den? Man bemærker også, at når der udkæmpes kampe i dette (jeg medgiver lidt løst skitserede felt), så oplever man aldrig nogen, på nogen af siderne, der siger, “Av av, nu jeg giver op! Det gør simpelthen for ondt det her.” Der er altid tale om en udmattelse eller (en slags) død. 

Vi er i disse tiders populærkulturelle regime (se også appendix) langt i forståelsen af, at superheltene ikke længere er ideale rollemodeller, men nu også fejler full-scale (nogle gange frivilligt), umoralsk voldsæstetisk og (nogle gange pinligt) korrumperes fornedrende, nøjagtig som vi mennesker, når de konfronteres med verdens magtpolitiske fordærv og senmoderne identitetsproblematikker. Derfor er smerten interessant at tage op, for den er jo i lige så høj grad til stede i kulturelle dagsorden som ovennævnte dilemmaer. Smerten er - undskyld metaforen - blevet en kamp om sandheder, friheder og rettigheder, som tegneserien ikke har formået at forklare med andet, end overlevelse, og med den en vis overlegenhed. Det nietzscheanske credo om det, der ikke slår en ihjel vil gøre en stærkere, har altid haft det lunt og godt indlejret i tegneseriernes dna. Derfor burde superheltene måske være de første til at træde frem med deres smertende erfaringer. 
Men det er altså aldrig sket. De har højst et lidt besværet, ufrivilligt fatalistisk forhold til den smerte, organisation eller de begivenheder, der har påført dem deres kræfter. For læseren står heltene imidlertid som en slags argument for, at smerten kan føre til overmenneskelige kompetencer, hvis altså bare man udholde den. Og her tænker jeg ikke på at kunne smelte en tank eller standse en lavine. Hvis du kan udholde smerte er du med andre ord en superior. Jeg er ikke den første eller sidste, som påpeger ligheden til samme Nietzsches overmenneske - det gør serierne endda selv i flere sammenhænge, hvor fortællingerne står og vipper mellem billeder på fascistoid afgudsdyrkelse eller etnisk udrensning, men jeg vil gerne være den første til at spørge, hvordan heltene forholder sig til smerte.
Når jeg beskriver smerten som en (kulturel) kamp om sandhed, frihed og rettighed, er det fordi vi i nutidens samfund har svært ved at finde et fælles syn på, hvad smerte er, og om hvor meget indflydelse smerte skal have. Som alt andet er den også til forhandling. Det er ikke en ny diskussion, men den er blevet aktualiseret af både økonomiske og videnskabelige brydninger, som på den ene side betyder, at samfundet kræver mere af dets borgere, og på den anden side pludselig kan dokumentere mere om, hvad borgerne er i stand til at yde.



















Men hvis vi så insisterer på at fravriste superheltene et svar på, hvad smerten er, så er den først og fremmest - og naturligvis - paradoksal og kompleks. For den er ofte opstået af et overgreb, en magtbrynde eller en Job-lignende skæbne; altså en slags uretfærdighed, som heltene så kan hæve kræfterne til retfærdighed med. Herunder en legitimering af at kunne bekæmpe alt ondt/smertepåførende; ikke kun den oprindelige smertekilde. Der er altså noget gammeltestamentligt over smertens dynamik. Kan måske ikke overraske, når man betænker, hvor længe siden de første superheltes kapper slog deres folder. Og hvor de gjorde det (USA i 1930’erne). Men det ændrer ikke ved det komplekse - at smertens menneskelighed er faktisk det, der forvandler dem til overmennesker, men det forholder de sig ikke til. Det peger på, at heltene simpelthen ikke interesserer sig for smerten, men kun er optaget af styrken. Hvad der måske også passer godt på deres historiske udgangspunkt, hvor overlevelsen, alt andet lige var tættere på det almindelige liv, end den er i dag. Og hvad der måske også passer godt på, at fremtiden ikke var det samme i gamle dage som i dag. Som i vores folkeviser overvindes smerter og kræfter med stamina, kløgt og heltemod. Selvfølgelig kan man placere svækkelsen som en forudsætning for kraften, men hos heltene spiller det ingen betydning for, hvad, eller om man ser smerten som noget særligt.
Historisk set ved vi, at fra og med serierne kommer i puberteten (60’ene), så dukker smerten faktisk op - men som en eksistentiel smerte ved kræfterne. Der er flere eksempler på, at helten enten længes tilbage til det menneskelige, eller ønsker forvandlingen ikke var sket, men heller ikke dér bliver smerten italesat. Det er kræfternes etik, der pilles i: Hvilken position har overmennesket ved at have disse kræfter? Men her kunne smerten jo have haft en rolle - her kunne smerten jo have været en vink om, at hvis kræfterne har et ophav, så må det vel også betyde noget for deres jura. Vi kan muligvis (for sådan er det med den metode) dekonstruere os frem til, at i de tilfælde, hvor helten får moralske kvababbelser over sin magtfuldkommenhed, så er det fordi smerten har forvandlet ham til noget (umenneskeligt), han ikke ønsker at være. Smerten er altså en slags fjende, fordi den er irreversibel og umenneskeliggørende. For læseren er det imidlertid sjældent det, man oplever, men netop typisk en identitetsproblematik (som X-men har dyrket til fuldkommenhed, ved at lade heltene være født helte), hvor man skal affinde sig med at forskellen er styrken; at man kun kan sejre med sin egen identitet. Men igen ville det være spændende at udspørge superheltene, hvordan smerten er formende for individet - for den identitet de får i kraft af den? Vi kan altså måske dekonstruere os videre frem til, at smerten er den største fjende heltene har, og derfor undertrykkes den konstant af styrken, af udøvelsen og demonstrationen af styrke. Det kan betragtes som et superdårligt svar.
En anden mere prosaisk forklaring, som måske ligger i forlængelse af dette, kan ligge i, at det tegneserierne dybest set og udelukkende er gjort af, er kommercielle interesser. At der skal være en overensstemmelse mellem ide - det liberalt frisættende og vækstfilosofiske - og produkt. Helte skal sælge på aktion og foranderlighed, ligesom de markedmekanismer, de er rundet af. Og i den agenda har smerten ingen plads, da den i sin natur er passivt helende og reflekteret. Det er al fald, hvad både den kulturelle og lægelige diskurs peger på, den er i dag. 

I andre tegneseriegenrer har den sårede og smertende (anti)helt været at finde i mange år, og er i de senere - blandt andet gennem den grafiske roman - blevet tydeligere og tydeligere. Men den slags helte er endnu ikke kommet ind i den titaniske kamp mellem Marvel og DC. De mangler nok kræfterne.
















Appendix:
Der ligger en endnu ikke udfoldet pointe i, at der i disse tiders bevægelse væk fra de elitære og akademiske analyser, forklaringer og temaer, tydeligvis sker en omfavnelse af samme begreber i ophøjelsen af populærkulturens hedonisme. For en akademiker er og bliver det en understregning af, at vi aldrig slipper for at diskutere hvem og hvad vi er som mennesker - men (altså) også af, at demokrati er en form og et felt, der i sig selv kan debatteres.

_
Den aarhusianske filosof Carsten Fogh Nielsen, hvis tanker bl.a. har dannet afsæt for dette indlæg, beskæftiger sig med superheltene som etiske og moralske modeller. Det kan man godt. 
Se mere her
og her


mandag den 16. oktober 2017

STEN BEN SKO FLUGT
























Altid dette spil
At være fanget mellem ligegyldighederne i sit eget liv og andres
Trykket fra fejltagelserne på uopmærksomhedens vægte
Man ser sig forskræmt omkring i sit eget liv
og opdager at ingen iagttager een hvad man først tror
er en lettelse
men siden forstår er ensomhed

Jeg tabte min ene fod


lørdag den 7. oktober 2017

NAT I MORGEN



















Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 


FORFATTEREN KORT




















HODET OP!


























lørdag den 2. september 2017

ARCHITECTE

























ADAGIO CANTABILE
























For musik gælder fysikkens love men gudernes paradoksale bestemmelse. Musik er et liniært og perspektivløst rum. Musik er defineret af vedtagne, anskuelige og teoretiske parametre, men også grænseløst og relativt. Du kan befinde dig i musikkens rum og samtidig være dets resonans. Musik er formløst altid allerede en ide, en tanke en indskyldelse et glimt i din bevidsthed. Mønstre, bølger, systemer, punkter, forløb, fortællinger om intet og alt. Hvis ikke det var så nemt at lytte, ville musik være en gåde. Vi er alle lydfødt, før vi er noget andet.


onsdag den 16. august 2017

FORFATTEREN
























Han besluttede sig for at kortlægge alle de dage han havde levet - hvor han havde været, hvad han havde lavet, hvad der var sket, hvad der ikke skete.
Det var et stort arbejde som tog mange år bare at arbejde sig ind på, men efterhånden blev han dygtigere og dygtigere til det. Han blev mere og mere bekendt med sin tid og sine vaner, og han blev mere og mere sikker på han rent faktisk kunne vide, hvad der var foregået, selvom han ikke med sikkerhed kunne huske det. En arbejdsdag dækkede typisk en uge - alt afhængig af om det var en uge, hvor han havde foretaget sig enten meget normale ting, eller det var en uge, der var veldokumenteret, og så de uger, hvor han var i tvivl, fordi han havde været syg eller oprevet over noget. 

Arbejdet greb ham, og fordi der måske var en slags dybere sandhed i at det blev rutine, blev han også overrasket over nogle ting - blandt andet at han på et tidspunkt skulle skrive han sad og dokumenterede sit liv, og ved den lejlighed også skulle skrive, at meningen med hans liv gik op for ham. Men først senere, naturligvis.


onsdag den 5. juli 2017

GINGALSKAB - ELLER DEN INDUSTRIELLE EPIDEMI


























- The London Gin Craze -

Jeg har kendt og brugt William Hogarts ‘Gin Lane’ i mange år, og ofte sammen med nogle af Goyas tegninger. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes det dels var et veludført og (vel) klassisk stik, og så fordi oplysningstiden gør sig godt på billeder - også pædagogisk. Jeg har altså set - og vist - hvad jeg mente var oplysningstidens blik på de forfærdelige forhold i Englands underklasse; underforstået at billedets agenda var at oplyse om disse forhold, for at få de uoplyste - men duelige - borgere i tale. Sådan gør man i oplysningstiden! Nu ved jeg mere. Og ironien i min egen uoplysthed er tankevækkende.

Trykket er faktisk ment til selve underklassen. Propaganda tror jeg trygt vi kan kalde det. Sandsynligvis fremstillet på bestilling af Henry Fielding - ven og magistrat. Trykket kommer ud i et futilt forsøg på at dæmme op for et grassende misbrug i netop denne klasse. Et misbrug så afvigende og fatalt, at det har fået sit eget navn: The London Gin Craze. Kort fortalt udspiller The London Gin Craze sig i første halvdel af 1700-tallet og er et resultat - som katastrofer ofte er - af flere faktorer: Underklassers elendige kår som ubetinget udgangspunkt. Derefter ophævelsen af monopol på fremstillingen af gin og en både økonomisk og kulturel uvilje mod at drikke (fjendens) cognac. Efterfølgende en eksplosion af destillerier og udsalg - som der står på Hogarths billede: Drunk for a penny, dead drunk for twopence, clean straw for nothing. Der er flere gode pointer i billedet at gå på opdagelse efter - jeg synes især godt om navnet ‘Kilman’s Distiller.' Resultatet er under alle omstændigheder det Torben Jørgensen kalder en industriel epidemi, hvor dødsraten overhaler fødselsraten, hvor børn fødes med alkoholskader, hvor mødre slår deres børn ihjel - bevidst eller ubevidst, hvor en hel klasse vakler - og med det samfundet. Og det er her min historieløshed står i et nyt lys.

Jeg har i en alt for middelklasseakademisk selvsikkerhed ment billedet handlede om nogle andre end mig, som ikke kunne styre deres ikke-middelklassede pli og pligt. Jeg har således ikke blot overset den historiske kontekst, som man altid skal se (efter) - jeg har også ikke set, hvor mange ligheder 1700-tallets Gin Craze i London kunne have at gøre med har med det vi i det 21. århundrede kunne kalde 'the Google Gaze.’ 
Begrebet industriel epidemi er coined af Beatrice Majnoni d’Intignano i 1995, og dækker over det vi almindeligvis har set og fortfarende ser i forbindelse med den uskønne danse macabre mellem producent og forbruger, når det kommer til sundhedsskadelige produkter som fx tobak, slik og - altså - alkohol. Hvad enten man kender d’Intignano eller ej tror jeg ikke de fleste oplyste nutidsborgere er ubekendt med dens slags kommercielle dynamik. Det der for mig står som det nye i mit blik på the Gin Craze er, at jeg tror jeg kan se sammenhængen hos andre, men netop i det blik afslører min egen blinde vinkel. For i dag er min middelklasse jo den samme klasse som Hogarth afbillede; sådan flytter historien og fremtiden jo på sig og mig. Hogarths håndværkere og husmødre er for længe siden flyttet ud af Gin Lane og ind på parcellerne med fast skolegang og uddannelse og kun et ugentligt spiritusforbrug til den tipsy side. 
Derfor overser jeg - og mit selvoptagne blik - hvordan jeg for længe, længe siden må er blevet smittet af det jeg sidder og gør nu: Lader Blogger, Google, Facebook og alle de andre digitaliserede (so me) medier facilitere min trang til at være noget og nogen i denne overvejende villede vellykkede visuelle klasse. Gratis og belejligt på bekostning af fjendens produkt (i.e. de andres blogpostede og statusdirigerede liv). Og følgerne er heller ikke usammenlignelige; for hvor mange forkrøblede børn fødes ikke af denne dulmende strøm af selvbekræftelser og ditto iscenesættelser, hvor mange venskaber vrides ikke af led, hvor mange timer æder medierne ikke af både produktivitet og fritid, og hvor mange milliarder triller ikke ned i computerkøbmændenes og forfængelighedspushernes lommer? 

Jeg kan se det. Kan du se det, eller er du for fuld? 





















Torben Jørgensen: Livsstil og sygdom IN: Klinisk sundhedspsykologi (Munksgaard 2013)



onsdag den 28. juni 2017

KIEFERNOMEN III


























KIEFERNOMEN II



























ET SALVADOR DALI-BLIK

















Min bror har lånt en Mercedes. Den holder i garagen og fylder den næsten helt ud. Ikke bare, fordi det er en stor bil - den fylder også i kraft af sit brand og sine linier, og den fylder med alt det potentiale, der ligger i sådan et vehikel.
Jeg står lige ved siden af den ene forlygte og nyder déns finish. Nyder detaljen i det klare, bølgende glas. Snittet, størrelseforholdene og den geometriske omhu, jeg ved der er lagt for at pærens lys kan brydes og finde vej ud på mellemrummet mellem fartens vektor og bilens underlag.
Jeg lader blikket glide ubesværet og lidt liderligt ned langs karrosseriet, samlingerne, stolperne, dens sølvgrå træk. Tænker på delene. Tænker på svejseflammer, nitter, gevind, ruller, ledninger, kobber, processorer, sikringer og instrumentbrættets dybsorte fuldendte form - fra fører til passagers fremsyn. De indlagte instrumenter, teknologiens intarsia. Jeg tænker på, hvor meget af bilen der på et tidspunkt må have været flydende, før det blev støbt i en form. Jeg forestiller mig skærmkasser og hjulnav hidsigtrødt skvulpende. Gummilister, isolering og greb boblende - sejlende frem og ned i hysterisk afmålte doser, for at finde ro i en enkelt størknende del, der nu sidder her et sted og gør bilen hel. Jeg forestiller mig al den varme, der emmer op fra værket.

Og så ser jeg, hvordan bilen som et næsehorn eller en elefant i et kort øjeblik floves og ligesom gi’r sig under deres hornede, grå hud. Som om der var kød indeni.



DRØMMEMOTTO


Øjeblikket findes
Så længe
Det holder fast i de faldende klippestykker













lørdag den 10. juni 2017

VOYEUR SIGNAL VOYEUR SIGNAL VOYEUR

























jeg vil se men ikke det der vises øjet er begravet øjet er bedraget af mit blik min tanke det jeg tror jeg ville kunne se jeg vil se jeg giver op lægger ingen planer i synet på mit land mit selvsyn mit øje er ikke mit når jeg ser på det med det ind til det jeg skærer det ind til en sandhed som kan være det ikke mig ikke mit øje det øje jeg vil se