lørdag den 31. december 2016

SPEJLET I ÅR OG I NÆSTE

















FAST FICTION



















Tertium non datur

Jeg tager chancen, og påstår, at den almindeligste opfattelse af fiktion er, at den følger efter virkeligheden - mimetisk, fortolkende, hermeneutisk, kritisk, whatever way you want it - men billedligt talt træder den altså virkeligheden i hælene som en anden irriterende lillesøster eller gøgler, alene for at skabe en illusion, som vi kan forholde os til. Virkeligheden er så besværlig at forholde sig til som sig selv, så der kan fiktionen lave sit spil og have sin berettigelse. Men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Hvad nu hvis virkeligheden slet ikke var mulig uden fiktionen?

På Kunsten i Aalborg kan man for tiden se Omer Fasts kunstfilm (eller videoer, som man kalder det med et lidt bedaget udtryk) på udstillingen 'Present Continuous’ - eller ‘Nutiden fortsat’ som de oversætter det til. Der er flere af hans film at finde på nettet. Kender man dem ikke, kan det være en idé at se dem, men det er ikke nødvendigt for at læse videre. Men giver man sig kast med at se dem, må man under alle omstændigheder indstille sig på et større stykke arbejde, for i samme øjeblik man genkender deres banale udtryk fra ens egen tilværelse, går det op for een, hvor uhyggeligt hermetiske og mystiske de er. 
Min påstand er, at Fasts film bekræfter virkeligheden, fordi de lyver. 

Man kommer altså helt omvendt ind i virkeligheden med Fasts film - for jeg tror bestemt han vil sige noget om virkeligheden med dem - ellers ville han ikke være så optaget af især krig og psykologi som han er. Men først skal vi altså forstå, at der i det hele taget ér en virkelighed. Og det gør vi gennem løgnen. Spørgsmålet er så, hvorfor Fasts film lyver mere end så mange andre fiktive frembringelser.
Selvfølgelig er der hans flirt med facts gennem dokumentarens koder. Hans realistiske stil. Grundigheden. Hans evne til at vælge skuespillere, som ligner virkelige mennesker. Indholdet som altid tangerer steder, begreber og begivenheder, som vi læser om i avisen, ser på vej til arbejde eller kender på rygraden. Og så afmonteringen af samme. De uvirkelige hændelser. Gentagelserne. De samme scener igen og igen - eller endnu værre, med forskydninger. Erstatninger. Eller bare fra en ny vinkel. Som et måske lidt tacky billede på Fasts metode, kan man sammenligne det at se hans film med at se, nogen fjerner brikker fra det puslespil man møjsommeligt har lagt. Man genkender motivet - holder fast i motivet, fordi det forsvinder. Man evner faktisk ikke meget mere end det, fordi der ikke levnes tid til fortolkning. Fast befrugter hele tiden historierne med nye indspark, på samme tid som han begrænser dem, fordi han aldrig gør noget færdigt. Man fylder ud og fylder ind, for hver gang man mister grebet - man insisterer altså på fiktionens mulighed. Filmenens sandhed. At der ér et puslespil, selvom det er efterhånden kun er repræsenteret af nogle få usammenhængende brikker. Man ender således med at befinde sig sansende og insisterende på denne helhed i virkeligheden, fordi filmens fiktionsgreb bliver og vil være overtydelige, men ikke umiddelbart forståelige. Ikke-mimetiske.

Det er vel et nærmest kartesiansk greb at ville se løgnen og dermed tvivlen om, hvad der er virkeligt, som en forudsætning for, at der overhovedet findes noget virkeligt, men det er den fornemmelse jeg står tilbage med. Der kan ikke være en tredie position mellem fiktion og virkelighed, så når vi konfronteres med det ene, forstår vi det andet. Således også Omer Fasts fiktion. Og hans måske så meget bedre og mere end andres, der kan have en tendens til at kunne nøjes med at være fiktion. Harmløs uvirkelig.

Det er nok ikke nødvendigt, men her er den alligevel, disclaimeren:
At jeg tolker Fasts film som epistemologiske eksperimenter står for egen regning - det er ikke en anmeldelse, jeg har skrevet. Omer Fasts film er som alle vellykkede kunstværker gode for en række andre tilgange, som jeg dog vil hævde, ikke kan komme udenom at forholde sig til de sprækker, de laver i virkeligheden. Det være sig krigens, billedernes, beskuerens, fiktionens eller den sprække virkeligheden i sig selv er.






tirsdag den 27. december 2016

MAN PRØVER AT HUSKE, HVORDAN NOGET FØLTES
























Følelsen er i hukommelsen, men kun som en vag fornemmelse. Et falmet fotografi.
Jeg tænker fx på en ølbrik. Dens ru pappede overflade. Bulerne fra kondens og skum. Dens syrlige og øllede duft. Hofhunden og dens blik (evt.). Kvadratet med de rundede hjørner - ganske let flossede. Formatet. Farvetrykket. Tykkelsen. Jeg har det hele i hukommelsen, men jeg kan ikke holde den.
Min pegefinger og min tommeltot lukker ikke sammen om andet end min barn- og ungdoms minde. Som om den gestus man oftest anvender for at beskrive, hvor tyndt eller småt noget er; det være sig pikke, argumenter eller tid tilbage, håner intellektets formåen.


MEMENTO












BAG VÆGGEN
























KNAUSGÅRD-KUNSTIPATION
























Alle disse desperate ord, der ikke virker. Stemmer jeg trækker ud af min falske hals, mit troløse hode, i håb om en helbredelse. Der er ikke tale om at lege psykologisk tagfat, for løgnens haler er alt for nemme at fange og holde om. Rottevenner. Der er ikke tale om en religiøs håndspålæggelse, for bogen bliver aldrig sand. Det er ikke tale, som man hørte den dengang, hvor tvivlen kun boede i is og reb og råd i den fysiske verdens fælder. Råb om hjælp. Barndommens navne. Alle disse desperate ord, der ikke virker, men kommer og efterfølger og vedbliver, mens jeg'et tavst forbløder sin fremtid.Jeg kan ikke tale det frem, der er gemt i det, jeg prøver at sige, og jeg kan ikke tænke det frem heller. Mit sprog kaster kun skygger i mørke.


mandag den 12. december 2016

MED AUSTER OG DESCARTES I TANKERNE I TOGET

















Tænker, erindrer, læser, sover, erkender og rejser på samme tid. Øjnene åbner og lukker. Læser og kigger. Staver og falder i staver. Billeder glider forbi og sejler igennem. Handlinger, personer, fremtid. Symboler og hegn. Vejr. Lys. Mørke. En simultanitet på sporet mellem København og Aarhus. Unik og kompleks.
Men der er een position [kalder vi det] over dem alle. Den der opdager alt det, jeg gør, på samme tid som jeg gør det. Som kan opfatte det hele ske og kun gøre det. En suveræn position. Mon den er min?
Også læsningen af Paul Austers ‘Rejser i Scriptoriet’ - som jeg har med på rejsen - er flersporet. For jeg genkender både Kafka og Conrad i teksten, men selvfølgelig også Austers egne tekster. Skrift, læsning og aflæsning af læsning snor sig ind i sporene, forsvinder og dukker op som pælene udenfor, som landsbyer man synes man kender. 
Der er dem der taler om teksten - også med afsæt i ordets etymologi -som noget, der er vævet eller flettet. Lag som danner en tekstur, en flade, der består af et uendeligt antal berøringspunkter og fremstår som et mønster. I så fald er min tekst de lagner, der hænger til tørre langs med banen og bølger i vinden og fanger lyset, der trænger ned mellem de drivende skyer.


Det er derfor jeg elsker toget og togets bevægelse. Bevægelsen er den bevidstløse bevidsthed. Man ved man bevæger sig - det aktiverer bevidstheden, så alle tanker tænkt ud over bevidstheden om bevægelsen er på en måde sikrede eller sikre: De findes. Descartes tænkte kun. Han kørte ikke med tog.

tirsdag den 29. november 2016

DER . HVOR . MAN . ER . SIG . S
























Her hvor jeg befinder mig, kan jeg kun være, fordi jeg siden skal et andet sted hen. Sorg og håb er er hver sit kronologiske grundstof.


onsdag den 23. november 2016

POPSANG #20




















det blev endelig nat
handsken forladt
månen kan kigge hvis den vil
søvnen har sat sin taperecorder til
hvis en fortælling dukker op
med imorgens grånende lys
kan du få den for et taperecorderkys

jeg er så væltet og umulig af i dag
jeg er så håbløs og forskruet af tindernes sag

natten er den blødeste dør for en dåre
det er ikke for døden eller drømmen
det er bare fordi
natten lukker øjet og øjet lukker larmen i

Ole kom og Ole gik
tilbage blev hans nattens musik


søndag den 6. november 2016

lørdag den 29. oktober 2016

LYS - KAMERA - ØJE - BLIK


Besøgte Kunstforeningen Gl Strands i øvrigt virkelig vellykkede udstilling om Jacob Riis’ fotografier fra New York, men blev, før jeg kunne komme videre ubehjælpeligt fanget ind af en række levende billeder. Jeg husker ikke, om de blev præsenteret som Thomas Edisons egne eller ej - men hans navn vakte i første omgang min interesse. Jeg har siden fundet frem til, at de er optaget af James S. Porter og James Blair Smith (hhv. instruktør og fotograf) for The Edison Manufacturing Company. Det skønne var, at jeg slet ikke kunne nå at forstå, hvad det var - udover dagsformens fænomenologisk/analytiske spænding - der i dén grad holdt mig fast i en halv time oder so. For jeg måtte se, hvordan disse grove, spjættende stumper af liv fra New York i 1900-tallets første år rullede over skærmen, og genfortryllede mit blik. Siden - det bliver så her - kunne jeg så begynde at se på, hvad det måske var, jeg så.















Filmene ligner indtil det banale andre gamle optagelser og fotografier fra den tid - og før den i øvrigt: Grynede langsomme og uvirkelige. Men fordi jeg kiggede med Edison - opfinderens - blik, blev de på en anden måde livagtige. Jeg kunne ikke undgå at fornemme, hvordan opfinderens arbejde blandede sig i fotografens. Det blev et dobbelt og endog tredobbelt blik: Jeg så kameraets hus og filmstrimlens lysfølsomme materiale samle verden til sig, samtidig så jeg, hvordan mennesket - fotografen - så med, mens han vurderede, hvad han optog og sluttelig måtte jeg løbende konstatere, at jeg så disse to ting på samme tid - med mit blik. Den kompleksitet lagde beslag på al tilgængelig bevidsthed. Jeg blev ført med i filmen og fotografens valg af scener. Hans tempo, hans panorering. Hans held, når to fiskehandlere i 'New York Ghetto Fishmarket' begynder at skændes. Hvordan han - simultant med mig - først opdager skænderiet, så dvæler ved det, til det driver over og fortsætter med poetisk præcision forbi en lille dreng, der skæver op på den balkon eller det tag, hvor han står. Drengen er ikke slået af frygt eller foragt - men af en blank og ufremkaldt undren. 
På en anden film er vi på en forbrænding, hvor byens ‘velklædte’ bumser og børn sorterer i dens tids brændbart og genanvendelige affald, der løbende køres ind bag gruppen af mennesker og læsses af. Billederne er usædvanligt levende og urolige, som er en det een krop med mange hoder og lemmer, der pisker genstandene rundt. Indimellem passerer en udtværet skikkelse forbi i forgrunden - som en ukendt besøgende, et spøgelse. Andre gange ser man i dybden mellem ben og kroppe pludselig mennesker i andre størrelser - børn, der ligner legende børn. De leger ikke. En tredie film viser udmattende en endeløs række af hestetrukne ladvogne, som vipper skrald (?) ned på flodbredden, hvor fem mænd lige så uafladeligt - men ufatteligt hvorfor - skovler materialet hen mod floden. Man følger kuske og betjente og forbipasserende, der kaster stjålne blikke på scenen. man noterer sig forskellene på vippemekanismerne og afstanden mellem gadelamperne.
Der foregår altså altid mere end een fortælling - en ‘scene’ - i filmene. Og de foregår på samme tid. Du må vælge, hvad du vil se. Og måske, er det netop dér, The Edison Manufacturing Companys film fremstår så anderledes levende og dokumentariske, at det er svært at kigge væk, at forlade dem. De udfordrer vores vante blik, fordi dens tids teknik ikke har åbnet mulighed for andet end at afbillede den valgte verden. Det er en åben blænde på de mennesker, der måtte være foran den, eller komme forbi den, og derfor fremstår billederne som mere ægte skiver af liv end et 'tilfældigt' skud op Fifth Ave eller af Soho, som vi ved kun skal signalere sted og kontekst. Vi er forvente med at vide, hvad vi skal se og afkode. Eller også er vi hvertfald ualmindeligt hurtige til at se, hvad billedets hensigt er. Ofte fordi billeder i dag er bundet op på narrativer, som a priori er indlejret i synet, der således simultant med bevidstheden lægger de rette koordinater ind. 
Det er oplagt at sammenligne Porter og Blairs film i denne fortolkning med Andy Warhols otte timer og fem minutter lange ‘Empire’ om Empire State Building fra 1964. ‘Om’ er måske så meget sagt, da filmen kun viser bygningen i een indstilling, men det er blandt andet denne faste indstilling, der gør sammenligningen mulig. Også ‘Empires' rå grå slørede grafik og klippeløse tempo ligner, men især Warhols tilgang til kunst er en åbenbaring. Warhols tilgang er som bekendt maskinens. Han synes godt om maskinen af flere grunde (de har blandt andet færre problemer!), som vi ikke kan komme ind på her - men vi har brug for udsagnet, fordi det rammer Edisonfilmenes demonstration af kameraets tekniske potentiale i hænderne på et menneske. For det er interessant, hvordan Porter og Blair forbliver bag kameraet, når vi ser deres film, sammen med os i øvrigt. Vi ser med dem og dermed også kameraets lykkelige blik, vi sanser sammensmeltningen menneske + maskine. Men i ‘Empire’ er Andy Warhol forsvundet. Der er kun kameraets øje tilbage. Vi ser en optagelse uden fotograf. Eller et kamera som fotograf. Ikke fordi Warhol skal være der, for at det bliver til film - det er ‘Empire’ jo et bevis på, men hvis ikke den var Warhols, var det jo blot en overvågning. Som altid med Warhol, er det det, der er det afgørende for at kunsten bliver til kunst - altså perciperet - der sættes i (…) fokus. Her kameraet. Vi må aldrig glemme maskinen. Synsmaskinen. Hvor Edisonfilmene viser opdagelsen, viser Warhol opfindelsen, men begge film peger uhyggeligt præcist på, hvordan alt, hvad der involverer maskiner også medfører koder og konventioner. Når man ser efter. Og det skal man huske at gøre. Ellers ender vi som Warhol: Optagende, men ikke reflekterende.


Man kan i øvrigt opleve, hvordan Alfonso Cuarón afslører den mekaniske forforståelse mellem blik og fortælling i hans spillefilm ‘Children of Men’ (2006), fordi han flere gange ‘bortfører’ kameraet og blikket fra seerens kontrakt med fortællingen. Det er rystende og velgørende.

Om filmere fra The Edison Manufacturing Company

Titelliste over EMC’s produktion

En anden anmeldelse af filmene



Jacob Riis på Gl. Strand

Andy Warhol: I fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter (Aschehoug, 1995)


mandag den 17. oktober 2016

VENDINGER VI IKKE VISUALISERER





















Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.

- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?

- I første ombæring må man spørge, hvad det er  for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.

- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.

- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.

- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.





søndag den 2. oktober 2016











Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det.


Gustave Flaubert; i et brev til Ivan Turgenjev 1872