Modsætningsskema til den trætte og modløse grødæder

Ironi >< Personligt ansvar (Sørine Godtfredsen)

Insisteren >< Eksistens (Michael Jeppesen)

Mod >< Viden

Smag >< Afsmag

Civiliseret >< Illusionsløs

Sprog = bevidsthed >< Lyde = førbevidsthed

Kæp >< H(j)ul

Meget besøgt og kommenteret blog >< Søvn i en obskur zone på Internettet (Dominique Cardon)

Spørgeskema til den trætte og modløse annoncelæser

WYSIWyou get to see

Hvad får sex i annoncer solgt mere end masturbation? Som man ved af?

Hvordan oplever du annoncer? A) Som banegårde B) Som kirkegårde C) Som helvedes forgård?

Savner du også en side 9-annonce - helt klædt af og bare charmerende ligetil?

Hvilken form for ironi gør sig gældende, når man bedst husker den eklatant dårlige annonce (fx for en discountbutik) og ikke kan kende forskel på alle de dyre modehuses?

Griner reklamefolkene mest når de laver A) Annoncer der skal være morsomme B) Annoncer for afføringsmidler/acnecreme/viagra/baconmix C) Annoncer for politiske partier D) eller når de går hjem fra arbejde?

Har De nogensinde gennemskuet en annonce som A) Et udsagn trykt på en æltet papirmasse, der skal blive til en æltet papirmasse igen og eventuelt ende i nogens ende som toiletpapir B) En slags kontrakt, hvor det eneste med småt er reklamebureauets navn C) Et billede af en ret i et cafeterie?

Hvis du nogensinde skulle tro på en testemonial, skulle den så være for A) En skilsmisseadvokat B) En bedemand C) En psykiater?

Når du sidder og bladrer og bladrer og kun ser annoncer i din avis eller dit blad, hvad tænker du så på?

Hvilken slags ironi skal man lægge i, at annoncer for produkter til mænd ofte bruger kvinder som blikfang, og annoncer henvendt til kvinder også bruger kvinder?

Har ordet unisex ikke ni stavelser for meget?

Hvorfor ser man ikke længere annoncer, hvor man kan klippe noget ud og skrive sit navn på? A) De ting der står på bagsiden er blevet for vigtige B) Internettet

Wien - itinerarium constructio 2

Siældne glimt

Jeg er på vej til Wien. Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. Følgende er andet indlæg i en førrejseguide til Wien.
Hvis man leder efter Gustav Klimt i sine billederindringer - og samtidig eller kort efter fundet, leder efter Egon Schiele, vil man opleve det forunderlige, at de kompletterer hinanden på smukkeste vis. Man kan naturligvis også google dem frem med algoritmens hast, eller - hvis man som jeg, er gammeldags priviligeret - hente dem frem fra hylderne. Men som jeg sidder her uden andre gengivelser af værkerne, end dem jeg har i tankerne er deres modsætnings/kompletteringsforhold langt mere interessant.
Hvis man vil tillade en digression, så er gensynet ligesom genfortællingen ikke altid at sidestille med en forenkling i uheldig forstand - de kan meget vel svare til en fokusering og fortolkning, en kop espresso. Som man jo af gode grunde ikke bæller.
Nå, men bare fordi jeg så har udfordret de to billedværker med en anden måde at opsummere på, er det ikke ensbetydende med, at der er noget epokegørende nyt på færde. Hvor Klimt pakker sine mennesker ind i jord, sten og alkymistiske beværgelser, så klæder Schiele jo sine figurer af - men selvom nøgenheden på mange måder er hans signatur, så er det jo ikke primært de benede, senede og derfor ekstra nøgne lemmer jeg husker ved hans værk. Det er de blikke som kroner kroppene. Vist er hans mennesker erotiske væsner, vist har de levet ud og ind af deres genitalier - der er på den vis ikke forskel på dem og den omgivende organisme af lår, bryster, halse og arme. Men det er blikket man husker og mærker i gensynet, blikket som kigger på een gennem kroppens historie. Figurernes blik rammer ikke på trods eller som resultat af kroppenes slid. Det rammer paradoksalt nok som alt andet end. Som at komme hjem fra en cirkusforestilling og kunne huske den vinkel klovnens håndled havde, da han bukkede. Som at have spist på Mortens Kro og kun kunne huske Champagnen (og glassets kølige fugt). Mange billedkunstnere snakker om sammenhængen mellem den tid og de lag, der ender med at ligge på lærredet som proportionale med, eller en slags forudsætning for, at de har nået det endelige og mest rigtige resultat. Hos Schiele (hans mig ubekendte arbejdsmetoder ufortalt) bliver blikkenes kroppe det samme som oliemaleriets mange usynlige lag. Hvilken sammenhæng er der så mellem de sarte og skrøbelige knogler og blikket? Vi spørger hos Gustav Klimt, der som annonceret på erindringens agenda jo passer ind som Schieles modsætning.
Klimts værker har ingen nøgne kroppe. Kroppene er inde i maleriets materiale så at sige. Altid forbavses man over, hvordan Klimt kan pakke dem ind i noget, som ikke er og alligevel også er et motiv. Det er som om hans mennesker helt metaforisk er "i" nogle omstændigheder eller situationer, som gør det ud for klæder eller naturelementer. Klimts billedrum er fiktive, men hans figurer smertefuldt virkelige, fordi de er genkendelige og banale. Hos Klimt er blikket, i overensstemmelse med den lydefri og selvspejlende perception, introvert. Som blikket hos en hund, der ikke har noget at give sig til - eller måske mere præcist, ikke ved man kigger på den. Sådan sidder de i malerierne. Overbevisende sat fast i alt muligt materielt og alligevel æterisk. Blikke som ægyptiske faraoners. Og kroppene, nøgenheden, huden og det udsatte er indsat og skjult. Som undersøgte deres blikke det mørke, der omslutter kroppen. På omstændighedernes bløde inderside, har han sat sin signatur.
Således finder Schieles blik en krop. Således finder Klimts krop et blik. Godt deres værker er to forskellige. Ellers ville de ikke spilde tid på os beskuere.
Jeg har (helt ærligt) ikke kigget på et eneste værk af de ovennævnte kunstnere, mens jeg har ravet gennem dette indlæg. Jeg gør det når jeg har oploadet. Hvis jeg tør teste det melankolske gensyn med det empiriske blik.

Get a life

Alle hylder frit valg

Hvis man slår frasen "get a life" op på et af de anbefalede links ovre til højre (urban dictionary, hvis lumre lingvistiske fristelser altid får een til at bruge for lang tid derinde), får man at vide, at det er noget idiosynkratiske indvider, som ikke selv har noget liv, siger til folk, som har et (evt. KUN et) indholdselement i deres liv. Udsagnet siges altså (fordomsfuldt og bigot) om nogen, som bruger (sandsynligvis) uforholdsmæssigt meget tid på en lidt aparte eller meningsløs beskæftigelse. Jeg tænker det kunne være tog- eller flyspottere, folk der river sand eller måske bare nogen som ryger lidt for meget hash.
Frasen har nu nok oprindeligt (FORDI det er et amerikansk udtryk og FORDI den politiske korrekthed ALTID indhenter amerika) været ærligt ment og reelt fremsat, når man fandt der var tale om tidsspilde, alfald målt med kun blød kynisme og almindelige normer. Det betyder jo ikke (uha!) at man ikke kan anerkende en nørdet hobby eller et hedt engagement for hin enkelte. Det er lidt som med den (beslægtede?) "get a room", som man som bekendt ytrer, når de kyssendes savl når ind i skoene på os, som ikke er optaget af at genbruge andre menneskers luft - alternativt, når de forelskedes kærtegn bliver lige vel private.
Det er imidlertid skråt ligemeget med det liv og det kæresteri - for sagen er, at jeg i frasen "get a life" ikke længere hører det overstående, men noget helt andet.
"Få et liv, for det har du da for lidt af", er blevet til "tag et liv, der er nok at vælge imellem". I dag er livet ikke længere en helhed eller en skæbne. Det er en mulighed. Eller rettere mange muligheder. Livet er ikke een ting - ikke fordi vi lever flere parallelle, så vidt jeg ved, eller fordi vi lever igen og igen, men fordi livet er blevet synonymt med fx en interesse eller en facon. For den sags skyld er en nørdet interesse helt fin i denne sammenhæng. Og nej, heller ikke her mener jeg dette som en kritik (Gud forbyde), men jeg tillader mig at undre mig over, hvad det er for et skred i opfattelsen af, hvad et liv er, der er sket? Og det gør jeg vel vidende, at skredet hovedsagligt er sket sprogligt (kognitivt).
Men hvis jeg har ret, og der kan godt gå nogle år, før vi finder ud af dét, heldigvis, så er der tale om mere end et pendulord - eller pendulidiom - der er tale om, at liv går fra at handle om indhold (som det er i den nedsættende, stadig aktuelle variant), til at handle om form (facon). Hvis "liv" = måde at investere sit selv i ens udmålte tid, så er tidens fokus på at finde sin egen branding, SIN fortælling, for mig at se, det samme som at "få et liv" fra en hylde med de og de karakteristika. Jeg kan ikke slippe for synet af et supermarked med det ene efter det andet individ, som præsenterer sit liv ved hjælp af en form, i en facon eller med en slags, gerne tragisk, stigmatisering, når jeg tænker på "get a life"-udsagnet. Som så meget andet i denne verden er det resultat af en pervertering af noget godt og smukt: Livet er blevet til et kronisk, corny credo. Fortællingen om HVORDAN man nåede sin erfaring - den ægte storytelling - er blevet til en versionering, en brandvabel - på een gang MIN, men også genkendelig for alle andre, og først og fremmest ET LIV. LIge indtil man har et nyt liv at være.
Og hvad er der så galt med det?
Der er det galt, at et liv + et liv + et liv + et liv = mange måder at investere sit selv i den udmålte tid, og derfor = jetlag, der som bekendt gør een svimmel og træt og ude af stand til at føle sig til stede. Jeg vil tale for at udtrykket skal hedde "få EET liv", og stå ved det, stå last og brast med det, og hvis du synes du "mangler et liv", så udvid det du har.
Meget passende går denne opfordring helt galt, hvis man oversætter den til amerikansk slogansk: "Get one life" - hvor den bliver decideret morbid. Nå ja, sic, og derfor netop eksistentiel.