Poetens hode: september 2014

søndag den 28. september 2014

lørdag den 27. september 2014

lørdag den 20. september 2014

JEG LÆSER PABLO LLAMBIAS OG TÆNKER

Jeg læser Pablo Llambías og tænker
på en kvinde jeg ikke er forelsket
i. Hans sonetter får mig til at for-
stå, at når hun og jeg taler sammen

er det egentlig digte forvandlet
til sprog. Det er mærkeligt sådan at stå
med et begær vakt af en bog og skrevet
tilbage til sig selv. Jeg farer vild i

sprog og virkelighed og frygter kærlighed-
en gør det samme. Han siger der ikke
er forskel på digte og dage og dul-
mende sex, men jeg bruger punktummer som
piller mod vrangforestillinger og
prøver at elske digtenes sprog igen.

MODEL OG BANE

Trainsport

Når man bygger modeller er man af indlysende årsager optaget af virkeligheden. Måske mere end man er, hvis man kalder sig filosof eller ideolog. Modelbyggeren er et grundigt menneske med blik for detaljer og funktioner, med interesse i historie og mekanismer, udvikling og opfindelser. Modelbyggeren har måske ry af at være et indesluttet og måske endog soclalt dårligt fungerende menneske. I den seneste legofilm er modelbyggeren blevet psykopatisk.
Jeg misunder modelbyggeren. Hans ro, hans målrettethed, hans tålmod. Og altså hans vinkel på virkeligheden. Den er så ren og forholdsmæssig. Gengivelsen af virkeligheden er så besværlig, når man skriver om den, synger om den, maler eller tegner den. Modelbyggeren har en kontrakt, der ligner en pagt.
Jeg misunder modelbyggeren. Glæden ved at få noget til at stå og ligne. Begejstringen ved at finde et hus eller en bil eller en vogn, som fuldender et scenarie. Det er så svært ellers at begejstres over virkeligheden - og altid hyklerisk at begejstres over mimesis i film eller kunst. Hos modelbyggeren mødes mimesis og magi på en lødig måde, fordi der skal pudses og limes og måles og males på samme måde som … i virkeligheden.
Jeg misunder modelbyggeren. Den tredimensionale fotograf. Hans mulighed for bogstaveligt talt at gribe ind i scenen og tiden og stedet; dreje en bygning 4° og lakere et hus i Technicolor™. jeg misunder ham hans tur til butikken med virkelighed; grantræer, elme, rhododendron, granitsten og grus. Små matte plastposer fyldt med stof og materie, som kan vokse videre lige ind i hovedet og drømmene på ham.
Og så stod jeg dér i Hadsten Centret og tænkte på alt det jeg lige har skrevet. Og så så jeg, at jeg så. For jeg så, at jeg ikke kunne se een eneste graffiti. Ikke eet tag eller et piece eller bare resterne af en plakat for en koncert eller et dyrskue. Spor efter liv. Jeg har aldrig savnet synet af mennesker eller liv på modelbanerne - der har magien, fantasien og de utrættelige tog sørget for. Men virkeligheden er, som alle modelbaner understreger med deres 70’er-æstetik og MR-tog, også historie, og historie er tid, og tid er spor efter mennesker. Ikke tog.

Jeg misunder stadig modelbyggeren, men nu forstår jeg, han blot er menneske som mig, som en digter eller en demokrat. Han gør alt hvad han kan for at gengive virkeligheden. Og så ændrer han den.

DÅMME SLÅGANS

Så er det sagt

Vi møder dem hele tiden - og i en grad at man glemmer at spørge om de passer, eller om det kan være meningen de skal slippe af sted med det: Slogans.
For en sur midlaldrende akademiker er her et hav af bitterhed at boltre sig i. Vi starter med supermarkederne.

“Rigtige købmænd”
Javel. Godt forsøgt med nostalgi og ærlig snak. Men enhver ved, hvad en rigtig købmand kan; tjene penge! Og hvem tjener han dem på?

“Råd til mere”
Så hvor mange penge har man med hjem?

“Mere end discount”
Indirekte siger de at udgangspunktet (altså den egentlige butik) er dårligt.

“Frihed til at vælge”
Bortset fra måske et par discountbutikker, automaterne og benzintankene, så er det ikke ligefrem mangel på udvalg, der mangler, når man handler. Men det lyder godt.

“Derfor”
Ja, hvis man spørger. Hvis ikke man spørger, er det et underligt svar. Ergo.