søndag den 24. april 2011

7 billeder fra Wien

Billede 1: Halve mennesker


Overalt hvor man færdes i Wien ser man halve mennesker. På U-bahnstationerne, ved stoppestederne for busser og sporvogne, på rulletrapperne op og ned, i butikkernes spejlbilleder og ved cafebordene stikker overkroppen op uden underkrop, igen og igen og igen. En hær af halve skikkelser. Paradoksalt nok, da mange af disse syn netop er forbundet med transport og bevægelse; stænger, hofter og skridt (..) forbliver usynlige. Billedet af alle disse handskedukker blev til sidst så påtrængende, at jeg i et kort øjebliks trance genkendte min egen overkrop stikkende op ude foran alle museernes billeder, hvor jeg som en anden myre eller bi bestandigt vandrede forbi det ene blomstrende og søde motiv efter det andet. Tænk at alle lærreders rektangler var vinduer ind til vi kunstkonsumerende lektorers virkelighed.
Bag disse oliemættede gengivelser af en virkelighed kunne vi så stadsmæssigt passende placere doktor Freud og hans blik. På den anden side af Klimts erotiske og geniale slør, Schieles blottede køn og selv, Boschs’ religiøse apokalypser, Breughels filosofiske landskaber, Markarts mørke blomsterbuketter og blussende kinder, de endeløse portrætter af k.u.k.’kere og kvinder klemt i corsager og kravatter, rækkerne af Jesu omskærings- og korsfæstelsesscener og inde bag Gerstls fede lag af farve sidder han og betragter vore blaserte blikke og forfængelige interesse. Vel vidende at overkroppen altid kun fortæller halvdelen af sandheden.


Billede 2: Billeder på udstillinger




På museet for moderne kunst ’MUMOK’ sidder kunsthistoriker Jörg Wolfert på sin skammel og fortæller om museets historie, politik og forpligtelser. Som mange af Wiens museer er det en privatsamling, der udgør DNA’et i museet – det er noget, som gælder både for den gamle og moderne kunst i byen. Særligt for den moderne kunst gælder dog, at efter Anden verdenskrig var moderne kunst ikke til at se i Østrig. Den moderne kunst var forsvundet på mange forskellige måder, men af samme grund; nemlig nazismen, som aldrig udviklede et intimt forhold til billeder over knæhøjde, men blindt støttede sig til det fundamentale figurative og primitivt propaganderende. Uden direkte at nævne en sammenhæng, fortalte Jörg Wolfert, at alle (ALLE) skoleelever i Østrig får en personlig invitation til at besøge museet for moderne kunst. En invitation, som dækker alle udgifter i forbindelse med besøget! Så mener man noget med det, og man tillægger det åbenlyst en betydning i de unge menneskers dannelse. Derfor tager alle besøg på museet også udgangspunkt i en dialog om og metarefleksion over, hvad et kunstmuseum er, hvad der kan udstilles og ikke mindst hvorfor.
På ’MUMOK’ udstillede man blandt andet aktionskunst – den slags hvor nøgne kvinder og blodige mænd forsøger at finde en vej til mening gennem destruktion eller minimum demontering. Uden direkte at nævne en sammenhæng, er det svært ikke at se Günter Brus, Hermann Nitsch, Otto Muhl og Rudolf Schwarzkogler som balancerende på kanten af det bombekrater krigen må have efterladt i den østrigske kunsthistorie. Og alle andres. For udstillingen var – som var det efter en særlig wienerkonsensus – nøje koreograferet med de internationale kunstbevægelser på samme tid og i samme felt; primært fluxusbevægelsen, men også nyrealisterne og popkunstnerne.
Denne konsensus mødte man nemlig også på ’Belvederes’ særudstilling ’DYNAMIK’. Her var en særlig wienervariant over de internationale strømninger indenfor futurisme og kubisme; kaldet ’kineticisme’, også sat sammen med flere væsentlige værker fra Europa (Braque, Marc, Itten, Balla). Krigen her er ganske vist en anden (Første…), men princippet i at koble de lokale østrigske kunstneres ideer, og gerne egenart på en større fortælling er tydelig. Måske også den eneste mulige, når det er samlerne, som leverer kunsten – for samlere har det jo med at samle på noget bestemt. På ’MUMOK’ (Stiftung Ludwig) performativ kunst, på ’Albertina’ (Sammlung Batliner) 1850 – 1950, på ’Leopold’ (Rudolf Leopold) secessionskunst, og så er der selvfølgelig de kejserlige samlinger, som udgør et noget anderledes hele, alene størrelsesmæssigt – men hvor både samleren og samlingen måske også havde en anden karakter.


Billede 3: Moderne kunstopsi & –skopi
 


Hvis man hører til de labile dialektikere kan man sikkert opfatte den helt moderne østrigske kunst som et svar på ’der Wiener Aktionismus’s blodige rod. Sikkert er det imidlertid, at kunstnere som Florian Pumhösl, Iñez Lombardi, Christoph Meier, Eva Schlegel og (hvis man vil acceptere en tysk residerende kunstner) Tacita Dean går til kunsten på en meget alvorlig, grænsende til nøgtern facon. Værkerne og udstillingerne kan minde om en ’hjemlig’ kunstner som Joachim Köster, fordi kunsten så tydeligt er blevet til et redskab i en (minimum antropologisk) undersøgelse af ”the do’s and don’t’s of modern mankind”. Når man står i udstillingerne kan man hverken slippe af sted eller nøjes med æstetikken, der nærmest er blevet til en slags præampel, som man anderkender i samme øjeblik man træder ind i rummet (Jeg tror reglen er, at jo tydeligere æstetikken er, jo mindre betydning har den). Her mødes man af en langtrukken, skæv grundighed, som gerne præsenterer dele af det kunstneriske udtryk ved hjælp af andre (formidlings)medier som montrer, film, dias, foldere, ophobninger og (inter)tekst(ualitet).
Grebet er (og her bedes dialektikerne stige af igen) dobbelt, hvis ikke tredobbelt. Kunstnerne anvender alle mulige dokumentariske og videnskabelige adgange, for at forstå de menneskelige grundvilkår og hensigter i den moderne virkelighed, men de resultater de præsenterer, er skræmmende tydeligt upræcise og ryste(n)de. I den forstand arbejdes der videre på den slags destruktion og demontering de vilde wienere (og münchere) lavede i 60’rne og 70’erne; samme nødvendighed, samme undersøgelse, samme brud, men en helt anden (og knap så kaotisk) materialitet. Den afgørende forskel tror jeg ligger i, at de moderne kunstnere har lagt kampen med kunstbegrebet bag sig, og nu fører en med sandheden.
Det tjener den, i denne sammenhæng oldgamle secessionsbevægelse til ære, at to af de her nævnte kunstnere (Lombardi og Meier) udstillede i Olbrichs oprindelige secessionsbygning på Karlsplatz.


Billede 4: Wien, du Stadt von Räume 


Olbrichs secessionsbygning er som et mystisk moderne tempel. Det skulle den også være, når den ny tids signal var skaberkraft og åndsfrihed, som kun de gamle guder kendte den. En forgyldt filigrankugle energisk tæmmet og lukket inde i en mellemting mellem et fort og et kraftvæk. Og på de hvide, rene og pudsede mure den forgyldte skrift – besværgelserne og spådommene om kunsten og tiden. En farao kom forbi.
Wien er en arkitektonisk collage. Også langt mere og i højere grad end så mange andre metropoler, der bedre kan sammenlignes med kludetæpper. Wien er en collage, hvor huse og stilarter er klistret op ad hinanden som på én stor flade. Og som en paradoksal pointe er de dominerende huse og stilarter i sig selv collager. Fra ’Hofburgs’ enorme etapebyggeri, der ugenert præsenterer 600 års magtarkitektur fra gotik til nybarok, over danske Theophilus Hansen administra- og repræsentative historicistiske Ringstraßebygninger til Hans Holleins og Coop Himmelb(l)aus postmoderne, blanke bygningssmil og Friendenreich Hundertwassers ejendom på Löwengasse; alle betjener sig af citater og materialekompositioner, der enten henviser til historien, ”sig selv”, stedet, funktionen eller alt andet end arkitektur, som det er tilfældet med ’Hundertwasserhaus’, der hellere vil henvise til naturen, drømmene og tiden.
’Hundertwasserhaus’ er Wiens næstmest besøgte attraktion (den mest besøgte er ’Schönbrunn’, Erlach og senere Picassis Versailles-agtige kejserlige sommerresidens – altså også en slags arkitektur!), hvilket siger noget om kunstartens betydning i byen, og noget om Friedenreich Hundertwassers usædvanlige byggestil, men måske endnu mere noget om, hvor meget den almindelige turist tragter efter andre måder at bo på end de til døden kedsommelige æsker, opgange, rette linier og udsigt til træk og slip.
Modsat ’Hundertwasserhaus’, hvor der bor rigtige mennesker, kan man på ’Scönbrunn’ (OG ’Albertina’, OG ’Hofburg’, OG ’Belvedere’) få lov at kigge ind i en verden så silkeklædt stivet og fajanceret forgyldt, at man end ikke kan forestille sig, det har været muligt at trække vejret på en uformel måde da husene var i brug. Modsat hvad jeg forestiller mig i Wagners ’Majolikahaus’ på Linke Wienzeile, hvor man i køkkenet både kan bøvse, røre en hurtig sovs sammen og spille kort hvor man er, er det ikke muligt at finde et rum, som ikke fordrer en bestemt etikette i de kejserlige huse. Selv i Albertinas ’Spielzimmer’, hvor der eller skulle være chance for lidt adspredelse, skulle man kunne mindst 52 forskellige slags spil, for at kunne slappe af på den rette måde. Det er muligt der har været højt til loftet, men hoderne (og parykkerne) har fyldt det meste ud.


Billede 5: Wagnermusik & Wagnermystik
 


Kakanias magtarkitektur er så evindeligt påtrængende i Wien, fordi den altid enten ligger i og på vejen, eller rejser sig som tomme skaller om udlevet magtfuldkommenhed. Så hellere Otto Wagner og hans pavilloner, posthus, villaer, stationer og kirke. Så hellere Otto Wagner som både forsimpler, forsirer og fortryller sine huse med rene linjer og bølgende ranker. Otto Wagner hvis navn i sig selv klinger af stram kubisk udhuling og smuk musisk og arabeskig decór. Otto Wagner som hjælper et nyt, u-kejserligt menneske på vej, ved at gribe fat om tiden og rette den til efter forholdene, uden at miste fornemmelsen for, hvad mennesket er og skal: Altid skønhedsdyrkende og altid i bevægelse. Derfor er især hans U-bahnstationer så tankevækkende. De må have faciliteret det moderne menneskes fødsel i Wien. Her er en arkitekt, som både kan planlægge og gennemføre en storbys undergrundsnet, og tegne en stationsbygning, der består af lige dele fart og ophold. Her er en arkitekt, der kan sørge for, at hver eneste station tilbyder sine gennemrejsende toilet, tobak og aviser, og er æstetisk i fuld overensstemmelse med secessionisternes krav om tidsånd. I dag sælges aviserne i en nogle ucharmerende, ridsede selvbetjeningsautomater, der er spændt anæmisk fast på Wagners støbejernspullerter foran stationerne.


Billede 6: Den usynlige samling
 


På ’Kunsthistorisches Museum’ hænger et stilleben af Pieter Aertsen. Det er et vanitasmotiv, som omhyggeligt skildrer alt det man mister når man dør. Især alt det man nidkært og forfængeligt har samlet hele sit liv. Herunder den viden man er på jagt efter på Wiens mange museer, den musik man lytter til i Wiens mange koncertsale, den mad man spiser på restauranter og caféer, de bøger man køber i Wiens (forholdsvis få ordentlige?) boghandler og alle de penge man prøver at spare, når man rejser. Det kunne i et svimlende princip vel også handle om alle de kunstsamlinger d’herrer, damer og kejsere Karl, Franz Josef, Leopold, Batliner og Ludwig har brugt deres liv og tanker på at opbygge. Der er ikke langt fra 1552 til 2011, når det kommer til forgængelighed. Således viser kunsten endnu engang vejen til sandheden – også selvom den er selvophævende.
I Stefan Zweigs novelle ’Den usynlige samling’ tager en dannet og dygtig kunsthandler fra Berlin ud på landet i håb om at finde nogle gode stik at sælge videre. Tiderne er strenge på mere end én måde: Dels er der meget lidt god kunst i omløb, dels – og det bedrøver egentlig herren endnu mere – har ingen længere sans eller forståelse for kunstens væsen og skønhed. Han ender hos en gammel mand, der har samlet på stik i mere end 60 år – brugt hver en ekstra skilling på at opbygge en helt usædvanlig fin samling med Dürer og Rembrandt som kronjuvelerne. Manden har imidlertid været blind siden Første verdenskrig, og hans familie hemmeligt solgt alle arkene fra for overhovedet at overleve. Det hindrer ikke den hengivne samler i at nyde hver detalje i de usynlige kunstværker, som han omtaler pegende præcist for kunsthandleren, der gysende ad de blanke ark må give ham ret for ikke at slå ham ihjel af sorg over det tabte. Og så alligevel glædes han over en ægte kunstelskers ubetingede omfavnelse af kunstens væsen. Således viser kunsten endnu engang vejen til de sande værdier – også selvom de er usynlige.
Og således kan jeg vende hjem fra Wien med en del billeder i mit fotografiapparat, men med langt flere for mit indre blik – for dem er jeg sikker på jeg både kan beholde og tage med mig.


Billede 7: Et helt, sikkert menneske
 


Udover en af verdens smukkere kirker (’Kirche am Steinhof’) rummer ’Otto Wagner Spital und Pflegecentrum’ et teater, hvor stedets patienter – som lider af psykiske sygdomme – kan se stykker og opleve musik. Sådan har det været siden hele stedet blev færdigt i starten af 1900-tallet. Og sådan vil det blive igen når teatret er renoveret. De syge blev imidlertid ikke sendt i teatret som en del af terapien, men som et led i behandlingen – præcis det modsatte af hvad vi andre såkaldt normale mennesker gør. Jeg kunne godt tænke mig at gå i teatret med den hensigt, at skulle føle mig som et normalt menneske.
I lufthavnen blev jeg stoppet to gange. Vågnede. I min skuldertaske lå et vækkeur, der så så unormalt ud, at det skulle tjekkes. Efterfølgende blev min krop stoppet, fordi en aluminiumsramme bippede advarende. Først i hodet den fiktive tanke om at andre kunne gøre sig den mindste forestilling om, at jeg var en anden og andet end en videbegærlig, dansk gymnasielærer. Dernæst på kroppen en anden mands hænder fra skjorteflip til spændte lægge, og fødderne nervøse som potentielle bombeskjul.
Doktor Freud og hans røntgenblik nikker indforstået af drift, angst og forfængeligt intellekt.

mandag den 4. april 2011

Krimikonstipation - pitch 1

Kriminalinspektør Janzen - eller Jazz, som hans få venner kaldte ham - kradsede sig i de daggamle skægstubbe. Det lød som velcrolukningen på hans cykelhandsker. Han stod overfor den mest usædvanlige sag han endnu i sin lange og ligegyldige karriere havde set. En seriemordermorder. Et plot i en krimiroman så langt ude, at det jo måtte komme før eller siden. Ikke mindst fordi seriemordermorderen kunne aflive sine ofre på endnu mere bestialsk vis end de helt almindelige bestialske mordere. Han havde jo en hel hævn at hænge dem op med, før han ... trak ... skubbede ... eller hvad han nu gjorde med dem. Men ikke bare dette pikante spil sad han med på sit skæve bord, hvor den nederste skuffe bandt af gode grunde, for udover at seriemordermorderen slog seriemordere ihjel - i en serie selvfølgelig - så var han så sexet indrettet og udstyret, at han rent faktisk gjorde det før de blev seriemordere. Han vidste med andre ord - og endda nogen gange også med andre metoder - hvem der blev og var seriemordere, inden de var eller blev det. Af en eller anden grund faldt Thomas Kluges maleri af Duchamps pissekumme Janzen ind. Han var kunstsamler - det eneste han egentlig anså sig selv for at være med et vist held og en endnu større professionalisme, og han lagde et stort arbejde og ditto ære i, at opsnuse de kommende stjerner, før de blev stjerner. Måske derfor han kunne se en analogi - men nok mere fordi Kluges, som altid hårfine præcision i gengivelsen af et allerede eksisterende kunstværk, var en både magisk og meningsløs gestus, som samtidig bar på et dimensionsløst raseri. Nå ja, og så var Kluge en af de få kunstnere han ikke spottede i tide og fik lusket et værk ud af, før han var uden for rækkevidde af Janzens slanter.

lørdag den 2. april 2011

Wien - itinerarium constructio 3


I Wien grænser

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv.
Mine forstudier har selvfølgelig ført lidt rundt omkring og ud og ind i Wiens (personal-)historie og ditto kunst.
Uden på nogen måde at fremstille mig selv som andet end en kombination af det hæderligt dannede og (kronisk) forfalden til mønstergenkendelse har det slået mig, at byens kulturelle, politiske og rent menneskelige modsætninger har været udtalte og radikale gennem store dele af Wiens historie; antager karakter af kamp og splittelse. At man som almindeligt dannet menneske kender Strauss og Schönberg, historicisme og Hundertwasser, Schnitzler og Sachertorte er der ikke noget underligt i - men at disse par er udtryk for mentale modsætninger og (især) hiandens forudsætninger lå ikke lige for (mig al fald). Wiens historiske hierarki af kejserdømme siden borgermagt og deraf tilknyttede vitale musikalske og arkitektoniske mæcenater overfor udkogt biedermeierfims og potent kunstnerbevidsthed, er en af kulturhistoriens mere paradoksale bølgebevægelser, fordi den ikke kun kan læses dialektisk. Selvfølgelig er der et vist mål af streng pottetræning og kejserlig censur overfor oprørstrang og kedsomhed. Men i en by, hvor kulturen så entydigt (og på godt og ondt) har skullet bære disse opgør og konserveringer i udtryk og indhold, ser det mere komplekst ud, end i en regulær magtkamp om brød og løn. ER Strauss biedermeier? Er Mozart spytslikker? Er Freud forudsætning eller konsekvens? Penis eller parasit? Herfra hvor jeg står ligner Wien et wunderkammer af sammenhænge og gåder. Og i kammeret bor blandt andre Brahms, Freud og Wittgenstein. Om den sidste handler det næste.
Wittgensteins indflydelse på al sprogfilosofi skyldes blandt andet, at nogle af hans studerende udgav hans forelæsningsnoter efter hans død - hvad der iøvrigt også var tilfældet med Saussure (... og på en lignende vis Kafka). Måske var d'herrers bortnærværelse præcis det, der skulle til for at tankerne fik fat? I og for sig ligger der en pointe i, at de forlod slagmarken uden at sætte punktum og derfor kom til at sætte så dybe spor (punktummer) sidenhen. På linie med at sproget både er konkret og fuldstændigt fiktivt. Og det er jo her vi finder Wittgenstein - i sprogfilosofien, eller mere korrekt i den sproglige vinkel på filosofien.
Wittgenstein er kendt for onelineren "Mit sprogs grænser er min verdens grænser", som er ligeså slagfast og vejrbestandigt som "jeg ved, hvad jeg ved" og "en mand er en mand", men fordi det netop er sproget, han karakteriserer (sproget) med, lige så bundløs som "det eneste jeg ved, er at jeg intet ved". Wittgenstein vokser op i det kulturelt generøse Wien i slutningen af det 19. århundrede, præget af lige dele ud- og afvikling af hhv. secessionskulturen og kejserdømmet, en slags frugtbar implosion, som imidlertid ikke kan holde på Ludwig, fordi hans store talent og interesse for matematik og ingeniørkunst fører ham til England. Efter mange ud-, ind-, af- og bare veje ender han med at få skrevet Tractacus Logico-Philosophicus i 1918, som var en art filosofi til at ende al filosofi med, fordi den siger filosofi blot er en aktivitet, som bekræfter, at der er en metafysisk virkelighed - ikke forklarer den. Dette værk kommer til at spille en afgørende rolle for hele det filosofiske miljø i Europa og Wien, lige indtil indtil nazismen stopper og dermed flytter det og dets følge. Og dermed flytter et helt idésæt af sproglig funderet analytisk filosofi, som dels er jødisk affillieret, men altså også står i (en anden) modsætning til den heideggerianske erkendelsesorienterede filosofi, som er mere spiselig for nazierne. (Man kan måske se et vist logisk mønster i, at tanker om storhed og ånd, ikke trives med sprogsplittende greb og afmonteringer?) Efter yderligere mange ud-, ind-, af- og bare veje ender Wittgenstein igen i Cambridge og skriver videre på nogle filosofiske 'bemærkninger' og 'undersøgelser', som både afviser og bygger videre på tankerne i Tractacus Logico-Philosophicus. Han kan ikke slippe sproget - og sproget næppe ham, som udover at leve i en forbandet rastløshed domineret af selvhad, askese og et filosofisk overgear, ikke lige kan omgåes mennesker. Man ser for sig, hvordan pragten fra barndommens Wien, som ikke mindst hviler på konkret ingeniørkunst, kan gennemskues som skeletter iklædt organiske draperinger, hvis henvisninger til naturens frodighed er postulater, på nøjagtig samme vis som sproget henviser til noget, som er komplet uberørt af henvisningen - og i den forstand ikke er hverken mere eller mindre involveret i den virkelighed, sætningen prøver at etablere.
Hvad skal man tænke, når et menneske, som alle dage har været plaget af lige dele depression og selvforagt på den ene side, og sprogets spil på den anden, som sine sidste ord har følgende: Fortæl dem at jeg har haft et vidunderligt liv.
Han kunne jo have sagt: Jeg har haft et vidunderligt liv.
Ikke sandt?


[Litteratur: Jensen + Knudsen + Stjernfelt: Tankens magt, 2006 - Nerheim + Rossvær: Filosofiens historie, 1986 - Lademanns biografiske leksikon, 1989]