onsdag den 30. oktober 2013

NYE DUMME ORD - OG KLOGE




















Kan De veksle en dummer?

Gammeldum - når gamle mænd overvurderer sig selv, eller ikke er i stand til at indse deres reelle alder. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 35 - 65.

Bagdum - hvad man er, når man nægter at indse noget er gået galt, eller følger uheldigt op på en i forvejen skæv strategi. Pandæmonisk udbredt i grupper af mænd i alderen 5 - 65.

Klogdristig - hvad man kan siges at være, når man tager en chance, som ikke er en chance. Enhver ved bedst selv, hvornår det er han gør det - og om han kan tillade sig at prale med det.

Dumme Åge - ham som nægter nogensinde at prøve at sige noget bare en lille smule intelligent, fordi han tror hans job er at være dum på alles vegne. Som sin fætter 'Kloge Åge' er hans mest irriterende træk, at han har ret: Alt kan fordummes. Men de fleste ting kan også brændes eller glemmes på en kold perron.

Klogebøder - systemet tilskrev at de skulle med. Jeg ved ikke i hvilken sammenhæng man kunne møde en klogebøde … udover i et fællesskab, fx på en ø i Limfjorden eller en café på Kødtorvet, hvor man ikke tolererer analytisk sans.

Dumbphone - ja hallo! Det kan man da lige så godt kalde apparatet. Taget i betragtning hvor meget af ens selvstændige hjerneaktivitet den æder og op med sin lokkende hukommelse og de meningsløse tidsfordriv. Jeg er ærligt talt blevet i tvivl om, hvem der er den smarteste af vi to, bare fordi den har et brandet forspring, og jeg rutinemæssigt, dagligt glemmer mit eget navn, og svarer "Hej," i stedet for "Homo Sapiens," når den ringer.


mandag den 28. oktober 2013

EN BREVSKRIVERS ERKENDELSE

















Porto pris

Man betaler otte kroner for at sende et brev i Danmark. Otte kroner har længe været mange penge, for at sende et simpelt brev. Men i går gik portoen på breve fra at være dyr til at være billig! Med eet slag som man siger.
For det første skrev jeg rent faktisk et brev i går. (Hvor mange af de mennesker, som synes otte kroner er alt for meget, har rent faktisk sendt et brev til otte kroner?) Og fordi jeg skrev det brev, forstod jeg pludselig, hvor værdifuldt det var, til så beskeden en pris.
For otte kroner fik jeg lov at koncentrere mig om, forstå og derefter fortælle om nogle ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. For otte kroner fik jeg drukket og smagt på min kaffe som en ægte stimulans, der skulle få mine tanker på gled, og honorere dem, når de gjorde det. (Jeg regner ikke omkostningerne ved kaffen med, okay?) For otte kroner fik jeg følelsen af, at det for en gangs skyld var mig, der kontrollerede tiden, fordi man ikke bare lige kan skrive et brev - i hånden! vel at mærke; det kræver en lille time fyldt til randen med dejligt konkrete ting som blæk og papir og streger gennem ø'er og mellem ord. For ikke at snakke om den meditative ro, der ligger i at sende sine ord af sted på en rejse, der skal tilbagelægges over kilometervis veje og bakker. For for otte kroner fik jeg en dejlig svimmel fornemmelse af, at verden og klodens krumning rent faktisk findes; at der ligger en by for enden af kuvertens rejse - ikke bare som en virtuel destination, nej sgu! Brevet ender på et bord i min vens rolige hænder under hans milde øjne. 
Og så fik jeg for otte kroner, noget der åbenbart er ved at være truet: En sikker kommunikationsforbindelse. I lyset af de sidste mange afsløringer af, hvor meget man bliver overvåget, er otte kroner et ubegribeligt lille beløb, når man betænker det kan købe een frihed, selvstændighed og fred til at skrive om de ting man synes er vigtige, uden fare for at noget belaster privatsfæren.
Otte kroner. Alt inklusive.

mandag den 14. oktober 2013

KUN DE GLEMTE ER DØDE




AMOR FATI




















Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen

søndag den 13. oktober 2013

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER




Teksten kan jo være både god og meningsfuld nok. Men billedet er simpelthen for meningsløst. Barnet skader sig da ikke mindre ved faldet fra toilettet, fordi det får fat i et stort glas Panodiler? Eller et lille for den sags skyld.
Det er klart nok at billedet skal fange opmærksomheden - men når man spilder den med meningsløse pointer er det et dårligt valg. 
Lige så dårligt som at få sit logo til at ligne noget fra Patrick Bateman eller Bear Grylls basispakke, der truer det stakkels barn fra den altid farligste uventede side.
Det er lige til at få ondt i hodet af.

TEKST = BILLEDE





KÆRLIGHEDENS HÅBLØSE LIGNING















At se tilbage på den tid, hvor man manglede kærlighed, fra det sted, hvor man derfor ikke kan man tage imod den.