søndag den 26. april 2015

BUSTER AUSTER II



















Boohook line and sinker


Der er al mulig grund til at ønske boghandlen Ark Books tillykke med udgivelsen af de to unikke tekster af hhv. Paul Auster og Siri Hustvedt. Det er et spændende og højt profilerende projekt, som forhåbentlig ikke alene hjælper butikken, men bogen som sådan.
Men når det kommer til at prise og lade sig forføre af Paul Austers tekst - Alone - som han angiveligt “skrev 22 år gammel i 1969” må jeg bede om en eftertanke. 
Slår det ingen, hvor svimlende et tilfælde det er, at han allerede på dette tidspunkt foregriber emner og især en central fiktiv karakter (Quinn) fra udgivelser, der kommer både ti og tolv år senere? Slår det ingen, at hvis ikke Auster skulle kunne, eller have skrevet en tekst, der var hans for mere en fyrre år siden på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvem skulle så?
Jeg anklager på ingen måde forfatteren for at svindle eller boghandlen for at have fået katten i sækken, men konstruktionen af dette dokument da være et af fascinationspunkterne ved denne udgivelse. Alene den fristelse at fikse med genetikken i den korte stund novellen bevæger sig fra skuffen over tastaturet til Ark Books må have været svær at modstå.
Lytter man til novellen (på Skønlitteratur på P1 kan man høre den i oversættelse) er det da også slående, hvor genetisk den netop er. Genetisk i den forstand, at den væver en skabelsesberetning om, hvordan ord og litteratur netop bliver til (på eet sted) og forsvinder (fra et andet) på samme tid, for overhovedet at kunne siges at have været (født). Quinn i novellen - en forfatter; pennefører er måske et bedre ord - er lig Quinn fra New York-trilogien i den forstand, at han gennemgår en lignende proces ved først at være til, siden forsvinde helt, for igen at kunne være nogen eller noget. 
Dertil kommer den helt centrale sætning om ‘løgn’ - ikke fiktion - "Og så skriver han: "Løgne og opspind med hvert eneste åndedrag," og så begynder det." (De mange citationstegn dækker over, hvad jeg tror er et citat, som fortælleren gengiver.)
Så når Auster udnævner denne novelle til at være hans måske allerførste arbejde, hvad siger han, eller kommer han så til at sige, om hele sit oeuvre? 
At litteraturen og dens forfatter indgår i en art nulsumsspil, hvor det alene er placeringerne, af personer, steder, tider og bogstaver, der bestemmer udkommet?
At ensomhed og sprog er lige fiktive forestillinger, som i det øjeblik de forbindes bliver virkelige?
Under alle omstændigheder (svangre såvel som fædrende) er denne novelle næsten for god til at være sand. Og hvis den ér sand - i betydningen fra 1969 - så er det lige før den er for dårlig til at være god.



tirsdag den 7. april 2015

TIDS PUNKTÉR



















Tempus insula

Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.
Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.  
Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt. 
Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm. 

Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.

søndag den 5. april 2015

ET TEATER ER ET TEATER
















En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.