ET TEATER ER ET TEATER

En scenografi

Man kan aldrig vide, hvilket teater man er i, for man har aldrig været i det samme to gange. Altid nye scener, nyt lys, nye fortællinger. Man genkender højst et sæde på en række, en hotelneutral lampe på væggen, et flosset trin eller et ansigt i baren. Det er heller ikke meningen, jo. 
Men engang besluttede vi os for at klæde rummet af i stedet for på. Publikum skulle se det egentlige rum, de var i. Hvad det bestod af. Uden magi og manipulation. Det var ikke fordi der var fjernet andet end rummets udsmykning; spillerne spillede i kostumer, velinstruerede og engagerede. Stykket foregav selvfølgelig at foregå et sted med nogle genstande og tilmed en udsigt. Men intet at af det gav vi publikum. Ikke engang et lys eller en spot eller et mørke at formidle med. Målestokken var det rum man øver i, hvor vi jo ofte slet ikke har kostumer at spille med, og der ingen er til at sætte lys eller lave lyd. 
Det var ikke en god idé, for selvom ingen forlod teateret uberørte, så var stemningen uhyggelig helt derind, hvor man synes det godt må stoppe. Anmeldere og publikum var enige om at stykket var uvirkeligt og koldt. Man ville gerne forstå eller sympatisere med personerne på scenen - men man kunne ikke.