KIEFERHOMEN XV

WARLORD

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - I KØKKENET

Som man måske - måske ikke - er bekendt med, så er der mange opslag på denne blog om vendinger og talemåder. Måske især når det går galt med enten brugen, forståelsen eller vedligeholdelsen af dem. På statistikken kan jeg se det gennemgående er de opslag, der holder liv i bloggen og det er jo glædeligt, at der er en levende interesse for sproget derude. 

Jeg burde måske af samme grund(e) skrive nogle flere af dem, men jeg har erfaret, at der skal en eller anden anstødssten til at motivere mig. Det kan være misforståelser eller nye versioner eller excessiv brug. I dag drejer det sig om det sidste, for jeg synes der er for mange hænder på kogepladerne derude i de danske køkkener. Og især fordi jeg ikke synes vendingen giver mening. 

Køkkenet er proppet med talemåder og vendinger, De måske ikke tænker dybere over, men stadig er letforståelige, anvendelige og derfor taknemmelige. Her er skyndsomt udvalg: Man har held i sprøjten, fordi man er dygtig til at lægge flødeskum på kagen ~ kan sit shit, man koster rundt med folk, fordi man vil have dem til at hjælpe til med rengøringen ~ hvad som helst, man har slået større brød op, end man kan bage, hvis man ikke kan ælte det ordentligt og har plads i ovnen ~ nå alle sine mål, man er ikke den skarpeste kniv i skuffen, fordi ... ja, det ved jeg ikke rigtig, men så kan jeg blive lagt på is, for ikke koge over, eller fordi jeg dum som et dørslag. Og så videre på fuldt blus.

Og så kommer der nogen - her nævner jeg kun statministeren som det absolut mest prominente eksempel - og lægger hånden på kogepladen. Det gør hun, og en mængde andre åbenbart tåbelige mennesker i fuld alvor for at overbevise os om, at de ved bedre eller er mere villige til at risikere noget (for noget). Det er jo ikke fordi kvaliteten i vendingen er svær at forstå - det er jo ligesom hår i suppen eller en meget varm stol - det er mere udsagnet jeg ikke kan greje, altså. Hvem fanden lægger hånden på en kogeplade for nogen eller noget?! Det kan endda blive så bizart at man hører - i en bizar version at det ferme udtryk 'at have bukserne på' - at dem, der virkelig ved hvad det drejer sig om, det er dem, der har hånden på kogepladen. Det, det i så fald drejer sig om, må altså være at opføre sig tåbeligt og irrationelt, hvad vi måske i de stundende politiske tider så alligevel godt kan se en form for mening i.

Lad mig her blot pege på langt mindre mystiske vendinger der kan lette sproget for imbicile trediegrads forbrændinger, hvis man vil vise man har noget i klemme, har skoen på, vil lægge hovedet på blokken for, stå last og brast med, gå linen ud eller bare kender indefra. Måske ikke så stærke retorisk, men til gengæld ikke foruroligende i betydning.

Som bonus i dette køkkenmøde om talemåder vi ikke tænker over vil jeg gerne spørge, hvordan noget sidder i lige i skabet. Jeg antager her naturligvis det er er køkkenskab, men ved heller ikke bedre. Det er under alle omstændigheder som om vendingen er opstået bagvendt, eller hvad? Hvis noget sidder lige i skabet, betyder det jo at det er vellykket afsluttet, men hvad sidder lige i et skab, når det er det? Måske bortset fra skabet selv, som hænger lige hvor det skal - hvorved vendingen er opstået som en slags omvendt ordspil. Ellers kan jeg kun forestille mig det er en vending vokset ud af den almindelige situation i et køkken, hvor man leder efter noget men har (akut) brug for, og så lettet finder lige i skabet.

Jeg ved ikke om De fandt noget her, men hvis ikke De ønsker at brænde fingrene eller få meget svedige håndflader, så undlad fremover at bruge kogepladerne til andet end stege valgflæsk eller bare god gammeldags husmandskost på.

KIEFERNOMEN VII

KIEFERHOMEN XIV

PERRON 0

Jeg har ikke en poetik, jeg skriver med en aporetik.

MESTERFORTÆLLING

Selvom jeg slet ikke turde eller ønskede det for alvor, besluttede jeg mig dengang for at gøre alle ting dårligere, end jeg vidste jeg kunne - især det jeg var god til.

Skrive. Elske. Læse. Tænke. Træne. Undervise.

I mange af tilfældene viste det sig blot at være et spørgsmål om at stoppe tidligere med aktiviteterne. Derfor var den største mærkbare forandring, at jeg fik mere tid. Den brugte jeg på ting, jeg vidste, jeg ikke var dygtig til.

Grammatik. Politik. Håndarbejde. Svampe. Blomster. Håndværk.

Indtil et vist punkt naturligvis. Hvis jeg opnåede en slags øvelse, som var over middel eller mere end man almindeligvis kunne, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge meget tid på det.

Det var lykkelige år i mit liv. Uforpligtende, frie, givtige og på en måde hemmelige. Visse dage syntes jeg at lære verden at kende. Jeg blev en slags renaissancemenneske, selvom det var i en anden slags samfund end det klassiske. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg fik indsigt i tilværelsens og virkelighedens store sammenhænge.

Indtil jeg indså, at jeg var blevet meget, meget dygtig til at lyve for mig selv.

MASSEREJSE KÆRLIGHED

Jeg bliver altid lille og ubetydelig, når jeg rejser. Andre får måske fornemmelsen af, at de skal indtage verden. Jeg synes bevægelsen er omvendt. Alle de liv og steder og scener og øjeblikke, der udspiller sig i glimt af lange og korte liv, alle de bevægelser i forlængelse af indskydelser, viden eller ordrer, alle fortællinger er lige så vigtige som mit liv, min krop, mine tanker. Forsvinder i det, kan ikke holde til det. Tager alt for meget ind. Skruer, host, skosåler, parfumer, hårsække, grafik. Måske kunne man give efter; blive del af alle de andre dele - blive som de andre. Ikke frygte at skulle holde på mig selv. Blive sig selv, måske. Så jeg kan forsvinde i mængden. Se kærligt på den usikkert rejsende.