Selvom jeg slet ikke turde eller ønskede det for alvor, besluttede jeg mig dengang for at gøre alle ting dårligere, end jeg vidste jeg kunne - især det jeg var god til.
Skrive. Elske. Læse. Tænke. Træne. Undervise.
I mange af tilfældene viste det sig blot at være et spørgsmål om at stoppe tidligere med aktiviteterne. Derfor var den største mærkbare forandring, at jeg fik mere tid. Den brugte jeg på ting, jeg vidste, jeg ikke var dygtig til.
Grammatik. Politik. Håndarbejde. Svampe. Blomster. Håndværk.
Indtil et vist punkt naturligvis. Hvis jeg opnåede en slags øvelse, som var over middel eller mere end man almindeligvis kunne, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge meget tid på det.
Det var lykkelige år i mit liv. Uforpligtende, frie, givtige og på en måde hemmelige. Visse dage syntes jeg at lære verden at kende. Jeg blev en slags renaissancemenneske, selvom det var i en anden slags samfund end det klassiske. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg fik indsigt i tilværelsens og virkelighedens store sammenhænge.
Indtil jeg indså, at jeg var blevet meget, meget dygtig til at lyve for mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar